1.søndag efter påske (1)
Den opstandne Jesus og disciplene
v.19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« v.20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. v.21 Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« v.22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! v.23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
v.24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« v.25 Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
v.26 Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« v.27 Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v.28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« v.29 Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
v.30 Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. v.31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Joh 20,19-31
Forholdet til de andre evangelier
Som nævnt flere gange har kun det oprindelige Markusevangelium ikke fortællinger om mødet med den opstandne. Opstandelsestilsynekomsterne er imidlertid meget forskellige i de forskellige evangelier. Johannesevangeliets har ikke direkte paralleller i nogle af de andre. Den, der ligner mest, er Lukasevangeliets fortælling om mødet med disciplene i Jerusalem (Luk 24,36-49). Her står Jesus også pludseligt iblandt dem og lyser sin fred (Luk 24,36). Han viser dem også sine korsmærker for at overbevise dem (Luk 24,39-40). Og de bliver også glade (Luk 24,41). Men resten af scenen er helt anderledes end i Johannesevangeliet. Først og fremmest indblæser han ikke Helligånden i Lukasevangeliet (den kommer jo først til pinsen i Apostlenes Gerninger 2,1-13), og Thomas optræder ikke i Lukasevangeliet.
Selv om der kan være en forbindelse mellem Lukasevangeliet og Johannesevangeliet, er det tydeligt, at begge evangelier bringer noget særligt hhv. lukansk og johannæisk til udtryk.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Man er ret enige om, at kapitel 21 i Johannesevangeliet er en senere tilføjelse. Det er man af flere grunde, men ikke mindst fordi Joh 20,30-31 tydeligvis er en afslutning. Således bliver disse opstandelsestilsynekomster slutningen på Johannesevangeliet, hvor flere temaer og strukturer bliver afsluttet.
Teksten følger umiddelbart efter perikopen om Jesu møde med Maria Magdalena i haven, hvor hun tror, at han er havemanden. Hun får besked på ikke at røre ham, men at gå til ”mine brødre” og sige, at ”jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud” (Joh 20,11-18). Der er flere direkte modsætninger mellem den perikope teksten her: Kvinde vs. mænd; ude vs. inde; ikke genkendelse vs. genkendelse; forbud mod berøring vs. tilbud om berøring; endnu ikke opsteget vs. opsteget; Rabbuni vs. Min herre, min Gud. Disse og andre forhold gør det nærliggende at tænke, at tilsynekomsten for disciplene og navnlig Thomas er den fuldkomne version af den ufuldkomne, midlertidige og foreløbige tilsynekomst, der bliver Maria til del.
Endvidere fuldendes følgende temaer i Johannesevangeliet:
Åndsudgydelsen: Fra evangeliets begyndelse har overgivelsen af ånden til de troende været et tema. Jesus skulle døbe med ånd (Joh 1,33), ånden skulle komme efter hans herliggørelse (Joh 7,39), Talmanden, sandheds ånd og Helligånden skulle komme i Jesu sted (Joh 14,16.26; 15,26; 16,7.13). Nu gives den endelig til disciplene.
Troen: Det har gennem hele evangeliet været et tema, at Jesus skulle fremkalde den rette forståelse af sin person, men også at denne tro først kunne komme, når han var blevet ophøjet og herliggjort (fx Joh 13,19; 14,29). Denne erkendelse af Jesus kommer nu til fuldendelse i Thomas’ bekendelse.
Glæden: Flere gange er det blevet nævnt, at Jesus skal fremkalde en glæde, som endnu ikke kan findes (Joh 15,11; 16,19-24; 17,13). Den glæder kommer nu i disciplenes glæde ved at se den opstandne.
Der er ingen tvivl om, at evangeliet kulminerer i denne tekst. Her fuldendes alle evangeliets temaer og strukturer, så Helligånden og den fuldendte tro kommer til stede på jorden.
