Den galicisk-jødiske forfatter Manès Sperber havde en bedstefar
som dag og nat studerede jødedommens hellige skrifter, altid på
nippet til at finde sandheden: Hvornår kommer Messias? Der var
ingen tid at spilde så om morgenen løb han ned til søen for at
bade, og han løb hjem til studierne. Hver aften klokken seks løb
han op på bakken ved byen, og i fem minutter stod han og
spejdede mod sydøst: Hvis Messias kom, kunne det passende
være nu. Men nej, ikke i dag – og så hastede den gamle mand
tilbage til læsningen.
Det er vist noget særligt jødisk at man til stadighed forventer
opfyldelsen af Guds løfte, men at opfyldelsen til stadighed lader
vente på sig. Og det er vist også noget særligt jødisk at den
manglende opfyldelse ikke afstedkommer skuffelse, men fornyet
håb til fremtiden.
I dagens evangelium møder vi en anden jøde, Zakarias, Johannes
Døbers far. For ham bliver det anderledes. Han synger sin lovsang
over at Gud nu omsider er ved at opfylde sit løfte til Israel. Det
holdt ellers hårdt. Mens Zakarias, som er jødisk præst, varetager
altertjenesten i templet, træder englen Gabriel frem for ham og
forkynder at hans gamle kone skal føde dem en søn, Johannes.
Det har Zakarias umiddelbart svært ved at tro – de er jo så gamle,
ham og Elisabeth, så han har haft god tid til at vænne sig til at
opfyldelsen lader vente på sig eller måske helt udebliver. For sin
tvivl straffes han med stumhed – indtil i dag hvor Johannes, hans
søn, er født. Først nu løses hans tunge i lovsang:
Lovet være Gud som husker på sin hellige pagt og lader
Johannes træde frem for at lære sit folk frelsen at kende i
deres synders forladelse.
Gud har ikke glemt mennesker! Han opfylder sit løfte:
Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for os der sidder
i mørke og i dødens skygge.
Hvor kan vi ikke længes efter det! Her hvor mørket falder ind i os.
Her hvor det er mørket der forbinder os med verden. ’The winter of our discontent’ som Shakespeares Richard III taler om, men som
for os ikke er vendt til solens ’glorious summer’, ikke endnu.
Hvor kan vi længes efter at forbindes med verden gennem andet
end mørket.
Og hvor kan vi længes efter at træde frem for hinanden. Træde ud
af vores eget mørke.
Det gør vi når vi afgiver et løfte. Når vi lover hinanden noget, får
fremtiden form. Der er noget at tage pejling af. I løftet træder vi ud
af os selv. Viser os frem for det andet menneske som én der gerne
vil være pålidelig. Uden løftet er vi uforudsigelige, overladt til
’mørket i menneskets hjerte’, som Hannah Arendt siger.
I løftet lever vi ikke for os selv, men for hinanden. Man kan ikke
love sig selv noget – og hvis vi tror vi kan, falder vi så let tilbage i
hjertets mørke hvor alt kan tages tilbage. Man skal altid love nogen
noget!
Gud opfylder sit løfte til os når hans solopgang lyser for os der
sidder i mørke og i dødens skygge. Han hverken kan eller vil leve
for sig selv. Han husker på sin hellige pagt, som Zacharias synger
– og navnet Zacharias betyder i sig selv ’Gud husker’. Gud husker
hvad han har lovet.

Han er en mand, Zacharias, som har levet længe. Mange gange
må han have prædiket om Guds løfte til mennesker. Mange gange
må han og Elisabeth have talt om deres barnløshed, eller tænkt på
den. Mange gange må han – når han har talt om Guds pagt med
sit folk – have tænkt på om det også gjaldt ham.
Hans tro og hans liv har været adskilt fra hinanden: Hvad han har
sagt og skullet sige, har ikke været virkeliggjort i hans eget liv.
Indtil den dag ved alteret. Hvor englen forkynder at nu opfylder
Gud sit løfte på ham og Elisabeth. Og så tror han det ikke! Derfor
straffes han med stumhed: Fordi han ikke formår at forbinde troen
og livet. Som om han ikke vil tage imod opfyldelsen.

Hvorfor vægrer vi os når opfyldelsen viser sig i vores liv? Hvorfor
kan det være svært at tro på, at tage til sig? Er det fordi vi ikke
rigtig tror på løfterne? Er det fordi vi ikke rigtig står inde for hvad vi
selv lover andre? Er det fordi vi er realistiske nok til at komme
skuffelsen i forkøbet ved ikke at regne med noget? Ikke gide løbe
op på bakken og spejde efter Messias. Ikke strække hals efter
opfyldelsen.

Manès Sperbers bedstefar var ikke skuffet over at løftet og håbet
ikke blev opfyldt på ham. Selv om de hver aften blev ved med ikke
at blive det. Måske hænger det sammen med den såkaldt jødiske
humor.
Humor er forsoningen når der ingen er. Man kan måske sige at
Sperbers bedstefar hengav sig til en humoristisk livsmåde – lige
intens og uden skuffelse i sin stadige mangel på opfyldelse.
En dement møder en gammel ven. Vennen spørger: ’Du kan ikke
kende mig?’ Den demente svarer: ’Nej, men jeg ville gerne.’
Der er nogle der mener at Jesus har sans for humor. Det hævdes
for eksempel i en bog der hedder Den store humor – som i øvrigt
er enormt kedelig.
Men hvis humor er forsoningen når der ingen er – så er Jesus ikke
humorist. For med ham kommer forsoningen, opfyldelsen. Han er
jo Guds søn.

I dagens evangelium er vi endnu ikke dér. Det taler stadig kun om
Johannes som går foran Jesus og baner hans veje. Vi har stadig
kun løftet om opfyldelse at holde os til; at tro på.
Kan vi forene tro og liv? Hvad enten man er ung eller gammel,
som Zacharias, må man spørge sig om ikke der var meget som
man ikke fik – eller måske navnlig: meget som man ikke fik gjort,
eller som man fik gjort forkert. Enhver kan komme i tvivl om
hvorvidt man har været tro mod det liv man har fået betroet.
Evangeliet kalder det synden. Synden er det der adskiller tro og liv.
Men evangeliet vil frelse os. Det vil – som det hedder – lære os

frelsen at kende gennem vores synders forladelse. Evangeliet
forener tro og liv.
På så mange måder river vi dem fra hinanden. Vi handler ikke
efter vores overbevisning – eller hvad vi siger er vores
overbevisning, selv om det bare er noget vi mener. Det har små og
store konsekvenser. Ikke bare for os selv, men for andre og for
verden.
Livet tømmes for troen, for vores troskab. Så flagrer livet
værgeløst omkring, offer for alt det og alle dem der har noget for
med os. Så vi tror vi skal tro på dem.
Og så er der mennesker som livet ikke lover noget, og som – hvis
det gør – ikke får det opfyldt. Mennesker hvis liv af gode grunde
ikke rodfæstes i nogen tro.
Evangeliet vil give os troen tilbage. Så den kan fylde livet. Opfylde
det. Opfylde løftet om at Gud fylder vores liv med glæde.
Tiden vil bringe os glæder vi ikke har kendt. Den vil åbne en
verden af muligheder vi ikke har set for os. Tiden vil opfylde håb vi
ikke vidste vi nærede.
Det kan være at vi har glemt Gud. Men han husker os. Han
besøger os, og snart vil han bo hos os.

Niels Grønkjær