Matt 11,2-10
”Nokon kjem til å kome” er titlen på den norske nobelprisvinder Jon Fosses første skuespil, men det er også definitionen på fremtiden ifølge den franske filosof Jacques Derrida. Jon Fosse taler og skriver nynorsk og ”nokon kjem til å kome” betyder på dansk ”nogen kommer til at komme”. Jacques Derrida talte fransk, og ”fremtiden” hedder på fransk ”l’avenir”, og sådan er det hele vejen igennem, kan man sige med den gamle vits. Men så let er det ikke, for ”l’avenir” betyder ikke frem-tiden, men ”det, der skal komme” eller ”den, der skal komme” og så kan man sige det med Jon Fosse på nynorsk, at fremtiden er, at nogen kommer til at komme, ”nokon kjem til å kome”.
Jacques Derrida laver naturligvis et sofistikeret ordspil på det franske ord for fremtiden ”l’avenir”, for, siger han, selvfølgelig er frem-tiden den tid, der er længere fremme og skal komme. Altså timer, dage og uger, som man kan planlægge og programmere, forudse og fremskrive. Men den egentlige fremtid er den, der kommer. Altså den person, der kommer. Den anden, der ikke er her nu, men skal komme. Den, der kommer til at komme. For det er det uventede og uforudsete, som man ikke kan planlægge og programmere og ikke kan forudse og fremskrive, der er fremtiden. Den, der kommer, kommer uden forvarsel, pludseligt og uforklarligt. Det er den egentlige fremtid, for fremtiden er åben, for fremtiden er den, der kommer til at komme.
”Nokon kjem til å kome” siger personerne i Jon Fosses stykke af samme navn. Det er to mennesker, han og hun, som har købt et afsides beliggende hus, fordi de bare vil være alene, alene med hinanden, alene sammen, siger de. For de har forladt byen og alle de kender for at være alene. Men nu står de ved det nye hus, og hun siger, at nogen kommer til at komme. Nogen vil komme. Hun kan mærke det, siger hun. De kan ikke blive ved at være alene, nogen kommer til at komme.
Han er skeptisk. Der kan jo ikke komme nogen helt herude, siger han. Medmindre hun altså ønsker, at nogen skal komme, spørger han. Men det ønsker hun ikke, forsikrer hun. De skal jo bare alene, være alene sammen. Så ingen skal komme, men nogen kommer til at komme, siger hun.
Det er fremtiden ifølge Derrida. For fremtiden er ikke den fremtid, som de håbede på, da de flyttede til huset. De håbede at fremtiden kunne være timer, dage og uger, hvor de kunne være sammen. Det er selvfølgelig en frem-tid, for det er tiden, der kommer og går. Men det er ikke den egentlige fremtid. Den egentlige fremtid er den, der kommer og åbner for, at noget kan ske. Noget, som man ikke kontrollerer og dominerer, for det er den anden, der kommer. Det er muligheden for, at noget nyt kan ske.
I Jon Fosses drama kommer den anden. Det er ham, som de har købt huset af. Han kommer og sidder pludselig på bænken, og hun sætter sig på bænken ved siden af ham. Hendes mand giver sig ikke til kende. Han står i baggrunden og overhører samtalen om, at huset har tilhørt den andens familie i generationer, at han nu er kommet til penge efter at have solgt huset, og at han vil komme igen senere.
Efter den anden er gået, bryder dét op, som man allerede fornemmede i første scene, da han og hun var alene og talte om, at de bare skulle være sammen alene med hinanden. Man fornemmede utrygheden, usikkerheden og uroen. Det, der gjorde, at de gerne ville have en lukket fremtid i form af timer, dage og uger, men ikke en åben fremtid, hvor noget kan ske, hvor nogen kan komme. Den egentlige fremtid ønsker de ikke, for de tør ikke møde den. Og det viser sig nu hvorfor. Nu da den anden har været der og atter vil komme, anklager manden kvinden for at have kigget for længe på den anden. Han bebrejder hende, at hun sad for tæt ved den anden på bænken. Han antyder, at hun ønsker, at den anden skal komme igen. Så bryder den undertrykte utryghed ud, og spændingerne springer frem, for det er klart, at der er en grund til, at de bare ville være alene sammen. De må have forladt noget, da de købte huset. Der må være noget, som de er flygtet fra, da de flyttede på landet. Der er noget imellem dem, som de kun kan kontrollere og dominere, hvis de er alene i en lukket fremtid, hvor intet kan ske, og ingen kan komme.