Tekstens detaljer
Man kan med fordel dele teksten i tre: Mødet med de ti disciple (tolv minus Judas og Thomas) (Joh 20,19-23), mødet med Thomas (Joh 20,24-29), evangeliets afslutning (Joh 20,30-31), selv om perikoperne også hænger nært sammen.
Det er karakteristisk, at de to møder foregår på den første dag i ugen med syv dages mellemrum, dvs. to hinanden følgende søndage. Det afspejler naturligvis menighedens gudstjenestepraksis. Således er det ikke usædvanligt at hævde, at det netop er menighedens gudstjenesteerfaring, der ligger bag teksterne: Menigheden er samlet bag lukkede døre, de er frygtsomme; Jesus kommer til stede og lyser sin fred, de bliver glade, modtager Helligånden og syndernes forladelse. Imidlertid mener jeg, at i modsætning til Lukas’ fortælling om Emmaus-vandringen handler Johannesteksterne ikke primært om gudstjenesten. De er integreret i evangeliets forløb og struktur og har deres funktion i den sammenhæng.
Endnu en indledende bemærkning: Man siger gerne, at påske og pinse falder sammen i Johannesevangeliet. Det er konkret tilfældet her, for så vidt opstandelsestilsynekomsten og åndsudgydelsen sker samtidig. Man har dog også udlagt det mere teologisk, således at langfredag, påskedag og pinsedag skulle være det samme i Johannesevangeliet, eftersom korsfæstelsen omtales som en ophøjelse, og Jesus allerede på korset overgiver ånden (Joh 19,30). Teologisk vil man tilsvarende sige, at det er ordet om korset, der vækker troen og således falder langfredag, påskedag og pinsedag sammen hver gang ordet forkyndes og modtages i tro. Det tror jeg dog ikke, at man kan bygge på Johannesevangeliet. I hvert fald ikke direkte og uden en del mellemregninger. For Johannesevangeliet har faktisk et forløb, der kræver, at korsfæstelsen ses adskilt fra opstandelsen. Det kommer frem af de eksegetiske detaljer.
v.19-23: Mødet med disciplene
v.19: Den første opstandelsestilsynekomst finder som nævnt sted, mens disciplene er samlede og dørene er lukkede af frygt for jøderne. Jesus kommer mirakuløst til stede og lyser fred over dem.
v.20: På dette tidspunkt er det ikke et tvivlsspørgsmål, om den, der pludselig befinder sig iblandt dem, er en guddommelig skikkelse. Spørgsmålet er, om denne guddommelige figur har noget med den korsfæstede Jesus at gøre. Derfor viser den opstandne sine korsmærker (v. 20). De skal bevise, at det netop er den korsfæstede, der er opstanden. Disciplene reagerer med glæde.
I den strukturalistiske analyse af folkeeventyr og andre traditionelle litterære genrer taler man om, at en fortælling kan bestå af tre prøver, efter at helten er blevet pålagt at udføre en opgave. Opgaven kan fx være at befri prinsessen fra en drage. Første prøve er den kvalificerende. Her skal det sikres, at han har de rette kompetencer til at udføre opgaven. Prøven kan fx bestå i at skaffe sig et magisk sværd, som skal bruges til at slå dragen ihjel. Anden prøve er den afgørende. Det er selve opgavens udførelse. I dette eksempel er det kampen mod dragen og befrielse af prinsessen. Tredje prøve kaldes glorificerende. Her skal helten vise, at han faktisk har udført den afgørende prøve og er berettiget til belønningen. I eksemplet kan den glorificerende prøve simpelt hen bestå i at bringe prinsessen tilbage til kongen. Men hvis helten har været forklædt under sin gerning og således udført handlingen i hemmelighed, kan han have brug for et mærke, der viser, at det faktisk var ham, der udførte handlingen, fx et ar, som han fik i kampen mod dragen. Dette mærke skal bevise hans identitet.
I Johannesevangeliet kan man argumentere for (det har jeg faktisk gjort), at Jesus optræder i hemmelighed under sit jordeliv. Han er Guds søn, men fremstår som et menneske. Da han som opstanden ikke længere er forklædt, men både er og fremstår som Guds søn, har han brug for et mærke, der kan bevise, at han også var mennesket Jesus, der blev korsfæstet. Korsmærkerne er dette mærke.
