Lukas 17,20-33
Entos hymôn. Sådan lyder de ord på græsk, der oversættes med ”midt iblandt jer” på dansk. Det er et af de helt store oversættelsesproblemer i Bibelen, for udtrykket kan både betyde ”midt iblandt jer”, som man oversatte i 1992, og ”inden i jer”, som man oversatte i 1948. Man kunne også forestille sig, at det blev oversat ”i jer” eller ”mellem jer”. Under alle omstændigheder gør det næsten bogstaveligt talt en verden til forskel, om man vælger det ene eller det andet.
Når Guds rige ikke kommer, så man kan se det, er det, fordi det findes inden i en selv. I ens hjerte kan Guds rige være usynligt, men helt tydeligt til stede som en følelse eller oplevelse. Det er den ene mulighed. Den anden er, at Guds rige kan være usynligt, men helt tydeligt til stede som et fællesskab eller en levemåde. Begge udlægninger er mulige, og man har mest lyst til at bevare den græske teksts tvetydighed, så man kan veksle mellem dem.
For nogle gange har man mest lyst til at trække sig tilbage og gå ind i sig selv for at finde Guds rige dér. Peter Øvig fortæller i sin bog om Thylejren om en af deltagerne, der efterfølgende har købt en nedlagt militærbygning langt ude på landet i Serbien. Han bor helt alene. Øvig opsøger ham og konstaterer, at der hverken er indlagt vand eller el i huset. Over flere dage taler han med manden, der har indrettet et af rummene til en meditationssal. Otte eller flere timer om dagen mediterer han. Når han bliver forstyrret i det, som fx da Øvig interviewer ham, bliver han utilpas og irritabel. For lige dér ude på landet, helt isoleret og alene lever han nøjagtigt det liv, som han ønsker. Han kunne ikke tænke sig noget andet. Og ikke nok med det. Han mener og oplever faktisk, at hans meditation gavner andre end ham selv. Det er til gavn for verden og menneskeheden, at han sidder i sit kolde hus og mediterer.
Således kunne man forestille sig den ekstreme version af at have Guds rige inden i sig. Der er en lang tradition for denne fortolkning i kristendommen, hvor mænd og kvinder har isoleret sig i huler eller på søjler for dér at dyrke det Guds rige, som de fandt inden i sig selv. I nogle grene har man endog udviklet komplicerede teorier om, hvordan Guds rige inden i en er en guddommelig gnist, som skal frigøres fra dette legeme for at forenes med sit guddommelige ophav. Kristendommen handler i disse former om at finde forholdet til Gud i sig selv.
Sådan kan man have kristendommen med sig overalt, fordi den er i en selv. Man skal ikke se sig om her og dér efter det, der skal gøre en kristen, for man har det selv med sig. Det er i tilliden til, at vi skal være netop dem, vi er. Så skal man ikke følge alverdens råd om at se herhen eller derhen for at blive bedre og gøre sig gode nok. Kristendommen er dette: at have fået at vide, at den person, som jeg er, intet mangler for at være et sandt menneske. Tilliden til det har man i sig selv. Det er inden i.
Andre gange er man klar til at ændre hele verden, så Guds rige kan komme frem midt iblandt os. Den norske forfatter Dag Solstad skriver i en af sine bøger om den begejstring, han oplevede på den politiske venstrefløj i Norge i halvfjerdserne. Nu skulle verden revolutioneres, var de visse på. Og for at beskrive stemningen fortæller han om, hvordan han sammen med sine venner var på vej på en socialistisk sommerlejr et sted i de norske fjelde. De cykler dertil og må følge en bred elv et langt stykke for at komme over en bro og så køre tilbage på den anden side af elven. Pludselig foreslår en af dem, at de kan cykle over elven i stedet. Og det gør de. De cykler på vandet over elven, for det kan de, når de også kan forandre hele verden.
