Mark 5,1-20
Man kan få en melodi på hjernen, så man hele tiden hører den i sit hoved og ikke kan lade være med at nynne den, uanset hvor dårlig den måtte være. Melodien bliver på den måde til et lydspor eller en kommentar for alt, hvad man oplever.
For mig kan det nogle gange ske med en historie. Jeg kan høre en fortælling og kan ikke slippe den. Historier kan man jo ikke nynne, men man kan fortælle dem og til sidst himler ens nærmeste, når man endnu en gang fortæller den samme historie. Og historier kan man bruge til at forstå det, som man ikke forstår, så i en perioden forstår man alt gennem den samme historie. Som nogle vil vide, er det i øjeblikket den følgende historie, som jeg er optaget af:
En mand havde levet i et lykkeligt ægteskab med sin kone, der fik hele hans verden til at hænge sammen. Det var hende, der sørgede for hverdagen. Hun stod for madlavning, tøjvask og rengøring. Hun var det faste fundament under mandens tilværelse. Efter et kort, grusomt kræftforløb dør hun. Alle forventer, at mandens verden vil bryde sammen, og han vil gå i hundene. Men det sker ikke. Han sørger selvfølgelig, men ikke for meget. Han går straks i gang med at etablere en ny tilværelse, hvor han selv tager sig af alt det, som konen tidligere gjorde. I det hele taget agerer han fuldstændigt rationelt. Alt det, man ikke havde forventet. Dog går han ofte med højre hånd i frakkelommen. Det viser sig, at der er en hamster i lommen, som havde været konens kæledyr. Den har manden altid hos sig, for sådan bevarer han kontakt til sin kone. Efter et par måneder i lommen, dør den. Så bryder manden sammen.
Hamsteren er mandens fetich, siger den slovenske filosof Slavoj Zizek, som har fortalt historien. Den er det irrationelle, der gør, at han kan agere rationelt. At holde kontakt til sin kone via en hamster er uden for det, som vi anser for et normalt liv, men for ham er den nødvendig for at kunne indgå i det normale liv. Derfor bør man altid spørge, siger Zizek, hvad hamsteren er. Hvad er det, der får det hele til at hænge sammen, men ikke selv hænger sammen med det? Det, der er begrundelsen for at man lever, som man gør. Det, der gør, at man kan ”se og se, men intet forstå; høre og høre, men intet fatte.” For sådan fungerer hamsteren. Den er årsagen til, at man kan se bort fra realiteter for at kunne leve i verden, som man vil. Ligesom manden, hvis kone var død, men var levende, når han havde hendes hamster i lommen.
For tiden vrimler det med mærkelige hamstere, synes man. Selv – eller navnlig – på det allerhøjeste politiske niveau. Her gælder regler, som for så vidt står uden for systemet og langt fra er alment anerkendte, men ikke desto mindre er begrundelsen for store samfundsdiskussioner. Hele verden er blevet gjort til et ejendomsmarked, hvor den højestbydende får sin vilje, fordi man hylder den helt irrationelle hamster, at penge bestemmer, hvor man hører til. Sandt og falsk suspenderes i spørgsmålet om krige, fordi man holder fast ved en hamster, der tilsiger, at den stærkeste har ret. Landets egen fortid som kolonialmagt gøres til et spørgsmål om udregninger af profit, fordi man har en hamster, der siger, at man kun kan undertrykke og udnytte dem, man tjener på. Alle hamsterne betyder, at man kan ”se og se, men intet forstå; høre og høre, men intet fatte”, for de betyder, at man ser bort fra ubekvemme sider af virkeligheden for at man kan gøre, som man vil.
