Joh 15,1-11
Forvandling fra gammelt til nyt er jeg kaldet til at berette. / Guder, støt mig deri – thi mit kald har I jo forvandlet – / og lad mit digt nå i havn fra verdensskabelsestider / i ubrudt sang, til det når den dag, der er vores egen.
Sådan begynder Ovid sit store værk. Forvandlinger hedder det eller Metamorfoser. Digtet består af talrige fortællinger om guder og mennesker, dyr og planter, der forvandles. Planter og dyr bliver til mennesker. Mennesker bliver til dyr og planter. For eksempel Daphne, der jages af den forelskede gud Apollon og stivner, så hun forvandles til et laurbærtræ og slipper for gudens overgreb. Eller ægteparret Philemon og Baucis, der fordi de havde beværtet guderne i menneskeklædning, først reddes, da guderne ødelægger deres by, dernæst blev præst og præstinde i templet, og til sidst mæt af dage at blive forvandlet til træer, så de for evigt kan blive sammen som tvillingestammer. Andre mennesker forvandles til planter, for eksempel Narcissos, som ikke kan løsrive sig fra sit eget spejlbillede og bliver til den blomst ved søens bred, der bærer hans navn.
Ovids verden er magisk, så uoverskridelige grænser overskrides af guderne, der omgås mennesker både med og uden forklædning. Grænsen mellem planter og mennesker falder bort. Naturen kan blive til mennesker, som når myrer eller svampe forvandles til mennesker. Og mennesker bliver til natur, når naturen beskytter eller bevarer dem, der ellers ville forgå. Universet er transformerbart, så alting tilsyneladende kan blive til noget andet. Træer kan være forvandlede mennesker, og mennesker kan være forvandlede dyr. Man får indtryk af, at alt hænger alting sammen. Ingenting forbliver med sikkerhed det samme. Der er ingen adskillelse mellem mennesker og alt andet.
Ovids poetiske fortællinger er mytologi. Han beskriver ikke virkeligheden, som den foreligger, og redegør ikke for faktiske fænomener. Han gengiver og gendigter gamle myter, som ingen formentlig har troet på i konkret forstand. For de forvandlinger, som han fortæller om kan jo ikke ske i virkeligheden. Og alligevel kan man ikke sige, at de ikke findes i virkeligheden, for laurbærtræer findes, tvillingestammer findes, blomsten Narcissos findes, ligesom abrikostræerne findes, bregnerne findes og cikaderne findes, som Inger Christensen siger. Og det hele kan ses ude i den virkelige natur. Forvandlingernes resultater kan ses i virkeligheden, selv om forvandlingerne ikke er virkelige. Det er hele definitionen på en mytologisk virkelighed, at mytens resultat er virkelig i verden, selv om myten ikke er virkelig. Forvandlingerne har ikke foregået på den måde, som Ovid beskriver, men deres resultater findes. Således når hans digt virkeligt den dag, der er vores egen.
Jesus foretager en forvandling i evangelieteksten. Jeg er det sande vintræ, siger han. Forvandlingen er ikke magisk som hos Ovid, så han faktisk bliver et vintræ med bark og blade, for det er bare noget, han siger. Det er ord, han bruger. Men det han siger, forvandler ham alligevel. Vintræet overføres til ham, så man kan forstå ham på en bestemt måde. Han er som vintræet. Han giver saft og kraft til grenene, så de kan bære frugt.
Hans fader er vingårdsmanden, der passer og plejer sit vintræ. Fjerner ufrugtbare grene, så nye kan vokse frem. Men hans fader er heller ingen vingårdsmand. Han er som en vingårdsmand, der dyrker sin vingård.
I er grenene siger han så til sine disciple. Grene, der må være forbundet med træet for at bære frugt. Grene, der intet kan og intet er værd, hvis de ikke sidder på træet. Uden for træet vil de bare visne og skulle brændes. Men disciplene er ikke grene. De er som grene.
