- s.e.trin.: Luk 12,13-21 (Immanuel/Vartov 7.6.26)
Hvordan beskriver man en læseoplevelse? Hvordan gør man rede for, hvordan det har været at læse en roman, et drama eller et digt? Man kan jo ikke fortælle, hvad der foregik, for man sad helt stille og kiggede på bogstaverne. Det, der foregik, skete inde i hovedet og kroppen. Hvordan gengiver man sin egen læseoplevelse?
Man kan ty til billeder. Ved hjælp af billeder kan man give en fornemmelse af, hvordan oplevelsen var. Ligesom man kan ved andre kunstoplevelser. Engang hørte jeg sangeren, komikeren og senere modtager af N.F.S Grundtvigs pris, Simon Kvamm, beskrive en popsang som følger: ”Det er som at spise en flødekage og få en lussing bag efter.” Hundrede procent sikker på, hvad det betyder, er jeg ikke. Men billedet er godt. Først smæsker man sig sorgfrit i tomme kalorier, og så melder virkeligheden sig som en flad lussing.
Selv har jeg forsøgt med at beskrive Galaterbrevet som at blive skudt i maven med en revolver. Lidt ligesom at læse Henrik Ibsen. Man begynder i en tryg verden, hvor alt er, som man kender det. Men så slår den sprækker og pludselig rammes man hårdt af det nye.
Eller Romerbrevet er som Shakespeare: Man forsøger desperat at holde sig oven vande i et oprørt Vesterhav, hvor man kastes rundt af store bølger, så man til sidst er ved at gå under, fordi der altid er langt mere mening end man kan kapere.
Eller Johannesevangeliet er som James Joyce, der er som at løbe gennem et tæt krat. Først bliver man hængende i grenene. Så går man tilbage og prøver igen. Atter sidder man fast. En gang til med tilløb. Nu kommer man længere ind. Efter flere forsøg kommer man igennem, men så for man lyst til at prøve igen bare for sjov. Og nu går det lettere. Så en gang til. Og pludseligt er det virkeligt morsomt at gå rundt i det, der engang var et uigennemtrængeligt buskads.
Og så kan der være nogle tekster, der er som at gå ind i en opvarmet parfumebutik på en januardag. Man går rundt og får kvalme af lugten og varmen, men når man kommer ud igen, føles luften velgørende frisk og kold. Så frisk og så kold, at man næsten ikke tør trække vejret dybt, for det gør ondt i lungerne. Man bliver lidt stakåndet af at stå ude i det fri og overvejer, om man alligevel hellere skulle gå ind i den varme, valme duft igen.
Da jeg i mandags, og i tirsdags, og hver eneste dag i ugen læste dagens evangelietekst, var det den oplevelse, jeg havde. Der er som om man går ind i en dunst af kunstige, opvarmede dufte, når man læser den. Dem skal igennem for at komme frem til evangeliets friske luft. Man kan let få kvalme på vejen, men man kan også få lyst til at vende om, når først man kommer ud.
For teksten er lige til. Man kan dufte dens moraliserende budskab på lang afstand. Man kan finde det samme i hundredvis af velmenende selvhjælpsbøger om det gode liv. Man kan læse det i ugebladenes artikler om kendisser, der har fundet tilværelsens mening. Man kunne endda få pointen serveret på en Gajolæske, hvis man var uheldig. Og man kan høre den i utallige popsange, som den Simon Kvamm beskrev som at spise en flødekage og få en lussing. Meningen med livet består ikke i penge, besiddelser og succes. Tror man det, fortryder man på dødslejet. Det virkeligt vigtige er nærværet, ømheden, kærligheden. Den, der har det, er i sandhed rig. Det er det parfumerede budskab i lignelsen.
Prædikanterne varmer så duften op på deres egen måde, for det handler jo slet ikke om det, man kan erhverve sig. Ligegyldigt om det handler om korn i lader eller penge i banken, eller om en god familie eller et lykkeligt ægteskab, så er bonden jo en, der gør det for sin egen skyld. Han siger mig – mig – mig, og så når han aldrig frem til noget af virkelig værdi. Fokuserer man blot på sin egen rigdom, uanset om den er materielle eller immateriel, bliver man aldrig rig hos Gud. Man må kunne se helt bort fra sig selv for at få et liv, hvor man altid er klar til at møde døden. Den religiøse duft har også lagt sig varmt omkring teksten.
