’Kristendommen er et sværd der adskiller og frisætter.’ Det er sagt af den britiske, katolske forfatter Chesterton. Kristendommen er ikke bare en bekræftelse af tingene som de nu engang er. Det enkelte menneske må udskilles fra de sammenhænge det uden videre befinder sig i. Intet menneske kan bare overtage det liv som det får serveret i kraft af arv, opvækst, livsanskuelse. Det må adskilles fra det for at blive frit.

Sådan er det. Når Jesus siger: ’Jeg er … kommet for at bringe … sværd’, så siger han det som det er. Når han siger: ’Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor …’, så sanktionerer han en nødvendig udvikling. Familien og samfundet er ikke organismer der hviler i sig selv, men en sammenhæng hvor den enkelte må gennemleve de konflikter der hører til individets frigørelse.

Sværdet adskiller. Sådan er det.

Men er det også frisættende? Har Chesterton overhovedet ret når han taler om at sværdet ikke alene adskiller, men at det også frisætter? Den der udskilles fra en sammenhæng, isoleres. Men er det at være fri?

Nogen vil måske finde det forfriskende med lidt rav i familien. Finde en slags negativ opbyggelighed i evangeliets socialrealistiske beskrivelse, her Anden juledag. At sønnerne og døtrene nu må vriste sig fri af familiens – og måske også af samfundets og af menighedens – kvælerskød. I gamle dage havde man Anden juledags-baller. Og det var den dag hvor nye biograffilm havde premiere. I dag må der stærkere midler til.

Det er alt sammen sværd der adskiller. Men igen: Er det også frisættende? Jo, hvis frihed er det samme som isolation. At man er fri fra andre. At man slipper for at leve i fred med dem ved at leve i fred for dem.

Men det er ikke frihed. Frihed er at forstå sig selv i en sammenhæng man er udskilt fra. At man hører til – uden at være holdt fast i det.

Det lyder måske lidt mærkeligt: Frihed er at forstå sig selv i en sammenhæng man er udskilt fra. For er man inde eller ude? Forkastet eller accepteret? Man kan vel ikke være begge dele på én gang? Jo, det kan man.

Juleevangeliet – eller julens evangelier – handler i grunden om det. Denne dobbelthed. I det ’rigtige’ juleevangelium hos Lukas fødes Guds søn i en stald i Betlehem; i udkanten af den civiliserede verden bliver han centrum i den nye forståelse af verden. I Johannesjuleevangeliet kommer Guds ord til verden, og verden tager ikke imod det – men han kom. Og nu i dag – Skt. Stefans dag – tilspidses konflikten hos Matthæus i Jesu tale om sværdet, og om at et menneske må miste sit liv for at redde det. Disse dobbeltheder. Modsætningerne der driver julens budskab frem.

’Kristendommen er et sværd der adskiller og frisætter’, skrev altså Chesterton.

Der er adskillelser som ikke frisætter. Det er modsætninger som ikke forsones. Dem kender vi godt.

Jeg talte engang med et menneske som helt havde vendt sin familie ryggen. Han havde vel sine gode grunde. Men det var samtidig som om adskillelsen havde sat sig i ham selv. Som om den hårde modsætning til det han kom af, blev hans forbitrelse. Han mente vist selv at han nøgternt gav afkald på andre forventninger end at få lov til at være i fred for det hele. Men han fandt ikke fred med det. Og dermed heller ikke med sig selv.

 

Der er ikke noget der kan optage os som det vi gør op med. Det kan fylde os med så stærk en antipati at vi ikke kan føle sympati for andre end dem der deler vores antipati. Det kan ligefrem blive et livsprojekt at arbejde på at uddybe kløften til det og til dem man er adskilt fra, og som man definerer sig i modsætning til.

Det er ikke frisættende. For hvem er man så selv, andet end den der ikke er som de andre, og som ikke deler deres opfattelse? Så er man ikke andet end én som konstant er på udkig efter nogen at være uenig med. En som kun finder sin ’frihed’ i at være på kant med andre og med verden. At være i krigerisk fred for det hele.

