Der er intet at se. Alt er forandret.

Fra kvinderne tidligt om morgenen kommer ud til graven, og til de kort efter skynder sig bort fra graven, er intet længere det samme. En engel har forkyndt dem at Jesus er opstået.

Men de har intet set. Jo, de ser en engel stige ned fra himlen og vælte stenen fra graven, og de ser vagterne dø af skræk. Men de ser ikke Jesus stige ud af graven. Det gør ingen.

Derimod hører de at han er opstået. Englen siger til dem: ’Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.’

Det er vidnesbyrd på vidnesbyrd. Men kvinderne ser det ikke. Og som for at gøre det endnu tydeligere, tilføjer englen: ’Kom og se stedet, hvor han lå.’

De ser at der intet er at se. De ser at han ikke er der. ’Han er her ikke; han er opstået, som han har sagt.’

 

Hvad er der sket i overgangen fra at kvinderne kommer til graven, og til de skynder sig derfra? Hvilken omvæltende forandring Har fundet sted?

Når der sker noget omvæltende i vores liv, er det først efterhånden at det rækker ind i vores liv.

 

Jeg har for nylig læst en bog om Tjernobyl-katastrofen. Ingen kan se det radioaktive stof som er overalt, og mange nægter at tro at det er så galt. De spiser som vanligt grøntsagerne fra deres haver. Og selv da katastrofens omfang begynder at gå op for dem, kæmper de sig – trods store afsavn og ufattelige lidelser – frem til dagligdagen. En siger: ’Du kan ikke være bange hele tiden, det kan et menneske ikke, efter noget tid vil det almindelige menneskeliv begynde.’

Heller ikke vi kan være bange hele tiden. Det er som om livet gør krav på os. Krav som vi ikke kan sidde overhørig.

Også de glædelige omvæltninger tager det tid at bøje ind i vores almindelige liv. Vi gribes af en berusende følelse når et nyt lille menneske kommer til verden, og efterhånden strækker denne følelse sig ud i glæde. Det er derfor vi fortæller om det.

Kvinderne ved den tomme grav ved ikke hvad de skal tro. Da de skynder sig derfra, er de ambivalente, svingende mellem frygt og glæde. Englen siger at de ikke skal frygte, men fortælle opstandelsesbudskabet videre til disciplene. Efterhånden vil de fortælle frygten væk, for det er glædens budskab.

 

Er det så omvendt sådan at også sørgelige budskaber vil udbrede den sorg de fortæller om til andre? Det er jeg ikke sikker på.

Man siger at den der ikke sørger over sit tab, kan blive grebet af melankoli. Og at det kan slå om i en nærmest manisk hang til hele tiden at finde på nye tiltag der skal fortrænge tabet.

Nogen mener at det terrorregime der fulgte i kølvandet på Den Franske Revolution, kom af at republikken afskar alle bånd til fortiden – og at netop guillotinen var håndgribelige konsekvens af det. Dermed forhindrede staten sig selv i at forvinde det tabte og kastede alle ud i en uopfyldelig jagt på stadigt nye tiltag for at ’bringe himlen ned på jorden’. Revolutionen blev voldelig fordi den var utopisk – og utopi betyder ’ikke-sted’.

Den der tænker utopisk har ikke noget sted at gå hen med sin sorg. Det kan føre til melankoli. Og til at man lader verden undgælde for det man ikke kan forvinde.

Derimod kan den sorg der bæres, få nye former hvor man kan bringe sit tab med sig – i et liv der efterhånden lader sig forbinde med glæde.

 

Påskemorgen bærer kvinderne deres sorg over den døde Jesus ud til hans grav. Det er bemærkelsesværdigt at Matthæusevangelisten bruger to forskellige ord for graven. Den grav kvinderne kommer til, er blot det sted hvor Jesus er begravet (græsk taphos). Den grav de skynder sig bort fra, er et erindringssted (græsk mnemeion).

Det sker en forandring. Kvinderne bærer deres sorg ud til graven som dermed bliver et sted for deres erindringer om ham de har mistet.

Vi besøger vores dødes grave for at erindre dem. Hvad vi havde sammen. Hvad de var for os. Hvad vi savner. For hvert besøg finder sorgen en ny form for hvile på dette sted, i denne erindring. For det meste kan glæden efterhånden træde frem i sorgen.

 

Midt i kvindernes sørgende erindring sker der et omslag. Ikke fordi de ser noget, for de ser ingenting. De hører noget. De hører at deres døde ikke er ’her’, men at han er opstået.

Erindringsstedet bliver pludselig et de skal forlade; skynde sig bort fra. For sorgen er pludselig slået om i glæde. Endnu er de bange og ambivalente over for det hele, men efterhånden som de får det fortalt videre, vil glæden ophæve frygten.

 

Der er mængder af begivenheder vi kun kender til fordi vi har tillid til de vidnesbyrd vi hører derom. Hvad der skete før vi blev født. Hvordan der ser ud på steder vi ikke kender. Hvem der har sagt hvad hvornår.

Det ville ikke være muligt at leve hvis vi ikke troede på dem der bevidner det, men i stedet insisterede på at forvisse os om alt ved selvsyn. Man ville blive vanvittig hvis man ved selvsyn satte sig for at vide alt på første hånd.

Vi kan ikke leve uden at fæste lid til de vidnesbyrd vi hører – hvis de vel at mærke finder en genklang i os.

Gør opstandelsesbudskabet det?

 

Vi kan ikke tænke på vores døde som døde. Vi kan kun tænke på vores døde som levende. Og vi kan ikke tænke på os selv som døde. Vi kender kun til at leve.

En filosof (Hans-Georg Gadamer) har sagt: Døden er ubegribelig. Opstandelsen er ubegribelig. Men opstandelsen er ikke mere ubegribelig end døden. Ja, for den der lever, er døden mere ubegribelig end opstandelsen. At døden er ubegribelig, er livets højeste triumf.

Det er ikke noget bevis for opstandelsen. Opstandelsen er et budskab som kun findes i vidnesbyrdet om den. Englen siger til kvinderne at Guds søn er opstået som han har sagt han ville. Det er vidnesbyrd på vidnesbyrd.

Kvinderne tror det og bringer selv vidnesbyrdet videre. Bort fra gravens erindringssted ud i en åben fremtid. Videre og videre.

Vi har også hørt det. Et vidnesbyrd som vi kan tro. For det er ikke det vi ser, vi kan bære med os. Det er det vi tror, vi kan bære med os.

Alt er forandret. Det er ikke til at se. Det er kun til at tro.

Når vi tror vidnesbyrdet om opstandelsen, skal vi bringe det videre, og efterhånden som vi bringer det videre, udbredes glæden. Nogen sætter påskeliljer ved døren. En anden sender gode tanker. Er der noget virkeligere?

Vi tænker på hinanden som levende. Gud kan kun tænke på os som levende.

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påskemorgenrøde.

(Den Danske Salmebog nr. 236)

Glædelig påske!

Niels Grønkjær

Salmer:
408: Nu ringer alle klokker mod sky
218: Krist stod op af døde
236: Påskeblomst
227: Som den gyldne sol frembryder
234: Som forårssolen morgenrød