Solopgangen fra det høje

Solopgangen fra det høje

3. søndag i advent, 2009 - Lukas 1,67-80

Engang var jorden blå. Det blev den efter den 20. juli 1969, hvor månelandingen forsynede os med fotografier af den blå planet i verdensrummet, set på baggrund af en sort himmel. Den blå planet har siden været økologisternes foretrukne symbol for dens enestående skønhed. Jorden er bevaringsværdig og må beskyttes mod forurening. Billederne er taget i så stor højde, at der ikke er spor af noget menneskeligt. For det er menneskene, der forurener jorden. Det kan godt være, at Gud med en vis succes har skabt jorden og alt som er derpå. Men mennesket burde han ikke have skabt. Han burde have holdt inde med sin skabelse efter den femte dag, for da var indretningen sådan set tilendebragt – og så burde han ikke på den sjette have skabt mennesket til at forstyrre det hele. Billederne af den blå, menneskeløse jord viser os, hvordan det burde have været. Har økologisterne ment.
Nu er jorden blevet grøn. Spørgsmålet er så, hvordan det stiller mennesket. Jorden ville nok have været grønnere uden menneskene. Så man kunne fristes til at tænke dem bort. På den anden side: nu da de har medvirket til at ødelægge jorden, er der også brug for dem til at genoprette den. Mennesket må være med til at afhjælpe de skader, det har forvoldt. For jordens skyld. Men også for dets egen skyld. Det skal jo trods alt have et sted at være. Mennesket er en del af naturen. Men det er også hævet over den. Ikke bundet af sine instinkter og naturlige behov. Det har en vis frihed i forhold til naturen. Gud skabte det jo til sidst. Efter at det hele var indrettet, klar til at blive beboet. Mennesket skulle dyrke jorden – så den kunne blive lidt grønnere. Men også med risiko for, at mennesket kunne underminere sit eget eksistensgrundlag. Den grønne jord synes alt i alt mere menneskelig end den blå var det.
Den slags betragtninger er der ikke noget specielt kristent ved, og man behøver ikke tro, at Gud har skabt jorden for at prædike, at vi skal tage vare på den. Alene den moralske anstændighed kræver det. Desuden ville det jo være trist, hvis det hele blev så grimt, som det er ved at blive de steder i Canada, hvor olieudvinding lægger store skovarealer øde. En vis tilbageholdenhed vil være at foretrække. Om ikke andet så for vores egen skyld.
I sit andet brev til menigheden i Korinth skriver Paulus: ’vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren’. At prædike ’os selv’ – det er at give udtryk for hvad vi selv mener, vores egne opfattelser, vores egne følelser. At prædike ’os selv’ – det er også fremme synspunkter, som vi nærer for vores egen skyld. F.eks. at vi skal tage vare på jorden. Det er der som sagt ikke noget specielt kristent ved.
Men ’vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren.’ Han er Herren. Dvs. han er noget andet end os selv. Han er vores Herre. Ham må der forkyndes om, hvis vi ikke skal prædike os selv. Naturen, jorden og vores forhold til den – det må vi prøve at finde ud af. Men at Jesus Kristus er Herren – dét har vi ingen jordisk chance for selv at finde ud af. Det må forkyndes os.
Det er så dét Zakarias, Johannes døberens far, gør i dagens evangelium. Han forkynder ikke sig selv. Han bliver fyldt af helligånden og flyder over af hvad den indgyder ham. Hjertet i denne forkyndelse er, at folket skal lære ’at kende frelsen i deres synders forladelse’. Og han udbryder, at denne frelse kommer i stand ved ’Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os’. Det er ikke solopgangen set fra hverken månen eller jorden. Det er solopgangen som kaster et helt nyt lys ind i vores tilværelse. Så vi ikke længere skal søge vores frelse i naturen eller i bare at overleve. For nu skal vi leve – i lyset af frelsen i vores synders forladelse.
Vi kan måske godt overleve uden vores synders forladelse. Ja, faktisk er vi måske bedre til at overleve hvis vi ’synder’. Hvis vi er så optaget af os selv, at det giver os den hensynsløshed, der gør det muligt at undertrykke andre. Det er hvad synd er: at vi prædiker os selv i en sådan grad, at de andre blot bliver vedhæng til vores liv. Det bliver et spørgsmål om hvad de kan give os – what’s in it for me. Hvordan kan de bidrage til min overlevelse.
