Skal man altid sige sandheden?

Ja, det lærte i hvert fald nogle af os som drenge. Ved afslutningen af FDF-mødet rejste alle sig, og føreren sagde: ’Ret ryggen og tal sandhed!’, og vi svarede i kor: ’Altid rank og sand!’ Små ranke sandhedsbærere. Af og til.

Men er der ikke tidspunkter hvor sandheden ikke for enhver pris skal udsiges? Er der ikke omstændigheder hvor det er en nåde at holde den tilbage?

 

Jøden Sigmund Freud udsendte i London i 1939, sit dødsår, en romanagtig bog Manden Moses og den monoteistiske religion. For Freud er det ’et åndeligt fremskridt’ når Moses vender sig bort fra de mange egyptiske guder og alle de magiske ceremonier og den besynderlige dyrkelse af sære dyriske gudebilleder.

I stedet for alt det pjat opfinder Moses en ny religion hvor lydigheden mod den ene Guds bud skal gavne menneskeligt samkvem. Fra at være fanget i fantasiens fortryllende illusioner træder menneskeheden ind i en ny moralsk verdensorden.

 

Vi læser om begyndelsen til dette åndelige fremskridt i Anden Mosebog hvor Moses ved den brændende tornebusk kaldes af Gud til at befri israelitterne fra deres lidelser i Egypten. Gud har ikke noget navn. Han siger om sig selv: ’Jeg er den, jeg er!’ Sådan taler den højeste autoritet.

Den påberåber Moses sig over for folket. Men ifølge Freuds romaneksperiment er det derfor det går galt. Under ørkenvandringen nøjedes folket ikke med at knurre over Moses, de var ikke kun lige ved at stene ham. De slog ham faktisk ihjel. Mener Freud i sin roman. Dette fadermord har givet dem dårlig samvittighed, og den forsøger de at bøde på ved at ære stamfaderen og overholde hans Guds bud.

Moses-monoteismens åndelige fremskridt holder ikke. Den viser – som Freud siger – at de fleste mennesker har behov for en autoritet som de kan beundre, bøje sig for, ja, måske tilmed lade sig mishandle af. Det er længslen efter faderen som bor i enhver som er trådt ud af barndommen – men som så alligevel ikke er trådt ud i det fri.

Monoteismens udfrielse af fantasiens egyptiske fortryllelser er det første åndelige fremskridt. Men Freud mener at han selv fuldbyrder det andet fremskridt: at udfri menneskeheden af de tvangsneuroser som forestillingen om den ene, autoritære fader-Gud har holdt os fangen i.

 

Freud selv var ikke i tvivl om at alt dette er sandt. Han ville at enhver skulle komme til kendskab om den forfærdende sandhed om sig selv – alene for at holde sig fri af nye illusioner.

Og han, selv jøde, ville at det jødiske folk skulle indse at deres religion beroede på et ambivalent gudsforhold, knæsat af Moses som i virkeligheden ikke var jøde, men egypter.

 

Lad os sige at alt dette er sandt. Lad os sige at Freud har ret. Men har han ret til at udsende sin bog i 1939?

Han havde arbejdet på den i tolv år, i Wien. Men af frygt for den gryende nazisme og for sit eftermæle holdt han bogen tilbage. Først da han i London var i sikkerhed for nazismen, offentliggjorde han bogen. For at skaffe sig ’en ret værdig afsked’, som han selv skrev i et brev.

I 1939. Hitlers magt var på sit højeste. Jødeforfølgelserne tog til og tog ingen ende. Netop da fratog Freud jøderne deres selvforståelse. I sandhedens interesse – og for sin egen værdigheds skyld.

 

Den nådesløse sandhed. Den utidige sandhed.

Der er sandheder som man må vende det døve øre til. Ikke fordi de er ubehagelige og går imod ens interesser. Men fordi de ikke er levelige.

Det er ikke sikkert at man kan komme til at kende sandheden om sig selv. Og hvis man kunne og hele tiden måtte konsultere denne sandhed, er det ikke sikkert at man kunne leve sammen med andre. Det ville ikke være et liv.

Det er sagt om Freud at han uden skrupler overførte sin egen trang til udforskning på sine patienter. De skulle lære at elske og tjene sandheden om sig selv.

Og det er sagt om ham at han ikke troede at hans analyse af den jødiske monoteisme kunne hjælpe ofrene. Alligevel lagde han den frem. I 1939.

 

Det er sandhedens rigorisme. Det er muligt at man kan finde en kilde til den i hvad Gud talte ud af den brændende tornebusk: ’Jeg er den, jeg er!’ Uforanderlig. Uden for tiden. Altid.

Denne gammeltestamentelige proklamation finder efterklang i vores nutidige interesse for hvem vi selv er. ’Jeg er den jeg er!’ Eller: ’Jeg er nu engang den jeg er.’

Dermed gør vi vores egen identitet til en autoritet som andre må bøje sig for og frygte – og som vi selv må adlyde. I enhver henseende. Til enhver tid. ’Altid rank og sand!’

 

Det nytestamentlige evangelium bøjer sandheden ind i livet så det bliver leveligt. Sandheden ikke rigoristisk, men fuld af nåde.

I dagens evangelium siger Jesus: ’Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!’ Vi skal tro på at han er den der vil blive ved med at være hos os. Han er ikke en uforanderlig autoritet. Han er bestandig i sin kærlighed. Det er sandheden som hele tiden følger os: ’Jeg er vejen og sandheden og livet’.

 

I Jesus er Gud den der bestandigt overskrider sig selv for at stå hos os, for at være os nær. Det begyndte ved den brændende tornebusk. Det var et fremskridt, men den varede ikke ved.

I evangeliet varer det ved. Gud har sat sig selv ind på at give os et leveligt liv. Han giver os sit ord på at vi altid har en fremtid. For han går bort og gør en plads rede for os, som han siger.

Sandheden har tiden og nåden i sig.

 

Men også dette åndelige fremskridt udsættes for tilbageslag. Der er nutidige fundamentalismer som skaber klarhed ved at rydde alt dét af vejen som skygger for deres egne bestemte forestillinger om renhed. Den flammende ild fortærede ikke tornebusken. Men når den kommer i menneskers hænder, fortærer den alt.

Og der er tilbageslag til den højt udviklede primitivitet som ifølge Freud (og Thomas Mann) herskede i det Egypten som israelitterne blev befriet fra: Den latterlige dyrkelse af kunstlet sanselighed hvor vi fejrer vores primitivitet ved at kalde den frigørende.

Og så er der den blinde lydighed mod alle de forlangender som vi pålægger os selv, og som er en konstant kilde til dårlig samvittighed. Også disse renhedsforskrifter befrier evangeliet os fra. Evangeliet er dét åndelige fremskridt som aldrig fryses fast i en færdig form.

’Jeg er vejen og sandheden og livet’. Det er den stadige befrielse fra autoriteter som vil fange os i frygt for dem og for os selv. Vi skal leve uden at forfærdes. Træde ud i det fri.

Niels Grønkjær

Salmer:
235: Verdens igenfødelse
667: Skulle jeg dog være bange
406: Søndag morgen fra de døde