Disciplenes følelsesmæssige udvikling er interessant, men noget jeg gerne vil studere nærmere på en anden gang. De begynder i frygt, men ændrer det til glæde. Som nævnt er det foregrebet flere gange i evangeliet, at Jesu opstandelse skulle resultere i en følelsesmæssig overgang fra sorg til glæde. Imidlertid gælder det i den stoiske filosofi, at både sorg og frygt vurderes som ufornuftige følelsesmæssige reaktioner. Sorg er en ufornuftig reaktion på noget nuværende, som man vurderer som dårligt. I Johannesevangeliets tilfælde, nemlig at Jesus skal forlade dem. Frygt er en ufornuftige reaktion på noget fremtidigt, som man vurderer som dårligt. I Johannesevangeliet er det jødernes modstand, som frygtes. Glæde er derimod den fornuftige reaktion på noget nuværende, som vurderes som godt. Ved Jesu opstandelse, hvor disciplene kommer til den fuldstændige erkendelse af Jesu identitet, går de også fra ufornuftige følelser til den fornuftige gode følelse. Således er erkendelse af Jesus ikke blot en tro eller en viden. Den medfører en forandring af de troendes følelsesliv fra ufornuftig til fornuftig i overensstemmelse med den stoiske vismands følelser.
v.21: Gennem evangeliet skabes en parallel mellem Jesus, der er udsendt af Gud, og disciplene, der udsendes af Jesus (Joh 17,19-23). De kommer til at være repræsentanter på jorden for Jesus og skal videreføre hans gerning (Joh 17,20). Derfor betones sammenhængen mellem dem og Jesus så stærkt. De har fået Guds ord af ham (Joh 17,14), de er ikke af verden, som han ikke af verden (Joh 17,16), de er helliget i sandheden, som han er helliget (Joh 17,17), de har fået herligheden, som han selv har fra Gud (Joh 17,22), de er eet ligesom faderen og sønnen (Joh 17,22), Jesus er i dem, som Gud er i ham (Joh 17,23). Overgivelsen af ånden i næste vers skal selvfølgelig også ses i den sammenhæng, som det, der etablerer denne enhed.
v.22: I formuleringen, at Jesus blæser ånde i dem, ligger en utvetydig reference til skabelsesberetningen. Gud puster ånde i mennesket og gør det levende (1 Mos 2,7). Det er det samme, som Jesus foretager her. Flere vil mene, at denne nyskabelse er kulminationen af Johannesevangeliet og formålet med hele Jesu virke. Hans opgave var at overbringe ånden til mennesker. For at kunne gøre det, måtte han imidlertid selv forvandles af ånden. Det sker, når han modtager ånden i sin dåb (Joh 1,32-34) overgiver ånden til Gud på korset (Joh 19,30), får den tilbage og forvandles til ånd (den proces er ikke fuldendt, da Maria Magdalene møder ham i haven, derfor må hun ikke røre ham (Joh 20,17)), så kan han endelig komme i en ren åndelig form og give ånden til disciplene (v. 22). Det ligger i denne tolkning, at ånden skal forstås inden for den stoiske filosofi, hvor den opfattes som en slags ild, der dels holder hele universet sammen, dels er identisk med Gud og samtidig er menneskets fornuft. Resultatet af åndsudgydelsen er altså i denne tolkning, at disciplene inddrages i det åndelige, guddommelige fællesskab, fødes som Guds børn (Joh 1,12-13) og får en fuldstændig erkendelse af universet, så de kan leve i overensstemmelse med det (det er også et stoisk ideal). Jeg skal gerne indrømme, at jeg har været – og stadig er – skeptisk over for mange dele af denne tolkning. Men jeg har også lært, at i hvert fald dele af udsagnene om ånden i Johannesevangeliet skal forstås meget mere konkret, end jeg har været vant til. Særligt i forbindelse med de johannæiske ritualer, dåb og nadver, foregår der en meget konkret overgivelse af ånden, som medfører en forvandling af de troende, som kan kaldes en ny fødsel eller en fødsel fra oven (jf. Joh 3,3), der skaber Guds børn, der ikke er født af blod eller af køds vilje (dvs. hverken af kvinder eller mænd), men af Gud (Joh 1,13).
