- s.i.fasten (Immanuel, 1.3.26)
”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb. Han lå på sin panseragtigt hårde ryg, og når han løftede hovedet lidt, så han sin hvælvede, brune bug, der var opdelt i bueformede bælter, og på hvis top sengetæppet, som var lige ved at glide helt ned, dårligt nok kunne holde sig fast. Hans mange ben, der var ynkeligt små i forhold til hans øvrige omfang, flimrede hjælpeløst for hans øjne.”
Sådan begynder Franz Kafkas fortælling ”Forvandlingen”, hvor man følger den stakkels Gregor fra den morgen, han vågner op som et insekt, til hans død. Det er grotesk og komisk, når man hører om, hvordan den tidligere handelsrejsende, nu har svært ved at vælte sig ud af sengen. For slet ikke at tale om, hvor vanskeligt det er for ham at åbne døren fra sit værelse ind til den lejlighed, som han deler med sine forældre og sin søster. Alt det absurde bliver undervejs tragisk, når man hører om familiens reaktion på forvandlingen, for de er selvsagt ikke særligt interesseret i at bo sammen med det uhyre kryb. Han har det med at skræmme gæsterne. Helt sørgeligt bliver det til sidst, da Gregor sygner hen og dør, og stuepigen skaffer kadaveret af vejen. Så er Gregor væk, og familien flytter, for nu er det på tide, at søsteren bliver gift.
Som ved så mange af Kafkas fortællinger bliver man først mystificeret. Det groteske og grinagtige kan gøre dem vanskelige at tage helt alvorligt. Men mens man læser lidt hovedrystende, kan man også blive grebet af en vis tristesse, for det er sjældent et særligt opløftende univers, som han fremmaler i sine historier. Og man bliver ikke i bedre humør ved at forbinde dem med Kafkas egen historie. Han var den ældste i en jødisk familie i Prag. To yngre brødre døde som spæde. Hans tre mindre søstre blev dræbt under Holocaust. Selv døde han som 40-årig i 1924. Han boede hjemme det meste af sit liv. Først som 31-årig flyttede han på et lejet værelse.
I Kafkas hjem var faderen den absolut dominerende figur. Han anerkendte aldrig sin søns forfatterdrømme og forlangte, at han uddannede sig til jurist. Som sådan arbejdede han i et forsikringsselskab, hvilket han afskyede. Mere skal men ikke vide, om Franz Kafka for at kunne genkende ham i hans fortællinger, for det sker meget ofte, at hovedpersonerne mister kontrollen over deres eget liv og udsættes for forhold, som de ikke forstår. Som nu Gregor Samsa, der ingen indflydelse har på den forvandling, der kommer til at bestemme hans liv og til sidst medfører hans død.
Alligevel, selv om fortællingens historie er så mærkelig – et insekt og alligevel et menneske – og forfatterens historie så speciel – domineret af sin fader og alligevel en genial forfatter – kan man på forunderlig vis genkende almene menneskelige og eksistentielle træk i Gregor Samsas mareridtsagtige og klaustrofobiske historie. For den handler om at miste kontrollen over sit liv, at blive frataget evnen til at styre sin tilværelse. Den er en fortælling om afmagt. Den gengiver en afmagtserfaring. Derfor hører den til i fastetiden.
For nok bruges fastetiden som en anger og bodsperiode, hvor man besinder sig på sin synd for at berede sig til påsken, for deri at få del i det salige bytte, som Martin Luther kalder det, hvor Kristus tager vores synd, og vi får hans retfærdighed. Men synden kommer af en erfaring af magt. En magt, der misbruges ganske vist, men alligevel en magt. En mindst lige så stor og væsentlig del af de menneskelige erfaringer handler om ikke at have magt. Det er Gregor Samsas erfaring i Kafkas fortælling. Det er faderens erfaring i Markus’ evangelium. Erfaringen af afmagt.
