Luk 10,38-42
Vi slutter festivalen Himmelblå i dag på Grundtvigs fødselsdag. Den forløber som bekendt fra hans dødsdag d. 2. september til fødselsdage d. 8. september. I dag kunne han være fyldt 241 år. Festivalen har budt på samtaler, debatter, foredrag, koncerter og ikke mindst sang. Som man kan se her i kirken, fortsætter arrangementerne i eftermiddag med musik og kunst. Det har været en stor oplevelse at være med. Sjældent synes jeg, at begrebet livsoplysning er kommet mere til sin ret, for det har været oplysende. oplivende og opmuntrende at deltage.
Paradoksalt nok, kan man sige, for temaerne har ikke været muntre. Tværtimod har deltagerne gjort sig bekymringer og været urolig for mange ting. Bekymring for demokratiet. Uro over klimaet. Interessant nok med en klar aldersprofil. Deltagere på min alder har bekymret sig for demokratiet. Unge har været urolige for klimaet. Den første gruppe har snakket om udviklingen i forbindelse med valget i USA og talt om techgiganternes indflydelse på vores verdensbillede. Den anden har koncentreret sig om handling. Om planetære grænser, som er et udtryk, jeg har lært i løbet af ugen. Vi skal lære at leve inden for de planetære grænser, siger de. Intet andet er acceptabelt. Vi skal spise og rejse og i det hele taget gebærde os på en måde, som ikke overskrider grænserne for, hvad kloden kan tåle. Vi skal ikke tale om, om vi skal; men kun hvordan. Der skal handles nu.
Gennem ugen blev jeg også klogere på en af mine egne prædikener. En af dem har jeg fået meget ros for, og jeg lod den endda forfængeligt trykke i kirkebladet. Den handlede om klima, og jeg forsøgte i den at prædike håb i en situation, der ser håbløs ud. I et pinagtigt forsøg på at tvinge endnu mere anerkendelse frem lod jeg to unge teologistuderende læse den. De var høflige og sagde forlegent, at den da var god. Tydeligvis tænkte de noget andet. Til sidst måtte jeg tvinge dem til at sige, hvad de virkeligt mente. Endelig sagde de ærligt, at jeg tog situationen alvorligt nok. Man kan ikke tillade sig at prædike håb, sådan som verdens tilstand er, troede jeg, de sagde. Men i fredags blev jeg belært, at sagen er, at man ikke kan tillade sig at prædike håb uden at angive handlinger. Håb uden handling er hån, synes de unge at mene. Der skal handling til på alle niveauer: fra den mad, vi spiser, og det tøj, vi går i; over den måde, vi bor og rejser på; til industri, byggeri og erhverv. Alt må ændre sig. De gør sig mange bekymringer og er urolige for mange ting, for det kræver handling, hvis håbet skal bevares. Handling fra alle. Nu.
I den sammenhæng lyder dagens evangelium provokerende verdensfjernt, når Jesus siger til Martha: ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del.” Den aktive, handlende Martha sættes til side for den passive, lyttende Maria. Og det vil opfattes som en hån af de bekymrede og urolige, at blive henvist til Marias forbillede. Hun, der sidder med hænderne i skødet og ingen handlinger foretager sig. Kan det være et ideal, når alle bekymringer og al uro kræver handling?
Det kan det kun, hvis Martha og Maria ikke er modsætninger, men netop er forbundne som søstre. Den passive Maria kan ikke klare sig uden den aktive Martha. Martha har brug for Maria. Det skal hun erkende, når Jesus siger, at ét er fornødent. Kun ét. Maria har valgt den gode del. Men dette gode må så være grundlaget for alt det, som Martha står for. Det ene gode, som Maria modtager ved at sidde lyttende ved Jesu fødder, må være fundament for Marthas aktive handling. Det ene fornødne er det, man lever på, når man handler.
