Den russiske forfatter Alexandr Solsjenitsyn skriver at den linje som skiller godt og ondt, ikke går mellem forskellige stater, partier, samfundsgrupper eller mellem forskellige mennesker. Adskillelsen går ’tværs gennem ethvert menneskehjerte’.

Alle har mulighed for at handle enten godt eller ondt fordi vi er frie, moralske væsener. Det giver nok ikke mening at sige at ethvert menneskehjerte er både godt og ondt, men at der i ethvert menneskehjerte er en impuls til at handle på den ene eller den anden måde, ubestandigt og flakkende som dette hjerte er. Det får stå hen om mennesket af væsen ergodt eller ondt, men det kan handle godt eller ondt.

Det er det svimlende ved at være menneske. Vi har en vilje som kan afgøre om vi virkeliggør noget ondt eller noget godt. Der er ikke noget bag denne vilje hvor den kan finde betryggelse. Ingen indsigt kan stive den af. Ingen argumenter tilsiger om viljen skal udvirke det ene eller det andet.

Der er alene dette: Et menneske står selv inde for hvad det med sin vilje iværksætter. Med sig selv står det inde for det. Man kan sige ’ja’ eller ’nej’. ’Ja’ betyder ’jeg vil’ – som i det engelske vielsesritual: ’I will’. ’Nej’ betyder ’jeg vil ikke’.

Det er svimlende. Det er forfærdende. Er det ikke som om viljen er stærkest når den siger ’nej’? Når den afviser. Når den sætter sig for at nedbryde.

 

’Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde’ Jesus. Hvorfor? Det får vi ikke at vide. For det kan ikke vides.

Det står pludselig i skærtorsdagsevangeliet; mens Jesus og hans disciple holder deres sidste måltid, den første nadver. Dette hug midt i det kærlige samvær hvor vi forvisses om at Jesus ’havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.’

Helt uformidlet erfarer vi denne impuls til at nedbryde det gode, det kærlige: ’Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas … skulle forråde ham’. Hvorfor? Fordi. Fordi han vil.

 

Denne mulighed har vi altid. Adskillelsen mellem godt og ondt går tværs igennem ethvert menneskehjerte. Altid kan vi tilsidesætte indsigten som tilsiger os at handle på en bestemt måde. Altid kan vi se bort fra de gode argumenter for hvad der bør gøres. For indsigt og argumenter er tvingende. Men viljen vrister sig fri.

Der kan være en tvang ved fællesskaber som man kan ønske at vriste sig fri af. Det er ikke sikkert at alle finder det tillokkende med udsigten til at få vasket sine fødder af Jesus. Man kunne godt forestille sig at det har vakt Judas’ modvilje, netop: hans mod-vilje. Må jeg være fri!

Men så ville dét jo være tvangen som gjorde hans vilje ufri: at fællesskabets tvang tvangham til oprør. Men sådan forholder det sig ikke i skærtorsdagens evangelium. Det er jo ikke en impuls han først får under selve måltidet, for Djævelen ’havde allerede sat sig for’ at han skulle forråde Jesus, og fællesskabet.

Der er ingen grunde, ingen motiver, ingen forklaringer. Kun dette: Han vil. Punktum.

Judas’ forræderi har sit udspring i en uforklarlig impuls.

 

Det forfærdende er at sådan kan enhver af os altid handle. Vi kan altid sætte os for at omstyrte en orden, nedbryde et fællesskab, afbryde et forhold.

Det er ikke sikkert at det sætter os fri. Der er altid en straf, en sanktion, en udstødelse, en ensomhed ved at træde ud af et fællesskab, ved at bryde med et andet menneske.

Men frygten for straf afskrækker ikke den der virkelig vil være fri. Frygten gør os ufrie, og frihed er at overvinde frygten, frygten for straf, for sanktioner, for udstødelse, for ensomhed. langt kan et menneske ville gå for at bevare sin frihed, at det giver afkald på alt dette for sin friheds skyld. Der er i grunden ingen grænser.

 

Det er det forfærdende ved Judas’ forræderi. Han skeler ikke når han forråder den grænseløse godhed. Han forråder Guds søn som ’havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.’

Vi kan ikke forråde vores fjender. Vi kan kun forråde vores venner, vores landsmænd, vores familie, vores elskede. Hvis vi vil.

