Matt 20,20-28
Folkenes fyrster undertrykker dem, og stormændene misbruger deres magt over dem, står der i teksten. Man kunne sige: Magthaverne undertrykker dem og de rige misbruger dem. Så er det tidløst. Det kan være, at Jesus og evangelisterne har tænkt på konger og kejsere dengang i Romerriget. Det kan være, at stormændene var godsejere med mange slaver. Men det er ikke svært at nævne diktatorer i den moderne verden, der handler som fyrsterne. Eller mangemilliardærer, der optræder som stormændene. For det er et alment fænomen på tværs af tid og sted, at magt korrumperer. Magt bliver til magtfordrejning, magtmisbrug og magtbegær. Resultaterne er de flestes underskud og de færrestes overflod.
Man ser det rundt omkring i verden. Siden april sidste år har der været borgerkrig om magten i Sudan. 10 millioner mennesker har måttet forlade deres hjem, omtrent 26 millioner har behov for hjælp. Grænserne til de ramte områder har været lukket for nødhjælp i seks måneder og blev først åbnet i onsdags. Og det er blot en blandt mange humanitære katastrofer, som finder sted og navnlig finder sted på steder, som vi ikke hører om. Magthaverne undertrykker og de rige misbruger. Sådan har det altid været.
Sådan skal det ikke være blandt jer, siger Jesus. Sådan er det faktisk ikke hos os i Danmark. Vi er taknemmelige, fordi vi er lykkeligt fritaget for krige og katastrofer, at vi lever i fred og frihed. Demokratierne i den vestlige verden kan have deres svagheder, men vi er ikke udsat for magtmisbrug, som man er i diktaturstater. At miste en bededag svarer ikke til at miste sit hjem.
Alligevel må man konstatere, at en gruppe mennesker oplever magten som fordrejet. Grupper, der mister tilliden til demokratiske magthaverne og ser på lovlydige rige med mistro, fordi de oplever sig undertrykt og misbrugt. De finder, at de er ofre for ethvert tiltag fra magthaverne, og altid er dem, der skal betale prisen for de riges ideer. For hvem er det, der ikke kommer på udlandsferie, hvis der af klimahensyn lægges ekstra afgifter på flyrejser? Hvis levestandarder går ned, når benzinen og cigaretterne sættes op i pris? Det er dem, der i forvejen har mindst.
I nyere tid har en række internationale og danske forfattere fortalt om disse grupper. Forfatteren Thomas Korsgaard er en af dem. Han har beskrevet det i sine bøger om sit alter ego Tue fra Nørre Ørum. Det er historien om en familie med mor, far og børn samt hunde på et nedlagt landbrug et sted i Jylland. Bøgerne er fyldt af vold, overgreb og omsorgssvigt på en uhyggelig hverdagsagtig facon.
Jeg læste de tre bøger og tænkte undervejs, at det lød som noget fra firserne. I Nørresundby kendte vi godt sådanne familier og deres børn. Vi vidste det og gjorde ingen ting dengang i firserne. Men Thomas Korsgaard er født i 1995. Hans barndom var i nullerne. Dengang vidste de det også. Skolelærerne, kommunens medarbejdere, naboer og andre vidste det, men heller ikke de gjorde noget. Dengang i nullerne. Man tør ikke håbe på, at det har ændret sig i tierne og tyverne.
Thomas Korsgaard indfanger den mistrøstige stemning i en grotesk scene, hvor forældrene er i klammeri. Moderen har smidt en leverpostejmad i hovedet på faderen, og nu er det lykkedes hende at holde ham fast på gulvet. Drengen Tue viser sin foragt for sin fader ved at lukke hundene ind, så de kan slikke leverpostejen af hans ansigt. Så lyder beskrivelsen af hundene: ”De var blevet tynde igen, man kunne se knoglerne på en af dem. Vi plejede at fodre dem med resterne fra aftensmaden, men vi var begyndt at spise op.”
Fortællingen om forældrenes slagsmål er ganske forfærdelig, men den hjerteskærende sætning, der afslører armoden, er denne: ”Vi plejede at fodre dem med resterne fra aftensmaden, men vi var begyndt at spise op.” Så ved man, hvor forhøjede afgifter på kødvarer kommer til at kunne ses på middagsbordene og mærkes i maverne.
Magthaverne undertrykker, og de rige misbruger. Sådan skal det ikke være blandt jer, siger Jesus. Men vores samfund producerer en klasse, som netop ikke længere er arbejderklasse, men kaldes underklasse. Tilsyneladende er ulighed indlejret i samfundet. De ramte mennesker oplever undertrykkelse fra magthaverne og misbrug fra de rige.
