Efter Tjernobyl-katastrofen ventede en ung hviderussisk kvinde sit første barn. Hendes mand ønskede sig en dreng. Hun en pige. Men da manden havde arbejdet med at transportere sand og beton i det radioaktive område kort efter katastrofen, forsøgte lægerne at overtale kvinden til at få en abort. Hun ville ikke tro på dem, for hun havde læst i bøger at kærlighed overvinder alt, selv døden. ’Jeg ville gerne føde af kærlighed.’

Hun fødte: ’Min lille baby var dødfødt og manglede to fingre. En pige. Jeg græd. Hvis bare hun kunne have haft alle sine små fingre. Hun var jo en pige …’

Hvis bare hun havde haft alle sine små fingre – så havde hun været fuldkommen. Den lille dødfødte pige.

 

Er det lettere at overgive det fuldkomne til døden?

 

 

Der er mennesker som – når de når op i alderen – kan sige at de ikke kan ønske sig mere. Livet har givet dem så meget at være taknemmelig over, og de har omsat taknemmeligheden til gavn for andre og for verden så godt de formåede. Livet har vel ikke været uden stød – alle fejler, og sorgen slipper ingen for – men det har alligevel været et helt liv.

Hvis man kan forsone sig med sit liv, er det da ikke et liv som det måske er lettere at tage afsked med?

 

I Johannesevangeliet skildres Jesu død mindre lidelsesfuldt end i de øvrige evangelier. Han dør ikke gudsforladt, ikke med et skrig, forhænget i templet flænges ikke fra øverst til nederst, og Johannes fortæller at hans kjortel var vævet i ét stykke, at den ikke blev delt, og at hans ben ikke knuses da han er død. Her lyder Jesu sidste ord: ’Det er fuldbragt.’

Som noget særligt lader Johannesevangelisten Jesus selv kommentere det der sker med ham, og selv forholde sig til udkommet af sin livsgerning. Han vidste ’at alt nu var fuldbragt’, og han siger at ’det er fuldbragt’.

Jesus har som Guds søn levet det fuldkomne liv. Han har fuldbyrdet sin faders vilje, han har forkyndt Guds ord for mennesker, han har sat sit eget liv ind på det, og nu har han gjort alt hvad han kunne gøre, ja, alt hvad der kan gøres. Der er ikke mere at gøre. Alt er fuldbragt med det forsonede liv som Jesus i sin ophøjelse på korset tager afsked med.

 

Sådan kan Johannes’ langfredagsevangelium høres. En afsked med et rigt liv. Som vi kan spejle vores egne liv i. Som kan være os en slags forbillede. Og som vi tilmed kan få del i vores tro på Guds søn som har gennemlevet det for os, og som med sin død overvinder vores død til liv. Han har selv sagt: ’Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.’

’Det er fuldbragt.’ Den livsmulighed findes. Det kan være en trøst for dem i hvis liv denne mulighed ikke virkeliggøres. De kan håbe at Gud fuldbringer deres ufuldkomne liv ved at gøre det til sit.

 

I gårsdagens, skærtorsdagens, Johannesevangelium hed det at Jesus elskede sine egne ’indtil det sidste’. Hans kærlighed gør deres ufuldkomne liv fuldkomne. Det har hele tiden været hans hverv, og nu kan han sige: ’Det er fuldbragt.’

 

Det er en trøst for os. Ikke at det befrier os fra lidelsen. Men trøsten gør lidelsen til at bære.

 

Jeg tror det var denne trøst som den hviderussiske mor søgte da hun ønskede at hendes lille dødfødte pige ikke havde manglet to fingre. Også uden dem var hun i kærligheden.

 

Men Johannes’ langfredagsevangelium kan også høres anderledes. Ja, i vores moderne liv må de fleste af os nok høre det anderledes. ’Det er fuldbragt’ – det kan også betyde: ’Det er udstået’ eller ’Det er betalt’.

Mytisk udtrykt vil det sige at Djævelen – med Jesu død – får hvad han har forlangt for at lade mennesket udfolde sig. Djævelen vil give alt til den der underlægger sig dette vilkår.

Rigdom, anseelse, magt opnås altid på bekostning af andre, og nogen når langt. Men døden kan man ikke få ud af sit liv. Døden er prisen som ikke kan genforhandles, prisen som Djævelen forlanger for verdens ære, magt og guld.

Det kan også udtrykkes ikke-mytisk. Mennesket skal dø. Livet koster livet. Uanset at vores liv er mere eller mindre fuldkomne, så skal de gennemleves. Hvis Jesus dør med ordene ’Det er udstået’, befries han fra sine lidelser. Hvis han siger ’Det er betalt’, lærer han os at livet koster livet. Han lærer os at dø.

Er det bare det? Er det bare sådan langfredagsevangeliet skal høres og kun kan høres af os moderne mennesker? Som en indøvelse i at dø.

Drejer det sig om at kunne sige: ’Jeg har gjort hvad jeg kunne. Det lyder smukt at kærlighed overvinder alt, og jeg har da også fået og givet kærlighed i mit liv, med de mangler der altid må være. Men døden, den ser jeg nu i øjnene med en vis sindsro’?

Det ville ikke have trøstet den hviderussiske mor i hendes tab. Hun kunne ikke slippe ønsket om at hendes lille pige havde haft alle sine fingre. Hvis bare hun havde været fuldbåren.

Er der for os en vej tilbage til forestillingen om at vores ufuldkomne liv hviler i Guds fuldkomne liv? At det også gælder os når han siger: ’Det er fuldbragt’?

 

I sit værk over Johannespassionen lader Johann Sebastian Bach alten synge en arie over Jesu sidste ord, ’Det er fuldbragt.’ Det er en trøst for de hårdtprøvede som må forsøge at komme til rette med deres lidelser.

Men pludselig kalder stemmen sig selv til orden. Hun, altstemmen, burde have tænkt på at det fuldbragte er virkeliggjort inden det drejer sig om hendes egen forsoning. Med ét synger hun i et helt andet toneleje: ’Helten fra Juda sejrer magtfuldt / og afslutter kampen. / Det er fuldbragt!’ Med Jesu sejrrige død er kampen er forbi.

Det er et voldsomt, dramatisk sted i Bachs Johannespassion. Her udtrykker musikken modsætningen mellem Guds fuldbringelse og vores ufuldkomne liv, med dets kampe og sorger. Musikken forkynder at de forenes, og at vores kampe og lidelser derfor bliver til at bære.

 

Men det gælder også uden for musikken.

Jesus har ført kampen for os. Eller rettere: For ham er kampen ikke en kamp. Her i Johannesevangeliet er Jesu lidelse forsvindende. Lidelsen er taget ud af lidelsen. Kampen er taget ud af kampen.

I grunden er kampen forbi. I grunden er lidelsen forvundet. ’Det er fuldbragt.’ Med Jesu død overvindes døden.

I dag, langfredag, er det her vi skal være. Sammen med den hvidrussiske mor. Hun ønskede at det var et fuldt liv der blev overgivet til døden da hun mistede sin lille pige. At hun havde haft alle sine små fingre.

Hun og vi skal finde trøst i at der er en kærlighed som overvinder døden. Trøsten tager ikke lidelsen fra os. Trøsten tager lidelsen ud af lidelsen.

’Det er fuldbragt.’

 

 

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

(Den Danske Salmebog nr. 192)

 

                Niels Grønkjær

 

Salmer:

538: At sige verden ret farvel
192: Hil dig, Frelser og Forsoner!
216: Der venter bag langfredags nat