Matt 12,31-42
Vi synger glade salmer i dag. Primært salmer med tunger. Salmetunger, tunger af ild, der optændes af Helligånden til prædiken mild. Vi synger om læber og munde, der i kraft af Guds ånd får nyt liv. Om kroppe, der skal blive nye fra top til tå, når ånden helt har gennemtrængt dem, så de kun kan være det, de er: børn af ham, som os har skabt. Det går som en tråd gennem salmerne, i bøn og i tak, at noget må komme til os og oplyse os for at vi kan være dem, som vi er skabt til at være. Guds ånd, Helligånden, er den, der gør os til det vi er bestemt til, men ikke kan være af os selv. Overladt til os selv kan vi alt muligt, men netop ikke dette.
Tag nu et træ, siger Jesus. Et godt træ giver god frugt. Et dårligt træ giver dårlig frugt. Æbletræer giver æbler. Pæretræer pærer. Det kan ikke andet. Lige så lidt som en hund beskæftiger sig med, hvordan den skal være hund. Eller en hest, hvordan den skal være hest. Hunden gør. Hesten vrinsker. De kan ikke andet. Men mennesket! Mennesket skal finde ud af, hvordan det vil være menneske. Mennesket kan hente gode eller onde ting frem af sit gode eller onde forråd. Det kan velsigne og forbande med den samme tunge. Det kan tale sandt og lyve med de samme ord.
Menneskelivet er under-ligt, som Grundtvig sagde og skabte muligvis uafvidende et af Højskolesangbogens bedste ordspil, for han mener sikkert, at menneskelivet er ligt et under, altså underfuldt, men det er jo også underligt, mærkværdigt. Epistelteksten siger det: Mennesket kan tæmme alle dyr på jorden, ja, det har tæmmet både vilde dyr, fugle, krybdyr og havdyr, men sin egen tunge kan det ikke styre. En anden græsk tekst minder meget om det. Det er i tragediedigteren Sofokles’ drama Antigone, hvor koret kommenterer handlingen med en sang om mennesket. ”Meget i verden er sært, intet dog mere sært end mennesket,” begynder den. Men oversætteren kunne med fordel have lært af Grundtvig og sagt: ”Af alt det underlige i verden er mennesket dog under-ligst,” for det ord, der oversættes sært, er netop dobbelttydigt. Det betyder både farligt og fantastisk, både mærkeligt og mirakuløst, så under-ligt ville være en god oversættelse.
Men det interessante er selvfølgelig, hvorfor man allerede i det femte århundrede før vor tidsregning mente, at dette var en passende beskrivelse af mennesket. Sofokles svarer som Jakobsbrevet: Mennesket kan alting: Det kan sejle på havene; det kan opdyrke jorden, det kan fange de flyvende fugle, vildnissets vilddyr og havdybets fisk. Mennesket bygger huse og opbygger samfund. Det kan helbrede sygdomme, kun døden er uundgåelig. Eller rettere står der noget i retning af, at mens det har alle muligheder, er det alligevel chanceløst og til sidst dør det. Og til allersidst lyder det, at mennesket trods dets mange evner ofte vakler mellem godt og ondt. Eller man kan sige, at selv om det hører til alle steder, har det ingen steder hjemme, fordi det involverer sig med det, der ikke er godt. Så har vi det: Menneskelivet er underligt og under-ligt. Som det eneste af alle levende væsener skal mennesket forholde sig til sig selv. Alt andet er det, det er. Mennesket skal finde ud af at være menneske. Det skal blive sig selv.
Når man finder fænomenet i tekster, der er 2500 år gamle, kan man næppe sige, at det er nyt. Mennesket har alle dage skullet forholde sig til sig selv. Det har altid kunnet se sig selv udefra og kunnet bedømme og vurdere sig selv. Og det er altid kommet til kort over for sig selv. Heste kan det styre med et bidsel, men sin egen tunge kan det ikke styre. Til alle tider har mennesket måttet erkende, at det ikke kunne det, som det skulle; og gjorde det, som det ikke burde. Alligevel synes noget forandret – i hvert fald i sproget, men måske også i fænomenet.
