Sandheden skal gøre jer frie
v.28 Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. v.29 Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«
v.30 Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
v.31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, v.32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«
v.33 De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«
v.34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. v.35 Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. v.36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
Joh 8,30-36
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten har ingen relation til de andre evangelier. Menneskesønnen nævnes naturligvis i alle fire evangelier, men der er ingen paralleller til udsagnet her.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Teksten er en del af en lang og til sidst næsten hadefuld udveksling, som Jesus har med jøderne på tempelpladsen under løvhyttefesten i Jerusalem. Den begynder allerede i kapitel 7 og fortsætter hele kapitel 8. Den er afbrudt af teksten om kvinden grebet i hor (Joh 7,59 – 8,11), som ikke oprindeligt har været en del af Johannesevangeliet. I løbet af diskussionen i kapitel 8 bliver forholdet mellem jøderne og Jesus mere og mere anspændt, og det ender med de værste udsagn om jøderne i Det Nye Testamente. Til slut griber de sten for at slå Jesus ihjel. Så meget desto mere interessant er det, at de indledningsvis er kommet til tro på ham.
Umiddelbart før teksten har Jesus talt om, hvem han er, hvilket han har sagt fra begyndelse. Ligeledes taler han forholdet til den, der har sendt ham. Men jøderne forstår ikke, at han talte til dem om faderen. Senere bliver hans forhold til faderen, dvs. hvem han er, et konfliktemne, men på en særlig måde. Ifølge Jesus afslører det, hvem man selv er, når man forholder sig til, hvem han er. Det er konfliktens udgangspunkt, at jøderne ikke vil acceptere den fremstilling af dem, som Jesus foretager. I det følgende fortsætter diskussionen derfor om jødernes status som Abrahams børn, hvilket udvikler sig til, at Jesus kalder dem djævelens børn.
Tekstens detaljer
Teksten har et klart forløb med en indledning (v. 28-29), som nok i virkeligheden hænger bedre sammen med afsnittet forud, for det handler om, at de ikke forstår, hvem han er, selv om han siger det til dem. Herefter et overgangsvers (v. 30), der dels er afslutningen på det foregående, dels sætter rammen for det følgende. Mange kommer til tro på ham. Til dem taler han i det følgende. Det sker i en dialog. Jesus indleder med et statement, som jøderne reagerer på, og Jesus replicerer.
v.28-29: Disse vers er nok den umiddelbare reaktion på det foregående vers, hvor det lyder, at de ikke forstod, at han talte til dem om faderen. Der er næsten nogle tekniske johannæiske termer i afsnittet. Menneskesønnen optræder i Johannesevangeliet som i de andre evangelier som en betegnelse for Jesus. Det har en lang og kompliceret traditionshistorie, som meget vel kan gå tilbage til et aramæisk udtryk, som den historiske Jesus har brug som selvbetegnelse. I den græske udgave hænger det sammen med Daniels profeti om en, der skal komme på himlens skyer og se ud som en menneskesøn (Dan 7,13), men i Johannesevangeliet er de associationer helt fraværende. Hvis det i Johannesevangeliet overhovedet har en særlig betydning er det et udtryk for, at Jesus på en gang er den, der skal komme, og er den, der er kommet. Han er essensen af Guds forhold til mennesker. Det kan også udtrykkes i jeg-er-ordene. Men faktisk tror jeg ikke, at der skal lægges noget særligt i udtrykket. Det er blot et andet udtryk for Jesus, måske dog med fokus på hans menneskelige skæbne, hvor andre udtryk, fx sønnen, har fokus på hans relation til Gud.
Det stemmer med det andet næsten tekniske ord: ophøjelse. Det betegner i Johannesevangeliet Jesu korsdød sammenholdt med hans opstandelse. Ophøjelsen er på korset og samtidig til himlen, så effekten af Jesu død og opstandelse udtrykkes som resultatet af hans ophøjelse. Den effekt er særligt johannæisk udtrykt her: at I forstår. Jesus død og opstandelse skal resultere i, at mennesker forstår, hvem han er. Det er jo nemlig sådan, som han siger i det følgende, at han taler det, han har lært af faderen, og aldrig lades alene af ham. Han er faderens repræsentant, ja han og faderen er et (Joh 10,30). Det forstår jøderne ikke, for han er jo et menneske. Først når han er død og opstanden vil det blive klart, at han er den, som han siger, at han er. Det er effekten, når han som opstanden kan vise korsmærkerne for disciplene.