Man holder sig selv skadesløs i striden. Man redder sit liv ved at ofre andre, ved at ofre verden. Det er ikke frisættende. Det er isolerende. Man er bandsat.

Men ’den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.’ Der er et tab som opvejes. Der er en adskillelse som sætter fri. Der er en modsætning som forsones. Forstår vi det?

I det små kan der være en lettelse ved at opgive et standpunkt. Ved at erkende sin fejltagelse. En filosof blev efter en forelæsning af en vaks tilhører foreholdt at det han havde sagt, ikke stemte med hvad han engang havde skrevet i den og den bog. Rasende udbrød han: ’Hvor længe skal jeg dog blive ved med at stå inde for mine gamle fejltagelser!’

I mere alvorlige sammenhænge: Måske vil vi gerne opgive vores standpunkt; måske vil vi godt slutte fred; måske vil vi ligefrem sætte vores liv ind på en sag. Men får vi lov til det? Hvad nu hvis vi bliver mødt med et: Du må sådan set mene hvad du vil; vi har det hyggeligere uden dig; vi klarer det uden din indsats – ? Som om vores imødekommenhed, vores selvkritik, vores offer ikke betyder noget.

En sådan beredvillighed til at ’miste sit liv’ – hvad hvis den bliver afvist? Den udstrakte hånd der bliver slået. Det bøjelige sind der bliver hånet for sin svaghed. Undskyldningen der ikke bliver modtaget. Så kastes vi tilbage på os selv. Indebrændt. Udskilt. Ufri. Helt i ’fred’.

Den afvisning er helt uden for evangeliets horisont. For ’den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.’ ’På grund af mig’, siger Jesus. Når vores imødekommenhed ikke bliver modtaget, så tager han imod os. Når vores svaghed bliver trådt under fode, ophøjer han os. Og ja, det menneske der ikke forstår sit liv som andet end én stor undskyldning, giver han alt igen, tilgiver han alt. Det menneske der mister alt, får alt igen.

Han tager altid imod os når vi mister vores liv. Den segnefærdige Stefanus udbryder: ’Herre Jesus, tag imod min ånd!’ Det gør han. Og for at forsoningen i adskillelsen skal fuldbyrdes, råber Stefanus med høj røst: ’Herre, tilregn dem ikke denne synd!’

’Kristendommen er et sværd der adskiller og frisætter.’ Hvis ikke, hvem var vi så?

Man kunne også bare lade det hele fare. Man kunne sige at det er overspændt. At splid, adskillelse, modsætninger, konflikt – at det alt sammen er noget der hører livet til, og at det nok skal falde på plads, eller også gør det det ikke. Men vi håber at der nok er en overordnet mening med det hele. Det er alt sammen godt for noget. Så slemt er det nu heller ikke. Tiden læger alle sår. Det går over. Alle den slags intetsigende metafysiske forklaringer som kun bidrager til at gøre vores liv ualvorligt.

For det går ikke over. Gud går ned i lidelsen. Med sin lidelse, med sit kors, bærer han vores lidelser, vores svigt. Når vi tager vores kors op, reddes vores liv. ’Korsets hårde tvang’, som Brorson synger.

Kort sagt: Den der er udskilt, elskes. Det er det det betyder at kristendommen er et sværd det adskiller og frisætter. Den der er udskilt, elskes.

Der er en trøst i at evangeliet – her midt i julen – giver ord til de splittelser som vores liv er; som det også er. Men det er mere end trøst.

Det er fred: Der er ikke nogen sand fred uden de konflikter som freden forsoner. Ikke den falske fred for hinanden; men den sande fred med hinanden; med verden som den er.

Det er mere end trøst. Og det er mere end fred. Det er glæde: Glæden som frit forbinder hver enkelt af os med verden og hinanden.

Niels Grønkjær