Mark 2,14-22
”Lad os tale om tro” hedder et projekt, som forskellige kirkelige organisationer er gået sammen om. Resultatet er en række videoer, som kan ses på hjemmesiden med samme navn www.ladostaleomtro.dk. De består af samtaler mellem to ukendte eller kendte danskere. Til sidst er der nogle spørgsmål til hjælp, hvis man selv vil arrangere samtaler om tro. I gamle dage ville man have kaldt genren vidnesbyrd, for personerne fortæller om deres egen tro og deres oplevelser med at leve som troende. Nogle kommer fra troende hjem og har aldrig skullet tage stilling til deres tro, for den har altid været der. Andre er for nylig og i en moden alder kommet til tro. Atter andre har kun et meget uartikuleret forhold til tro, selv om de tror, at der er mere mellem himmel og jord, som de siger. Alle taler de om, hvad troen giver dem. Hvad den betyder for dem. Kærlighed, tryghed, tillid, håb og fællesskab. Gad vide, hvad Levi, Alfæus’ søn ville have sagt.
I Markusevangeliet optræder han i et enkelt vers, som jeg læste. Levi sidder ved toldboden. Jesus går forbi og siger: Følg mig. Levis rejser sig op og følger ham. Mere hører man ikke, men det ene vers er tilstrækkeligt til at danne sig et billede af ham. Mere end et billede, man kan næsten ikke lade være med at udvikle en hel historie om ham. Man har lyst til at fortælle om, hvordan han var en nidkær, pengegrisk tolder, der lagde urimelige afgifter oven på den told, som han var sat til at indkræve af kongen. Man kan næsten se ham for sig dér foran toldboden, hvor han sad og skulede efter nogle, der forsøgte at komme forbi uden at betale. Så man kommer til at forestille sig, at han var så upopulær i befolkningen, at ingen ville omgås hans. Han var derfor blevet en menneskefjendsk gnier, og det fastlåste liv blev han befriet fra, da Jesus så ham. Men alt det står der ikke noget om.
Man har også lyst til at digte videre om, hvordan mødet med Jesus betød, at han pludselig blev en hel anden. Forlod sit erhverv eller i det mindste holdt op med at tilrane sig ekstra skatter. At han fulgte Jesus og tog ved lære af ham, så han brugte sine midler til gavn for andre end sig selv. At det var ham, der havde inviteret syndere med til middag, da Jesus senere besøgte ham. At han var blevet et bedre menneske med en ny omgangskreds af gode kristustroende, retfærdiggjorte syndere. Men alt det står der heller ikke noget om.
Der står kun det ene: ”Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.” Mere står der ikke. Efter det forsvinder han. Markusevangeliet indeholder ikke mere om ham. Matthæusevangeliet mener at vide, at han hed Matthæus. Lukasevangeliet fortæller, at han holdt en fest for Jesus. Men ellers hører man ikke om ham. Hvad mon han ville sige til samtalepartnere, der vil tale om tro for rullende kameraer?
Han kunne ikke sige andet end dette: Jeg sad foran toldboden, da Jesus kom forbi. Han sagde: ”Følg mig!”, og jeg rejste mig og fulgte ham. For han gør det helt uden begrundelse. Jesus har ikke givet løfte om et bedre liv, endsige et evigt liv. Han har ikke lovet ham kærlighed, tillid eller livsmod. Faktisk har han ikke fremlagt et program, som Levi kunne overveje og antage, hvis han fandt det tilstrækkeligt attraktivt. Han har heller ikke præsenteret et udviklingsforløb, som Levi kan følge, hvis han vælger at følge ham. Tværtimod. Kun dette siger han: ”Følg mig!”
Formentlig ville det blive en kort samtale om tro med Levi. For han aflægger ingen bekendelse og intet vidnesbyrd. Han giver ikke udtryk for, hvad han har fundet i Jesus, eller hvorfor han følger ham. Han kan ikke gøre rede for, hvad der gjorde, at han rejste sig. Ej heller vil han kunne fortælle om sine erfaringer med troen efterfølgende eller berette om sine troshandlinger. Han vil ikke kunne gøre rede for, at han nu ser alt i et andet lys. At han er blevet forbundet med troende verden over, har fået livslyst og livsmod og møder verden på en ny måde i tillid og med kærlighed. For der er kun dette, at Jesus siger ”Følg mig!” og han gør det. Det er ikke noget at tale om.
