Sidste søndag efter helligtrekonger (1): Forklarelsen på bjerget
v.1 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. v.2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. v.3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. v.4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«
v.5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«
v.6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. v.7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« v.8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
v.9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Matt 17,1-9 (jf. Mark 9,2-13; Luk 9,28-36)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Forklarelsen på bjerget findes i alle tre synoptiske evangelier. Forskellene mellem navnlig Markusevangeliet og Matthæusevangeliet er ganske få. De begrænser sig til betegnelsen ”hans broder” om Johannes (v. 1), beskrivelsen ”hans ansigt lyste som solen” (v. 2) og disciplenes reaktion på stemmen fra skyen og Jesu opmuntring af dem (v. 6-7). Desuden er der nogle detaljer i Markusevangeliet, som Matthæus ikke har taget med: at Jesu klæder blev så hvide, som ingen på jorden kan blege dem (Mark 9,3), at Peter sagde, som han gjorde, fordi han ikke vidste, hvad han skulle svare (Mark 9,6). Lukasevangeliet adskiller sig en smule fra de to andre. Lukas fortæller, at disciplene bad på bjerget (Luk 9,28-29), og han har en længere redegørelse for, hvad Jesus taler med Moses og Elias om (Luk 9,31-32).
Perikopen er et godt eksempel på, hvordan Matthæus og Lukas begge har kendt Markusevangeliet og har udformet deres egne versioner ved at ændre deltaljer og tilføje enkeltheder til Markusevangeliets tekst.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Umiddelbart forud for teksten findes i Matthæusevangeliet og de andre synoptiske evangelier en perikope om efterfølgelse (Matt 16,24-28). Jesus siger, at enhver, der vil følge ham, skal fornægte sig selv. Perikopen ender med, at Jesus forudsiger sit komme som menneskesønnen i sin faders herlighed. Så siger han: ”Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige” (16,28). På sin vis bliver forklarelsen på bjerget en foregribelse af Menneskesønnens komme i sit rige.
Tekstens fortsætter umiddelbart efter v. 9 med en samtale mellem Jesus og disciplene om Elias, som de skriftkloge mener, skal komme igen før Messias. Det ender med konstatering af, at Johannes Døber er den genkomne Elias (17,10-13). Også denne fortsættelse findes tilsvarende i Markus- og Lukasevangeliet.
Mindst lige så vigtig som den nære kontekst er tekstens forbindelser til for det første Jesu dåb. Ved den lejlighed lyder også en røst fra himlen, der i Matthæusevangeliet faktisk er identisk med den, der lød ved dåben (3,17). I Markusevangeliet (og på sin egen måde i Lukasevangeliet) er sammenhængen mellem perikoperne lidt anderledes, for dér er stemmen ved dåben et tilsagn til Jesus: ”Du er min …”, mens det ved forklarelsen lyder et udsagn om Jesus: ”Det er min…” Den udvikling er gået lidt tabt i Matthæusevangeliet, hvor det begge steder lyder ”Det er min …” Imidlertid er selve pointen nok den samme. Ved forklarelsen bliver Jesu identitets betydning for disciplene proklameret ved tilføjelsen: ”Hør ham!” På den måde er forklarelsen på bjerget en gentagelse og udvidelse af dåbens udpegning af Jesus.
Det er desuden vigtigt, at der før perikopen om efterfølgelse kommer perikopen om Peters bekendelse (16,13-20) og den dermed sammenhængende første forudsigelse af Jesu lidelse, død og opstandelse (16,21-23). I den sammenhæng bliver forklarelsen på bjerget altså en bekræftelse af Peters bekendelse. Peter sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds søn” (16,16). Det bekræfter Gud på bjerget. Men tilføjelsen ”Hør ham!” bekræftes også Jesu udsagn om sin lidelse, død og opstandelse, hvilket dermed også er en stadfæstelse af Jesu afvisning af Peter, da han ikke vil vide af Jesu lidelse og død (16,22-23).
