3. søndag efter påske (1)
Om en kort tid
Jesus sagde: v.16 »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.«
v.17 Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« v.18 De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«
v.19 Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? v.20 Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. v.21 Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. v.22 Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
Joh 16,16-22
Tekstens forhold til de andre evangelier
Vi er nu kommet ind i den del af Johannesevangeliet, som kaldes afskedstalen eller afskedstalerne, hvis man mener, at de er sammensat af flere taler. Det er kap. 13-17, som falder mellem Jesu offentlige virke (kap. 1-12) og passionshistorien (kap. 18-20 (21)). Genren er kendt fra andre antikke skrifter. Det er i mange tekster almindeligt, at en stor personlighed holder en tale før sin død, hvor han ordner forholdene, når han ikke er mere. Han fordeler eksempelvis arven mellem sine sønner og formaner dem om, hvorledes de skal agere, når han ikke længere er til stede. Den døende gør sit liv op og forbereder sine efterladte på tiden uden ham. Det svarer til genren her. Jesus taler også om det fravær, som vil indtræde, når han dør; men mindst lige så meget om, hvordan han vil være nærværende for sine tilhængere efter sin død. Helge Kjær Nielsen har i sin kommentar til Johannesevangeliet (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2007) foreslået at kalde det ”talen om det nye nærvær”, fordi han mener, at den ikke handler om afsked, men om genkomst. Det passer meget godt til denne tekst. Men genremæssigt må man alligevel fastholde, at det hører til afskedtalegenren.
I de andre evangelier er der ikke noget tilsvarende. Lukas har en lille tale efter den sidste nadver (Luk 22,24-30), der handler om forholdet mellem disciplene og deres status. Men der er ingen direkte paralleller til Johannesevangeliets afsnit.
Derfor er afskedstalen selvfølgelig meget karakteristisk for Johannesevangeliet. Det udtrykker meget tydeligt, at Johannes’ anliggende er forholdene efter påske, dvs. menighedens tid, hvor Jesus ikke er fysisk til stede. Johannes vil vise, at det ikke skal forstås som en mangel-situation, der er kvalitativt underordnet den tid, da Jesus levede. Tværtimod. Tiden efter påske, efter Jesus har været på jorden, er død og opstået, er bedre, end da han var fysisk til stede. For det er tiden, hvor resultatet af hans virke findes.
Teksten i Johannesevangeliets sammenhæng
Som sagt er teksten en del af afskedstalen. I det umiddelbart foregående har Jesus talt om Talsmandens komme, som han vil sende, efter han er gået til faderen (Joh 16,5-15). Talsmanden skal fortsætte Jesu gerning på jorden og vejlede i hele sandheden. Han skal være nærværende, når Jesus er fraværende, og således gøre Jesus nærværende i hans fravær, for nu at udtrykke det lidt sindrigt. Teksten om den korte tid knytter direkte til Jesu udsagn i dette afsnit, når disciplene diskuterer, hvad han mener med at gå til faderen.
Efter teksten om den korte tid fortsætter temaet om den nye situation, der overgår den situation, som disciplene er i med Jesus (Joh 16,23-33), for da skal de bede i hans havn (v. 23), have forkyndelse uden billeder (v. 25), selv bede til faderen (v. 26). Til slut forudsiger Jesus sin afsked og disciplenes reaktion (v. 29-33).
Tydeligvis har den ”korte tid” med Jesu bortgang og genkomst at gøre, og glæden peger hen mod disciplenes glæde, da de møder den opstandne (Joh 20,20). Spørgsmålet er præcist, hvordan det skal forstås, og hvilket perspektiv det skal forstås i.
Tekstens detaljer
Strukturen i teksten er tydelig: Jesus kommer med et udsagn (v. 16). Disciplene forstår det ikke og diskuterer det indbyrdes (v. 17-18). Jesus tager til orde og forklarer det: Først siger han, at han kender deres tanker (v. 19), så svarer han (20-22). Midt i svaret er billedet om kvinden, der skal føde (v. 21).
Der er to væsentlige temaer for forståelse af denne tekst: Tiderne: Hvad refererer den korte tid til? Overgange: Hvad er forskellen mellem sorg og glæde? For det er tydeligt, at det hele handler om en overgang, som udløser sorg (Jesu fravær), for derefter at følges af en ny overgang, der udløser glæde (Jesu fornyede nærvær). Der er altså tale om følgende situationer: Jesus er fysisk nærværende – Jesus er fraværende – Jesus er atter nærværende. Det svarer til følgende: Disciplenes forvirring – disciplenes sorg – disciplenes glæde. Hvad sker der?
