Efter i en menneskealder at have været bortrejst til krig og fartet rundt i verden vender Odysseus hjem til Ithaka. Som forberedelse til opgøret med sin kones bejlere skjuler han sin identitet så ikke engang hun, Penelopeia, genkender ham.

Det gør imidlertid hans gamle amme, Eurykleia. Da hun vasker ’den fremmedes’ fødder og ben, genkender hun et ar over låret. Det stammer fra at han engang som dreng var på jagt med sin morfar hvor et vildsvin satte sin tand i hans lår.

Nu gnider den gamle med sin flade hånd hen over arret – og med ét går det op for hende at han er Odysseus. Eurykleia udbryder selv: ’Jeg kendte dig ikke / førend jeg med mine hænder berørte min konge på kroppen!’

Genkendelsen udvirkes af berøringen. Erindringen vækkes.

De gamle grækere levede baglæns. Som det var Odysseus’ livsbestemmelse at han skulle vende tilbage til sin hjemstavn, var det menneskets opgave at blive sig bevidst om sin oprindelse, at holde den nærværende i erindringen.

 

Sådan er det ikke i kristendommen. Her er det ikke fortiden, men fremtiden der er den første tid. Det er ikke berøringen, men hørelsen som er den vigtigste sans. Ikke erindringen, men håbet fylder menneskets liv.

 

Lige efter dagens evangeliestykke møder ti af apostlene den opstandne Jesus, men da de senere fortæller det til den ellevte, til Thomas, siger han at det tror han ikke på. Han vil have lov til at røre ved sårene i Jesu hænder og i hans side før han tror at det er sandt.

Han får siden lov til det, men irettesættes af Jesus: ’Du tror, fordi du har set [og rørt ved] mig. Salige er de, som ikke har set [og ikke rørt ved mig] og dog tror.’

Hvis vi kun tror på at Jesus er opstået fordi vi har set ham eller rørt ved ham, er vi ikke salige.

Og i dagens evangelium: Maria strejfer ulykkelig og forvirret rundt i haven hvor Jesus blev begravet. Da hun endelig møder ham og genkender ham som den opstandne, siger han til hende: ’Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen’.

I den nu foreskrevne oversættelse står der ganske vist: ’Hold mig ikke tilbage …’ Når de moderne oversættere har undladt Jesu advarsel mod berøring og dermed sat sig op mod hele middelalderens og renæssancens billedkunst (Noli me tangere – ’Rør mig ikke’), kommer det nok af at vi selv så godt kan lide at røre ved hinanden. Så ville det jo være dejligt hvis også kristendommen var lidt mere sanselig, på en måde.

Netop nu må mange savne at røre ved et andet menneske og blive berørt. Det må vi i vid udstrækning afstå fra for at undgå smitten. Der er en længsel efter gensidig berøring. Man taler om hudsult.

’Rør mig ikke!’ – troen afhænger ikke af fysisk berøring. Det må både Maria og Thomas sande.

 

Og med selve genkendelsen er det også anderledes end da Eurykleia berørte Odysseus’ ar.

Da Maria genkender Jesus i den opstandne, er det ikke bare hende der genkender ham. Hun genkender ham kun fordi han viser at han kender hende. Hendes genkendelse kommer af at han til hende siger: ’Maria!’ Hun genkender ham da hun erfarer at hun er kendt af ham.

Eurykleia genkender Odysseus selv om han gjorde hvad han kunne for at skjule sin sande identitet for hende. Med dækhistorier og ved at sætte sig med lyset i ryggen så hun ikke skulle se arret når hun vaskede ham.

Jesus gør intet for at skjule sin identitet. Tværtimod, han åbenbarer sig for Maria. Der er ingen mulighed for at hun uden videre skulle kunne se at det ham. Det kan hun først da han kalder hende ved navn. Hun genkender ham fordi han vil være kendt af hende – hvilket han viser ved at han kender hende, ved at han kendes ved hende.

Og så kommer de to meget forskellige genkendelser ud på det modsatte: Odysseus tager kvælertag på Eurykleia og truer med at dræbe hende hvis hun røber sin opdagelse – Maria fortæller derimod glad om åbenbaringen, vidt og bredt; Jesus beder hende om det, og hun kan slet ikke lade være.

 

Gud kan ikke holde på en hemmelighed. Han har ingen hemmeligheder for mennesket. Alt skal åbenbares, og vi skal fortælle det videre til hinanden, videre og videre.