Den stemning er også kendt fra kristendommen, hvor begejstringen over dens budskab fylder alting, fordi det skal medføre en helt anderledes og meget bedre verden. Og det har givet sig udslag i den største sociale bevægelse i verdenshistorien med hospitaler og plejehjem, fattighjælp og enkeforsørgelse. Uden de kristne initiativer ville man ikke kende velfærdsstaten i dag. Nogle har taget det endnu længere og arbejdet for, at kristendommen skulle sikre en mere retfærdig verden, hvor man ikke udbytter og udnytter hinanden, men lever sammen i et stort forpligtende fællesskab. I disse former handler kristendommen om at finde forholdet til Gud i en bestemt måde at leve på.
Sådan har kristendommen betydning overalt, fordi den er mellem os. Man skal ikke lede her og dér efter det sted, hvor man kan være kristen. For man skal være kristen i alt, hvad man gør. Det er forholdet til andre mennesker, som man er forpligtet overfor. Så skal man ikke følge alverdens råd om at se herhen eller derhen for at kunne leve bedre og gøre det godt. Kristendommen er dette: at leve som et sandt menneske ved at elske sin næste som sig selv. Det finder sted mellem os. Det er midt iblandt os.
Midt iblandt os eller inden i os. Begge dele er mulige, og ingen af dem kan vi undvære, for det er både-og. Guds rige er både midt iblandt os og inden i os. Det er både tilliden til, at de personer, vi er, er sande mennesker og intet mangler; og det er fordringen om at være næste for hinanden og elske næsten som sig selv. Både-og, men Jesus i Lukasevangeliet siger det med én formulering: entos hymôn, for de to dele er uadskillelige. Det handler om det hele menneske, som er både i det indre og i det ydre.
Man kender det fra psykologien, at mennesker har behov for, at deres indre bekræftes i det ydre; og at det ydre sætter sig aftryk i det indre. For det er nærmest umuligt ikke at blive den, som omgivelserne gør en til. Som den person i Østrig, der blev født i slutningen af det nittende århundrede. I sin tidligste barndom blev han mødt med fuldstændig eftergivelse sin moder, der havde mistet to børn umiddelbart før hans fødsel og ikke turde nægte ham noget. Og fra sin aggressive og autoritære fader fik han tilfældige tæsk. Barnet voksede op uden at turde stole på den ydre verden, for enten skulle han selv skabe den eller også slå den ham.
Men det er tilsvarende svært at være den, man vil være, hvis det ikke bekræftes af omgivelserne. Som den samme person i Østrig, der i begyndelsen af det tyvende århundrede mente, at han havde talent for kunstmaling og gang på gang søgte ind på kunstakademiet og gang på gang fik afslag. Hans verden styrtede i grus, da han måtte erkende, at han ikke havde talent for kunstmaling. Hvis det var det, han gjorde. Måske bevarede han sit indre selvbillede og vendte sin frustration ud mod den ydre verden, for den måtte jo være fordærvet og degenereret, når den ikke kunne genkende hans talent. Så tog han magt over den ydre verden og forsøgte at få den til at passe med sit indre, hvilket blev til den største tragedie i det tyvende århundrede.
Det indre og det ydre må hænge sammen, hvis man skal have tillid til både sig selv og verden. Derfor er Guds rige inden i os og midt iblandt os. Derfor må det siges med ét udtryk, som kan indeholde begge dele: entos hymôn. For Guds rige er i os, og Guds rige er mellem os, når den indre tillid til at være sandt menneske bliver til ydre virkelighed i næstekærlighed til det andet menneske, og når den ydre næstekærlighed fra det andet menneske bekræfter den indre tillid til at være sandt menneske. Sådan kan vi have tillid til både på os selv og hinanden.
Sådan som det skal ske for Frederikke lige om lidt, når hun får at vide, at Guds rige er hendes og samtidig sættes ind i fællesskabet med sin familie og hele menigheden, der bekræfter netop dette. Så vil hun og vi alle vide, at det Guds rige, som vi kun kan modtage i tillid ligesom små børn også er det Guds rige, som vi skal leve i med hinanden. Når det hænger sammen, når det indre og det ydre bliver ét, så skal man ikke se hverken her eller dér efter Guds rige, for så er det klart og tydeligt overalt inden i os og midt iblandt os.
DDS 5 – 7 – 713 — 272 – 446 – 674 – 320 – 752,4-5