Jeg vil mene, at det skal forstås inden for evangeliets overordnede sammenhængende struktur. I den situation, Jesus og disciplene befinder sig i, er han nærværende, men tvetydig. Han er nemlig et menneske, der siger, at han er guddommelig. Det er ikke til at forstå, og ingen forstår det rigtigt i Johannesevangeliet før opstandelsen. Derfor er disciplene forvirrede og forstår det ikke, når han taler om at gå til faderen. Så går der en kort tid, og de ser ham ikke. Da er han fraværende, men entydig. Han er nemlig tilsyneladende død som et almindeligt menneske. Derfor sørger disciplene. Så går der atter en kort tid, og de ser ham igen. Da er han nærværende og entydig. Det er situationen ved opstandelsen. På det tidspunkt er der ikke tvivl om, at han er guddommelig, og på grund af korsmærkerne er der ikke tvivl om, at han er den korsfæstede. Derfor glæder disciplene sig (Joh 20,20). På det tidspunkt har de nemlig fuldt ud forstået, hvem han er, så den glæde kan ikke tages fra dem.
Det er udlægning af teksten inden for evangeliets egen fortælling. Der refererer den korte tid altså til hhv. tiden indtil langfredag, hvor Jesus dør og bliver fraværende, og tiden indtil påskedag, hvor Jesus opstår og bliver nærværende. Overgangen er fra hans menneskelige tilstedeværelse til hans guddommelige nærvær. Den overgang foranlediger først sorg, så sand glæde.
Men det var udlægningen inden for evangeliets eget perspektiv. Nogle forskere, fx Jörg Frey, der er den førende Johannesforsker i verden i øjeblikket, vil mene, at tekstens også har et andet perspektiv. Hvis man forestiller sig, at den henvender sig til menighedens situation. Så er de i en situation, hvor Jesus er fraværende og derfor sørger de. Men de loves en fremtid, hvor han atter vil være nærværende, så de skal glæde sig. Den situation er altså Jesu fremtidige genkomst ved dommedag. Jeg er ikke helt sikkert på den tolkning, for jeg tror ikke, at Johannes vil beskrive menighedens situation som sorgfuld. Snarere vil jeg tro, at teksten kan have et sjælesørgerisk perspektiv, så den ikke omhandler menigheden, men den enkelte troende. Vedkommende kan sørge, fordi Kristus for denne er fraværende, hvortil teksten siger, at han om kort tid atter vil blive nærværende, måske nemlig i det gudstjenestefejrende fællesskab. Så svarer teksten til de to opstandelsestilsynekomster i Johannesevangeliet, hvor Jesus først kommer til stede for ti disciple, der bliver glade. Men Thomas er ikke til stede, hvorfor han sørger en kort tid, nemlig indtil næste søndag, hvor han selv møder den opstandne. Således er menighedens tid altid en glædens tid, mens den enkeltes situation kan skifte fra sorg til glæde. For den enkelte er denne tekst til trøst, for sorgen varer kun en kort tid.
Endnu et interessant aspekt er værd at behandle. De følelsesmæssige reaktioner sorg og glæde er nøjagtigt to af de følelser, som de stoiske filosoffer behandler. Stoikerne omtalte fire følelser, som almindelige mennesker kunne have. 1) nydelse, som er rettet mod noget nuværende (aktuelt) godt; 2) begær, som er rettet mod noget fremtidigt (muligt) godt; 3) frygt, som er rettet mod noget fremtidigt (muligt) ondt; 4) sorg, som er rettet mod noget nuværende (aktuelt) ondt. Imidlertid er disse følelser ufornuftige. Det styrer personen og driver ham rundt mod hans vilje. Den sande stoiker, der har den rette indsigt og fornuft, ændrer dem til følgende følelser: 1) glæde, som er rettet mod noget nuværende (aktuelt) godt; 2) vilje, som er rettet mod noget fremtidigt (muligt) godt; 3) agtpågivenhed, som er rettet mod noget fremtidigt (muligt) ondt. Der findes ikke en følelse, som svarer til sorgen, for den sande vismand vil aldrig være påvirket af noget (aktuelt) ondt. Det vil simplet hen ikke findes for ham. Jeg synes, at det er ganske oplysende, at disciplene ifølge Johannesevangeliet på grund af Jesu død og opstandelse kommer i en tilstand af glæde, nemlig den fornuftige gode følelse på grund af noget nærværende godt. De forlader altså den ufornuftige sorg og har i stedet den rationelle erkendelse af, hvem Jesus er. Derfor er de glade.
Tekstens fortolkning
Det er klart fremgået, at teksten skal behandle Jesu fravær. Det fremstilles som et gode for disciplene, for det indleder en periode med hans fornyede nærvær. Med den erkendelse, som det nærvær bringer, kommer de i en tilstand af rationel glæde. Det illustreres ved fødselsbilledet. Dermed opprioriterer Johannes ikke bare opstandelsessituationen, men tiden efter Jesu fysiske nærvær. Det er menighedens tid, hvor den sande glæde skal findes blandt de troende. Den kunne nemlig ikke findes, mens Jesus var fysisk til stede.