Således er evangeliet ved et vendepunkt. Jesus har vundet tilslutning blandt sine disciple om, at han er Kristus (jf. Peters bekendelse). Nu skal han vise, hvordan han er Kristus (jf. lidelsesforudsigelsen). Dette bekræftes for de udvalgte disciple (og læserne) ved forklarelsen på bjerget, hvor Gud bekræfter Jesu identitet og udsiger konsekvensen for disciplene (”Hør ham!”). Derfor er de klar til at drage mod Jerusalem (jf. 16,21: ”Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem …”).
Tekstens detaljer
Forklarelsen på bjerget indeholder en række vanskeligheder, der kan være frustrerende for fortolkeren. Først og fremmest vækkes frustrationen deraf, at perikopen tydeligvis trækker på an række traditioner om bjerge, forvandlinger, Moses, Elias, hytter, lysende skyer, Guds stemme, mm., men det er ikke muligt at lokalisere en direkte baggrund for disse forestillinger. Åbenbaringen på Sinaj-bjerget spiller selvfølgelig ind (jf. 2 Mos 34, som er den gammeltestamentlige læsning denne søndag), det samme gør formentlig ideer om himmelrejser og forvandlinger, måske også opfattelser af Moses’ og Elias’ genkomst (jf. 5 Mos 18,15; Mal 3,23), eventuelt forestillinger om løvhyttefesten, der finder sted seks dage efter forsoningsdagen (3 Mos 23,34-36) og bestemt ideen om Messias som Guds søn (Salme 2,7). Men det er ikke muligt at sige, præcist hvilke traditioner der har haft indflydelse, eller nøjagtigt hvordan de har bestemt teksten. Man må nok nøjes med at sige, at teksten bygger på jødiske traditioner i bred forstand.
v. 1: Tidsangivelsen ”efter seks dage” kan, som nævnt, være en hentydning til løvhyttefesten, eller måske til skabelsesberetningen, så forklarelsen kommer til at ske på den syvende dag, altså hviledagen. Men det er nok mere sandsynligt, at det blot er en tidsangivelse, der fører fortællingen videre.
Peter, Jakob og Johannes optræder flere steder, som en inderkreds blandt disciplene, evt. sammen med Peters broder, Andreas (Matth 26,37; Mark 5,37; 13,3). Ved at tilføje ”hans broder” har Matthæus gjort det helt klart, at der er tale om Zebedæussønnerne (jf. Matth 10,2; 20,20-23), som i Markusevangeliet også kaldes ”boanerges” eller ”tordensønnerne” (Mark 3,17).
Peter har en fremtrædende rolle blandt disciplene i alle evangelier, men i Matthæusevangeliet er den ekstra fremhævet. Efter Peters bekendelse udnævner Jesus ham til den klippe, hvorpå han vil bygge sin kirke og giver ham nøglerne til Himmeriget (16,18-19). Peter er tydeligvis autoritetsfiguren i Matthæus’ menighed. I kirkens historie bliver det selvfølgelig denne fremhævelse af Peter, der lægger grunden for pavemagten.
At Jesus tager dem med på et højt bjerg, får en særlig pointe i Matthæusevangeliet, hvor meget vigtigt foregår på bjerge, således eksempelvis bjergprædiken (kap. 5-7) og missionsbefalingen (kap. 28). Det indgår de andre steder i Matthæus’ fremstilling af Jesus som en ny Moses, hvilket det dog ikke gør her. Placeringen på det høje bjerg jo er overtaget fra Markusevangeliet.
v. 2: Forvandlingen til lysende ansigt og skinnende hvide klæder giver mindelser om opstandne retfærdige (jf. 13,43) og engle (jf. 28,3). Formentlig passer påklædningen blot til de himmelske regioner (jf. den store hvide flok i JohsÅb 7). Det lysende ansigt kan henvise til Moses, hvis ansigt skinner så kraftigt efter at have været nær Guds herlighed, at han må tildække det, når han er sammen med de andre israelitter (2 Mos 34). Der er dog ikke en direkte sammenhæng, og i denne perikope er Jesus ikke fremstillet som en ny Moses.
v. 3: At netop Moses og Elias kommer til syne og taler med Jesus, giver nogle hovedbrud, for hvorfor netop dem? Det er foreslået, at de står for hhv. loven og profeterne (men hvorfor netop Elias?). Mere sandsynligt er det nok, at de simpelthen repræsenterer den himmelske verden. Det ville passe med, at begge ifølge nogle jødiske traditioner blev taget op i himlen ved deres død, og at begge ifølge andre traditioner skulle komme igen.
