Ikke holdt prædiken til

Midfaste søndag 2020

Johannes 6,24-35

Der er stille i verden. En søndagsstille ro. Mon også fuglene hører den?

Men der er en uro i roen. Vi ved ikke hvad der kommer når verden igen begynder at bevæge sig. Stilheden dirrer. Vi ved ikke hvordan det vil lyde når den igen brydes.

Vi ved kun at det ikke bliver som før. Verden vil ikke være den samme som den var. Gamle ord vil få nye betydninger. De vil lyde på en anden klangbund.

Vi vidste godt at livet er skrøbeligt. Vi vidste at skæbne og tilfælde kan slå os ud af vores livsbane. Vi vidste det godt. Men vi troede det ikke. Vi troede at livet ville fortsætte som det var. Vi troede ikke at livet kunne være så skrøbeligt som vi godt vidste det var.

Nu erfarer vi det. Vi erfarer at ikke alene vores egne liv er skrøbelige, men at også fælleslivet er det. Et skibsforlis uden tilskuere.

Hvad vil der være på den anden side? Vi leder efter svar. Ængstelige spejder vi efter tegn.

I dagens evangelium leder folk efter Jesus. Det ender med at de finder ham ’på den anden side af søen’. De spørger: ’Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?’

Han giver dem et mærkeligt svar: ’Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.’ De ved godt at Jesus taler om sig selv, men de må alligevel spørge: ’Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre?’

For disse mennesker drejer det sig om at opretholde livet. Livet var udsat dengang i antikken. De måtte arbejde hårdt for det daglige brød. Nu siger Jesus at Gud kan gøre noget for dem. Det vil de gerne tro, og de spørger derfor Guds søn, Jesus, hvad han kan gøre: Kan du ikke gøre noget som tegn på at det nok skal gå?

Det er også vores spørgsmål. Hvad er det for et liv der vil vise sig på den anden side? Når hele denne undtagelsestilstand vi alle befinder os i, bliver mere normal? Når vi undslipper forliset og igen begynder at se land?

Hvad sker der når stilheden brydes og uroen i roen ophæves i livets fornyede bevægelse?

Nu søger vi efter tegn. Vi forsøger at tyde kurverne på smittede, indlagte, døde. Aftegnes vores kæres og vores egne liv på dem? Finder man mon snart et middel mod sygdommen? Hvordan er prognosen? Er spredningen ved at aftage, eller vil den fortsætte? Hvor længe?

Skrøbelige, ængstelige søger vi efter tegn. Midt i denne verdensløse verden.

Det kan gå to veje.

Nogle ser tegn på at egoisme, ryggesløshed og ligegyldighed vil blive båret med over på den anden side, over i den verden der kommer hinsides den nuværende undtagelsestilstand.

Andre bemærker at nænsomhed, omsorg og håndsrækninger vinder frem. Midt i krisen ser de det som tegn på at fælleslivet vil styrkes når vi når om på den anden side.

Vi kan ikke vide om det vil gå den ene eller den anden vej. Hvad kan vi gøre?

Det er uvant ikke at kunne gøre noget. Eller rettere: Det er uvant at vi ikke må gøre hvad vi under normale omstændigheder gør. Vi må ikke komme hinanden nær. Der skal være afstand.

Det ville ikke være bemærkelsesværdigt hvis denne afstand befordrede egoisme. Men det gør den ikke. Afstanden befordrer derimod en følelse af samhørighed. Dét er bemærkelsesværdigt.

Det er ikke fordi vi ser os i samme båd, overladt til en blind skæbne. Det er fordi vi alligevel kan gøre noget.

Det er ikke blind tilfældighed der afgør om det bliver egoismen eller samhørighedsfølelsen der bliver fremherskende når vi når om på den anden side.

Det er hvad vi gør nu. Hvad vi tænker. Hvad vi tror.

Hvilke tegn har vores tro at holde sig til? Det er det spørgsmål folk stiller til Jesus: ’Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre?’

