- s.e.trin.: Joh 8,28-36 (Vartov, 3.5.26)
Da den tyske forfatter og nobelprisvinder Günther Grass i 2006 udgav sin selvbiografiske bog Når løget skrælles, kom det frem, at han under krigen havde været soldat i Waffen SS. Det vakte stor opmærksomhed såmænd også i Danmark. Problemet var ikke, at han havde tjent som soldat i Nazi-Tyskland. Det havde næsten alle mænd på hans alder. Problemet var, at han havde været med i den elitekampstyrke, som havde ry for at stå bag nogle af de værste forbrydelser under krigen. Grass fortæller selv i bogen, at han havde meldt sig frivilligt for at få de særlige runetegn på uniformskraven. Herudover fremstiller han ikke sin soldatertid som særlig glorværdig. Tværtimod. Så meget mere rejste spørgsmålet sig, hvorfor han havde løjet om det. Det havde han nu ikke, men han havde ikke sagt sandheden.
I dansk TV blev en af Grass’ danske venner interviewet om det. Jeg tror, at det det var Niels Barfod, men det kan have været en af de andre. Han svarede helt jordnært, at journalisten sikkert selv kendte til at forpasse en chance for at sige sandheden. Hvis der er noget, man bør sige, men ikke får det sagt, mens tid er, kan det blive for sent. Så bliver det noget, man fortier. Eller holder hemmeligt. Pludselig er det, som om man lyver. Og man føler selv, at man er fanget i et lag af usandhed. Kun en ting kan gøre fri: Sandheden. Man kan ligefrem have en længsel efter, at sandheden bliver afsløret, for sandheden kan gøre fri.
Det var vel formålet med Grass’ erindringsværk, når han lag for lag afdækker sin fortid og afsløree sandheden om sig selv, selv om sandheden for Günther Grass næppe er helt fri for fiktion. Nogle gange kommer sandheden tydeligere til udtryk, hvis den fremstilles gennem fiktionen. Det er i hvert fald grunden til den veritable bølge af såkaldt autofiktion, hvor forfattere – mest mænd – over hundrede, ja tusindvis af sider skræller lag efter lag af sig selv for til sidst at stå fuldstændigt nøgne – i både overført og direkte forstand. Hvis de blotlægger sig selv, tænker de sikkert, finder de sandheden om sig selv. Og sandheden skal gøre dem frie. Frie for alt det, der har bestemt, hvem de er blevet: Deres ubehagelige fader, deres usle opvækst, deres ukærlige ægteskaber, deres egne usympatiske karaktertræk. Formentlig er tanken, at kan de blot få det frem, få det op til overfladen, så kan de komme fri af det. De har en længsel efter afsløringen, derfor graver de sig gennem alle lagene af pinlige situationer og pinagtige oplevelser for at komme frem til sandheden. For sandheden skal gøre dem frie.
Sådan er det vist også i mange former for terapi og analyse, at man skal grave sig gennem bevidste og ubevidste lag i psyken om ikke for at finde sandheden så for at bevidstgøre sig om alt det, der er med til at bestemme, hvem man er. Teorien er, at man er ufri, fordi man handler, tænker og føler på grund af forhold, som man ikke selv kender. Kunne man blot komme til at kende dem, så ville man blive fri til i det mindste at vide, hvorfor man handler, tænker og føler, som man gør. Sandheden skal gøre fri af uvidenheden. Og friheden er at være bevidst om sine egne psykopatologier. Den sandhed længes man efter, når man ikke kan forstå sig selv.