v.23: Derfor kan man overveje, om der også bag udsagnet om syndsforladelse ligger et johannæisk ritual, der har åndsbesiddelsen som baggrund. Det er dog ikke den almindelige opfattelse af synd i Johannesevangeliet. Synd betyder i Johannesevangeliet ikke at tro på Jesus (Joh 16,9). Det er den synd, som han fjerner ved at gennemgå korsfæstelsen, så han som opstanden ved hjælp af korsmærkerne kan fremkalde troen på sig selv som Guds søn. Ifølge dette vers overgives denne kompetence til disciplene, som er udsendt lige som Jesus selv. Af den grund overtager de også den funktion, som han har haft, nemlig at fjerne (tilgive) synd ved at fremkalde troen på Jesus som Guds søn. Som det vil fremgå senere, sker det netop ved videreførelse af budskabet om ham.
v.24-29: Thomaskravet
Traditionelt kaldes dette afsnit perikopen om den vantro Thomas. Men det er et spørgsmål, om han skal betragtes som et skræmmebillede, fordi han kræver beviser; eller han snarere er et forbillede, fordi han ikke vil tage til takke med traditionen fra apostlene. Der er selvfølgelig teologiske dagsordner på spil i denne diskussion. Særligt den sidste passer godt til en protestantisk forståelse. Sammen med dette spørgsmål hører også spørgsmålet, om Thomas tilrettevises af Jesus i v. 29, eller det blot er en konstatering. Selv tror jeg ikke, at Thomas udstilles for sin vantro. Han udtrykker trods alt den højeste bekendelse i hele evangeliet. Jeg mener snarere, at han bruges for at sige noget vigtigt om forholdet mellem syn og tro.
v.24: Thomas optræder også i Joh 11,16 og 14,5. Han gør en positiv figur. Nogle vil mene, at en særlig del af kristendommen påberåber sig Thomas som autoritetsfigur (jf. Thomasevangeliet), og at denne tradition skulle stå i et særligt forhold til den johannæiske kristendom. Det kan man dog ikke umiddelbart se ud af Johannesevangeliet, hvor han overskygges af navnlig Yndlingsdisciplen.
v.25-27: Det virker, som om historien om Thomas skal tydeliggøre pointen om korsmærkerne, der allerede fandtes ved den første opstandelsestilsynekomst (v. 20). I hvert fald gør han det overmåde klart, at mærkerne skal overbevise ham til at tro.Så gentages opstandelsestilsynekomsten for ham den næste søndag. Jesus opfordrer ham ligefrem til berøring. Det fremgår ikke, om han faktisk gør det.
v.28: Thomas reaktion er kulminationen på evangeliets erkendelsestema. ”Min Herre og min Gud” udtrykker essensen af Johannesevangeliets kristologi. At Gud er til stede og kan erkendes i Jesus. Den erkendelse kommer Thomas til på grund af hans syn og evt. berøring.
v.29: Jesus tematiserer forholdet mellem syn og tro. Det er sket før i evangeliet (fx Joh 9,35-41). Der er grundlæggende fire muligheder: Nogle har ikke set og tro ikke (de er irrelevante). Nogle har set og tror ikke (det er farisæerne). Nogle har set og tror (det er Thomas og de øvrige disciple). Nogle har ikke set og tror (det er læserne). De er salige, fordi de ikke har behov for synet for at tro. Om der dermed siges noget nedsættende om Thomas og hans tro (og de øvrige disciples), er jeg ikke sikker på. Men det er helt klart, at læsernes tro uden syn stilles på samme niveau, som apostlenes tro med syn. På den måde er hovedsagen i denne tekst en opkvalificering af læsernes tro. De står ikke tilbage for disciplene selv.
