Joh 11,19-45
De allerførste kristne var jøder. Født og opdraget i troen på den gammeltestamentlige Gud. For drengenes vedkommende omskåret som tegn på, at de tilhørte det udvalgte folk. De levede efter jødiske traditioner og var rundet af jødisk kultur.
Men hurtigt spredte den unge kristendom sig ud over Israels grænser og tiltrak mennesker, som ikke var jøder. Hedninger kalder man de, fordi de dyrkede de græsk-romerske guder, før de kom til tro. Deres traditioner og kultur var fra Romerriget. Det siger sig selv, at det ikke altid var så let at vænne sig fra de hedenske vaner, når man tilsluttede sig kristendommen. Formentlig var der mange ting, som man satte pris på i den almindelige hedenske kultur, som man nødig ville slippe. Hedenske traditioner kunne stadig forekomme attraktive. Eksempelvis var det almindeligt, at man brugte amuletter som beskyttelse mod det onde. Amuletterne kunne være små genstande eller smykker, som man kunne bære med sig over alt. Tanken var, at de skulle afværge ulykker og skærme mod ondskab. Mange kristne havde svært ved at lægge den tradition fra sig, og det er nok ikke svært at sætte sig ind i. Jeg ved i hvert fald, at det kan være behageligt at have sin yndlingsgenstand med sig. Måske en sten eller mønt, man kan have liggende i lommen. Eller et smykke, som man kan have om halsen eller på fingeren. Naturligvis tror de færreste i dag, at det har en konkret effekt, bortset fra altså at man føler sig mere tilpas, når man kan fornemme den pågældende genstand.
I antikken mente man nok, at virkningen var mere direkte. Dæmoner, djævelskab og hekseri blev afskrækket af amuletten ifølge den folkelige, hedenske forståelse. Men det brød den officielle kirke sig ikke om. Det er magi at tro, at en genstand kan frelse fra noget. Kristendommen indeholder ikke magi. I stedet anbefalede teologerne, at man læste et bibelvers og bad en bøn, hvis man følte sig truet, for så ville Kristus hjælpe – og det er ikke magi.
Men folkelige traditioner har en tendens til at overleve, og måske er det et udtryk for et en form for kompromis, at mange kristne amuletter har form af et bibelvers, som kan være indgraveret i et smykke eller simpelt hen være skrevet på en lille papyrus som er kunstfærdigt foldet, så man kan bære den med sig over alt. På den måde er det ikke amuletten selv, der beskytter mod det onde, men man kan til enhver tid søge trøst i den tekst som amuletten består af. Om det har medført nogen praktisk forskel i brugen af amuletten, er nok mere tvivlsomt. Mon ikke man stadig har ment, at man blev beskyttet mod det onde?
Og gad vide, hvad en arkæolog ville finde frem til, hvis man om to tusind år skulle analysere danskernes brug af smykkekors. Mon ikke man ville konkludere, at danskerne selv i det 21. århundrede havde en udstrakt brug af amuletter? Og det er måske ikke så underligt, for som sagt er det et alment fænomen at ville have noget tæt som giver ro og tryghed.
Hvis jeg skulle have en amulet med et bibelsted på samme måde som de antikke kristne, så ville jeg vælge fra dagens tekster. For alle teksterne i dag rummer præcise formuleringer, som er gode at have med sig og tænke på, uanset om det er i en amulet eller blot i erindringen.
”Mørket er ikke mørke for dig”, lød det i den gammeltestamentlige læsning og selve formuleringen lyser op, så den kan trøste enhver, der befinder sig i mørke. Fra det mørkerædde barn, for hvem uhyggen dukker op, når lyset slukkes. Over den søvnløse voksne, for hvem uroen vækkes til live og tankerne formørkes, når nattens hvile udebliver. Til den sørgende og den deprimerede, for hvem dagens lys er en hån, fordi det oplyser den virkelighed som har mistet sin mening, så man kun kan ønske sig at forsvinde i mørket. Så lyder det i salmen: ”Siger jeg: ”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.” For det er trøsten, som man gerne vil have helt tæt på sige og bære med sig rundt, så man aldrig glemmer det: ”Mørket er ikke mørke for dig”. Sådan siger salmisten til Gud i tillid til, at Gud er noget andet. Min virkelighed er ikke din virkelighed, betyder det. Hvis jeg er i mørket, er du også dér, men du er ikke begrænset af mit mørke. Min erkendelse er begrænset, men du kan se det, som jeg ikke kan se, for mine grænser gælder ikke for dig. Med det i tankerne kan jeg tro på, at jeg ikke kan styre virkeligheden med mit mørke, for ”mørket er ikke mørke for dig”. Det er godt at tænke. Det er godt at have med sig. Det kan være en amulet.
