Ved deres sølvbryllup holdt manden en varm tale for sin grånende hustru. Alligevel brast det ud af hende: ’Jamen Knud, elsker du mig?’ Hvortil han svarede: ’Det sagde jeg jo for 25 år siden.’

Der er erklæringer som er så magtfulde at de kun behøver at blive sagt én gang. De mister deres kraft ved at blive gentaget. Hvis forældre er nødsaget til at irettesætte deres barn flere gange, kan det være et vidnesbyrd om deres manglende myndighed.

Udsagn som er indiskutabelt myndige siges kun én gang. En regering udsteder kun en lov én gang. Loven bliver gyldig ved selve udstedelsen.

Den allermest indiskutable myndighed er Guds skabelse af verden: ’Der blive lys!’ Det kan ikke gentages. Det gælder altid. Alene ved at være sagt.

Det er noget andet med kærligheden. Den kan man ikke forsikre hinanden om én gang for alle. Sølvgommen kunne ikke nøjes med at henholde sig til sin 25 år gamle udtalelse.

 

I dagens evangelium spørger Jesus Peter ikke mindre end tre gange: ’elsker du mig?’ Hvorfor gør Jesus det? Er det fordi han – som sølvbruden – vil forsikre sig om at han er elsket?

Eller er det for at få Peter selv til at forstå hvor ubestandig hans kærlighed til Jesus er? Hvor upålidelig han er?

Det sidste kan der være god grund til. Det har jo lige været påske, og vi forstår dagens tekst i lyset af denne højtid som vi netop har gennemlevet på en så usædvanlig måde.

Når Jesus nu tre gange spørger Peter om han elsker ham, så mindes vi om at Peter – i ypperstepræstens gård natten før korsfæstelsen – tre gange fornægtede ham, inden hanen havde galet to gange.

Det er som om Jesus nu forsøger at hente ham tilbage til sig. Tre gange spørger han Peter om hans kærlighed. Tre gange spørger han den der har svigtet ham tre gange.

Men Peter har tilsyneladende glemt alt om sit forræderi. Han virker helt uforstående og bliver sørgmodig over at Jesus spørger ham tre gange, og han siger: ’Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.’

Peter som i natten for sit forræderi bandede og svovlede og afsvor enhver samhørighed med Jesus: ’Jeg kender ikke det menneske.’ Han siger nu – her på den anden side af Jesu død og opstandelse – at han selvfølgelig elsker Jesus. Det véd Jesus da!

Der er en kløft i Peter: han forråder – han elsker. Det ene er adskilt fra det andet af den mellemliggende påske. Der er ikke nogen forbindelse mellem det ene og det andet. Som om det ikke er det samme menneske, men et splittet menneske.

 

Evangeliet eksponerer splittelsen i et menneske. Vi kan sige ja – eller nej. Vi kan forbinde os med hinanden – vi kan adskille os fra hinanden. Vi kan elske – vi kan forråde.

Det er svært at forstå at man både er den der forråder, og den der elsker. Og det er endnu vanskeligere at forstå at man kan gøre begge dele i forhold til det samme menneske.

Sådan som Peter både elsker og forråder Jesus. Hvad han overhovedet ikke kan forstå.

 

Jeg tror ikke at noget menneske er i stand til at sige om sig selv at han eller hun er upålidelig. For andre kan det måske se sådan ud; det er jo dem det går udover. Men selv har vi næsten altid en forklaring på hvorfor vi den ene gang kan forbinde os med et menneske, og den anden gang fjerne os ham: Han har forandret sig. Omstændighederne har forandret sig. Det er ikke fordi jeg er upålidelig.

Andre ved som regel bedre. Derfor har de brug for at vi viser og siger at vi vil forbinde os med dem. Sådan som ikke engang sølvbruden kunne lade være at spørge sin ellers så pålidelige ægtemand om han elsker hende.

Er det ikke først da vi kender os selv? Jo. Når vi i ord og handling viser os i forhold til andre, åbenbarer vi os som dem vi er. Hvem vi ellers måtte være, forbliver skjult for dem –

og for os selv. Vi ved ikke hvem vi er hvis vi berøves muligheden for at træde frem og gøre noget som vedrører andre. Når vi kun er private, er vi skjult for andre. Der er sider af vores liv som vi holder for os selv, og som vi ikke ønsker afsløret.

Men hvis vi berøves muligheden for at træde frem for andre i ord og handling, kan vi fare vild i os selv og komme i tvivl om vores eksistensberettigelse. På latin betyder privat ’berøvet’. Ens liv mangler noget som er afgørende for et menneskeliv.

Hannah Arendt skriver: ’Privatmennesket træder ikke frem over for andre, og derfor er det nærmest som om det slet ikke findes. Hvad privatmennesket gør, har ingen betydning eller konsekvens for andre, og hvad der har betydning for privatmennesket, har ingen betydning for andre.’

Arendt mener at det særlig er i den moderne verden at vi er berøvet muligheden for at forholde os til hinanden i en fælles virkelighed. Resultatet er ensomhed. Hun omtaler ensomhed som et massefænomen.

Ensomhed er isolation (at leve for sig selv som på en ø: isola). Det er en ikke-menneskelig livsform. For tiden må mange leve sådan, berøvet muligheden for at åbenbare sig for andre i ord og handling. Da kan man godt komme i vildrede om sig selv.

Så stærkt er imidlertid det menneskelige at vi finder og opfinder nye måder at træde frem for hinanden på. For at overvinde ensomheden og isolationen.

 

Og hvem ved: Måske var selv Peters forræderi et afmægtigt forsøg på at træde frem for nogen. Han ville jo i hvert fald gerne forbinde sig med dem han fornægtede Jesus overfor, dér om natten ved bålet i ypperstepræstens gård. Sådan som han afmægtigt havde forbundet sig med Jesus da han oprindelig afviste at han nogensinde ville kunne fornægte ham.

Nu – efter Jesu død og opstandelse – forbinder han sig på ny med Jesus. Gennem sin tredobbelte kærlighedserklæring.

Hvad enten Peter ser sammenhængen eller ej, så kan vi ikke undgå at se den. Forræderiet og forbundetheden synes at være lige stærke muligheder. Kan kærligheden atter svigtes, her efter opstandelsen?

Ikke af Gud. Evangeliet forkynder at Guds søn dør af kærlighed til dem der forråder ham. I sin kærlighed overvinder han det vi gør når vi i ord og gerning adskiller os fra ham.

Det er ikke sikkert at det lykkes Jesus at få Peter til at forstå hvor upålidelig han er – og at forstå at han alligevel er elsket.

Men det er sikkert at Jesu egen kærlighed til ham er pålidelig. Den afhænger ikke af forandringer og omskiftelser. Hans kærlighed er bestandig. Den står hos. Uanset hvad fylder den kløften i os, upålidelige som vi er.

Det ville sådan set være smukt hvis Jesu tredobbelte spørgsmål til Peter var udtryk for samme trang som overmandede sølvbruden da hun spurgte sin gom om han elskede hende. At Gud trænger til vores kærlighed.

Hvorfor ikke?

Niels Grønkjær

Salmer:

349: Herren han har besøgt sit folk
235: Verdens igenfødelse
217: Min Jesus, lad mit hjerte få