For det, det handler om, er jo at gøre sig helt fri af al den økonomiske tænkning. Det handler slet ikke om at gøre sig rig på noget. Det er ikke et spørgsmål om, hvor mange uforglemmelige øjeblikke man har med sine kære. Det skal ikke tælles, hvor ofte man prioriterer sine elskede over sig selv. Der skal ikke føres regnskab over, hvor meget man elsker, eller hvor elsket man er. Det lignelsen forlanger er, at man giver sig fuldt ud i det liv, man har, så man hvert øjeblik er klar til at møde døden. Selvhengivelsens eller selvforglemmelsens duft vejrer over budskabet.
Alt det bringer Lukasevangelisten selv på formel: ”Der, hvor jeres skat er, vil også jeres hjerte være,” siger han lidt senere i samme kapitel. Derfor er der kun ét at gøre. Man må give afkald på alt det, som man søger sikkerhed i i verden og give selv fuldt hen til Kristus. Så får man en uforgængelig skat. Så er man rig hos Gud. Kun den, der helt tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus, er fri af tælledjævelen og regnskabsmonstret, for den person skal ikke optjene sit værd nogen steder, hverken ved korn i laderne, penge på bogen, familiefotos i albummet eller kærlige børn og børnebørn omkring sig. Den person behøver ikke vise sit værd ved noget, der kan sættes tal på og fremvises på bundlinjen, for den person er rig hos Gud.
Nu er vi ude af den varme og vamle, formanende og moraliserende parfumeduft og kan fylde lungerne med evangeliets frostklare luft, for det er os. Det er os, de døbte, der er rige hos Gud. Her i fællesskabet om evangeliet har vi forladt alle økonomiske forsikringer og behøver ikke at gøre os fortjent til noget. Vi har ikke brug for at optjene en masse i det ene eller andet regnskab, for vi er allerede rige hos Gud på grund af hans søn, vor korsfæstede herre, som vi tilhører. Det er den friske luft, som vi kan indånde. Vi er sat helt fri af tælletyrraniet, vores regnskab er afsluttet, og vi kan give os selv helt hen til livet.
Her er det så, at den kolde, klare luft kan rive i lungerne, og man kan få åndenød og måske blive lidt svimmel, hvis man trækker vejret for dybt. For var det alligevel ikke lettere inde i moralens varme, duftende parfumebutik? Var det ikke nemmere at forholde sig til de gode råd om, hvad man skulle gøre for at leve det gode liv og gøre sig fri af de falske værdier? Så ville man kunne måle, hvor langt man var kommet. Ville man ikke hellere tage imod formaninger om at forbedre os? Så ville man kunne tælle sine fremskridt. Stikker det ikke i brystet ved tanken om, at intet af det, man skal gøre, kommer til at gøre en rig hos Gud? For det er man allerede. Nu kan man sige til sig selv: ”Så min ven, spis, drik og vær glad.” Eller man kan udbryde: ”Min sjæl, hvad vil du mere.” Nu kan man give sig helt hen til livet uden frygt for at miste noget. For det er, hvad teksten handler om, når man kommer helt igennem den. Den er et evangelium til os, som giver os netop det, som den rige bonde stræbte efter, så vi nu kan gå ud og leve, som han gerne ville. Rige hos Gud.
Læseoplevelsen tager pusten fra mig. Det gør ondt i lungerne at indånde den friske luft. Det er svimlende at høre, at man kan gå døden i møde uden tanker på alt det, man ikke nåede, og alt det, man gerne ville have gjort. Fordi vi er rige hos Gud. At vi nu kan give os helt hen til livet i verden med hinanden uden tanke om, at vi skal berige vores eget liv. For det er rigt. Rigt hos Gud.
DDS 726 – 128 – 638 — 672 – 555 – 41