Teksten fra Første Korinterbrev rummer på samme måde et udsagn, som man hverken kan eller vil slippe, når man først har hørt det: ”for at Gud kan være alt i alle”. I en halv sætning kulminerer Paulus’ grandiose vision om opstandelsen. Fuldendelsen kan ikke udtrykkes enklere end dette, ”at Gud kan være alt i alle”. Når vores virkelighed når sin grænse. Når vores erkendelse ikke kan erkende mere. Når vi ikke er mere, så er Gud. Så er Gud alt i alle. Hinsides os er der ikke andet end Gud, så grænsen for vores liv er grænsen mellem os og Gud. Her på vores side af grænsen er der så meget. Her er alting tvetydigt og kan ses fra forskelligt perspektiv. Her kan man ikke opnå sikkerhed om noget og så snart nogle mener, at være sikre, bør man blive usikker. For der er så meget og alting er så uoverskueligt og ugennemsigtigt, så tvivlen og tvetydigheden ikke kan undgås hos os. Men det, der ikke er os; det, der er det andet end os; det er det sikre og entydige. Det er Gud, for hvem vores mørke ikke er mørke, som skal være alt i alle. Det kan man leve med, og det er godt at have med sig, når man skal leve i sin begrænsede og tvetydige virkelighed. Det er godt at tænke, at det ubegrænsede og utvetydige er, at Gud skal være alt i alle. Det kan være en amulet.
”Mørket er ikke mørke for dig” er virkeligheden hinsides vores erkendelses grænser. ”Gud skal være alt i alle” er virkeligheden hinsides vores livs grænser. I Johannesevangeliet kommer det ind i vores erkendelse og ind i vores liv. ”Jeg er opstandelsen og livet”, siger Jesus til Martha. ”Jeg er”. ” ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”
”Jeg er opstandelsen og livet” kunne være en amulet. Når det ord lyder til os, sprænger det vores grænser indefra. Vores erkendelses grænser definerer ikke verden. Vores livs grænser definerer ikke virkeligheden, når Jesus siger ”jeg er opstandelsen og livet”. For Gud er alt i alle på den anden side af livet, og vores mørke er ikke Guds mørke, for Guds søn er opstandelsen og livet for os. Det kan være en amulet: ”Jeg er opstandelsen og livet”, for det er godt at tænke, at grænserne for vores liv i verden ikke er bestemt af vores egne grænser. Med det kan man leve i verden med mørket og døden. Det er godt at have den amulet med sig: ”Jeg er opstandelsen og livet”.
Det er noget andet end at udvide grænserne for livet, sådan som Jesus gør, når han vækker Lazarus op til at leve lidt længere. Det er blot et tegn. For det handler slet ikke om at beherske grænserne eller overskride dem, sådan som det altid har været menneskets ambition.
Blandt nutidens mennesker forsøger ingen mere energisk end rigmanden Elon Musk at overskride grænserne. En af hans virksomheder arbejder på at etablere en civilisation på Mars. En anden vil indoperere mikrochips i menneskers hjerner, så de kan styre en computer med tankerne. En tredje udvikler kunstig intelligens. Ingen grænser vil han respektere, men fortsat overskride og udvide grænserne for menneskelig erkendelse og menneskeligt liv.
Til alt dette siger Jesus: ”Jeg er opstandelsen og livet”. Selv om alle videnskabelige projekter skulle lykkes, så man kunne beherske alle grænser og suverænt beslutte, hvor, hvor længe og hvordan man vil leve og dø, vil det være udsagnet til os. For dette ”jeg er” sprænger vores erkendelse og vores liv. At have det med som amulet udvider ikke grænserne for vores erkendelse og vores liv, men sprænger dem inde fra. For i dette udsagn tilsiges vi, at vores virkelighed, hvor god eller ond den end er, ikke er hele virkeligheden. Mørke og død ikke er mørke og død for Gud. Vores virkelighed er ikke Guds virkelighed. Med Jesu tilsagn gælder Guds virkelighed for os. Det er godt at have med som amulet.
DDS 224 – 21 – 542 — 538 – 565 – 222