Peter og Jesus
v.15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«
v.16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«
v.17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! v.18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«
v.19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.
Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Joh 21,15-19
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er ingen paralleller til denne tekst i de andre evangelier. Men man kan ikke uden videre sige, at det er særligt johannæisk, for det er formentlig skrevet af en anden forfatter end evangeliets tyve første kapitler. En redaktor.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Afsnittet er en del af Johannesevangeliets kapitel 21. De fleste fortolkere er enige om, at det udgør en tilføjelse til Johannesevangeliet, som egentlig kommer til sin afslutning i 20,31. Årsagerne hertil er ikke alene, at Joh 20,30-31 er en tydelig afslutning. Det er også tydeligt, at der i Joh 21 er et anderledes nært forhold til synoptikerne (særligt Luk 5), samt et andet forhold til Peter end i evangeliets første tyve kapitler. Man regner derfor almindeligvis med, at kap. 21 skal harmonisere Johannesevangeliet med dels synoptikerne, dels og endnu vigtigere med storkirken, hvor Peter har en fremtrædende rolle.
Derfor gør kapitel 21 flere ting. For det første lader det Peter blive rehabiliteret efter hans fornægtelse af Jesus under påsken. Som han fornægtede tre gangen, får han nu lov til at erklære sin kærlighed tre gange. For det andet indsættes han i et hyrdeembede. Han får en særlig funktion og autoritet over for de andre troende. Han skal vogte dem som får. Formentlig fordi hyrdefunktionen allerede blev brugt om ledere i menighederne. For det tredje, men uden for denne tekst, sættes Peter i forhold til yndlingsdisciplen, og det antydes, at denne allerede er død. Der er altså ikke et modsætningsforhold mellem dem, hvad man godt kunne tro, der var i Johannesevangeliet, hvor yndlingsdisciplen konsekvent fremstilles som nærmest Jesus.
Således tager kapitlet altså temaer op fra selve evangeliet og drejer dem i en bestemt retning, hvilket er dets formål.
Selve scenen i kapitlet foregår ved søen i Galilæa, hvor disciplene møder den opstandne. Han sender dem ud at fiske igen (de har intet fanget om natten), og da fanger de 153 fisk. Peter slæber nettet ind. Så holdes måltid og Jesus deltager. Derefter samtalen med Peter, der er teksten. Efterfølgende samtalen om yndlingsdisciplen. Til sidst slutter kapitlet med endnu en bogafslutning (Joh 21,25).
Tekstens detaljer
Teksten er struktureret efter Jesu tre spørgsmål og Peters svar. Både spørgsmålene og Jesu opfordring varierer lidt i ordvalg: elske/have kær; vogte/være hyrde. Indholdsmæssigt er der ikke de store forskelle. Men det er selvfølgelig væsentligt, at elske og kærlighed ikke er følelsesmæssige kategorier. Peter bliver ikke forhørt i sine følelser over for Jesus. Han skal i stedet svare for sin dedikation til Jesus. Ligesom hans fornægtelse var udtryk for ligegyldighed over for ham (i andre sammenhænge i den johannæiske litteratur kan ligegyldighed ligestilles med had), skal han nu svare for sin hengivenhed, i den forstand at han skal lade sit liv bestemme af forholdet til Jesus. Det var det, han ikke ville under påsken, for det havde kostet ham livet. Nu får han lov til at rette op på det. Det kommer til at koste ham livet.
Peter appellerer i sine svar til Jesu viden. Han burde allerede kende ham og vide, at han elsker ham. Ikke desto mindre insisterer Jesus på sine spørgsmål, hvilket giver dem karakter af bekendelse. Peter skal selv bekende sig til Jesus, førend han får sin særlige opgave.
Jesu sidste tale til Peter tiltrækker sig opmærksomhed. Først det lidt mærkelige v. 18. At Peter som ung selv bestemte, hvor han gik han, modstilles en situation, hvor han skal føres. Måske menes der, at Peter som hyrde ikke længere har den frihed, som han tidligere havde. Nu er han i Jesu tjeneste og føres af ham. Mange tolker det, at han skal strække sine arme ud, som tegn på, at han skal lide korsdøden. Således bliver det også fremstillet i v. 19. Der er en tung tradition for, at Peter faktisk led martyrdøden i Rom. I det apokryfe skrift Petersakterne fremstilles det i detaljer, hvorledes Peter korsfæstes. Han forlanger at blive det med hovedet nedad, fordi han ikke mener at leve op til at dø på samme måde som Jesus. Historisk har det sikkert ikke noget på sig.
Når det siges, at han med sin død skal herliggøre Gud, er det et udtryk for, at hans død bliver et bevis på hans tro. Således er hans trofasthed indtil døden en måde at vise ære til Gud.
Jesu sidste ord ”følg mig” peger i samme retning. Det kan også være et udsagn om, at Peter skal lide døden for Jesus. Imidlertid er det også det karakteristiske udtryk for en discipelkaldelse. Det er den naturlige konsekvens af bekendelsen til Jesus. Når den er aflagt, er discipelskabet etableret og livet må derefter konkret leves i efterfølgelse af Jesus.
Således kan man også sige, at hele scene har mindelser om en bekendelsessituation. Den opstandne kommer til stede og indbyder til at aflægge bekendelse til ham. Når det er sket, byder han at følge ham. Måske kan det minde om en gudstjeneste, idet de ovenikøbet har spist sammen først.
Tekstens fortolkning
Som antydet er det et almindeligt synspunkt, at kapitel 21 udligner forskellene mellem Johannesevangeliet og resten af den tidlige kristendom. Ved at indsætte Peter i det autoritative hyrdeembede og nedtone yndlingsdisciplens rolle kommer evangeliet i sammenhæng med den dominerende kirkelige retning. I kap. 1-20 kan det ellers se ud, som om det etablerer sin helt egen autoritetsstruktur gennem Helligånden, som sendes til de troende. Nu afløses den karismatiske autoritet af en traditionel eller måske endda institutionel autoritet. Det er ikke desto mindre prisen for, at evangeliet og den johannæiske kristendom har kunnet integreres med de andre evangelier og indlemmes i den storkirkelige tradition.
Det sker ved Peters bekendelse, som gør godt for hans fornægtelse; men samtidig bliver det tydeligt, hvad det kræver at gå i Jesu tjenesten. Efterfølgelse af ham ender for Peters vedkommende med hans martyrdød, hvorved han herliggør Gud, for så vidt han fuld ud holder fast ved troen på ham.