Men vi kan ikke leve uden vores synders forladelse. Livet, det er ikke os selv. Livet er de andre – selv om Sartre skulle have sagt: helvede, det er de andre. Nej, helvede, det er når vi er overladt til os selv i mørke og dødens skygge. Frelsen fra helvede, det er frelsen til livet med andre, livet i fællesskabet. Det er også derfor vi bekender troen på syndernes forladelse i troen på helligånden, som binder os sammen, og som Zakarias blev så fyldt af, at han måtte bryde ud i forkyndelsen af solopgangen fra det høje.
Hvad giver den os så, solopgangen fra det høje, syndernes forladelse? Det giver os trøst. ’Trøst mit folk, trøst det!’ – skriver Esajas. Trøst for at vores liv forgår, at vi skilles fra hinanden, at vores naturlige liv opløses, at græsset tørrer ind, og at blomsterne visner. Det kan godt være, at man kan finde en vis lise i naturen. At det er trøsterigt, at naturen er der uafhængigt af hvad vi roder os ind i. Eller også er det netop ikke trøsterigt. For naturen og jorden er der også uden at ænse vores ulykke og vores sorg. Der er tilstande, hvor man netop ikke skal henvende sig til naturen. Tilstande hvor alt dette blot forekommer at være en spot over vores ulykke. Fordi vi er kastet ud af verden. Tilstande hvor det ikke nytter noget at betragte billederne af den blå planet – fordi de ved deres skønhed ser bort fra vores elendige liv, som er den sorte baggrundshimmel. Naturen kan være et storslået scenarium. Men den trøster os ikke.
Det gør syndernes forladelse. Men det giver os ikke kun trøst. Det skænker os glæde. Glæden over at vi ikke ved synden er adskilt fra hinanden. Ikke adskilt fra Gud. For Gud kommer til os. Han overvinder afstanden mellem sig og os. Den afstand, som vi har lagt til ham. Som vi har lagt til hinanden. Og som vi har lagt til verden. Glæden er at alle disse afstande er overvundet. Glæden over verden. Glæden over hinanden. Glæden over Guds komme til os. Dét er syndernes forladelse. Det kristne glæde er trøstet sorg,
Det er meget godt med naturen. Med solopgangen fra jorden og månen. Med stjernerne. Det kan måske give en vis trøst, når det går skævt i vores liv. At noget er større end os. Men der er også noget som ikke alene er større end os, noget som er noget andet end os. Det er Gud og hans rige. Guds rige er ikke alene trøsten for vores sorg. Det trøster vores sorg til glæde. Så vi ikke bare er os selv. Men frelst i vores synders forladelse. Frelst til samkvem med verden, hinanden, Gud.
Skaberværket er en god ting. Og vi skal værne om det. Men vores frelse består ikke i at det lykkes os at bevare det. Det har så fået nogle kristne til ikke at give så meget for skaberværket. Man må vel også nøgternt konstatere, at det ikke i enhver henseende har været en succes. Det er ikke uden grund, at skaberværk på tysk hedder Machwerk. Det er ikke altid det trøster os. Det udelukker os også – fordi det kun viser os hvad det vil sige at overleve. Ikke hvad det vil sige at leve.
Nogle er allerede ved at blive lidt trætte af naturen, jorden, skaberværket, klimaet. Det hele omgærdes med en fromhed, som lynhurtigt kan slå om i agressivitet. Syndsbekendelser som skal afværge katastrofen og dulme den dårlige samvittighed. Under trusler. Unægtelig noget andet end da Zakarias prædikede, at vi skal tjene Herren ’uden frygt’. For i dag synes frygten at være det tungeste våben. Det våben som alle tager i anvendelse i kampen for deres egen sag mod alt muligt og for alt muligt.
Så vi prædiker fortsat os selv – og spreder frygt. Vi prædiker ikke Jesus Kristus som Herren. Det er som om han forsvinder i konkurrencen om at være mest korrekt i spørgsmål om vores forhold til den blå eller grønne planet. Kristus synes at være forsvundet fra vores bevidsthed.
Som sagt, det er meget godt med naturen, jorden og skaberværket. ’Himlene, Herre, fortælle din ære’ – som vi om lidt skal synge med Grundtvig. Solen, månen og stjernerne viser os, at verden er skabt af Gud, og hvad det er for en verden, vi befinder os i. Naturen er storslået. Det er altsammen ikke frembragt forgæves.
’Men i dit hus, i din kirke på jorden, der tale dage med dage om dig’. I kirken drejer det sig ikke kun om naturen og om hvad vi ellers kan prædike om os selv. I kirkens budskab drejer det sig om vores erfaringer: om hvordan vores dage taler med vores dage om Gud. Dette budskab fortæller os ikke bare om hvordan vi overlever – men hvordan vi lever. Vi er ikke adskilt fra verden, fra hinanden, fra Gud. For vi lever af syndernes forladelse. I lyset af solopgangen fra det høje.

Niels Grønkjær

Øvrige læsninger: Esajas 40,1-8
og 2. Korintherbrev 4,5-10
Salmer: 12, 401,508 – 392, 349, 7