Den rige bonde
v.13 En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« v.14 Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«
v.15 Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«
v.16 Og han fortalte dem en lignelse:
»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt.
v.17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. v.18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. v.19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. v.20 Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!
v.21 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? v.21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Luk 12,13-21
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten har ingen paralleller i de kanoniske evangelier. I det apokryfe Thomasevangelium findes derimod både en parallel til det indledende spørgsmål om at dele arven (Thom 72) og en parallel til lignelsen i et Jesus-ord om en rig mand, der vil anvende sine penge, så han kan så, høste og plante og aldrig skal mangle noget, men i den nat dør han (Thom 63). Det interessante ved disse paralleller er, om forfatteren til Thomasevangeliet har kendt Lukasevangeliet og delt teksten i to, eller de begge har kendt den som to separate dele, som kun Lukas har samlet til én sammenhæng. Umiddelbart forekommer det sidste mest sandsynligt, fordi det karakteristisk lukanske v. 15 forbinder de to dele. Derved kommer man til at operere med en (mundtlig) tradition bag såvel Lukasevangeliet som Thomasevangeliet. Det første er dog ikke umuligt, da spørgsmålet om at dele derved får en selvstændig metaforisk værdi. I Thomasevangeliet spørger Jesus netop ”Er jeg en, der deler?” Det er ikke blot rettet imod at dele arven mellem brødre, men mere generelt om Jesus er sådan en, der splitter.
Sammenligningen med Thomasevangeliet viser, at den lukanske udformning er præget af Lukas’ interesse for rigdom, hvor modsætningen mellem økonomisk rigdom og rigdom hos Gud er tydeligt fremhævet.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten optræder i rejseberetningen, hvor Jesus er på vej til Jerusalem (Luk 9,51-19,27). Her har Lukas placeret det meste af Jesu belæring og undervisning. Den findes i sammenhæng med advarsler om hykleri (Luk 12,1-3), opmuntring til frygtløshed, fordi modstanderne kun kan slå legemet ihjel (Luk 12,4-12), spørgsmål om bekymringer og talen om markens blomster og himlens fugle (Luk 12,22-31). Særligt det sidste er med til at profilere lignelsen. For her bestemmes det klart at ”livet er jo mere end maden, og legemet er mere end klæderne” (Luk 12,23), derfor kan Jesus opfordre dem til ikke at være bekymrede for deres materielle velbefindende. Lignelsen illustrerer ikke blot, hvorledes det ”åndelige” er vigtigst, men viser, at dette er særligt relevant for de rige. Atter giver det lukanske særstof i v. 15 meget tydeligt udtryk for denne forståelse.
Tekstens detaljer
Som antydet kan teksten inddeles naturligt i to dele: Det indledende spørgsmål om at dele arven (v. 13-14) samt Jesu udfoldede formaning (v. 15), der danner overgang til lignelsen i tekstens anden del (v. 16-21).
v.13-14: En anonym person fra den skare, der følger Jesus, beder ham hjælpe med at skifte arven mellem ham og hans broder. Man skal sikkert forestille sig, at den yngste søn har brug for hjælp, fordi den ældre allerede viderefører sin faders besiddelser og derfor ikke ser nogen grund til at skifte boet efter faderens død. Det ville være helt almindeligt at bede om hjælp af lovkyndige lærere i sådan en situation.
Jesu svar indledes med tiltalen ”menneske!” Som en række andre ord i teksten er også dette i udgangspunktet åben for en fortolkning, der rækker ud over den konkrete sammenhæng. Denne mand optræder som et menneske, der tænker på menneskelige ting og derfor ikke ser, hvad Jesu opgave er. Det viser sig i det retoriske spørgsmål: ”Hvem har sat mig til at skifte mellem jer?” Sådanne almene, menneskelige forhold har ikke noget med Jesus at gøre. Han er sat til noget andet. Han er ikke at forstå som en almindelig lovkyndig.
v.15: Her kommer så det karakteristiske lukanske udsagn, hvor Jesus advarer mod griskhed eller havesyge, som det tidligere hed. For et menneskes liv afhænger ikke af dets ejendom, uanset hvor meget det besidder. Atter kan man tydeligt se, at formuleringen allerede åbner for fortolkninger, idet ”liv” oplagt må forstås i mere end en forstand. For på en måde afhænger det jo netop af materielle forhold. Det er bare ikke den del af menneskelivet, som man skal bekymre sig om ifølge den lukanske Jesus.
v.16-21: Her følger så lignelsen, der skal illustrere den pointe. Først indledes med fortællingen om den rige bonde (v.16-20). Herefter følger en generaliserende konklusion (v.21).
v.16-18: Personen i lignelsen portrætteres som en driftig forretningsmand, der med tanker på fremtidig indkomst overvejer at investere i nye lagerbygninger. Disse planer udtrykkes utvetydigt som noget han tænker på med sig selv.
v.19: Han forestiller sig også, at han derefter, når han har tjent tilstrækkeligt, skal kunne slappe af og nye livet. Denne del af den indre dialog er imidlertid formuleret anderledes, hvilket ikke kommer rigtigt frem i oversættelse. Direkte oversat lyder begyndelsen af v.19: ”og jeg vil sige til min sjæl: ”Sjæl, du har mange goder liggende til mange år”. Ordet for ”sjæl” (græsk: psychê) kan også betyde ”liv” og det spilles der på i næste vers, hvor Gud griber ind.
v.20: Tiltalen ”dåre” passer med Salme 14,1, hvor dårerne siger, at Gud ikke findes. Nu kræver Gud hans sjæl eller liv (græsk: psychê) af ham, dvs. han dør i den nat. Så gavner hans ejendom ham intet. Hans tåbelighed består i at tro at kunne sikre sin sjæl/liv ved sine besiddelser. Det er ikke de materielle goder, der kan gøre sjælen rolig.
v.21: Moralen følger: Således er det med den, der skaber skatte til sig selv, men ikke er rig hos Gud. Den, der er rig på denne måde og tror, at han dermed sikrer sig, mister det væsentlige. Men det er afgørende for Lukas, at det er forholdet til det jordiske gods og ikke dette gods i sig selv, der udgør problematikken.
Tekstens fortolkning
Lignelsens på sin vis banale pointe lægger op til den følgende formaning: ”Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet (græsk: psychê), hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Livet (græsk: psychê) er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne” (Luk 12,22-23). Dette udsagn, som også findes i Bjergprædikenen (Matt 6,25) får sin særlige lukanske profil gennem lignelsen. Heraf kan man vide, at det handler om at have den rette holdning til rigdom, dvs. vide, hvad der kan lette bekymringen for ens sjæl/liv. Det er ikke rigdom. Derfor kan rigdom benyttes hensigtsmæssigt til gavn for fællesskabet og ikke det individuelle sjæl/liv. Bemærk i den forbindelse formuleringen ”Hvem skal så have alt det, du har samlet” (v. 20). Fællesskabet er det rette sted for rigdom og materielle besiddelser for det gør intet godt for det individuelle liv/sjæl.
Formentlig er det Lukas’ pointe, som han vil fremlægge over for de velhavende medlemmer af menigheden. Rigdom skal tjene det fælles. Individets gudsforhold afgøres ikke af rigdom. Derfor kan den heller ikke slukke bekymringer og berolige sorger. Så hvis bekymringen for livet/sjælen skal stilles, hvilket den bliver i den kristustro, som Lukas forkynder, og menigheden står for, så skal forholdet til materiel rigdom også ændre sig til gavn for menigheden.