v.30: Mange kommer til tro. Men på grund af det, som Jesus lige har sagt, kan man slutte, at det ikke er en fuldkommen tro, der har fuld indsigt i, hvem han er. Snarere må man sige, at før Jesus ophøjelse er tro og tvivl det samme i Johannesevangeliet. Ingen af delene er en fuldkommen forståelse af, hvem han er. Tro tenderer mod at acceptere hans udsagn, mens tvivl tenderer mod ikke at gøre det. Først situationen efter påske vil gøre det tydeligt. Nogles tro vil blive til sand og fuldkommen tro; andres tvivl vil blive til fuldstændig afvisning. Det afhænger af, hvordan man forholder sig til hans død og opstandelse. Men det kræver også, at man er i stand til at forstå sig selv i forhold til ham. Det handler det næste om.
v.31-32: Jesus taler til dem, der er kommet til tro og henviser dem til en situation, hvor de skal blive i hans ord og i sandhed blive frie. Den situation opstår netop efter påske, når troen bliver fuldkommen, og de modtager ånden. Det er nemlig det samme i Johannesevangeliet. Ånden og Ordet er to sider af samme sag. Således er det to sider af samme sag at komme til fuldkommen forståelse af, hvem Jesus er, og modtage ånden. De to ting hænger sammen og sker for opstandelsesvidnerne efter påske, ligesom det sker for læserne, når de kender Jesus gennem evangeliet og kommer til fuld tro på ham.
Sandheden, som de skal kende, er naturligvis sandheden om Jesus, som han selv har givet dem, nemlig at han er Guds åbenbaring og adgangen til Gud. Således er han alt det, der kan vides om Gud. Og i den relation lærer mennesket også sig selv at kende, som det er. For i forhold til åbenbaringen af sandheden, dvs. af Gud, skal mennesket acceptere, at det selv er usandheden, dvs. at det er et menneske, der må modtage sandheden fra Gud. Alt, hvad mennesket kommer med, er for så vidt løgn, hvis det er noget, som det tillægger nogen værdi i forholdet til Gud. Derfor er det således i Johannesevangeliet, at synd er ikke at tro på Jesus. Og kun det, for der er intet andet, man kan gøre, som betyder noget i forholdet til Gud. Derfor kunne man lige så godt sige, at alt er synd, når det ikke er i troen på Jesus. Hvad mennesket skal gøres fri af ved sandheden, er således alt, hvad det tror, det kan sætte sin lid til. For der er kun et, der er tro-værdigt: Jesus som Guds åbenbaring. Omvendt er mennesket netop i den relation fri af alt, som det måtte fylde sit liv med, alt som det måtte forsøge at hævde sig ved eller plage sig med, for i den relation er det, hvad det skal være. Derfor siger Johannesevangeliet, at den relation er det evige liv (Joh 17,3).
v.33: Jødernes svar bekræfter den tolkning. De mener at være noget i sig selv. De tilhører det udvalgte folk og er i slægt med Abraham. De kan ikke skulle gøres frie, for de er ikke slaver. Hvad de ikke ser, er, at i Johannesevangeliet er netop deres henvisning til det, som de mener at være i sig selv, et udtryk for slaveri. De er bundet af deres slægt og historie, og kan derfor ikke tage imod det, som Jesus tilbyder dem. For de er netop ikke frie og slaveriet består i, at de ikke kan se det.
v.34-36: Jesus sammenfatter: Slaveriet består i slaveriet for synden, nemlig det, at de ikke vil vide af, at sandheden ikke kommer fra dem selv. Derfor er de i synd og slaver af synd. I v. 35 er der et lille billede, der skal illustrere det. Slaven har ikke ret til at blive i det hus, som han bor i. Det har derimod husherrens søn. Han bliver i evighed. Derfor kan sønnen gøre dem frie, for gennem ham får de ret til boligen i evighed.
Måske er billedet ikke så klart, men meningen er tydelig nok. For at være frie må man være helt fri af alt, for at få alt gennem sønnen. Derfor er han sandheden, for i ham opnås det forhold til Gud, som mennesket ikke kan skaffe selv, uanset hvor ihærdigt det forsøger. Derfor er mennesket uden ham slaver af synd.
Tekstens fortolkning
Tekster som denne blev af nogle kristne grupper videreudviklet til komplicerede teorier om, at mennesket i udgangspunktet befinder sig i en falsk verden med en falsk selvforståelse. Først når de får sandheden fra Kristus, kan de se, at alt det fysiske og jordiske i virkeligheden er forgængeligt og fordærveligt og kun leder mennesket væk fra det, der er sandt og har evig værdi. For det befinder sig ikke i denne verden, men hos Gud. Den udvikling af tekstens mening siger noget om, hvad der er på færde, selv om den ikke rammer tekstens egen mening. Det, der er tekstens mening, er, at det eneste mennesket kan have sit liv i, den eneste mening i livet, som ikke stammer fra mennesket selv og derfor er underlagt menneskelige betingelser, åbenbares i Jesus. For i ham er Gud, som han vil kendes af mennesker, nemlig som den, der giver sit liv for at de skal komme i denne relation. Således kendes Gud; den erkendelse gør fri af alt andet, som mennesker kan gøre til guder for sig.