Nu hvor vi har levet så længe i pandemiens uvirkelige virkelighed, begynder den kollektive nænsomhed at blive opvejet af mere kyniske overvejelser. Økonomer giver sig til at regne på de generelle omkostninger, og politikerne spørger sig selv hvor store vi vil lade dem være.

Nu er nogen så også begyndt at regne på hvad det koster at redde et enkelt menneskeliv og i tillæg spørge: Hvor meget er det værd?

Det siges at man inden for trafikområdet opererer med beregninger hvor ét reddet menneskeliv er 34 millioner kroner værd. Og nu har jeg så hørt sige at da de fleste ofre for den hærgende virus er gamle og svage, må prisen på et menneskeliv her være ’en brøkdel af 34 millioner kroner’.

Så kan man jo begynde at regne. Hvor meget er det? Hvor meget er et liv værd? Hvad er hun eller han værd? Hvad er jeg værd?

Hvad er det værd? Hvad nytter det? Der er sammenhænge hvor det er skamløst at spørge sådan.

 

Som i palmesøndagens evangelium. Inden sit indtog i påskens Jerusalem gør Jesus og hans disciple ophold i Betania, og mens de sidder til bords, kommer en kvinde og hælder kostbar olie ud over hans hoved. En velgerning som imidlertid straks vækker protest: Pengene kunne være givet til de fattige.

Men Jesus tager hende i forsvar: ’De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.’

Det er både overflødigt og overdådigt. En helt igennem ikke-nyttig handling.

Gæsterne omkring bordet mener at det er helt overflødigt. Det ville dog være nyttigt hvis pengene i stedet var tilfaldet de fattige.

Men Jesus forsvarer kvinden og det ikke-nyttige. Hendes handling er overdådig fordi den unddrager sig nyttige beregninger.

 

Der er ikke meget i vores samfund som unddrager sig nyttesynspunktet. Hvad er det værd? Hvad nytter det? Hvad kommer der ud af det?

Det nyttige er defineret ved at det har sit formål uden for sig selv. Vejnettet udvides for at trafikken skal glide lettere. Landmændene dyrker markerne for at vi kan få noget at spise, og snedkeren forfærdiger en stol for at man skal kunne sidde og se fjernsyn.

Det er alt sammen nyttigt og for det meste anstrengelserne værd. Vurderingen af om det er det, kalder man i dag formålsrationalitet. Omkostningerne ved et tiltag afstemmes med værdien af resultatet.

Men der er sammenhænge hvor den slags kalkulationer er ilde anbragt. Hvor man ikke kan spørge hvad der er værd. Hvor man ikke kan spørge hvad man skal med det. Hvor formålet med det vi gør, ikke ligger uden for det vi gør.

Når vi leger, når vi er sammen med familien, når vi går tur, når vi går til fodbold, når vi går i kirke, når vi læser romaner, når vi elsker – alt dette gør vi ikke for at der skal komme noget ud af det. Vi skal ikke noget med det. Det er helt igennem ikke-nyttige aktiviteter.

 

Kvinden i dagens evangelium gør noget tilsvarende da hun hælder den kostbare olie ud over hovedet på Jesus. Det nytter ingenting.

Men det kan de allestedsnærværende formålsrationalister ikke bære. Alting måles på dets nytteværdi. Pengene kunne være givet til gavn for de fattige. Det ville have nyttet noget.

Nu er det lidt uklart om også disciplene istemmer protesten, men i så fald er det første og eneste gang de kerer sig om de fattige. Så stærk er åbenbart modstanden mod det ikke-nyttige at den må stive sig af med moralske appeller til det nyttige. Og hvis de ikke slår an, kan man vende sig mod den der forsvarer det ikke-nyttige. Det er nok grunden til at Judas i umiddelbar forlængelse af salvningen i Betania forlader selskabet for at forråde Jesus.