Hvad er grundlaget for handlingen? Hvad får et menneske til at handle? Svaret har mærkeligt nok ofte været døden. Det forhold at mennesket er kastet ud i verden mod døden nødvendiggør dets handling. I konfrontationen med dets egen dødelighed kræves det af mennesket, at det vælger og handler og som sådan bliver menneske. Heri adskiller mennesket sig fra dyret, der nok skal dø, men ikke ved det, og derfor heller ikke handler, men blot følger dets instinkter. Mennesket bliver menneske ved at blive sig sin egen død bevidst og handle over for døden. Men døden kan altid kun være min død. Min død er min egen og kan ikke være nogens anden. Derfor gør døden mig grundlæggende alene og mine handlinger er grundlæggende alene mit eget ansvar. Det er det ene fornødne, at jeg selv tager mit liv på mig, siger mandlige filosoffer i det nittende og tyvende århundrede, som på den måde mener, at de skal og kan magte tilværelsen helt alene.
Men ikke døden, men fødslen gør os til mennesker, siger den jødiske filosof Hannah Arendt. Når vi handler, er det ikke, fordi vi skal dø, men fordi vi er født og har del i et liv, der overgår os selv og er større end os, fordi det stadig fornys i nye fødsler. Med en drilsk formulering siger hun: Mennesket er ikke kastet ind i en fjendtlig verden – sådan som de selvsikre filosoffer mener – men født ind i en verden, som det med ånd og krop er udrustet til at værdsætte. Det ændrer alting. Dødens underskud erstattes af livets overskud. Med fødslen, fødtheden eller nataliteten som udgangspunkt er mennesket ikke alene i verden. Det er i fællesskab med alle andre, der er født, og alle, der skal fødes, for det er i virkeligheden det, der underet i den menneskelige tilværelse, at livet fortsat begynder på ny. Både når der kommer nyfødte til, og når vi selv har evnen til at begynde på ny. Det er faktisk denne mulighed for at gøre nyt, der gør handlingen menneskelig. Det er den, der minder mennesker om, at selv om de skal dø, er de ikke født for at dø, men for at begynde.
Om det siger Arendt: ”Handling er faktisk en evne hos mennesket til at udrette mirakler, hvilket Jesus af Nazareth … må have været klar over, da han sammenlignede og ligestillede tilgivelsens magt med den mere gængse magt til at udrette mirakler samt viste, at begge var tilgængelige for mennesker.”
Hannah Arendt har ikke glemt, hun er jøde, for hun har selvfølgelig nogle forbehold til dette, men hun formulerer det ene fornødne for at kunne handle, nemlig at kunne begynde forfra og handle på ny. Det er det, der giver mennesket mulighed for tro og håb, og Arendt vender atter tilbage til kristne formuleringer, når hun siger: ”Troen og håbet på verden finder måske sit fremmeste og mest koncise udtryk i evangeliets ”glade budskab”: ”Et barn er blevet født os.”
For det er selve fødtheden, det at vi er født, at vores børn og børnebørn er født, og at der forsat fødes børn, der er fundament for, at vi handler med tro og håb i verden. Og det er den nye begyndelse, som er tilgivelsens mirakel, der giver os mod til fortsat at handle i verden og begynde forfra og handle igen i tro og håb, fordi hverken vi eller andre er født til at dø, selv om vi gør det.
Maria har valgt den gode del ifølge Jesus i dagens evangelium, der sætter alle i stand til at handle. I mødet med Jesus bliver hun mindet om sin egen fødthed. Hun møder tilgivelsens mulighed, så hun kan begynde på ny. Det er det ene fornødne. Det skal ikke tages fra hende, for det fundament for at leve i tro og håb i fællesskab med alt født og alt skabt omkring os.
Og det er på det grundlag, at man kan mødes og tale sammen om mange bekymringer og megen uro og blive oplyst af det, oplivet og opmuntret, så troen og håbet bliver fundament for handlingerne. Sådan som det er sket i Himmelblå, og som det sker hver gang det ene fornødne sætter os i stand til at handle og leve for livet, selv om vi skal dø. Dette ene fornødne mindes vi om og bekræftes i, når vi samles om den fælles tro på den treenige Gud, der har skabt os, har skænket os tilgivelsens mirakel og samler os i fællesskab.
DDS 402 – 392 – 441 — 411 – 321 – 7