For Jesus taler i billeder. Han foretager ikke magiske forvandlinger, så han selv og hans disciple faktisk forandres og bliver til noget andet. Alligevel sker en forvandling, når han trækker dem ind i sit billede, hvor det, der gælder for vintræer, vingårdsmænd og grene, gælder for dem. Inden for billedet er alle forvandlet og blevet til noget andet. I billedet forvandles disciplene, så de hænger sammen med Jesus som grene på et træ. Hvad de er, er de i kraft af det træ, som de er forbundet med. Faderen tager sig af dem, som vingårdsmanden tager sig af sine vintræer. Han sørger for, at de vokser og trives. Grenene kan det ikke selv. Kun sammen med træet giver de frugt. Alt i billedet er harmonisk og naturligt forbundet. Frugten vokser organisk frem af enheden. I det billede er det godt at være.
Men billedet er et billede og ikke en myte. Det er ikke som i Ovids Forvandlinger, at Jesu ord skal forklare de vintræer, der findes, så man mindes om ham, når man møder vintræer i virkeligheden. Billedet er en fremstilling af, hvad det vil sige at høre Jesus til. Så er det somet vintræ og dets grene. For de, der hører Jesus til, er allerede rene på grund af det ord, som han har talt til dem. Hans ord inddrager dem i billedet, så de bliver som grene på vintræet, fordi hans ord er i dem. Han gør dem til det, de er, ved sit ord. I modtagelsen af ordet bliver de til dem, de er. De kan og skal ikke være andet end det, de er i kraft af ham. Det er den naturlige måde at være i verden på. De bliver som grene. Det er i billedet.
Men frugten findes. Forbundet med ham som grene på vintræet, skal de bære megen frugt. Dermed ved man, at de hører ham til. Frugten skal være noget i verden. Når frugten findes, bliver billedet mere end en beskrivelse forholdet mellem Jesus og disciplene. Så bliver billedet virkeligt. Det når deres egne dage. For forvandlingen i billedet giver sig udtryk i den frugt, de bærer. Det, der forvandles, er deres måde at være i verden på. Den skal være frugt, og de skal være frugtbare.
Frugten er ikke virkelig frugt. Det er ikke æbler, pærer eller abrikoser for den sag skyld. Mission, har man sagt, er som frugt. Frugtbarheden skulle så bestå i at omvende flere til kristentroen. Jo flere troende, jo mere frugt og jo større frugtbarhed. Så er frugten omsat i en økonomisk logik, hvor udbyttet skal tælles, og afkastet skal måles. Handlinger, der bærer frugt, bliver forstået som handlinger, der kan betale sig. Netop betale sig. Og således får den naturlige måde at være på i verden et andet formål, hvor den handler om at producere med økonomisk overskud for øje. Pludselig er frugtbarhed et spørgsmål om at være så produktiv som mulig. Men det er netop den logik, som det naturlige billede af frugten skal undgå. Frugten kommer af sig selv, naturligt, når grenen er forbundet med træet. Frugten skal ikke forceres og fremmes for at producere mere og optimere høsten. Frugten er det liv, der leves ud af forbindelsen til Jesu ord. Det liv kan aldrig være frugtesløs, uanset hvor uproduktivt det måtte være. Frugten findes, for frugten er livet.
I Ovids Forvandlinger sker forvandlingen frem og tilbage mellem naturen og mennesket. Mennesker bliver til planter, planter bliver til mennesker. Forvandlingen får virkelighed, fordi mennesker og planter findes i verden. Således når hans digt de dage, der er hans egne. I Jesu billede bliver menneskers liv til frugten af at være forbundet med ham. Livet forvandles ved at blive som frugt. Det findes i verden, når hans ord bliver i os og vores liv bliver somfrugt, der er en naturlig del af den natur, der omgiver os. For er livet som frugt, har det en naturlig plads sammen med alt andet omkring os. Livet er ikke til for at skabe sig overflod, for det er allerede i verden som frugtbart. Ikke i kraft af sig selv, men i kraft af ham, som det udspringer af.
Jesu billede når den dag, der er vores egen, fordi det liv findes for os. Det er livet i hans kærlighed, fordi det intet andet kræver af os, end at vi skal leve det, og det bærer megen frugt.
DDS 4 – 47 – 292 — 458 – 685 – 31