Den kommende Gud

Den kommende Gud

1. søndag i advent, 2006 – Matthæus 21,1-9

Vi er midt i fremtiden. Eller måske skulle man sige, at vi altid er ude i fremtiden. Vi kan ikke lade være med at forholde os til den. Vi nærer forventninger til den – eller vi er måske usikre, fordi vi ikke véd hvad den vil bringe. Vi ser frem til fremtiden – eller vi bekymrer os for den. Vi svinger mellem det ene og det andet.

På forskellige måder forsøger vi at komme til rette med vores flertydige forhold til fremtiden. Det vil sige: vi søger at gøre det mere entydigt. F.eks. har vi institutionaliseret noget der hedder fremtidsforskning. Man tager bestik af omstændighederne og anlægger prognoser for samfundets udvikling. Prognoser betyder jo, at man på forhånd vil vide, hvad der kommer til at ske. Det kan være nyttigt for planlægning af stort og småt. Og det giver os mulighed for at fastholde en hvis orden på udviklingen.

Egentlig er det en mærkelig tanke, at man kan vide noget om fremtiden, og prognoser er da også anstillet med nogen usikkerhed. Men i et bredere perspektiv tænker vi vel over fremtiden for om muligt at eliminere usikkerheden. Beskytte os mod den. Ved at forsikre os osv. Vi søger at forberede os mod det der kommer. Mod hvad fremtiden bringer. Fremtiden, tænker vi, det er dét der kommer. Vi kan ikke vide, hvad den bringer, og vi kan være fristet til at sige, at det nok er uafvendeligt – som skæbnen.

I kristendommen er det anderledes. Fremtiden er ikke noget der kommer, men en der kommer. Gud kommer. Gud kommer til os. Gud kommer til os med fremtiden.

Og hvordan kommer han så? Han kommer som en konge; men jo ikke i kongernes foreskrevne procession: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.” Han kommer altså på en noget beskeden facon; ikke som et feltherre på en stridshest, men på et æsel. Men hvad betyder sagtmodig? En konfirmand kom nok betydningen nær, da han foreslog, at det at være sagtmodig er det modsatte af at være ’selvfed’. Og det er jo rigtigt nok: Da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, ser det ikke ud af meget. Han gør ikke noget væsen af sig, som vi siger. Han er ikke ’selvfed’. Han viser sig ikke; men netop derfor er der noget, der viser sig ved ham. Ja, altså ikke noget, men Gud: Gud viser sig i Jesus, der kommer til os med fremtiden, uden at gøre noget væsen af sig.

Og hvad betyder så dét? Det betyder, at han ikke vil påtvinge os en bestemt fremtid, men give os fremtiden slet og ret. Det kan vi have svært ved at forstå. Fordi det strider mod vores trang til at gøre fremtiden til noget bestemt. Fastlægge den i planlægning. Denne elementære trang giver sig ikke alene udslag i prognoser. Den finder også udtryk i de forestillinger, hvormed vi søger at gøre os fortrolige med fremtiden. Vi ønsker, at tingene kan mage sig på den og den måde. At dette, som vi nu er i, må fortsætte. Eller at dette, som vi nu er i, må ophøre og blive helt anderledes. Vi ser vores fremtid under den begrænsning, som de nuværende omstændigheder udgør. Eller vi ser den i lyset af forestillingen om noget helt andet, noget utopisk. Hvad enten vi gør det ene eller det andet, så lægger vi fremtiden til rette efter vores egne bestemte forestillinger.

Så almindeligt det er, så farligt kan det også være. Det er farligt at mure sig inde i den forestilling, at alting skal blive ved med at være som det er. Vi kan vel ønske, at denne lykke, som vi oplever, skal fortsætte. Men allerede dette ønske er i færd med at gøre lykken til ulykke. Med vores fastholdelsestrang spærrer vi andre og os selv inde i et lukket rum. Vi lider under den fejlagtige opfattelse, at noget må blive ved med at være det samme, hvis det skal vare. Men det er ikke givet, at det forholder sig sådan. Vores liv med hinanden kan godt ændre sig, uden at det hører op. Ja, det kan måske kun blive varigt, hvis vi undlader at holde fast i det. Vores kærlighed til hinanden, f.eks., den er vel ikke noget uforanderligt, som vi skal holde fast i; men den skal være bestandig. For i kærligheden står vi hos den anden i det der hænder. Det kan være ødelæggende, hvis vi vil skære den anden til efter vores forestillinger og holde os til dem.

