Hvis der er noget der ikke går efter en snor, er det livet. Det former sig sjældent som planlagt og tager ofte andre veje end vi havde tænkt os. Det er som om det øver modstand mod de beslutninger hvormed vi prøver at rette det ud og rette det til efter vores forestillinger. Den lige vej bøjes til omveje, og når det gælder livet, er det ikke let at sige hvor disse omveje fører hen.

Det kan kalde på utålmodighed. Som hos de jøder der i dagens evangelium vil have klar besked af Jesus: ’Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.’

Nu ikke flere udflugter. Giv os rene ord for pengene. Hvad er meningen med alt dette? Hvem er du egentlig? Hvad er det med det evangelium du går rundt og prædiker? Sig os det ligeud!

De forlanger en rettesnor for deres liv. Noget at holde sig til så de ikke farer vild og kommer ud på alle mulige omveje som for dem altid vil være vildveje.

 

Det er næsten som at drive en virksomhed. Man sætter sig et mål, og så planlægger man hvordan man når derhen, undgår uforudsete forhindringer og udstikker den korteste vej til målet. Det forbedrer konkurrenceevnen og motiverer medarbejderne til at yde deres bedste.

Denne strategiske planlægning er udbredt i økonomiske sammenhænge. Men den har den bredt sig til menneskets egen livsforvaltning. Du skal vide hvor du ser dig selv om fem år, og så skal du arbejde på at finde ud af hvordan du kommer derhen. Du skal vide hvor mange børn du vil have, og så siden finde ud af hvem du skal have dem med. Og ja, du skal vide hvad du vil med dit liv. Coacher og andre livsteknokrater iler gerne til hjælp. Men du skal selv sætte dig dit mål, og du skal selv ville det. Ellers kan vi ikke hjælpe dig.

Det er forbløffende hvor villigt vi underlægger os denne strategiske tankegang. Det skyldes formodentlig at den appellerer til en individuel frihedstrang. Til forestillingen om at vi selv kan vælge hvad vi vil bruge vores liv til.

Men denne frihed er blevet en plage. Hvilken frihed er der i at ville det som andre vil have os til selv at ville? Det kaster os tilbage på os selv. Friheden bliver vores fængsel.

Og så er det en frihed som lader alt øde omkring sig: Når dette individ går ud i verden og med blikket stift rettet mod målet fejer alle forstyrrende hensyn til side. Når det tiltager sig rettigheden til at gøre og sige hvad som helst.

Det er den individuelle friheds voldelige fremfærd. Den siger og gør alting ligeud.

 

Dagens evangelium udmaler en voldelig scene. Nogle jøder forlanger klar besked. Indiskutable principper. Klare retningslinjer. Nu skal Jesus ikke længere slippe for at give klare svar.

Det er derfor de slår ring omkring ham: ’Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ’Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud’.’ Da han så ikke svarer tilfredsstillende, bliver de rasende, og så gør de det som den ring de fra begyndelsen har slået omkring ham, skal til for: ’Atter samlede jøderne sten op for at stene ham’ (vers 31).

Stenens bane er voldens vej: Volden er den klare besked fra dem der allerede er voldelige da de vil have rene ord for pengene: ’Sig os det ligeud!’

Hvad er vold? Vold er den simple reaktion på en påvirkning. Den er en instinktiv respons på en stimulus. Volden er den korteste vej mellem to punkter. Volden levner ikke plads for overvejelse, endsige samtale.

’Are you talking to me!?’ som Robert de Niro siger i Martin Scorseses Taxi Driver. Den direkte vej mellem to punkter. Action directe – som en fransk terrorgruppe hed i 80’erne.

Stenen, volden, slaget – hvis man installerer sig i dette beredskab, forstår man ikke evangeliet. Som svar på jødernes truende krav siger Jesus: ’Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke.’

Han har sagt det tidligere, men det er åbenbart ikke trængt ind i deres livsforståelse. De har ikke kunnet forbinde sig med det. De er ude af stand til at høre evangeliet fordi de forstår det i lyset af deres egne love og retningslinjer. De accepterer kun svar der kan imødekomme deres behov for livsplanlægning. Ingen tålmodighed til at gå omveje.

 

Kun fårene hører det. Får farer vild. De må kaldes sammen. De har ikke noget klart mål for øje. Deres liv er skrøbeligt som det svinger mellem forskellige tilstande. Vi er usikre og ubekymrede, søgende og findende, opgivende og givende, afventende og modtagende, grædende og jublende – kort sagt: vi lever. Altid i en eller anden bevægelse.

Livet kan ikke reduceres til et standpunkt, og jeg har aldrig forstået hvad man skal med et livssyn. Livet kan ikke føres tilbage til et faste fundamenter hvorfra vi kaster principielle synspunkter ud i verden – og udslynger stenhårde anklager mod hinanden.

Livet kan ikke forstås fra et ståsted uden for livet. Livet kan kun forstås mens det leves.

Det er dette liv som evangeliet har bud til. Det skænker troen til dette skrøbelige liv når Guds røst kalder det sammen: ’Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.’ I troen indskrives vores skrøbelige liv i Guds evige liv.

Kan vi overhovedet høre det? Eller vil vi fortsætte med bare at følge vores egne mål og slå fra os når nogen kommer i vejen? Vil vi blive ved med at insistere på at livet er hvad vi vælger at gøre det til? Og at vi har ret til at gøre og sige hvad vi vil?

 

Det siges at vi mangler dannelse. Nogle gange betyder det vist nok at vi alle sammen – især de hårdprøvede unge –skal i Det Kgl. Teater. Hvordan det nu er med det, så er dannelse dét helt grundlæggende at vi bliver i stand til at forsinke vores umiddelbare reaktioner.

Dannelse er at vi ikke altid behøver at følge vores tilskyndelse til at sige hvad vi mener og gøre som vi synes. Så vi ikke hele tiden venter på at kunne komme til at sige tingene ligeud, uden omsvøb. Men så vi i stedet udviser den tilbageholdenhed der åbner et fælles rum hvor vi kan tale sammen og sammen begive os ad de omveje som er livets veje.

Lige siden dengang vi rejste os op på to ben, har den menneskelige dannelseskultur udgør én stor bestræbelse på at forsinke de umiddelbare reaktioner og give dem former som afbøder volden. Lad os ikke vende tilbage til fundamentalismernes og princippernes primitivisme.

 

Når vi – midt i vores skrøbelige og ofte vildfarne liv – hører Guds røst, åbnes ufrihedens ring. Stenene falder. Voldens bevidstløse reaktionsmønstre brydes. Slaget standses.

Det er tid til kærtegn.

Niels Grønkjær

Salmer:

736: Den mørke nat forgangen er
721: Frydeligt med jubelkor
407: Nu står sjælen op af døde