Joh 5,17-29
I går den 9. november var det 86 år siden krystalnatten, hvor tyske nationalsocialister hærgede gennem byerne, smadrede butiksruder og skændede kirkegårde i en antisemitisk blodrus. Enige var de med sig selv og hinanden om, at jøderne var årsag til Tysklands problemer. De tvivlede ikke på, at de skulle fordrives, så alle problemer ville blive løst.
Vi mindes det i år, som vi gør alle år, i smertelig bevidsthed om, at sætninger, som dem vi lige har hørt ”Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel” har været med til at skabe de modsætninger, som jødehad trives i. Vi mindes det i dag, selv om det er en vanskelig tekst at læse, for den handler som de andre tekster om dom, om en dom, der allerede fældes nu over dem, der ikke hører Guds søns røst, mens de, der hører den, er gået over fra døden til livet. Og om en dom, der kommer engang, hvor nogle skal opstå til liv, andre til dom. En dom i nutiden og en dom i fremtiden. Hænger det overhovedet sammen?
En af de store fortolkere af Johannesevangeliet i det tyvende århundrede mente det ikke. Rudolf Bultmann hed han. At der skal komme en time i fremtiden med dom og opstandelse, er en gammeldags forestilling, mente han. Sådanne ideer får folk til at fokusere på det, der skal ske hinsides døden, så de glemmer at leve i nutiden, sagde han. Johannesevangelisten er meget mere moderne. For i Johannesevangeliet er dommen trukket ind i nutiden. Timen, der kommer, ja, den er nu. Det er nu og her, at dommen falder. For i Jesus Kristus er det livets magt, der kommer til syne. Tilbuddet, ja fordringen, er at modtage og leve sit liv som en gave fra den Gud. Det er allerede det evige liv, og der er ikke noget i vente. Timen er nu, for livet er nu og skal leves nu. Det er radikalt og moderne. Timen, der kommer, hører ikke rigtigt med i evangeliet. Det er sikkert en anden, der har tilføjet den, mener altså Bultmann.
I den tolkning får alting øjeblikkeligt absolut værdi. Intet er i vente i fremtiden, og intet er ligegyldigt i nutiden, for hvert øjeblik leves ud af troen på Jesus Kristus. Altid er man under fordringen om at leve sit liv, som skænket af livets Gud. Man tager ansvar for sit liv, fordi man forholder sig til den fordring, som det er underlagt. Det er det sande eller evige liv. Lever man ikke det, lever man et ligegyldigt liv, hvor intet har værdi. Så kan man forvente nok så meget et evigt liv i fremtiden, livet i nutiden bliver ligegyldigt. Det er usandheden eller døden.
I dag, dagen efter krystalnatten, kan det forekomme passende at bruge nazisten Adolf Eichmann som eksempel på livet i døden. Nu ved jeg ganske vist ikke noget om hans forventninger til fremtiden, til opstandelse, dom og evigt liv, men den måde, som han fremstilles på af dem, der har beskæftiget sig med ham, gør ham til personificeringen af det ligegyldige liv. Det dødsensfarlige liv, men dybest set ligegyldige, fordi han ikke vil tage ansvar for sit liv.
Som bekendt havde Adolf Eichmann en central rolle i holocaust. Han havde ansvar for logistikken i forbindelse med transport af jøder og andre til koncentrationslejrene. Efter krigen flygtede han til Argentina, hvorfra han i 1960 blev bortført af israelske Mossad og stillet for en domstol i Jerusalem. Retssagen fik stor mediebevågenhed, og billedet af den undseelige Eichmann i glasburet i retssalen er blevet ikonisk.
Eichmann blevet anklaget for femten punkter, der blev ført over hundrede vidner, sagen omfattede mere end femten hundrede dokumenter. Hans forsvar var enkelt. Han modtog ordrer og udførte ordrer. Han havde aldrig slået nogen ihjel eller forgrebet sig mod nogen. Derfor var han uskyldig. Måske havde systemet taget fejl, men han havde ikke ansvar for systemet. Han var et lille hjul i et stort maskineri. Han havde passet sit arbejde upåklageligt, men det var ikke hans ansvar at træffe overordnede beslutninger. Derfor var han uskyldig i de forbrydelser som systemet havde begået. Havde krigen fået et andet udfald, havde han været en helt og ikke anklaget.
Forsvaret overbeviste ikke retten. Han blev dømt til døden, som blev eksekveret i 1962. Eichmann var da 56 år gammel.
