Det uventede
Matth 15,21-28
Bibelhistorien er formentlig den mest fortalte historie i verden. Herunder selvfølgelig historierne fra Det Gamle Testamente om, hvordan israelitterne kom til at bo i Palæstina, som man nu kalder landområdet. I Kana’ans land, som det hedder i Bibelen. Det forjættede lande. Det land, som flyder med mælk og honning, og som Gud lover til israelitterne gentagne gange i Det Gamle Testamente. Først til Abraham, da han drager op fra Ur i Kaldæa. Siden til Jakob og Isak. Da israelitterne så på grund af hungersnød søger tilflugt i Ægypten og holdes som slaver dér, gentager Gud sit løfte til Moses. Moses skal lede folket gennem ørkenen frem til det forjættede land. Men det bliver Josua, der fører folket ind og erobrer landet. Hans sejrstog går gennem først den sydlige så den nordlige del af Kana’ans land. Han erobrer alle byer og nedkæmper alle konger i landet. Det lyder mange gange: ”De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge og alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede” (fx Jos 10,36f). Egentlig var meningen, at alle indbyggerne i Kana’an skulle udryddes. Sådan kom det dog ikke til at gå. Men israelitterne indtog hele landet og fordelte det mellem Israels tolvstammer.
Bibelen ser indtoget i det forjættede land ud fra Israels perspektiv. Så selv om det er en militær angrebskrig og en etnisk udrensning, for nu at sige det i rene, moderne ord, så beskrives det som Guds vilje. Israelitterne tager, hvad de har fået af Gud. Det er vindernes perspektiv. Sådan så det ikke ud fra tabernes perspektiv, for det gik ud over nogen. Mennesker blev ofre for Israels overtagelse af det forjættede land. Det var kana’anæerne.
Det lykkedes ganske vist ikke israelitterne at udrydde kana’anæerne. Derfor blev det helt afgørende for den israelittiske selvforståelse, at de adskiller sig fra dem og ikke blander sig med dem. Tværtimod skal Israel afsky kana’anæerne. Den værste synd, de kan begå, er at dyrke de kana’anæiske møg-guder, som de kaldes, og lade sine døtre gifte sig med deres sønner. For at sikre afstanden betragtes kana’anæerne selvfølgelig som urene. Folket Israel skal holdes rent, derfor kan israelitterne ikke omgås kana’anæerne.
Man kommer ikke uden om, at vold og diskrimination er grundlæggende i historien om Guds folk. Volden har ofre, og ofrene for volden udstødes og udsættes. De skubbes ud på randen af samfundet, som dem man ikke vil vide af. De udsættes, for at landet kan være sikkert. De udelukkes, for at folket kan være rent. Ofrene udskilles fra samfundet, så det ikke bliver mindet om den vold, som dette samfund er grundlagt på. Et fællesskab kan jo ikke dyrke sine krigs-helte, hvis ofrene for disse heltes krigs-handlinger hører til i fællesskabet. Taberne kan ikke være til stede, hvis man skal hylde sejrsherrerne. I hvert fald kan deres perspektiv ikke gælde. Taberne må kun være til stede som det, de er, overvundne og underlegne. Hvordan de ser på tingene, må ikke komme frem. Ofrenes perspektiv er udblændet af historien, for at det kan være en god historie om Guds folks sejrrige indtagelse af det forjættede land.
Først for nylig er vi blevet opmærksom på at dette også findes i vores egne samfund. Måske har vi haft en fornemmelse af, at det skete i den ”nye verden”, altså i emigranters lande, i behandlingen af den såkaldt oprindelige befolkning, fx i amerikaneres holdning til indianere eller australieres forhold til aboriginals og naturligvis i sydafrikaneres opfattelse af de sorte. Det har vi vidst, men det har vi været på tryg afstand af. (Det der med Danmark og Grønland er jo ikke helt det samme.) Først inden for de allerseneste år er vores egen voldelige fortid kommet tættere på. Det er blevet udtrykt gennem kampe om samfundets symboler, kunstværker, statuer og buster. Der har været en del angreb på kunstværker, især statuer og buster, i de sidste par år. I udlandet har det oftest været spontane kulminationer på ophidsede folkemængders vrede og frustration, og så er det hærværk; i Danmark har det været iscenesat som kunst-happenings, og så er det ”re-materialiseringer”, altså hærværk på kunst udført af kunstnere. Meget kan man sige om det. Men det har i hvert fald åbnet mine øjne for, at vi i vores samfund omgiver os med symboler fra en voldelig og diskriminerende fortid. En fortid, som er grundlaget for væsentlige institutioner, og en fortid, som stadig har menneskelige konsekvenser. Den erkendelse er kommet, fordi nogle befolkningsgrupper har insisteret på både at være ofre for denne fortid og at være fuldgyldige medlemmer af samfundet. De har krævet, at deres perspektiv på fortiden ikke udblændes, for de vil være fuldtud inkluderet i samfundet. Et fællesskab kan ikke ureflekteret og selvfølgeligt hylde gerningsmændene i en voldelig fortid, hvis det anerkender ofrene. Så bliver de og deres perspektiv alligevel underkendt og undertrykt.