Det vil vi jo ikke. Nej, men Djævelen kan måske også fare i os. Så vi pludselig vil hvad vi ellers ikke vil. Bare fordi vi kan.

 

Der er en filosof (Leibniz hedder han) som har undfanget den højt flyvende idé at vi lever i ’den bedste af alle verdener’. Gud har ganske enkelt skabt verden så god som den overhovedet kan være. Det er kun et spørgsmål om at have det rette blik på den. Det har Judas ikke. Han forstyrrer hele denne harmoni.

Han gør oprør mod verden selv om også han må kunne indse at den er den bedst tænkelige. Med sit oprør bevidner han sin viljes kraft: Han vil ikke at alting skal være godt, endsige bedst. Han gør oprør mod alle argumenter og indsigter.

Leibniz skriver at der er noget beundringsværdigt ved Judas’ synd. Hermed mener han ikke hans forræderi mod Jesus, men hans oprør mod selve Guds skaberværk. For ved at hade sig selv, hader Judas sin skaber. Den kløft i hans hjerte tager livet af ham.

I dagens Johannesevangelium: Judas nedbryder den grænseløse kærlighed som Jesus nærer til sine egne, også til ham. Judas skiller sig fra sit eget livsgrundlag.

 

Mester Eckehart, en tysk mystiker, har sagt: ’Hvis et menneske havde begået tusinde dødssynder, ville det – hvis det havde den rette indstilling – ikke ville at det ikke havde begået dem.’

Mester Eckehart blev forkætret for den sætning. Men den er helt konsekvent: Judas-synden, forræderiet, bliver begået med åbne øjne. Ikke i øjeblikkets uoverlagte tilskyndelse, som vi kender så godt.

Hvis der skal være noget ved det, må Judas ikke angre hvad han har gjort. Han burde ikke have begået selvmord. Det ville have været den gennemførte demonstration af viljens nedbrydende frihed.

 

Hvad kan få os til at skille os fra vores eget livsgrundlag? Der er mennesker som kan gribes af fornemmelsen af at det ville have været bedre om de ikke var her. Enhver kan af og til føle sig overflødig. Nogle kan indimellem føle sig helt overflødig. Føle at det var bedre hvis de ikke var her.

Evangeliet siger til dem: Det er bedre at du er her. Verden kan kun være den bedste af alle verdener hvis du er her.

Kan vi bringes til at forstå det? Til at tro det?

 

Evangeliet vil omforme vores vilje så den ikke finder sin frihed i mod-viljen, ved at nedbryde, men ved at istemme? Evangeliet vil forme vores vilje så den ikke bare siger ’nej’ for at forsikre sig om at den er fri. Men så den formes til at sige ’ja’ – og være fri i det.

Ja. Det er påskens budskab.

Jakob Knudsen har sagt at ’viljen formes i lydighed’. Lydighed mod hvem? Knudsen havde sit patriarkalske syn på det.

Evangeliet ser anderledes på det: fodvaskningen. Den vidner om at viljen skal bøje sig i tjeneste. At det er dens frihed. Jesus nedbøjer sig til at vaske disciplenes fødder. Til at være deres tjener. Det gør han frit. Deri er han vores forbillede. Sådan skal vi gøre: tjene hinanden og lade vores vilje forme af det. Det er friheden.

 

Adskillelsen mellem godt og ondt går gennem ethvert menneskehjerte, skrev Solsjenitsyn. Ondt eller godt. Vi flakser mellem det ene og det andet.

Evangeliet tjener os til det gode. Det siger, Gud siger: ’Det er godt at du er her. Nej, det er bedre at du er her. Nej, mere end det. For hvad ville jeg være uden dig? Uden at have dig at tjene? Så ville jeg overhovedet ikke være Gud.’

Djævelen havde allerede sat sig for at omstyrte Guds rige. Men Gud har – før det og efter det – sat sig for at omstyrte Djævelens vrangvendte rige.

Vi skal kun sige Ja. Til det Gud giver os. Selv når vi skiller os fra Gud, skiller han sig ikke fra os.

 

Mine synder dommen skrev
og dig hen til døden rev,
og når på din dom jeg grunder,
ser jeg alt mit segl derunder.

(Den Danske Salmebog nr. 187)

Niels Grønkjær

 

Salmer:

466: Vor Herres Jesu mindefest
187: Rettens spir det alt er brækket
321: O kristelighed!
439: O du Guds Lam!