Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed.’ Denne proklamation stammer fra filosoffen Immanuel Kant, i slutningen af 1700-tallet. Den citeres nu af enhver ny leder af en kulturinstitution. Et slogan i en tid hvor man mener at mangel på oplysning er skyld i verdens konflikter. Hvis folk bare blev mere oplyste, så ville de ikke tænke, handle og stemme som de gør. Så ville de – som de oplyste selv – tænke sig om, handle klogt og stemme på de fornuftige.

Hvordan befries vi fra umyndighedens mørke? Er det nok at de der er oplyst, fortæller os hvad vi skal mene og gøre? Nej, for det gør os ikke myndige. Vi må selv oplyses til myndighed.

Det hedder om Jesus at han taler til folk ’som en der har myndighed’. I dagens evangelium: ’Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden’.

Myndighed er noget nogen har. Vi lytter når et forstandigt menneske taler bestemt til os. Vi adlyder når en politibetjent siger ’passér gaden!’ Der er mennesker som har ret til at sige hvad de siger fordi de på en eller anden måde er udstyret med en myndighed som giver dækning for hvad de siger.

Denne ret kan man ikke tiltage sig. Den får man tildelt. En statsleder der har tiltaget sig sin myndighed, er en tyran som vi kun adlyder så længe vi frygter ham. En legitim statsleder – derimod – får tildelt sin myndighed. Af os. Vi anerkender de myndigheder vi selv har valgt. Vi overgiver vores myndighed til dem. Derfor underlægger vi os dem gerne. Med mindre de misbruger vores tillid. Eller hvis de som selvbestaltede, oppustede opkomlinge tiltager sig myndighed.

Jesus har ikke tiltaget sig myndighed. Eller tillagt sig den. Han har fået sin myndighed tildelt af Gud. Gud giver ham ’myndighed til at tilgive synder på jorden’.

Nu sagde jeg at vi kun anerkender dem vi selv har tildelt myndighed – det er den moderne verdens sunde virkelighed. Hvordan kan vi så anerkende hvad Jesus siger? Det er jo i hvert fald ikke er fra os han har sin myndighed.

En synder er bundet uden at kunne løse sig selv. Som den lamme på båren. Andre kan støtte ham, bære ham – som de fire venner. Men de kan ikke frigøre ham. De må sænke ham ned til Jesus – den eneste der har myndighed til at frigøre ham fra det han ikke kan løse sig selv fra: synden.

 

Der er noget i et menneskes liv som vi ikke kan befri os selv fra. Der er tilskikkelser som rammer os. Ulykker. Tab. Sygdomme. Nogle rammes hårdere end andre – og der er ingen retfærdighed i det. Da får vi brug for andres trøst, deres hjælp. At de bærer.

Men skæbnens tilskikkelser er ikke det første som Jesus kerer sig om. Da den syge sænkes ned foran ham, siger han: ’Søn, dine synder tilgives dig.’ Syndsforladelsen er det grundlæggende. Helbredelsen noget sekundært – den tjener i historien nærmest som et show-piece som Jesus udfører for at de skal få øjnene op for at han har myndighed til at tilgive …

… fra synden som ellers binder os uløseligt. Synd er ikke skæbnens tilskikkelser. Den er hvad vi selv gør – og forsømmer at gøre. Det vi selv er skyld i.

Hvad sagde Kant: ’Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed.’ Det med at det er selvforskyldt, glemmes ofte når de oplyste lancerer sloganet: at vi gør os selv umyndige.

Jeg talte forleden med en ældre kvinde som undrede sig over at vi i så vid udstrækning selv giver afkald på vores fornemme kultur og historie. At vi kun søger viden om det vi i forvejen véd noget om. At vi ikke udsætter os for at søge viden på en måde som bringer os bort fra vores egne spørgsmål. Noget som overrasker os – og giver os perspektiver på verden som vi ikke anede noget om. Når vi bare overhældes med oplysninger, oplyser det os ikke.

For år tilbage var der små indslag på tv i et program som hed ’Oplysning til Borgerne om Samfundet’. De gav information om alle mulige emner af almen interesse: færdselsanvisninger, sygdomsbekæmpelse, miljøvejledning. Men de havde også et opdragende sigte. Oplysning til borgerne om samfundet var også oplysning af dem. Vi skulle blive bedre samfundsborgere.

