Da Holbergs Jeppe på Bjerget vågner i baronens seng, må han gnide sine øjne fordi han ikke tror dem. ’Drømmer jeg, eller er jeg vågen?’ spørger han sig. ’Alting er jo forandret, jeg selv med.’ Jeppe kniber sig i armen, og da det gør ondt, drager han den – mener han selv indisputable – slutning at han er vågen.

Når man i denne vores mærkelige tid vågner om morgenen, kan det ske med en umiddelbar fornemmelse af at intet er forandret. Foråret er godt på vej. Dagene er længere end nætterne. Morgenteen venter, og det er søndag. Alting er som det skal være.

Men kniber man sig i armen, husker man pludselig at alting er forandret. At verden er på den anden ende. At man også selv er forandret fordi man må afstå fra alt det man plejer at gøre.

Det er ikke virkeligheden vi vågner til. Det er uvirkeligheden. Foråret udfolder sig ikke som vi kender det. Trafikken er stilnet af. Vi holder ikke søndagsgudstjeneste.

Verden er vendt. Alting er forandret, og vi selv med. Fra at være virkelig er verden blevet uvirkelig. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal stille op.

Marias verden vendes også. Pludselig står englen i stuen og forkynder at ånden skal komme over hende, og hun skal føde Guds søn. Da hun først er kommet sig, synger hun sin lovsang:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser

Han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe.

Eller rettere: Maria kommer sig mens hun synger – sådan som meget går op for os når vi synger, og når vi synger morgensang, går dagen op for os.

Det går op for Maria at alting nu forandres, hun selv med. Det ikke bare forandres; alting omvæltes. Mægtige styrtes fra tronen, og ringe ophøjes, hun selv ophøjes som hendes sjæl ophøjer Herren.

Med bebudelsen vågner Maria op til en ny virkelighed.

 

Hvordan bliver vores uvirkelighed virkelig? Hvordan vedkommer denne bebudelse os?

Den amerikanske kønsforsker Judith Butler har for et par måneder siden sagt at vi lever i en tid eller en epoke der er ved at være forbi, uden at vide hvad der kommer. Hjemsøgt af en følelse af at jorden ødelægges, at demokratiet eroderes, at vejen til fremtiden er spærret. Og senere er så dette kommet til: En usynlig fjende man kun kan bekæmpe ved at trække sig fra den.

Hvordan kan denne følelse af uvirkelighed forandres så vi fæstnes i en ny fælles virkelighed?

 

Det er klart at vi får et nyt blik på vores fælles skrøbelighed. Ikke kun sådan at vi i skæbnefællesskabet er udleveret til denne fjende som ikke giver sig af med personsanseelse. Det er måske godt nok, men det er også lidt usselt når de der tidligere var stærke og sad mægtigt på tronen, først nu bliver opmærksomme på de ringes skrøbelighed.

Det kan bane vej for hvad Butler i sin nye bog (Ikke-voldens kraft) kalder en fornyet paternalistisk magt. For er det virkelig sådan at vi skal mærke alting på egen krop for at tage os af dem der mærker det på deres? Ligger der ikke deri et skjult krav om at omsorgen på en eller anden måde skal gengældes?

Når et ’jeg’ står over for et ’du’ – med alle de omvendinger og magtforskydninger der altid indebærer – hvordan kan vi så mødes? Det kan ende med at vi alligevel falder fra hinanden. Fordi den stærke nedlader sig til at nære omsorg for den skrøbelige. I håbet om selv at blive genstand for den omsorg han udviser.

Men det fjerner ikke magten og den skjulte vold. Der er ikke noget der for alvor binder os sammen. Men hvad binder os da sammen, ud over vores fælles skrøbelighed?

Judith Butler skriver at det gør ’ønsket om at den anden skal ønske at leve.’ Som siger man til den anden: ’Du er en man vil sørge over; tabet af dig vil være ubærligt, og jeg ønsker at du lever; jeg ønsker at du skal ønske at leve. Så tag mit ønske til dig som dit ønske, for dit er allerede mit.’

Det er dette fælles ønske som binder os sammen på måder som lader os leve med de levende og sørge over de døde – her i denne besværlige overgang hvor vi i fællesskab handler i skyggernes rige. Skriver Butler.

 

I evangeliet er det ånden der binder os sammen. Ånden kommer over Maria, og når hendes individuelle ’sjæl’ ophøjer Herren, bliver hendes ’ånd’ fælles med Guds ånd så hun ’fryder sig over Gud’, som hun synger. Som ånden binder Gud og mennesker sammen, skal den binde mennesker sammen.

Her er der ingen paternalistisk magt. Det er ikke Gud fader der falder over Maria – som i hedenske myter hvor faderguden voldtager menneskedøtrene. Det er ånden der kommer over hende. Den tredje person i treenigheden. For to kan ikke forbindes hvis de ikke er forbundet i noget tredje: kærligheden, det samme ønske.

Uden ånden er vi henvist til endeløse magtforskydninger mellem mennesker. Uden ånden vil vi altid stå over for hinanden. Over og under hinanden.

Men ånden er ikke en magt. Den er en kraft. Den kommer over os, gennemstrømmer os, løber frem og tilbage imellem os. Så vi som Maria må bryde ud i lovsang. Hvor ikke alene dagen, men livet går op for os.

Ved indgangen til kirkens nytår sang vi:

Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.

Altså heller ikke her den paternalistiske magt. Men kraften som giver os styrke til at handle og leve sammen uden at skrøbeligheden stivner i påståelig magt.

Mariæ bebudelse bebuder at hun om ni måneder skal føde Guds søn. Den er også en bebudelse om Guds ånds komme i pinsen.

Det er alt sammen vidnesbyrd om at Gud ikke kan undvære mennesker. Når Gud lader sin ånd komme over Maria, så nedlader han sig ikke til at vise hende sin gunst. Han har brug for hende. Han har udvalgt ’det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er’ (Paulus) fordi Gud har brug for det, for Maria, for os. Uden os ville hans ånd være hjemløs, og han ville ikke have andre end sig selv at elske.

Det er virkeligheden. Den virkelige virkelighed.

 

’Alting er jo forandret, jeg selv med’, udbrød den forvirrede Jeppe i baronens seng. ’Jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig, og det gandske uforskyldt.’ Det var ikke virkeligt ret længe, men blev hurtigt uvirkeligt.

Det gør åndens virkelige virkelighed ikke. Den forandrer alting, os selv med. Ganske uforskyldt vælder Guds ånds nåde over os. Det bliver den ved med. Her i denne overgangstid, her i skyggernes rige, giver den os kraft til at stå sammen, indtil bebudelsen om ni måneder sker fyldest i tidens fylde.

For Gud siger til hver og en: ’Tabet af dig vil være ubærligt, og jeg ønsker at du lever; jeg ønsker at du skal ønske at leve. Så tag mit ønske til dig som dit ønske, for dit er allerede mit.’

Så skal din Himmel i mig her
ved Åndens kraft begynde,
mit hjerte, sjæl og al begær
sig op til Gud skal skynde,
indtil jeg bliver engle lig
i Himmerig
og aldrig mer skal synde!

(Den Danske Salmebog, nr. 71 vers 6)

Salmer:

10: Alt, hvad som fuglevinger fik
287: Kraften fra det høje
71: Nu kom der bud fra englekor
108: Lovet være du, Jesus Krist!

Niels Grønkjær