Det var min lillebitte erfaring engang på en sommerferie, hvor jeg med mine børn besøgte en fransk træklatringsbane. Træerne var forbundet med svævebaner, så man kunne klatre rundt højt over jorden. For en sikkerheds skyld var man havde man en sele på, der var forbundet til en stålwire med en slags lås, en karabinhage hedder det vist. Engang imellem skulle man imidlertid skifte fra en wire til en anden, og derfor havde man to sådanne sikkerhedskarabiner. Man kunne så flytte dem en ad gangen fra den ene til den anden wire og hele tiden være spændt fast til en af dem. Min søn var omkring seks år gammel, og vi havde nøje forklaret ham, hvor vigtigt det var at flytte karabinerne en ad gangen. Og så så jeg i en trætop min søn i en anden trætop, da han skulle skifte fra en wire til en anden. Præcist, som han havde lært, flyttede han låsene en ad gangen fra den ene til den anden wire. Altså, han tog dem af en ad gangen og satte dem derefter på en ad gangen. Et kort øjeblik stod han på en ganske lille platform højt over jorden uden at være spændt fast. Det gik godt, men da jeg så det, stod det klart, at afmagten – ikke magten – bærer vores liv. For det, der er allervigtigst, har vi ikke magt over.
Gregor Samsa oplever det i Franz Kafkas absurde fremstilling. Faderen oplever det i Markus’ helbredelsesfortælling. Ens eget liv, ens helbred og førlighed, har man ikke magt over. Når kroppen ikke vil, som man ønsker, og gør ondt, er man i afmagt. Når sindet ikke vil, som man ønsker, og formørkes, er man i afmagt. Ens kæres liv har man heller ikke magt over, så de kan blive syge og skadede og endda dø, og man er i afmagt. Og man kan slet ikke tage magten over deres liv og forlange at de lever på bestemte måder uden at skade dem, som Kafkas fader gjorde. For man er i afmagt. Sådan bruger vi i dag fasten på at forberede os på påsken ved at besinde os på, at vi er i afmagt i vores liv, for det vigtigste, det der bærer vores liv, har vi ingen magt over.
Så hører vi Jesu ord til den afmægtige fader i evangelieteksten: ”Alt er muligt for den, der tror”. Og man spørger sig, hvad det er, der er muligt. For det er ikke muligt, at syge bliver mirakuløst raske. Det er ikke muligt, at lidelser forsvinder uforklarligt. Der sker ingen magiske forvandlinger og underfulde helbredelser. Lige så lidt som vi i morgen vågner op og er blevet til insekter, lige så lidt vågner vi op og er blevet usårlige og udødelige. Værre endnu: Det gør vores kære heller ikke. Så hvad er det, der er muligt for den, der tror?
Det er muligt at stole på, at vores afmagt bæres af en stærkere magt, for vores afmagt kommer af det, der er givet. Afmagten skal ikke være årsag til fortvivlelse, men til taknemmelighed, for den viser, at det vigtigste i vores liv ikke kommer fra os selv. Derfor må vi stole dem der er vigtigst i vores liv, for med dem deler vi afmagten. Vi må stole på, at de tager del i vores afmagt, som vi tager del i deres afmagt. Fællesskabet med dem bygger på afmagt. Vi har ikke magten over det, fordi det er givet os.
Og når afmagten bliver allerstørst, og der ikke er nogen at dele den med, og man er helt alene, så er det muligt at tro, at dér vil magten, der har vist sig ved at skænke os det vigtigste i vores liv, atter vise sig. Kan man tro det, er alt muligt, for så bliver vores afmagt stedet, hvor Guds magt bliver åbenbaret. Men til det kan vi kun med faderen i evangeliet bede: ”Jeg tror, hjælp min vantro”, for heller ikke at tro det, har vi selv magt til.
Med den bøn, som ifølge Jesus kan jage det onde ud, gør vi os klar til påske, hvor vi med Jesus skal gå gennem afmagten og se Guds magt åbenbare sig, og for derigennem at få del i det salige bytte, der også er, at han tager vores afmagt på sig, og vi ser magten, der bærer vores liv, komme til syne.
DDS 582 – 201 – 36 — 508 – 580 – 475