Førhen talte man om skyld. Ikke bare talte om. Man oplevede skyld, når man ikke kunne det, man skulle; når man gjorde det, man ikke måtte. Når det viste sig, at mennesket ikke kunne finde ud af at være menneske, selv om det skulle, blev det skyldigt. Menneskets problem var skylden. Bag skylden ligger nemlig loven eller buddet, forbuddet og påbuddet. Det forlanges, at mennesket gør dette og hint, og undlader at gøre dette eller hint. Gang på gang sker det alligevel, for mennesket vakler mellem godt og ondt. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd, og vi ved, at vi kan være både onde og gode. Tungen forbander og velsigner. Og så har man skylden. Menneskets problem er at komme fri af skylden, som det pådrager sig, fordi det som menneske ikke kan leve op til loven. Derfor forkynder kristendommen en frelser, der har taget skylden på sig, så der i hans navn er tilgivelse for skyld. Syndernes forladelse. Måske – i virkeligheden – ikke så meget for, at man skal kunne komme fri af den skyld, som man har pådraget sig, men mere for at man kan leve med den skyld, som man vil pådrage sig.
Men noget har ændret sig. Da man i Norge for omkring ti år siden lavede en ny tv-serie om en gruppe gymnasieelever i Oslo, der for mig at se levede et ret almindeligt, om end yderst charmerende ungdomsliv med fester, forelskelser, veninder og venner, holdt man en afstemning blandt de unge deltagende om seriens navn. Den faldt ud til fordel for titlen Skam. Skam mente de altså, at det handler om, når teenagere forsøger at finde ud af, hvem de selv er, og prøver at blive de mennesker de skal være. Skam oplevede de, når de skulle prøve at blive sig selv. Skam er et andet fænomen end skyld. Bag skam ligger ikke loven og buddet, der regulerer personens gøren. Bag skam ligger et ideal om personens væren. Et ideal, som man ikke kan leve op til og derfor skammer sig. For de unge oplever ikke, at deres tilværelse begrænses af forbud og påbud, men derimod underlægges et ideal om, at de skal være perfekte. Vel at mærke ikke et ideal om, at de skal gøre noget bestemt eller være nogen bestemt. De skal bare være sig selv. Den bedste udgave af sig selv. For de er jo perfekte lige som de er. Sådan har vi forældre sagt til dem og dermed gjort præcist det, som mennesket altid har haft sværest ved til et krav for vores børn. Er det så sært, at de mistrives? Når man skal være perfekt og sig selv på samme tid.
I både skam og skyld står mennesket alene. Alene over for loven. Alene over for idealet. Det skal selv blive den, som det skal være. Skylden og skammen kommer fra de andres blik på en og fra ens egen blik på sig selv. Hvor er der hjælp at finde? Der er ét tegn, siger Jesus. Jonas-tegnet. Menneskesønnen, der er død tre dage i graven for at stå op igen. For af alle tegn rækker dette tegn ud over menneskets eksistens. Det eneste, som mennesket ikke kunne ændre ifølge Sofokles, ændres i dette tegn. Døden var var menneskets grænse. Opstandelsen fra de døde ligger på den anden side af grænsen den menneskelige eksistens. Når menneskesønnen står op fra de døde, sprænges menneskelivets grænser. Der åbnes for et perspektiv på livet, som ikke kommer fra det liv selv. Livet bliver andet og mere, end det er i sig selv. Når mennesket ses fra et sted hinsides dets egen tilværelses grænses, kan det ses på en måde, som det ikke kan se sig selv. Vi tror, at det blik på os er Helligånden, der kommer til os.
Blandt alle verdens levende væsener er mennesket det eneste, der skal forholde sig til sit eget liv. Det er det eneste, der ikke bare er sig selv, men skal blive sig selv. Evangeliets tilsagn er, mennesket bliver det, som det skal være, når Helligånden gør dets liv til andet og mere, end det selv kan gøre. Derfor kan enhver synd forlades. Skylden kan tilgives og skammen fratages, for det er ikke i kraft af os selv, men i Helligånden, at vi bliver vi til dem, som vi er skabt til at være – og kun i den.
Uden for den skal vi selv finde ud af det, og mennesket kan så meget, men netop dette kan det ikke selv. Derfor synger vi glade salmer i dag. Salmer om at vi er omfattet af Guds Helligånd, som oplyser og opliver os, så vi bliver dem, vi skal være fri fra skyld og skam.
DDS 4 – 42 – 307 — 291 – 393 – 287