Og ja, i Johannesevangelistens version af episoden (12,1ff.) er det tilmed Judas der siger at oliepengene kunne være givet til de fattige. Evangelisten tilføjer at det sagde han ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv og selv stod for pengekassen.

Evangeliet lufter en mistanke. Man bør være på vagt når man kun hører appeller til nyttesynspunktet. Hvad nytter det? Hvad skal vi med det? Hvad er det værd? Den slags spørgsmål kan være med til at holde ens egen moral uantastelig, og det kan ikke altid isoleres fra spørgsmålet om hvad det er værd ’for mig’. Så er der ikke langt til Judas.

Det er kynisk forræderi af de gamle og de svage hvis vi overhovedet begynder at overveje hvad deres liv er værd.

Og forråder vi ikke os selv hvis vi lader os indbilde at vi i tide og utide skal opgøre værdien af det vi gør, af vores eget liv?

 

Karl Marx forsvarede menneskets værdighed mod kapitalismens reduktion af mennesket til en handels’værdi’. Når et menneske bliver gjort til genstand for vurdering, mister det sin værdighed.

Ingen kan spørge hvad et liv er værd. Derfor siger vi at ethvert liv er uendelig værdifuldt. Det er dets værdighed. For Gud er ethvert menneskeliv værdigt – uanset hvor mislykket vi selv føler det kan være.

Som sådan er vores liv hinsides det nyttige. Vi kan ikke spørge hvad vi skal med det. Jo, hver især lægger vi planer og sætter os mål som vi gerne vil nå. I stort og småt. På den måde gør vi jo noget som har sit formål uden for selve handlingen. Vi vil opnå noget med det vi gør.

Men livet vi skal ikke opnå noget med. Det skal vi leve i glæde og sorg – og der skal ikke komme noget bestemt ud af det.

Den indsigt kan give os kraft til at modstå alle forsøg på at undertvinge os en nyttemaksimering, også vores egne bestræbelser på det. I sig selv er livet ikke-nyttigt. Det er det Jesus sanktionerer da han forsvarer kvindens overdådige gestus.

Men alligevel har hendes handling et formål: Hun salver ham til hans begravelse, nu den kommende langfredag. Hans død er følgen af at han som Guds søn gav afkald på ophøjet liv og ’blev mennesker lig’, som det hedder i den urgamle hymne som Paulus har indføjet i dagens brev til filipperne.

Ved sin søn deler Gud sit liv med os. Så vi kommer til at dele vores død med ham. Så vi også i vores død har del i hans liv.

Troen på det er opfyldelsen af vores liv. Uden for den er der ingenting.

Det bevidner kvindens ikke-nyttige gerning. Formålet med den er at pege hen på det der overskrider ethvert begrænset formål, enhver formålsrationalitet, enhver nytteværdi.

Hendes handling kan ikke bruges til noget. Troen kan ikke bruges til noget. Derfor siger Jesus: ’Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.’

 

Hvad skal vi med det? Hvad kommer der ud af det? Det kan ikke måles, for der er ikke noget formål med troen, og evangeliet har ikke noget for med os.

Det kunne måske gøre os lidt mere opmærksomme på alt det som faktisk nytter noget. De fattige har vi altid hos os, ’og når I vil, kan I gøre godt mod dem.’ Når vi vil. Vil vi så det? Nu hvor vores liv ikke afhænger af det?

Vores livs mening fuldbyrdes ikke af dets nytteværdi, og vi skal ikke have noget ud af at være til gavn for andre. Det befrier også de andre fra at være midler til vores egen livsopfyldelse.

Det er en befrielse for dem og for os at vores liv ikke er mere værd end de andres. Gud regner ikke i brøker.

 

O Jesus, gid jeg kunne,
som jeg så gerne vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil!

(Den Danske Salmebog nr. 176)

Niels Grønkjær

Salmer:

176: Se, hvor nu Jesus træder
380: Op dog, Zion! ser du ej
439: O du Guds lam!