v.30-31: Afslutning
Der er tydeligvis et afsnit mellem v.29 og v.30, men jeg mener, at man skal være meget opmærksom på sammenhængen også. Det er en afslutning på hele evangeliet, men det hører også sammen med den foregående perikope om Thomas.
v.29: Evangeliet er kun et uddrag af Jesu handlinger. Han har gjort ting, der ikke er skrevet i dette evangelium. Jeg mener, at det er Johannes’ måde at sige, at han ved, at der findes andre evangelier, og at han har anvendt dem som grundlag for sit eget skrift.
v.30: Formålet med Johannes’ evangelium kommer så i dette vers. Dette er skrevet, for at I skal tro. Hermed kommer evangeliet til at spille den rolle for læserne, som den opstandne spiller for Thomas. Hvor Thomas har korsmærkerne, får læserne evangeliet. Evangeliet overtager den opstandnes rolle. Når han ikke er til stede, er han nærværende i evangeliet om ham.
Imidlertid er en interessant tekstkritisk uklarhed. I nogle manuskripter staves ”I skal tro” på en måde, så det betyder ”I skal komme til tro”. I så fald er evangeliet et missionsskrift. Den anden stavemåde medfører, at det betyder ”I skal forblive i troen”. Formentlig er det mest originalt. Det mener jeg også passer bedst til Johannesevangeliets ret indforståede og særprægede version af Jesu historie. Det må være skrevet til en menighed, for at de skal blive i troen, selv om de ikke har set den opstandne. På den måde bliver evangeliet en form for opbyggelseslitteratur, man kunne måske sige en prædiken.
I nogle bibler (fx Bibelen 2020) skriver man, at troen går på, at Jesus er Messias, Guds søn. Det er næppe rigtigt. Kristus kan naturligvis betyde ”den salvede”, som Messias også gør, og Kristus er den græske oversættelse af Messias. Men meget hurtigt (allerede hos Paulus) bliver det et tilnavn til Jesus, som ikke har den forbindelse til de jødiske traditioner, som Messias har. Eftersom det heller ikke spiller den store rolle i evangeliet at vise forbindelsen til disse traditioner (i modsætning til særligt Matthæusevangeliet), vil jeg ikke mene, at det er oplagt at sætte Johannesevangeliet ind i den forståelsesramme. Jeg tror snarere, at Kristus her er et kristent udtryk for Jesu funktion som frelser. Sagen er under alle omstændigheder i Johannesevangeliet, at Jesus opfylder alle forventning og forhåbninger. Guds søn er den afgørende titel.
Det er meget karakteristisk for Johannesevangeliet, at troen og livet identificeres (fx Joh 5,24; 17,3). Livet, det sande liv eller det evige liv, er ikke noget man skal vente på. De troende lever det allerede nu. De har evigt liv nu og kommer ikke for dom. Selvfølgelig ved Johannes godt, at de stadig lever på jorden og skal dø engang. Han mener derfor også, at der følger en opstandelse i fremtiden (Joh 5,28-29), selv om han ikke gør så meget ud af det. I Johannesevangeliet er den afgørende overgang fra ikke-tro til tro, for den overgang er identisk med overgangen fra død til liv. At der følger endnu en overgang fra dette forgængelige liv i verden til et uforgængeligt liv i evigheden, betyder mindre for Johannes (jf. Joh 3,16-21). Den afgørende overgang sker troen på hans navn (jf. Joh 1,12), så de troende har liv i hans navn.
Tekstens fortolkning
Det er en meget rig og indholdsmættet tekst. I den samles hele evangeliets anliggende. Heri etableres den sande erkendelse af Jesus, her grundlægges troen på den opstandne som Guds søn, her etableres enheden mellem de troen og det guddommelige fællesskab, her videreføres forkyndelse til syndernes forladelse. Alt dette sker i selve evangeliet, for evangeliet selv varetager den opstandnes funktion over for de læsende.