Værre bliver det selvfølgelig kun, da den anden kommer tilbage senere. Han vil ikke møde ham, men hun taler med ham, den anden, sælgeren, som byder hende på vin og giver hende sit nummer. Bagefter kommer jalousien frem i et skænderi mellem han og hun. Hun går i vrede. Han ser ud over havet, der er så stort og mørkt og dybt, ligesom det de forsøger at skjule for sig selv og hinanden, men som kommer op til overfladen, når nogen kommer.
I sidste scene kommer hun tilbage. De sidder sammen på bænken. Nu skal de bare være i ro og være sammen med hinanden. Der går lang tid. Så falder tæppet. Men – det ved man nu – det er ikke slut. Nogen kommer til at komme, ”nokon kjem til å kome”. For det er den egentlige fremtid. Den kan man ikke planlægge og programmere, forudse og fremskrive, for den kan ikke kontrolleres og domineres i timer, dage og uger, og det er den, der kommer til at komme. Den anden, der kommer. Nogen kommer til at komme. Det er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvad der sker, når den anden kommer i fremtiden, for det afslører, hvem man selv er i nutiden.
I vores danske nutid siger man fra høje positioner, at der er grund til at være utryg ved fremtiden. Mange mener, at den vil være usikker, så man konstant må være urolig for, hvem der kommer til at komme, og altid se på fremtiden med utryghed. Straks omsætter det sig i frygt og ængstelse i nutiden. Nutiden bliver præget af mistillid og mistro, fordi usikkerheden og uro er grundlaget, når man ikke ved, hvad der kommer til at ske. Hvem, der kommer til at komme.
Eller er det som hos Jon Fosse, at frygten og ængstelsen for fremtiden udspringer af mistilliden og mistroen i nutiden? Så frygten for fremtiden afslører, hvordan nutiden er. Hvis man frygter den, der kommer til at komme, er det måske, fordi man er bange for den, man selv er.
Er du den, der kommer, spørger Johannes Døberen fra sit fængsel i dagens evangelium. Er du fremtiden, kunne det lyde. Er du den egentlige fremtid, hvor du er den anden, som kommer? Den, der ikke er os selv, og ikke er lig med os, men er den anden? Jesus svarer ved at henvise til det, der sker i nutiden. Se og hør, hvad der sker, siger han. Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Det er det andet. Det, der er uforudsigeligt og uventet, som man ikke kunne forudse og fremskrive. Ser og hører de det, erkender de, at det er opfyldelsen af Esajas’ profeti om ørkenen, der bliver frodig, om de svage, der får styrke, fordi det er Gud, der kommer til dem. Det er det, der sker i nutiden, fordi Jesus er den, der kommer i fremtiden.
Når Jesus er den, der kommer; når han er den egentlige fremtid, den åbne fremtid, som man ikke kan programmere og planlægge, så sker der nemlig noget i nutiden. Så bliver nutiden bestemt af tilliden til fremtiden, så kan vi være trygge ved, hvem vi selv er her i nutiden, for vi er dem for hvem løfterne indfris.
Og omvendt: I troen på Guds løfter til os, som de lyder til os konkret i dåb og nadver, kan vi være trygge ved, hvem vi selv er nu, så får vi tillid til fremtiden og ved, at det er ham der kommer og indfrier løfterne.
Så er nutidens grundlag ikke et stort, mørkt hav af mistillid og mistro, fremtiden er ikke frygtelige forestillinger. Nutidens fundament er Guds sikre løfte til os og fremtiden er den visse forventning, at han er den, der kommer til at komme. På det grundlag skal vi leve sammen. Det er det, vi er samlet om i tillid og tryghed her i adventstiden.
DDS 12 – 74 – 508 — 76 – 164 – 78