Faktisk slet ikke noget at tale om, for ifølge teksten følger han bare Jesus hjem til sig selv. Ikke på spændende rejser eller til nye opdagelser, men han følger Jesus og i næste vers er de hjemme hos Levi. Intet er forandret. Tilsyneladende er intet sket.
Alligevel sker der noget. Noget bliver nyt for Levi. Alt bliver nyt for ham. Ikke dette eller hint. Ikke denne erfaring eller dette humør. Ikke en ny overbevisning eller et nyt meningsgrundlag. Slet ikke et eller andet. Ikke et noget. Men alt. Hans fortid og fremtid. Han bliver ny.
Jesus siger, da han er hos ham: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Det er det nye. Det, der gør alting nyt. Levi blev kaldet, han rejste sig og fulgte, altså var han synder. Tolder var han. Det vidste han godt, for det havde han selv gjort sig til. Nu følger han Jesus, får han at vide, at han var synder. Det vidste han ikke, for det havde han ikke selv gjort sig til. Først da han rejser sig og forlader sin fortid, bliver det til en synders fortid. Først nu, da alting bliver nyt, fordi han følger Jesu kald, bliver hans historie i alle tider også ny. Hans fortid var synd. Hans fremtid er retfærdig. Fordi han i nutiden følger Jesus. Kaldet: Følg mig! bestemmer både fortid og fremtid. Nutiden gør Levi til den, han er i fortid og fremtid. Alt afgøres af det. Det sprænger alt det gamle.
Den gamle klædning, de gamle vinsække sprænges af det nye der kommer, som Jesus siger i teksten. Det er ikke bare gamle former og traditioner, der ikke kan holde til det nye. Det er det gamle menneske selv, der ikke kan rumme det nye. Det er Levi selv, der må give afkald på at være den person, som han mente, at han var, for at modtage den, han er, gennem Jesu kald: Følg mig! Levi kan ikke følge ham, hvis han stadig selv vil bestemme, hvem han er. Han bliver den, han er, ved at følge Jesus. Det afgør alt. Det er det hele.
Derfor er der ikke så meget at tale om, hvis Levi skulle tale om sin tro for rullende kameraer. Han ville slet ikke kunne tale om den, for hvad skal man tale om, hvis man skal tale om det hele og alting? Levi ville ikke kunne tale om særlige erfaringer eller følelser. Han kunne heller ikke tale om forholdet mellem tro og tvivl. Eller om at klynge sig til troen eller bygge på den eller søge trøst i den. Han har ingen religiøse oplevelser, for alle hans oplevelser er religiøse, når hele hans liv i fortid, nutid og fremtid afgøres af et kald: Følg mig!
Levi kunne kun bidrage med at tale om alt. Om alt det han er. Og han ville skulle sige, at selv det ville han ikke kunne tale om, for så skulle han forholde sig til sig selv udefra. Så skulle han omtale sig selv som noget andet end sig selv. Han ville slet ikke kunne tale om tro som noget, som om der findes dette noget i hans liv, der er troen, og så noget andet, der ikke er troen. Som om han på den måde kunne betragte sin egen tro fra et andet sted og forholde sig til den. Men det sted findes ikke for ham. For ham er alt tro. Skulle han tale om tro, kunne han derfor kun tale inde fra troen. Faktisk ville al hans tale være udtryk for troen, uanset om han talte om den eller ej. Ja, hele hans liv ville være svaret på spørgsmålet om hans tro, for alting er bestemt af dette, at han blev kaldt af Jesus og fulgte ham.
Sådan kan det være svært at tale om tro, for hvis den er, er den det hele. Alt det, vi er. Den er ikke et afgrænset noget, som vi kan forholde os til på afstand, men netop noget ubegrænset, som vi ikke kan forholde os til, fordi det ikke er på afstand af os. Og dette ubegrænsede gives os i Jesu kald: Følg mig!, så fortid, nutid og fremtid afgøres af det, og vi ikke kan andet end leve i det.
DDS 729 – 15 – 289 — 728 – 467 – 730