Luk 7,36-50
Hvad skal man kalde kvinden, som vi hører om i Lukas’ fortælling om sammenkomsten i Simon, farisæerens hus? Hun levede i synd i den by, hedder det i oversættelsen. I den græske tekst står der bare, at hun i den by var synder. Synderinde, hed det i den gamle oversættelse. I de nye, Den Nye Aftale og Biblen2020 er hun prostitueret i byen. Hvad mon hun bliver i den næste oversættelse? Byens sexarbejder? Sprogligt er der for tiden en tendens til at finde betegnelser, der ikke definerer menneskers identitet gennem det, som er karakteristisk for dem. Man er ikke handicappet, men en person med handicap. Man er ikke prostitueret, men sexarbejder, hvilket får det til at lyde som et hvilket som et hvilken som helst arbejde. Som om det at sælge sin krop ikke adskiller sig fra at sælge så meget andet. Som om netop det arbejde ikke er indlejret i magtstrukturer på en helt anden måde end andre former for arbejde. Som om man ikke helt konkret konfronteres med den globale ulighed i, når man antastes af afrikanske kvinder på den forkerte side af Hovedbanen.
Lad det ligge for en stund. Kvinden i evangeliefortællingen kan vi kalde synderinden, for det var åbenbart sådan, hun var kendt i byen. Dér skelnede man ikke mellem det, hun gjorde, og den, hun var. Hendes arbejde gav hende identiteten synderinde i den by, og der er ingen tvivl om, hvilke under- og overtoner der er forbundet med hende.
Så er det måske ikke så underligt, at hun er blevet meget populær, navnlig blandt mandlige forfattere og kunstnere. Hun er portrætteret af de største malere og af mange meget mindre billedkunstnere, herunder nutidige danske med hang til det livagtigt erotiske. Oftest tager hun sig bedårende ud med sit lange udslåede hår og hengivne øjne. Sådan kan man næsten se hende for sig i Grundtvigs beskrivelse, når hun skamfuld med sønderknust hjerte kommer rødmende ind til Jesus ved bordet og grædende omslynger hans fødder i håb om at få hans ynk. I alle de mange fremstillinger kan man ikke undgå at fornemme kunstnerens mandlige blik på den bodfærdige synderinde, som forener erotik og ydmyghed, når hun overdynger Jesu fødder med kys, mens tårerne løber hende ned ad kinderne. Hun er idylliseret af kunstnerne som har fjernet alt det upassende ved hende, alt det, der får farisæeren Simon til at rynke på næsen, for kun at lade det hengivne underdanige blive tilbage.
Med kunstnernes idyllisering følger moralisternes idealisering. Synderinden er blevet en af de to arketypiske kvindeidealer. Den ene er selvfølgelig Jesu moder Maria, der slet ikke er erotisk. Hun er jomfruen, der er højt hævet over al kødelighed. Den anden er den bodfærdige synderinde, der er alt for erotisk. Hun er stik modsat jomfruen Maria for tæt på det kødelige. Hun må gøre bod og få forladelse, så hun kan vende sig fra sin synd og helt hellige sig Jesus.
Sådan er hun blevet brugt som forbillede for alle kvinder i verden, der ikke kan leve op til jomfru Maria, men må påtage sig deres egen erotik og leve i almindelig kødelighed. Som den syndige Maria har også de tilgivelsens mulighed hos Jesus, hvis de blot kommer med et bodfærdigt hjerte og kaster alle deres følelser på ham. De må give alt til Jesus og helt underkaste sig ham som deres herre. Sådan kan hun komme ud af sin synd, lyder det fra moralisterne.
Men selv uden forstokket moralisme er hun et ideal ikke blot for kvinder, men også for Grundtvig selv, som vi skal synge, og for Simon i Lukas’ fortælling. I modsætning til kvinden har Simon ikke forstået, hvem han har foran sig. Han har heller ikke forstået, hvem han selv er i forhold til ham. Han tror, at han kan omgås Jesus som sin ligemand. Invitere ham til middag og beværte ham. Simon mener, at han er vært og kan behandle Jesus som en gæst. Han forstår ikke, at Jesus er den overordnede. Jesus er værten, der inviterer. Han skal behandles som husherren, der forlanger fuldstændig hengivelse. Det kan Simon lære af synderinden, ligesom Grundtvig har lært det, når han selv syndsbevidst sniger sig til alterbordet med banghed stor i hjertet og kun kan sukke efter ynk.