Evangelieteksten viser os et møde mellem offer og gerningsmænd. Ikke personligt, selvfølgelig, for kvinden har ikke selv været udsat for fortidens voldelige invasion af Kana’ans land. Og Jesus og disciplene har ikke selv været involveret i de erobringskrige, der undertvang de oprindelige indbyggere. Men begge parter er integreret i de diskriminationsstrukturer, som blev etableret i de grundlæggende voldshandlinger. De er bestemt af fortidens vold. Kvinden er kana’anæer, udstødt og ugleset. Hun er taber. Mændene er israelitter, prominente og privilegerede. De er vindere. Alt er, som det skal være, ifølge Bibelhistorien.
Og så sker det uventede. Det, man næsten ikke kan forstå inden for en fortælling om Guds søn, Bibelens Guds Søn. Det på alle måder revolutionerende: Jesus overskrider grænsen til hedningeland, kvinden overskrider grænsen mellem dem. Hun er grænseoverskridende. Mændene reagerer, som man gør, når ens grænser overskrides: Med afsky og afvisning. Jesus selv siger direkte, hvad det handler om: Israel er en ting; de andre er noget andet. Kana’anæerne hører ikke til blandt israelitterne. De er udenfor; ekskluderet af den guddommelige udvælgelse, som er Israels privilegium. For israelitterne er Guds børn. Man kan ikke tage det privilegium og give det til hunde. Sådan er det!
Men sådan er det ikke bare ifølge kvinden. Fortidens vold og diskrimination skal ikke definere nutiden. Hundene er en del af familien, mener hun. De får også mad fra bordet, selv om de er de laveste i hierarkiet. Alting kan være helt anderledes, end det vi anser for at være givet med historiens grundlæggende begivenheder. Det tror hun. Den tro er stor.
Så sker det overraskende. Det, der er så overvældende, at det udfordrer ethvert fastlagt og fastlåst gudsbillede: Jesus, Guds søn, giver hende ret. Det kan være anderledes. Forholdene kan forandres. Grænserne kan nedbrydes. Strukturerne kan ændres, så de ekskluderede bliver inkluderet. Så Guds folk også rummer kana’anæerne og alle os hedninger, som ikke er israelitter. Den tro er stor. Den er så voldsom stor, for den betyder, at Guds udvælgelse ikke udelukker nogen. Israelitter og kana’anæere, jøder og hedninger, mænd og kvinder, gerningsmænd og ofre er sammen i det samme samfund. De helliges fællesskab, som vi bekender.
Og endnu mere er det forunderligt, at det ikke er et krav, at alle ensrettes og gøres lige i det fællesskab. Kana’anæere og andre hedninger skal ikke blive israelitter, ofrene skal ikke overtage gerningsmændenes opfattelse, gerningsmændene skal ikke underkaste sig ofrenes dom. Men tabernes perspektiv inkluderes sammen med vindernes. Ofrenes syn på tingene er lige så gyldigt som gerningsmændene. For et enkelt perspektiv kan ikke være enerådende i et fællesskab, der bryder med fortidens voldshandlinger og diskriminationsstrukturer uden at fortie eller fornægte dem. Uden at undertrykke eller udskamme. Så alle inkluderes i fællesskabet som dem, de er. Med hver deres historie. Derfor kan ét perspektiv på historien kan ikke være dominerende. Det er revolutionerende. Det er stort, hvis man kan tro det. Det er en stor tro.
Det er den tro, kvinden har. Det er den tro, Jesus anerkender og lader være rådende for fællesskabet om ham. Det er den kristne tro. Den tro er så stor, at den hurtigt medfører nye skel, nye udelukkelsesmekanismer og diskriminationsstrukturer. Vejene deler sig mellem jødedom og kristendom; kristenforfølgelser og antisemitismen hærger. Islam kommer til; kristne korstog og islamisk terror raserer. Ateisme opstår osv. Men troen er stor, så stor, at den tror, at heller ikke de modsætninger er uforanderlige og uovervindelige. For det uventede kan ske, det uforudsete kan hænde, som det skete i den kana’anæiske kvindes tro. I den tro kan intet nemlig udelukke os fra fællesskabet om troens herre. Så stor er troen.
DDS 741 – 505 – 410 — 158 – 460 – 577