Så mange er hamsterne for tiden, at man i flokken slet ikke kan få øje på sin egen. For når man har gennemskuet alle de andre og set, hvordan de ser og ser, men intet forstår; og man har hørt, hvordan de hører og hører, men intet fatter, så … ja, hvad så? Så næsten ingenting. Så lever vi præcist, som vi altid har gjort. Derfor siger Zizeks kollega, filosoffen Alenka Zupancic, at vores viden og indsigt er blevet vores hamster. Netop fordi vi ved, gør vi ingen ting. Fordi vi har indset, handler vi ikke. Parolen er: ”jeg ved godt, men …” Vi ved meget vel, at den politiske udvikling i store dele af verden har grund i et stærkt polariseret samfund, hvor store grupper ikke er blevet hørt, men vi tager alligevel ikke deres argumenter alvorligt. Vi ved, at der findes falske påstande om, hvem der begynder krige, men det sker der ingen ting ved. Vi ved godt, at vi har haft kolonier, men vi har jo været så meget bedre end andre koloniherrer, så det tæller ikke rigtigt. Vi ved godt, men … Sådan ser og ser man, men forstår intet; sådan hører og hører man, men fatter intet. Vi ved, men vores viden har ingen betydning for vores liv. Vi tror ikke på det, vi ved. For vi tør ikke tro det, for konsekvenserne for vores liv er for store.
Det er også logikken i evangelieteksten med lignelsen om sædamanden. Derfor gives alting i lignelser for at dem udenfor skal se og se og intet fatte, høre og høre og intet forstå, for det er ikke tilstrækkeligt at se og høre. Hvis man står udenfor, får det, man ser, og det, man hører, ingen betydning, for man tror det ikke. Man tør ikke tro det, for konsekvenserne for livet ville være for store. Det ville være alt for omvæltende, hvis det, der blev sagt i lignelsen faktisk gjaldt for en selv. Så ville hele livet blive anderledes.
For dem indenfor derimod er gudsrigets hemmelighed givet. Den hemmelighed er ikke den lidt kedelige udlægning af lignelsen, der følger efter, hvor såsæden identificeres med ordet, og jordbundsforholdene gøres lig med menneskers situation. Den tolkning er der intet hemmeligt over. Den kan alle og enhver forstå. Hemmeligheden er, hvem der fortæller den. Det er givet disciplene. De ved, hvem det er, der fortæller lignelsen om sædekornet, som er ordet, der strøs ud over jorden. Derfor er de den gode jord. Det er dem, der tror på det, som de ved. Det har store konsekvenser for deres liv. De bærer tredive, tres og hundrede fold. For den viden, de har, får de givet. Gudsrigets hemmelighed er dem givet, så de i modtagelsen af den, bliver den gode, frugtbare jord.
Derfor er det ikke længere deres egen viden om sig selv, der bestemmer, hvem de er. Gennem Jesu lignelse bestemmes de, som dem, der kender gudsrigets hemmelighed og vokser i den gode jord. Når de tror det, gælder det for dem, som Paulus sagde, at verdens visdom er gjort til dårskab for dem; og menneskers styrke er gjort til svaghed. Det er ikke en rationel viden, der passer ind i verdens logik. Tværtimod er den sat uden for af verdens kloge hoveder. Men det betyder ikke, at den ikke er virksom i verden. Som alverdens hamstere er grundlag for, hvordan man agerer i verden, er også denne viden fundament for livet i verden, selv om den ikke passer til verdens visdom. Ja, netop fordi den ikke svarer til den almindelige fornuft og den gængse rationalitet, men er Guds ord til os, kan den begrunde vores liv i verden. Med ordet til os, om at vi har fået gudsrigets hemmelighed givet, fordi vi er dem, der frelses ved korsets dårskab, kan vi indgå i verden og bære mange fold.
Mange fold bærer vi, når vi tør tage del i verden og tro på vores viden. Uanset hvor store konsekvenserne af den er, kan de nemlig ikke ændre ved det fundament, som er lagt for os i åbenbaringen af gudsrigets hemmelighed. Så kan vi uden frygt for vores liv leve efter vores viden i verden.
Manden i den historie, som jeg har fået på hjernen, kunne ikke leve uden sin hamster. Han måtte have noget uden for verdens logik, der lod ham optræde logisk i verden. Alle har behov for noget, der giver tryghed og frimodighed i verden, men ikke selv er en del af verden. Vi får det i Guds ord til os, når vi hører det i dåb og nadver. Det er ikke en hamster, der kan skiftes ud med andre. Det er den gode jord, i hvilken vi kan være frugtbare i verden, hvor vi skal turde tro på det, vi ved, og handle derefter.
DDS 4 – 504 – 152 — 272 – 313 – 400