Men Jesus giver dem ikke noget tegn, ikke i denne omgang. For tegn kan misforstås. Tegn skal fortolkes. Som nu i denne tid hvor der er tegn på at følelsen af samhørighed vil befæstes i fremtiden. Men der kan også opledes tegn på det modsatte.

Tegn skal fortolkes, og de kan misforstås.

I Johannesevangeliet gør Jesus syv tegn. Det første er da han ved brylluppet i Kana gør vand til vin. Det syvende er at han opvækker den døde Lazarus. Det fjerde tegn i midten er bespisningen i ørkenen som han har foretaget umiddelbart før det vi hører om i dagens tekst. Men her – i dagens tekst – får vi ikke noget tegn fordi vi befinder os ’på den anden side af søen’.

Alle tegnhandlinger i Johannesevangeliet bliver misforstået. Ingen af dem får alle til at tro at Jesus er Guds søn – det var ellers det de skulle til for. Selv om folk ser at Jesus gør tegn og undere, tror de det ikke. Der skal noget mere, noget andet til end at man ser et tegn.

Tegn kan misforstås – fordi der er en afstand mellem tegnet og det det peger hen på. Man kan ikke vide om det er som tegnet lader forstå, og om det vil gå som tegnet tyder på. Vi kan ikke vide om samhørigheden vil bestå på den anden side – selv om der heldigvis er tegn på det.

Vi kan ikke vide det. Vi kan tro det.

I troen er vi helt forbundet med det vi tror. I troen er der ingen afstand. Jesus siger til de spørgende, de skrøbelige, de ængstelige: ’Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.’

Troen kommer ikke fra dem selv, fra det de ser og tyder. Troen er Guds gerning. Ved det han siger, forbinder Gud sig med dem så de tror ham. Der er ingen afstand.

Hvad skal vi gøre? Vi skal tro. Vi skal tro at Gud forbinder sig med os i det han gør.

Som for antikkens mennesker drejer det sig også for os om at opretholde livet. Det er vi mere opmærksomme på i denne usikre tid. Mere skrøbelige og ængstelige.

Men afstanden imellem os fører ikke til egoisme. Adskillelsen fører ikke til splittelse. Midt i adskillelsen er der forsoning. Hen over afstanden er der samliv.

Troen udfylder afstanden. Troen forsoner adskillelsen.

Troen kommer ikke af at vi er gode til at tyde de tegn vi ser. Den er Guds gerning. Han indgiver os troen. Den styrker skrøbeligheden; svækker ængstelsen.

I dagens tekst er der ingen tegn. Den peger ikke hen på en fjern virkelighed, for det hele udspiller sig ’på den anden side’, hinsides denne verdensløse verden. Jesus siger: ’Jeg er livets brød.’ Det er ikke et tegn. Det er virkeligt.

Livets brød – i dag får vi det ikke i nadveren. Selv gudstjenester forhindres af at verden er i undtagelsestilstand. Hvor har vi ellers brug for det, netop nu: at modtage livets brød fra den anden side af alterskranken. Hvor har vi brug for det livgivende at Gud – hen over adskillelsen – rækker sig selv til os: livets brød. At han giver os sit ord for at forsone sig med os, forsone os med sig. I tro til tro.

I dag modtager vi det ikke. Men vi må bede til at Guds ord bliver virkeligt for os – så vi ikke farer vild i tegnenes verden.

Som Gud forbinder sig med os, tror vi at vi vil være forbundet med hinanden og med verden. Nænsomt og omsorgsfuldt. Vi må bede til at det også vil være sådan på den anden side af denne uvirkelige tid.

 

Gud, lad os leve af dit ord

som dagligt brød på denne jord,

og før dermed fra grådens dal

os hjem til Himlens frydesal!

 

(Den Danske Salmebog, nr. 341, vers 8)

Salmer:

31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud

337: Behold os, Herre, ved dit ord

341: Det lakker nu ad aften brat