- s.e.trin (Vartov, 3.8.25)
Sommerferien er forbi. Vi genoptager vores embeder. I en periode har man kunnet bryde de vante mønstre og se det hele med andre øjne. De første dage tilbage i hverdagen medtager man lidt af det fremmede fra ferien, for man bliver ekstra opmærksom på de mønstre, som man ikke var opmærksom på før ferien. Indtil man igen er helt indlejret i dem og slet ikke bemærker dem
I Vartov er det særligt tydeligt, for har man været væk et par dage, melder hverdagens mønster sig på en ret iøjnefaldende eller iørefaldende måde. Pludselig hører man igen rådhusklokken hvert kvarter. Før ferien bemærkede man den slet ikke. Og snart er man igen inde i sine gamle mønstre og hører den ikke.
Det er underligt, at det kan lade sig gøre, for lyden må jo trænge ind i øret på præcis samme måde hver kvarter, uanset om det er en del af et indgroet mønster eller ej. Men hjernen har tilsyneladende en evne til at udskille det unødvendige og ubetydelige; det som man ikke skal bruge til noget og derfor ikke behøver at være opmærksom på. Måske kan man sige, at det ydre øre, der opfanger lyden, er én ting, mens det indre, mentale øre, der bestemmer, hvad man skal høre, er en anden ting. Så kan man høre med det ydre øre og alligevel være døv på det indre. Sådan er det, når man kommer ind i sine gamle mønstre i Vartov.
Hovedpersonen i Ralph Ellisons roman fra 1947, En usynlig mand – som ikke skal forveksles med H.G. Wells gyserroman fra 1897, der hedder Den usynlige mand – hovedpersonen i Ellisons roman taler i prologen også om ydre og indre sanseorganer. Han er nemlig usynlig, siger han. Men hans usynlighed stammer ikke fra ham selv, men fra dem, der skal se ham. Deres indre øje er på en eller anden måde sat sådan sammen, at de ikke kan se ham, siger han. Deres ydre øje kan, men det indre lukker øjnene for ham og ser ham ikke. Så er det, fortæller han videre, at man godt kan få lyst til at række ud efter dem og puffe til dem og måske blive endnu voldsommere, for at de skal få øje på en. Men det lykkes ikke. De kan ikke se, for i de mønstre, som de bevæger sig i, skiller deres indre øje ham fra som unødvendig og ubetydelig. Ham kan de ikke bruge til noget, så ham behøver de ikke være opmærksom på. Det er deres mønster. Det kan man ikke bryde. Ikke engang ved at blive voldelig. Derfor er han en usynlig mand.
Nærmeste tilfældigt får man lidt senere at vide, at manden er sort, og de blinde er hvide. Det er de hvides indre øje, der er lukket for den sorte mand, for han eksisterer ikke rigtigt for dem. Ikke som en mand i hvert fald eller som et menneske. Måske eksisterer han som en funktion eller en service, men som et individ med en sin egen værdighed findes han ikke. Han er en usynlig mand.
Kulturhistorien fremviser mange eksempler på denne usynlighed. Slaverne i antikken var til stede i store tal, ved vi, men man kan ikke se, hvor de befandt sig, når man besøger udgravninger af antikke huse og byer. De har ikke efterladt sig nogen spor. De var og er usynlige. Langt op i det nittende og tyvende århundrede var det acceptabelt for overklassen at være afklædt foran deres tjenestefolk. For de talte ikke rigtigt. De var der bare og var usynlige. Er man på Roskilde Festival bliver ens tomme dåser og glas umærkeligt samlet op af nogle, som gerne vil have panten, men som man ikke bemærker, medmindre de fjerner øldåsen, før man har drukket ud. De er der ikke. Vi ser dem måske med det ydre øje, men for det indre er de usynlige.
Zakkæus er usynlig i dagens charmerende tekst fra Lukasevangeliet om den lille tolder, der ikke kan komme til for de andre og må kravle op i et morbærfigentræ for at se, hvem Jesus er. Han er usynlig, fordi han helt forsvinder i sin funktion som den upopulære overtolder, der er blevet rig på at lægge afgifter på varer og presse skatter ud af handelsrejsende. En syndig person er han i folks øje, fordi han samarbejder med magthaverne og udnytter det til egen fordel. Men hvem Zakkæus er, ved ingen. Han har ingen værdighed for de andre. Man ser ham ikke, så selvfølgelig lader ingen ham komme til, når Jesus går forbi. Han er usynlig. De ser ham ikke med det indre øje.