Måske viser Zebedæussønnerne og deres moder os, hvorfor et selv et velstående samfund som vores ikke kan få bugt med misbruget og undertrykkelsen. For hendes ønske om, at hendes sønner skal indtage de fornemste pladser ved Jesu side, er jo netop udtryk for et almenmenneskelige ønske om at ville hævde sig Hævde sig på de andres bekostning. Det er en mulighed, der ligger indlejret i vores måde at leve og være sammen på, for hvert øjeblik kan situationen misbruges og udnyttes til at hævde sig selv. Muligheden ligger i de menneskelige relationer selv. Nedgørende bemærkninger misbruger den andens tillid. Velanbragte spydigheder udnytter den andens svaghed.
Paradoksalt nok er Thomas Korsgaard selv et eksempel på det, for hans Tue-bøger har såret hans familie dybt. Hans søskende kan ikke genkende fremstillingen af deres familie og mener at være udnyttet og misbrugt af deres broder. Han hævder sig på deres bekostning, synes de, og nu kan de ikke længere omgås. Smertefuldt for dem alle. Thomas Korsgaard ville hæve sig ud af sit miljø; de opfattede, at han hævdede sig på deres bekostning. Han følte, at de undertrykte ham.
Magthaverne undertrykker, og de rige udnytter. Selv i de nærmeste relationer ligger muligheden for overgreb åben, for vi er udleveret til hinanden i vores mellemmenneskelige forhold. Dem kan man bruge til at overgå de andre og til at træde dem under fode. Anledningen til magtbegær og magtmisbrug er indlagt i vores tilværelse. Selv hvor man blot vil hjælpe. Men sådan skal det ikke være blandt jer, siger Jesus.
Søren Kierkegaard siger noget om at hjælpe i et af de citater, der lyder som noget fra en terapeutisk håndbog og derfor kan findes i mange terapeutiske håndbøger. Vil man hjælpe, siger han, må man tage udgangspunkt, hvor den anden er, og begynde dér. Man må for en stund give afkald på sin merforståelse, for den kan ikke hjælpe. Vil man gøre sin merforståen gældende, er det blot for at hævde sig på den andens bekostning. Og så kommer den formulering, der alligevel gør Søren Kierkegaards værker til mere end terapeutiske håndbøger:
”Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.”
Det er ikke svært at høre, hvor teologen Kierkegaard har sin forestilling fra. Det er netop fra Jesu ord i dag:
”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene.”
Sådan skal det være blandt jer, siger Jesus. For menneskelivet er indlejret i forhold og relationer, der kan misbruges og udnyttes på verdensplan og på personligt plan, men de kan også bruges omvendt: Til at tjene den anden; leve sig ind i vedkommendes situation; forstå det, den pågældende forstår; og dermed gøre forholdet til bedste for begge parter.
Sådan som nybagte forældre oplever verden gennem deres nye relation til deres barn. Når de med barnet på skødet giver afkald på alt, hvad de kan og ved for at prøve at forstå deres barn. Når de lytter intenst til hvert klynk for at afkode, hvad den lille har brug for, så forholdet bliver til bedste for dem alle. Her gør den store sig til tjeneren. Sådan kan menneskelige forhold også fungere. Ja, sådan skal de fungere. Sådan skal det være blandt jer, siger Jesus.
Sådan er det blandt os. Når man forkynder den korsfæstede som Herre, er man allerede i et forhold, hvor den største er alles tjener, og den første er alles slave. Så har man selv oplevet det, som Søren Kierkegaard taler om, at den, der skal hjælpe, ydmyger sig og gør sig selv lig den, der skal hjælpes. Ved at blive menneske som os har han vist os, hvordan magtforholdet i vores mellemmenneskelige relationer skal behandles. For han brugte ikke sin magt til at hævde sig, men til at ydmyge sig for vores skyld. Så er vi ved ham blevet bragt fra et sted, hvor magthavere undertrykker og rige misbruger, til det sted, hvor magtforhold vendes til den svages fordel. Det sted er det kristne fællesskab. Fra det sted kan vi som alle se, at de forhold, vi er involveret i globalt og personligt, nationalt og privat, kan misbruges og udnyttes; og vi kan se, at det går imod den mening, som den korsfæstede og opstandne Herre har vist os. For muligheden for misbrug og udnyttelse ligger i de menneskelige forhold, men meningen er, at de skal bruges til gavn for de små, de svage og magtesløse. Den mening har han givet os, ved selv at blive vores tjener og slave og som sådan blive vores Herre.
Sådan skal det være blandt jer, siger han, for at de små, de svage og magtesløse skal ophøjes. For vi er selv små, svage og magtesløse, hvem vor Herre regnede værdige, så han gav sit liv som løsesum.
DDS 739 – 435 – 520 — 694 – 446 – 674 – 64 – 697