Det er ikke kun sladder vi går rundt og fortæller videre. Vi elsker at fortælle hvad vi har hørt når det forekommer os meningsfuldt, når det berører os (ja), når det glæder os. Hverken glæden eller ordene kan blive hos sig selv.

 

Og så er der én forskel mere: Hvor den græske livsopfattelse var bagudvendt, i erindring af fortiden, er den kristne fremadvendt, i håbet til fremtiden.

Opstandelsesbudskabet er den radikale åbning af fremtiden. Det er tilsagnet om at ethvert menneske altid har en fremtid. En fremtid sammen med den opstandne som giver Maria sit tilsagn: ’Jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.’

Det er Maria der modtager åbenbaringen i genkendelsen. Ikke Peter og ikke engang ’den anden discipel, ham som Jesus elskede’, ham som Johannesevangelisten selv forestiller sig han er. De to løber om kap ud til graven. De finder den tom; ser kun linnedklæderne.

Det hedder ganske vist om Johannesdisciplen at ’han så og troede’. Han ser at Jesus ikke er der. Og så kommer han i tanker om at der vist var noget med at han skulle opstå fra de døde. Men det bliver ikke virkeligt for ham. Der er ikke noget tilsagn. Han får ikke noget at høre. Derinde i gravens erindringssted (græsk mnemeion).

 

Maria går ikke ind i graven. Hun bliver stående ’udenfor ved graven og græd.’ Hun går ikke ind i erindringen. Hun er utrøstelig og finder ikke trøst i fortiden. Hun har ingen håndgribelige ting at røre ved.

Det er altid der opstandelsesbudskabet taler til os. Når det bagudvendte liv er tabt og vi ikke har noget at holde os til. Os taler det til. Kalder os ved navn; hver især; ud af os selv. Åbner fremtiden.

 

For nogle år siden gik et større politisk parti til valg på sloganet: ’Det Danmark, du kender.’ Tanken var formodentlig at vælgerne skulle hvile i en tryg fornemmelse af at fortiden var bedre end fremtiden kunne blive, og sådan skulle det gerne blive ved at være. Erindring som værn mod utrygge omskiftelser.

For tiden er det ikke særlig trygt. Det har en politiker fra det samme parti, vores statsminister, nu sat ord på: I fremtiden, når alt dette er overstået og gennemlevet, vil vi få et Danmark vi ikke kender.

Men er det i sig selv skræmmende? Jo, måske for en gammel konservativ græker som grundlæggende lever af genkendelse, erindring og berøring.

Vi vil ikke i fremtiden kunne genkende verden som den var. Erindringen vil kun fylde os med melankoli. Og nu må vi ikke engang røre ved hinanden.

 

Midt i alt dette giver opstandelsesbudskabet nyt håb. Tre ting siger det til os:

Vi skal ikke klamre os til verden som den var. En ny verden kommer til os. Vi kender den ikke. Det kan være utrygt, men det åbner også muligheder vi ikke har kunnet forestille os.

Vi skal ikke henfalde i erindringens melankoli. Vi skal ikke blive stående ved det døde, ved graven. Alt det kan være så tomt at det fylder os med tomhed. Fortiden var også engang en fremtid som fyldte os med håb.

Vi har vænnet os til at tænke meget på det sanselige. Det gør os måske ensomme at vi lige nu ikke må røre ved hinanden. Men det gør os endnu mere ensomme hvis vi ikke har noget at sige til hinanden. Høre, ikke røre. Det er stadig en mulighed. Det giver håb.

’Rør mig ikke!’ siger Jesus til Maria og siger dermed: ’Bliv ikke hængende her. Gå hen til vores fælles venner og sig til dem at jeg ikke vil begrænse mig til at være fysisk til stede, for jeg stiger op til min Gud og jeres Gud, i himlen som er alle steder hvor I hører budskabet om at der altid er en fremtid for jer alle hver især sammen med mig.’

Når vi genkender ham fordi han kendes ved os, kan vi leve fremadvendt.

 

Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund.

(Den Danske Salmebog nr. 224)

 

Glædelig påske!

Niels Grønkjær

 

Salmer:
224: Stat, op min sjæl, i morgengry!
241: Tag det sorte kors fra graven
249: Hvad er det at møde
238: Det er så sandt, at ingen så