Oplysning er en slags opdragelse. Men i dagens evangelium er det en nedsænkning. På sin båre sænkes den syge synder ned gennem taget, ned foran Jesus.

 

 

Der er noget i vores liv som binder os så hårdt at ingen indsigt kan trække os op af det. Noget selvforskyldt som ingen oplysning i sig selv kan befri os fra. En synd som kun myndigheden til at tilgive kan løse os fra.

Der er ingen sammenhæng mellem synd og sygdom – og vi hører ikke hvad den lamme mand kunne have forskyldt sig selv. Det er der en grund til: Dén nemlig at ethvert menneske – om det er ramt af sygdom eller ej – er bundet af syndens selvforskyldte umyndiggørelse. Hvad vi gør og undlader at gøre – det binder os til os selv. Ja, i grunden er vi hvad vi gør og ikke gør.

Augustin har skrevet: Synd er at vi gør os selv til ’centrum for vores egne livserfaringer’. Hvilken indvending er mere nærliggende end at det kan vi jo ikke undgå. Navnlig ikke i en tid hvor dette vilkår synes at være blevet ophøjet til en dyd: at være centrum for sine egne oplevelser.

Men hvorfor gør evangeliet dette vilkår – at vi er bundet af vores eget, indre perspektiv – til en synd? Det er fordi det forhindrer os i at tage vores skyld på os. Og fordi vi ellers ville være alt for tilbøjelige til at ophøje det.

Digteren D.W. Auden har et par linjer hvor han beder om at vi ikke forledes til at begå ’den synd … som forbander sjælen ved at lovprise den’ (In Sickness and in Health).

Og er det ikke vores forbandelse?: At vi hele tiden får at vide hvor fantastiske vi er. At vi hele tiden bestræber os på at være intet mindre end det. At vi ikke bare lovpriser os selv, men at vi bilder os ind at vi véd hvem vi er når andre lovpriser os. At vi ender med at tro at vi er dét.

Det er en vildfaren humanisme. Den kæmper for at ophøje ideen om det uforgængeligt ædle menneske – så vi alle tror at dét skal vi også være, og hvis vi ikke er det, så er dét selvforskyldt.

Den franske filosof Michel Foucault har kommenteret Kants proklamation om at oplysning er menneskets befrielse fra selvforskyldt umyndighed. Han mener at oplysning er noget andet end humanisme. Humanisme – siger Foucault – går ud på at kolorere … bestemte begreber om mennesket’. Foucault vender sig imod hvad han kalder ’ureflekterede værdidomme’. Eller med Audens ord: at man ’forbander sjælen ved at lovprise den.’

Evangeliet om syndernes forladelse gør ikke det. Det forudsætter ganske nøgternt at intet menneske kan leve uden skyld – uden at det selvforskyldt har gjort sig skyldigt. Og at det kan vi ikke befries fra ved egen kraft. Eller ved at blive lovprist af en humanisme som indgiver os kulørte forestillinger om os selv – forestillinger som det bliver endnu sværere at leve op til, og som derfor bliver endnu mere bindende.

Troen på syndernes forladelse er befrielsen fra at skulle leve op til ophøjede, kulørte forestillinger om os selv.

Denne tro forudsætter at vi anerkender at Jesus har myndighed til at tilgive synder. Men gør vi det? Hvis vi nu kun anerkender dem som vi selv har tildelt myndighed – så gælder det ikke Jesus. Det er ikke os, men Gud som har tildelt ham myndighed.

Det betvivler nogle af de skriftkloge i dagens evangelium. De tror at han har tiltaget sig denne myndighed. I deres øjne gælder den ikke. De mener ikke at der er dækning for hvad han siger. Men Jesus siger til den lamme: ’Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem.’

Men hvis vi virkelig skal tage evangeliet til os, må vi se bort fra denne demonstration. Vi må tro hvad han siger. Som det hedder i begyndelsen: ’han talte ordet til dem’. Det er ordet som lyder: ’Dine synder tilgives dig.’