’Vi overlever kun fordi vi bruger ord’ – skriver Inger Christensen i sin digtcyklus Det. Uden ord glider livet os af hænde. Så betyder det ingenting. Og hvis det ikke betyder noget, kan vi gøre ved det hvad vi vil. Da ved man aldrig hvad vi kan finde på.

Ordene giver vores liv betydning. Når vi bruger ord, lever vi, lever vi i sammenhæng med andre mennesker. Ordene behøver ikke hele tiden at udtales. Også de uudtalte ord binder os sammen.

Men når der ingen ord er – heller ingen uudtalte – falder vi fra hinanden. Når der ikke er mere at sige, når selv tavsheden bliver stum, så fryser vi inde i os selv eller bliver indebrændt. Da overlever vi ikke. Hverken det nedfrosne eller det overophedede føder menneskelige ord. Menneskelige ord er milde.

 

Det er milde ord som Jesus siger i sin bøn, i dagens evangelium. Der er ingen konflikt mellem Jesus og hans fader i himlen. De vil det samme. De vil have mennesker i tale. Og de får det. ’For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.’

Det hele er en ubrudt cirkel. Ved sin søn har Gud forsonet sig med mennesker så de kan forsone sig med ham og hinanden. Og de gør det: ’For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem’.

Gud skyder ikke menneskene fra sig i kold, stum tavshed. Han fortærer dem ikke ved hede, hidsige krav. Guds mildhed breder sig livgivende. Hans ord giver liv, et helt liv, Guds og menneskers fælles virkelighed: det evige liv.

 

Det kan forekomme temmelig irrelevant for hvad der ellers er vores virkelighed. Her gælder andre ord. Hårde ord som bliver hårdere når menneskets vilkår er det.

Som da evangeliets ord først blev sagt. Dengang var verden barsk og brutal. Det var en verden hvor mennesker var hinandens ulve. Hvor slaver ikke var mennesker. Hvor den fattige måtte sulte ihjel. Hvor den der ikke kunne forsvare sig selv, var forsvarsløs. Det var en verden ’hvor et menneske ikke var et menneske’ (Johannes Sløk).

Midt i den verden lød evangeliets uhørte ord. En mildhed af en anden verden. Ord til mennesker om at de betyder noget. Noget som ikke afhænger af om de er jøder eller grækere, slaver eller frie borgere, mænd eller kvinder.

Etnicitet, nationalitet, socialstatus, religion, køn – det betyder i grunden ikke noget. De omdannes til hårde ord som adskiller os fra hinanden.

Evangeliets ord er milde ord som giver mennesker deres menneskelighed.

 

Det uhørte, det nye ved det budskab er at Gud selv er det ord som bliver et menneske. Med sig selv indestår Jesus for at ethvert menneske er et menneske – på trods af hvad det ellers er.

Nyligt afdøde Thorkild Grosbøll har sagt at vi skal holde op med at pådutte Jesus vores egne idoliseringer og i stedet ’give ham lov til det, han er bedst til – at være menneske’. Det er kernen i Johannesevangeliets proklamation om at Gud bliver menneske i Jesus.

Grosbøll skriver: ’Inkarnation er formentlig den vigtigste forestilling, den europæiske civilisation overhovedet rummer, vores egentlige særkende.’

Ja, for det er den forestilling der gør det illegitimt at bedømme et menneske på dets etnicitet, nationalitet, socialstatus, religion, køn. Inkarnationen er gennembruddet til menneskets menneskelighed.

Hvordan forvalter vi så det? Der er nok af eksempler på hårde ord som vi holder op foran os. Onde og hårde ord som vi slynger imod hinanden. Ord som adskiller os fra hinanden. Et panser af meninger som skyr alle andre ord. Og som udstyrer os med foragt for det milde og svage.

Verden beherskes for tiden af konfliktuelle dogmatismer. Mennesker drives fra hinanden når vi forskanser vores menneskelighed bag en facade af påtaget styrke. Hvis vi kun bruger de ord, overlever vi ikke.

De ord som Gud giver os, skal ikke gøre os stærke. De skal ikke forlede os til at sige hårde ord. Guds ord skal ikke gøre os stærke. De skal styrke os. Ordene er stærke. Stærke og milde ord til os som er svage, og som finder styrke ved ordenesstyrke.

 

’Vi overlever kun fordi vi bruger ord’. En smule senere skriver Inger Christensen om ’en mand der plukker fjer af en engel’: ’Hvad skal han gøre? Hvad ellers? / Han snakker så dejligt med himlen’.

Jesus må næsten have læst dette digt lige før han – som det hedder i evangeliet – ’så op mod himlen og sagde: ’Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.’’

Jesus snakker så dejligt med himlen. Her få dage før sin himmelfart. Vi skal lytte til hans milde ord, til ’Himlens tale-evne’, som Grundtvig synger i salmen Gud Helligånd, vor trøstermand.

Vi lever kun fordi Gud bruger sit ord på os. Han vil selv lære os vores menneskelighed at kende.

Niels Grønkjær

Salmer:
10: Alt, hvad som fuglevinger fik
293: Gud Helligånd, vor trøstermand!
6: Dig være, mildeste Gud Fader