Så han kravler op i træet og hænger dér for at kunne se, da Jesus kommer forbi. Zakkæus vil gerne se Jesus. Men Jesus ser ham. Zakkæus ville gerne vide, hvem Jesus er. Men Jesus ved, hvem han er. Jesus ser ham kalder ham ved navn: ”Zakkæus,” siger han, ”skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Så bliver Zakkæus synlig. Han er nogen med et navn og et hjem, og dér vil Jesus besøge ham. En sådan værdighed bliver Zakkæus til del. Jesus ser ham og kende ham og kommer i hans hjem.
Som det er det indre øje, der gør mennesker usynlige, således er det det indre øje, der gør mennesker synlige. For det handler naturligvis ikke blot om det ydre syn, om erkendelsen af en persons tilstedeværelse. Det handler om det indre syn, om anerkendelsen af denne persons værdighed. Det er det sande syn, som gør den anden person synlig som et værdigt menneske. Jesus ser Zakkæus og tildeler ham værdighed i sit syn. I det syn bliver Zakkæus til som den, Jesus så, kendte og besøgte
Så brydes Zakkæus’ mønstre. Nu har han ikke længere behov for at presse penge af nogen eller snyde nogen for at få værdi. Han behøver ikke længere lange ud og gribe fat i nogen, at skubbe og puffe dem for at blive set, som den usynlige mand beskrev. Han blev synlig som et værdigt menneske, da Jesus så ham, så han nu kan se alle omkring sig som værdige menneske. Så nu må han behandle dem med værdighed. Således, kan Jesus konkludere, er frelsen kommet til ham. Han har brudt sine mønstre. Det skete, da Jesus så ham.
Og sådan fortæller næsten alle mønstrebrydere, at de engang var indfældet i mønstre, som de ikke kunne komme ud af, fordi mønstrene bekræftede, hvem de var. De var sådanne, der ikke kunne finde ud af at gå i skole. De var sådanne, der var socialt udsatte. De var sådanne, der lavede problemer. Det var fordommene om dem, og ingen kunne se andet end deres egne fordomme, for de udgjorde de mønstre, som alle levede i. Personerne blev usynlige, for ingen kunne se dem bag fordommene. De indre øjne så kun deres egne mønstre. Sådan fortæller mønstrebryderne ofte, at det var, indtil nogen så dem. Indtil én bestemt person kunne se dem. En lærer, en fodboldtræner, en kæreste eller en anden enkeltperson så dem. Ikke bare erkendte dem med det ydre øje, men anerkende dem med det indre øje. Sådan gjorde denne ene person dem synlige, så de blev en person med værdighed og kunne leve og handle med værdighed. Så kunne bryde de mønstre, som de var indlejret i og selv få et andet syn på sig selv og på andre. Fordi der var én, der så dem.
Det kalder Jesus frelsen i historien om Zakkæus: at blive set af ham og bryde gamle mønstre, fordi man bliver synlig som et værdigt menneske og kan leve værdigt sammen med andre mennesker.
Og nu er sommerferien forbi, og man er på vej ind i sine egne, gamle mønstre igen, hvor man ikke ser og hører alt det, som man ikke mener at have brug for. Hvor ens indre øje og øre kan skille alt det og alle dem ud, som man ikke har brug for. Hvor man selv ses gennem de gamle mønstre og måske bliver usynlig som den, man også er. Så er det godt, at vi kan komme i kirke igen, for til gudstjenesterne er der tid til at bryde med de gamle mønstre og minde os om, at vi også bliver set af andre end os selv. At vi har et andet blik på os og bliver synlige af at have hans syn på os. Den værdighed har vi som mennesker, så vi kan leve værdigt med andre mennesker.
Måske kan vi endda være den, som ser den anden, som andre ikke ser.
DDS 726 – 30 – 547 — 164 – 12 – 471