Man spørger sig i øvrigt, hvad de to overhovedet skal i denne scene. De har ingen funktion ud over at være til stede sammen med Jesus. Efter Peters bemærkning i næste vers er der ikke mere tale om dem.
v. 4: Peters reaktion er besynderlig. Ideen om at bygge hytter synes helt malplaceret. Man kan ikke finde nogle forestillinger, der passer til det, måske med undtagelse af en ide om særlig gæstfrihed ved at slå et telt op specielt til sine gæster. Men det er vel netop pointen. Peter reagerer latterligt. Han vil beværte de himmelske gæster på jordisk vis; eller han vil etablere et blivende sted på bjerget, selv om det åbenlyst er en midlertidig situation. Peter reagerer kort sagt tåbeligt.
Det passer ikke så godt til billedet af Peter i Matthæusevangeliet, hvor han jo som nævnt er klippen og får nøglemagten. Derfor forsøger Matthæus at afbøde det ved at udelade Markus’ bemærkning ”Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede” (Mark 9,6). Men det hjælper ikke. Peter fremstår i denne scene som dummepeter. Dermed passer det meget godt til hans reaktion på Jesu første lidelsesforudsigelse, hvor han også reagerer menneskeligt uforstående over for Jesus (16,22), men det er jo også en tekst, der har direkte parallel hos Markus (Mark 8,32).
v. 5: Dette er perikopens centrum. Gud selv bryder ind og fortolker scenen. Han gentager udsagnet fra dåben (3,17) og udpeger dermed Jesus som den særligt udvalgte, som hans vilje sker fyldest ved. Formuleringen er hentet fra Salme 2,7, hvilket understreger, at der er tale om en særlig rolle for Gud.
Konsekvensen af denne identitet for de tilstedeværende udsiges utvetydigt af Gud. ”Hør ham!” Måske er det her Moses’ og Elias’ funktion skal findes. De bliver som repræsentanter for den himmelske verden pålagt lydighed over for Jesus, Guds søn, på lige fod med disciplene, jf. missionsbefalingen: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden” (28,18).
Forbindelserne går altså ikke kun tilbage til dåben, men også frem til Getsemane, hvor de tre disciple igen er sammen med Jesus (26,36-46), til påskemorgen, hvor der atter er en himmelsk person med lysende ansigt og skinnende hvide klæder (28,1-7), og til missionsbefalingen, der også foregår på et bjerg, og Jesus benytter sin magt til at lade sig adlyde (28,16-20).
v. 6-7: Disciplene reagerer som man skal, når Gud træder frem synligt eller hørbart: De falder til jorden i (guds)frygt. Det er et helt almindeligt træk i fortællinger om Guds optræden, at det afføder skræk, samtidig med at de tiltrækker mennesker. Religionsfænomenologen Rudolf Otto omtalte fænomenet som ”tremendum et fascinosum”, noget man frygter og fascineres af; afskrækkes og tiltrækkes på samme tid. Peters reaktioner illustrerer på sin vis den fremstilling af mødet med det guddommelige: fascineret vil han bygge hytter og bevare øjeblikket; forskrækket kaster han sig til jorden for Guds stemme.
Jesus tager sig af de skrækslagne disciple, som det også er kutyme i den slags situationer. Han rører ved dem og taler til dem. Sammenlign med dette afsnit fra Daniels Bog 8,15-19:
”Mens jeg, Daniel, så synet og prøvede at forstå det, stod der pludselig foran mig en, der så ud som en mand, og jeg hørte en menneskestemme råbe over Ulaj: »Gabriel, forklar ham synet!« Da han kom hen, hvor jeg stod, blev jeg grebet af rædsel og kastede mig ned. Så sagde han til mig: »Du skal forstå, menneske, at synet gælder endetiden.« Mens han talte med mig, lå jeg i dyb søvn med ansigtet mod jorden; han rørte ved mig og rejste mig op, og han sagde: »Jeg vil lade dig vide, hvad der skal ske, når vreden er ved at være til ende, for det gælder endetidspunktet.”