Men der er også farligt at skære fremtiden til efter forestillinger, som ikke er hentet ud af det grå, men ud af det blå. Utopierne – altså de forestillinger som ikke har noget sted – skal skabe en klarhed, som får hele dette grumsede liv til at forsvinde til fordel for en umistelig lykke. En lykke, som helst skal være for mange, men som alt for ofte viser sig kun at være egnet for de få, der har undfanget ideen. Dem tilhører vi sjældent. Og er det da ikke også på sin plads at vægre sig mod dem, der forkynder en lykke, som aldrig kan blive vores?

Man kan høre hvor farligt det er: alting skal i virkeligheden tilintetgøres, så alting bliver til én ting: denne bestemte fremtid. Det gennemtrænger den utopiske begejstring, som indgyder os forestillingen om, at den nye verden må rejses af asken, og at alting derfor først må brændes ned til grunden.

Vores trang til at ville forme fremtiden til noget ganske bestemt, kan nemt gøre os til slaver af vores egen frygt. Vi vil ikke udsættes for det der kommer, vi frygter det; og så skaber vi os disse værn mod det. Men da er det, at vi kan blive blinde og døve for, at Gud med sit komme ikke giver os en bestemt fremtid, men en åben fremtid. Den kan ikke fastlægges, og det er derfor, den er så livgivende. Han kommer på denne sagtmodige måde, som ikke påtvinger os, at alting skal være på én måde, men som åbner et fremtidsrum, vi kan leve i.

Men er der da ikke noget mere at sige om den fremtid, som Gud kommer til os med? Jo, for den annullerer ikke vores egne bestræbelser. Vi nærer jo stadig forventninger om, at alt det gode i vores liv skal vare. Og vi håber jo stadig, at vores skuffelser forvindes og vores synd tilgives, så vi ikke bliver holdt fangen af dem. Men vi er fritaget fra selv at skulle kæmpe for alt dette.

For fremtiden er ikke længere noget utrygt noget, en anonym, rå magt, som vi er udleveret til. Den er i stedet blevet Guds fremtid. Og dermed er den blevet menneskelig og menneskevenlig. Gud kommer til os som et menneske for at give os mennesker en fremtid – en fremtid, der ikke er udstukket af vores eget snæversyn. Den udvider vores synsfelt, så vi kan bevare vores livsforventninger uden forbitrelse.

Gud kommer ikke med vold og magt. Men sagtmodig, ridende på et æsel. For Guds rige er ikke et herredømme, der skal indføres med feltherrernes og utopisternes imposante indtog. Guds rige bringer ”evighedens kirkeår”, som det hedder hos Brorson. Dermed bliver tiden så ”himmelblid”. Det kan måske gøre, at vi får et mere afslappet forhold til vores egen fastholdelsestrang. Og det bør helt sikkert dæmpe vores utopistiske iver. For Guds fremtid er meget rigere end alt dette.

Guds fremtid er ikke belagt med uafvendelig skæbne. Den er tværtimod ’vendelig’. Den vender vores liv. Trækker os ud af de fastlåste mønstre, som vi har været fanget i. Guds fremtid tager vores fortid med sig. Med sit komme gør Gud noget ud af os. Vores trængsler bliver til befrielser. Ja, han gør væsen af os. Ikke ved at gøre os til ’selvfede’, indelukkede kristne. Men ved at dele sit liv med os, så vi bliver i stand til at dele vores liv med hinanden. Det er sådan vi skal møde den kommende Gud. Her modtager vi blidheden fra den tid, som det er os forundt at leve i.

Gud kommer. Han kommer altid. Nu drager han gennem porten – ind i byen. Hans ord kommer gennem øret – ind i hjertet. Det er dér han vil bo. Det er dér fremtiden fødes i os. Det er snart jul.

Niels Grønkjær

Salmer: 66, 61 (vers 6-8), 67 – 73, 59, 72.