Selv alle os, der hverken skriver tykke erindringsbind eller lange autofiktive værker og heller ikke graver os ned i vores psyke gennem psykoterapi og analyse og måske nærmest forsøger at undgå at konfronteres med os selv, længes efter sandheden. For vi ved, at vi er ufrie i den forstand, at vi bærer rundt på mange lag af definerende historie. Barndom, skolegang, uddannelse, erhvervsliv bestemmer, hvem vi er. Forældre, kærester, venner, ægtefæller, børn og børnebørn, bestemmer vores identitet. Vores valg og fravalg og de gange, vi ikke turde vælge, har bestemt vores liv. Alle vores svigt og de gange, vi er blevet svigtet, sidder i os. Hver gang vi har gjort ondt og er blevet gjort ondt. Alt det vi kan, og alt det vi ikke kan, ligger om os og gør os ufrie. Ufrie fordi de lag af historie bestemmer, hvordan vi handler, tænker og føler. Alligevel tror vi, at vi er noget og nogen inden under alle lagene. Vi længes efter, at den sandhed kan komme frem. Vores inderste sandhed gør os frie.
Men det er ikke tilfældigt, at Günther Grass’ bog hedder Når løget skrælles. Billedet af løget kommer fra en scene i Ibsens Peer Gynt, hvor Peer skræller et løg og tænker over mennesket. Han kommer frem til, at mennesket er som et løg. Når alle lagene er skrællet bort, er der ingen kerne. Ingen inderste sandhed, som alle lagene lægger sig omkring, og derfor ingen sandhed, som kan gøre fri. Vi er, alt det, der er sket med os og for os. Alt det, vi har gjort og lidt. Alt det vi har været udsat for og har udsat andre for. Alle gode og onde mennesker omkring os. Det siger billedet af løget, men man aner, at det ikke er helt sandt. Eller man fornemmer, at der må være nogen eller noget bag alt det, der sker. Eller man ønsker, at der skal være noget ”jeg” er, før jeg bliver gjort til noget. Man længes efter sandheden om selv, fordi man kan mærke, at alle lagene ikke siger det hele.
Den længsel svarer Jesus på. Sandheden skal ikke findes i lagene, siger han. Det handler ikke om, hvem man nedstammer fra. Om man er Abrahams børn eller ej. Det handler heller ikke om, hvad man har gjort. Om man er synder eller ej. Sandheden skal slet ikke søges i en selv, i ens baggrund eller ens handlinger. I en selv finder man kun længslen efter sandheden. Sandheden selv komme udefra. Den kommer i det ord, som Jesus siger. Den kommer i de handlinger, som han gør. Den kommer i ham selv, fordi han er selv sandheden. Den gør fri af alle de lag, som vil bestemme, hvem vi er, uanset om de gør os berømt eller berygtet. Den gør fri af alle vores forestillinger om, hvem vi er, uanset om vi overvurderer eller undervurderer os selv. Sandheden gør os frie. Ikke ved at afsløre sandheden om os, hvad vi har gjort og lidt. Og ikke ved at åbenbare sandheden i os, hvem vi dybest set er. Men ved at svare på vores længsel og give os sandheden om os, så vi i sandhed er Jesu disciple.
For det er sandheden om os, at sandheden kommer til os og gør os til dem, vi skal være, Jesu disciple. Så er vi virkeligt frie.
Frie til at leve ud af sandheden, fordi sandheden ikke er alle de lag, der lægger sig om os gennem livet.
Sandheden er det, vi får givet, at vi må leve som Jesu disciple, uanset at der er lag i fortiden, som vi næsten ikke kan få os til at fortælle om, fx en fortid i Waffen SS eller en fortid som forfølger af Jesu disciple, som det var tilfældet for Paulus, som vi hørte om. Han fik skænket sandheden i mødet med den opstandne, så han resten af livet kunne leve ud af den, selv om han med egne ord havde forsøgt at udrydde Guds kirke. Det ændrede sandheden ikke på, ligesom den ikke gjorde hans liv let og lidelsesfrit. Den åbnede hans øjne og gjorde ham fri, fordi han indså, at ingen handlinger, hverken hans eller andres, hverken fortidige eller fremtidige, kan rive ham ud af den sandhed, som kom til ham, at han er Jesu discipel.
Sådan gælder det for alle igenfødte. Sandheden er ikke kerne i vores eksistens inde under alle lagene. Den er slet ikke inden i os, men omfatter os helt, så vi kan have hele vores liv i den som Jesu disciple. Så er vi virkeligt frie.
DDS 344 – 218 – 292 — 492 – 249 – 338