Her ser man, hvordan mennesket typisk reagerer med frygt over for det guddommelige, og den himmelske ”hjælper” trøster med ord og berøring.
v. 8: Pludselig er de alene med Jesus. Dette vers hænger nært sammen med den foregående reaktion på mødet med det guddommelige, og det er særligt påfaldende, at det nu tilsyneladende er den jordiske Jesus i hans menneskelige skikkelse, de er sammen med. Det er altså ham, der rejser dem op og opmuntrer dem. Åbenbaringsbegivenheden er forbi.
v. 9: På vej ned af bjerget formaner Jesus disciplene til ikke at sige noget om deres oplevelser, før han er opstået fra de døde. Denne formaning svarer til 16,20, hvor han formaner alle disciplene til ikke at sige noget om, at han er Kristus til nogen. Særligt i forbindelse med Markusevangeliet kaldes dette motiv ”messiashemmeligheden”, for det skal være hemmeligt, at Jesus er Messias, indtil efter hans korsfæstelse og opstandelsen. Årsagen er, at det ikke kan forstås, hvordan han er Messias, før det er sket alt sammen. Således også her. Denne ekstraordinære hændelse og det specielle syn af ham vil ikke kunne forenes med hans forestående lidelse og død, før opstandelsen er sket.
Således viser det sig, at forklarelsen på bjerget også foregriber Jesu opstandelsesherlighed.
Tekstens fortolkning
Forklarelsen på bjerget får sin betydning af placeringen i evangeliets overordnede forløb. Det er som en bekræftelse på både Jesu dåb, Peters bekendelse og Jesu lidelsesforudsigelse, at den foregriber opstandelsen. Derfor kan den først forstås efter de begivenheder er indtrådt. Læseren følger herefter med på vejen mod Jerusalem med viden om, at den, der lider og dør, er Guds søn, der også skal opstå. Først efter opstandelsen kommer den fulde konsekvens af Guds udpegning af Jesus som sin Søn imidlertid til udtryk, nemlig i missionsbefalingen: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple…” (28,18-19).
Tekstens efterliv
Allerede inden for Det Nye Testamente har denne tekst et efterliv. I det utvivlsomt pseudonyme Andet Petersbrev prøver forfatteren at skabe en illusion om, at han er disciplen Peter. Han påstår, at han er en gammel mand, der inden han dør vil give sine formaninger. Det har han autoritet til, mener han og henviser til forklaringen på bjerget:
”For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.” (2 Pet 1,16-18) Teksten er epistelteksten til denne søndag.
Brugen af teksten i Peter-traditionen fortsætter i nogle versioner af det apokryfe skrift Peters Åbenbaring, hvor ”det hellige bjerg” optræder som åbenbaringssted, hvor Peter ser de hellige retfærdige i paradis og de uretfærdige i helvede.
Forklarelsen på bjerget gav anledning til festen for Kristi forklarelse i katolske og østlige dele af kirken. Siden 6. århundrede fejres den d. 6. august.
Teksten har et rigt efterliv i kristen kunst, både i ikoner og i malerier. Endvidere spiller den en stor rolle i mere mystiske dele af kristenheden både i den katolske og østlige kirke. Man har forbundet bjerget med Taborbjerget i Galilæa og taler om Tabor-lyset. Lyset på bjerget skulle nemlig ikke være skabt. Det er en slags midler mellem mennesket og Gud. Helt rene og hellige mennesker ser dette lys, hvilket svarer til en komtemplativ tilstand, i hvilken man ser Gud eller i det mindste har en særlig adgang til ham.
Forklarelsen af Grækeren Theophanes (ca. 1408)