Kvinden skal være idealet for Simon, Grundtvig og alle os andre, når hun helt kan aflægge, hvem hun var, for helt at få at vide, hvem hun er af ham, der er foran hende. For hun bliverden, hun er, gennem forholdet til ham. Den, hun er, bliver hun ved helt at lade sig bestemme af Jesus. Ikke af andre. Ikke af sin synd. Ikke af sine gerninger. Ikke af Simon. Ikke af sit ry i byen. Ikke af det mandlige blik. Ikke af noget som helst andet end Jesu ord til hende. Således er hun et ideal for Simon, for Grundtvig, for os alle, fordi hun lader sig bestemme af hans ord alene. Hun var for meget med hendes kødelige synd, og hun er for meget med hendes overdrevne følelsesudbrud. Men hun er nu for meget i forholdet til Jesus og så kan han sende hende bort i fred. Hun lever nu for ham og derfor lever hun ikke længere i synd. Således er hun idealiseret og idylliseret af Lukas selv, for man glemmer helt, hvad hun kom fra og hvad hun sendes bort til i den by.
Ja, mens man ser den idyllisk hengivne kvinde for sig og overvejer, hvad idealet har betydet for kvinder i de sidste to tusind år, taber man helt sansen for, hvilken kvinde det handler om. Kunstnernes glansbillede af synderinden fjerner fokus fra realiteten i hendes synd. Moralisterne ideal om hendes bodfærdighed tilslører, at hun konkret lever af sin synd. I bar benovelse over historien om kvindens overvældende kærlighedsytring til Jesus og hans imødekommende modtagelse af hendes overdrevne følelsesudtryk, mister man synet for den anden historie i Lukas’ fortælling. Det er historien om den by, hvori kvinde var synderinde. Historien om, at hun var en vare til salg i den by. Den historie ligger som en fortrængt undertekst i Lukas’ historie. Historien om byen, der producerer kvinder, der lever i synd, fordi samfundets økonomiske og sociale strukturer, dets hierarkiske orden og diskriminerende ordninger medfører, at kvinder i bestemte situationer må leve af deres krop. Byen kalder det synd. Kvindens identitet i byen var det, hun levede af. Som synderinde var synden. Og dermed skjules det, at det er i byen, at hun er synderinde. For det er byen selv, der skaber den situation, som den kalder synd. Det er den historie, der fortrænges, når man blot ser den idylliserede og idealiserede (og for den sags skyld: erotiserede) synderinde, der kysser Jesu fødder. Man ser ikke, at hendes synd er et produkt af det samfund, hun lever i. Selv om teksten tydeligt siger: I den by var en synderinde.
Jesu ord til kvinden tager hende ud af den synd, der har bestemt, hvem hun er. I byen lever hun i forhold, der på den ene side skaber synden; på den anden side fordømmer hende som synder. I troen på ham er hun ude af byens fordømmelse og bliver den hun er på grund af ham. Hendes tro har frelst hende, for der er ikke længere andet, der bestemmer, hvem hun er. Hun er ikke underlagt byens dom. Hun er kun underlagt Jesu dom. Som Grundtvig beder: Døm mig ej med læber kolde. For det er i den dom, at hun får at vide, hvem hun er.
Kvinden skal være et ideal for Simon, Grundtvig og os andre. Ikke fordi hun angrer og gør bod for sin synd, ikke fordi hun forlader sit liv i synd, ikke fordi hun græder over sig selv, men fordi hun forlader den by, som vil definere, hvem hun er. Hun lader sig ikke bestemme af det samfund, som vil holde hende fast i at være noget, som de ikke vil have med at gøre. Hun er ideal, fordi hun vender sig fra de fordømmende (og for den sags skyld: erotiserende) blikke og mod Jesus og lader ham bestemme, hvem hun er.
Hvad skal vi kalde hende? Den bodfærdige synderinde er hun blevet kaldt, når hun skulle være ideal for kvinder og mænd, der skulle angre og omvende sig for at få tilgivelse for deres synd. Men hvis synden ligger i det samfund, som hun er en del af; hvis syndsforladelsen består i at forlade de strukturer, der gør hende til synderinde, skal hun hedde noget andet. Måske skal hun kaldes den tilgivne kristne, fordi hun får sin identitet fra forholdet til Kristus og ikke fra den synd, som hun lever i. Snarere skal hun bare hedde kristen, fordi det at være kristen er at være en anden end den, byen, samfundet og blikkene, siger at man er. Sådan er hun et ideal for alle kristne, som er frelst fra synden i deres tro, ligesom hun.
DDS 2 – 310 – 397 — 151 – 495 – 396