Oftest bliver Eichmann brugt som eksempel på den farligste type menneske: De flittige og ærgerrige, men ubegavede. Dem, som er villig til at udføre hvad som helst, hvis det fremmer deres karriere, for de kan ikke eller vil ikke tænke udover hensynet til sig selv. Men når man læser om Eichmann, spørger man sig alligevel, om det virkeligt er sandt i hans tilfælde. For ved nærmere eftertanke synes hans forsvar at være langt bedre gennemtænkt, end det forekommer ved første øjekast. Ved ikke at undskylde, trygle og angre, som man nok ville forvente af et gennemsnitsmenneske, men i stedet insistere på, at han som alle andre er små hjul i et stort maskineri, tvinger han alle sine kritikere og dommere til at formulere det, som han og ikke blot det nazistiske system har gjort sig skyldig i. Han gør spørgsmålet meget større end hans egen person. Skal man dømmes, fordi man ikke forholder sig til den overordnede sammenhæng, som man indgår i?
Den jødiske filosof Hannah Arendt måtte svare ja. Eichmann og ethvert menneske var ansvarlig for sine handlinger. Vidste han, hvilket system han var indrulleret i, kunne han ikke frasige sig sin egen skyld. Eftersom Eichmann ikke alene frasagde sig skyld, men også nægtede at angre, måtte Arendt til sidst gå ind for hans dødsdom. Med en som ham kan man ikke have menneskeligt fællesskab, konkluderede hun.
Men det var ikke let at drage den konsekvens for Arendt. Hun vender tilbage til sagen igen og igen i resten af sit liv. I et teaterstykke om hende følger man hende en dag og en nat i 1975, året for hendes død, da hun er i København for at modtage Sonningprisen. Hele tiden støder hun på Eichmann. Hele tiden konfronteres hun med sin egen dom over ham. Hele tiden må hun over for sig selv forsvare, at det var denne konklusion, hun kom frem til. Ingen ro får hun, for trods alle filosofiske argumenter plager tvivlen hende.
Kommer man til Eichmanns sag fra Johannesevangeliet, bliver man ikke mindre i tvivl. For hvem kan tillade sig at sige, at det systemkonforme liv, hvor man ikke kan eller ikke vil tage stilling til systemet selv, skal fordømmes. Er det mere et liv i døden end andre liv? Skal alle, der blot passer sit arbejde stå til regnskab for systemets forbrydelser? Forbrydelserne kan vi fordømme, man kan vi fordømme de enkelte mennesker i systemet? Har vi hver især ansvar for kapitalismen, kan man spørge for at sætte det på spidsen. Og så bliver man endnu mere i tvivl. Er der en radikal forskel på os og Eichmann, spørger man sig tvivlende?
Måske er det selve tvivlen. Eichmann tvivler ikke. Lige så sikker som han var som en ansvarlig embedsmand i det nazistiske regime, lige så sikker er han i sit forsvar for sin egen ansvarsfrihed. Han kender ikke tvivl. Han gjorde og gør det rigtige, derfor kan han ikke angre. Han er ikke i tvivl, for han kender kun hensynet til sig selv. Som bøllerne på krystalnatten kun havde ét perspektiv. Som terrorister kun kender ét hensyn. Som den nemme løsning i enhver konflikt er at tage ensidigt stilling og lade ét hensyn og ét perspektiv overtrumfe alle andre.
Det kaldes død i Johannesevangeliet. Dette at leve for sig selv og for sig selv. Jesus kalder ud af denne tilværelse til livet, for i ham mødes magten bag livet. Magten, der gør levende. Over for den kan man ikke leve for sig selv. Hvis man lader den være magten bag sit eget liv, forbindes man med og forpligtes på alt andet levende. Så kommer tvivlen. Når hensynene er mange, kan man sjældent, måske aldrig være sikker på det, man gør. Man kan ikke stole entydigt på sig selv og sine egne handlinger, for man kan ikke overskue konsekvenserne, og man kan ikke forudsige følgerne. Forpligtet på andre end sig selv, bliver man i tvivl. Man kommer til at fortryde og angre. For i dette liv opnår vi aldrig nogen vished.
Derfor har vi brug for, at timen ikke bare er nu, men også kommer. Fordi vi i dette liv ikke opnår nogen sikkerhed, men bliver ved med at tvivle, kan vi ikke undvære forestillingen om, at dommen kommer. For vi må tro på, at der er godt og ondt, rigtigt og forkert, selv om det først bliver klart i fremtiden. Det er ikke bare en gammel overflødig forestilling, som moderne mennesker ikke kan bruge til noget. Den er nødvendigt at bevare forestillingen for at kunne leve i tvivlen. Det er evangeliet at vide, at den livets magt, som gør os i tvivl, fordi den forbinder og forpligter os med alt levende, også er den magt, der står for dommen.
DDS 263 – 435 – 307 — 274 – 553 – 775