Ikke holdt prædiken til 3. søndag i fasten, 15. marts 2020

Johannes 8,42-51

Vi befinder os i en undtagelsestilstand. En kollektiv undtagelsestilstand. Vi kan ikke mødes som normalt, vi er forhindret i at gøre hvad vi plejer at gøre, og vi kan ikke engang holde gudstjeneste.

Det afføder forvirring, usikkerhed, rystelse. Man griber sig selv i skulle afstå fra at følge de vaner som forekommer naturlige, og man kan ikke udføre sine selvfølgelige pligter. Hvad skal man så?

Det er godt med råd, vejledning, påbud. Det gør at vi kan orientere os i undtagelsestilstanden. De udstukne retningslinjer bidrager til at vi kan være til i denne fremmede verden som vi pludselig ser os hensat i.

Men det er en undtagelsestilstand. Fra den ser vi tilbage på den tabte normaltilstand. Alle de selvfølgeligheder som vi dengang ikke skænkede en tanke, forekommer nu så dyrebare.

Hvad gør vi nu? Udover at følge de af staten foreskrevne retningslinjer. Kan vi lære noget af undtagelsestilstanden, noget som vi kan tage med os når det igen bliver normaltilstand?

Ikke meget af hvad Jesus siger og gør, er normalt. Han er Guds søn der næsten altid sætter alting på spidsen, og han geråder ofte i konflikt med sine omgivelser.

Som nu i dagens evangelium hvor han tilmed beskylder sine modstandere for at være Djævelens børn. Han opstiller en skrå modsætning hvor Djævelen er ’fader til løgnen’ mens han selv ’siger sandheden’.

Guds søn over for Djævelen. Sandheden over for løgnen. Det er uforsonlige modsætninger. Enten er man på det ene eller det andet hold. Kun i kampen har modsætningerne noget med hinanden at gøre.

Det er undtagelsestilstandens logik. Her er der ikke plads til gradbøjninger og almindelig sund fornuft. Her er man nødt til at gøre hvad der bliver sagt, også selv om man ikke umiddelbart kan forstå argumenterne for at det skal være på lige den måde. For det gælder om at bekæmpe sygdommen, løgnen, fjenden.

Politiske teorier om undtagelsestilstanden har på den baggrund udstyret én leder med al magt til at bestemme hvem der var fjenden, og hvad der skulle gøres for at bekæmpe ham. Denne suveræn kunne ikke modsiges, kun adlydes. Ellers ville det hele ende i ubeslutsom palaver.

Religiøse teorier har formuleret det samme. De har forlangt at mennesker skulle leve efter bestemte forskrifter, og at de skulle adlyde gud eller Gud. Mennesker kunne ikke sige sig selv hvad der var godt at gøre, for de var helt uigennemsigtige for sig selv – for deres egne motiver og for konsekvenserne af deres handlinger. De var i grunden fordærvet af synden, ja, af arvesynden.

Konservative politiske teorier om undtagelsestilstanden har fundet legitimitet i den religiøse lære om arvesynden og den suveræne Gud. Når mennesker ikke kunne styre sig selv, måtte en stærk statsmagt gøre det.

Er det ikke det vi nu får en prøve på? At mennesker i denne ekstraordinære situation udviser en grundlæggende egoisme som normaltilstanden nu ikke længere formår at skjule? At det viser sig at kultur og civilisation kun er ’neglelak på rovdyrklør’ (Leonard Cohen)? Er vi ikke vidner til at man hytter sit eget skind i alles kamp mod alle? Og at vores svage statsmagt ikke har andet end henstillinger at komme med?

Nej, sådan er det ikke. Undtagelsestilstanden viser noget andet: at mennesker ikke kun tænker på sig selv, ja, måske viser den nøgne undtagelsestilstand at de ikke først og fremmest tænker på sig selv, men at de ligefrem organiserer sig for at gøre noget for andre som har behov for det.

Men hvordan er styrkeforholdet mellem egoismen og det uegennyttige? Hvad skal der til for at det sidste kan overvinde det første?

Evangeliet giver et svar når det udmaler konflikten mellem Djævelen og Guds søn, mellem løgnen og sandheden, mellem døden og livet.

Om Djævelen siger Jesus: ’Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv’. Han er den store egoist der ser alting i sit eget perspektiv for selv at drage nytte af det. Alt siger og gør han ’ud fra sig selv’.

Om sig selv siger Jesus at han er udgået og kommet ’fra Gud’, at han ’siger sandheden’. Det betyder: ’Jeg søger ikke min egen ære’. Helt det modsatte af Djævelen. Uegennyttigt tager han parti for andre end sig selv. Midt i sin tids undtagelsestilstand.

Det er det vi kunne lære af dagens evangelium, her i vores nuværende undtagelsestilstand. Så vi dæmper vores egoisme og tager os af hinanden. Og husker på det når det igen bliver normaltilstand.

Jeg har talt med flere gamle som sammenligner denne tilstand – hvor risikoen for corona-smitte tømmer gaderne – med tilstanden under besættelsen. Også dengang kunne gaderne være øde. Som vidnesbyrd om et skæbnefællesskab.

Andre husker de bilfrie søndage under ’70ernes oliekrise. Det var nærmest en triumf over for den stigende bilisme at kunne spadsere uhindret på vejene, hilse venligt på hinanden og for en stund glemme at man selv havde bil.

Undtagelsestilstanden giver anledning til at mennesker finder sammen på nye måder. Normaltilstanden er sat ud af kraft og tilsiger derfor ikke hvordan vi skal leve sammen.

Men hvad afgør om det bliver egoismen eller henstillingen om at være uegennyttig der får overhånd? Er det ’bare’ en strid om menneskets egentlige natur? Nej.

Det afgøres af troen. Ikke kun af en særlig religiøs tro, men af den grundlæggende tro som forbinder mennesket med andre og med verden. Tro er tro på hvad andre siger, hvad man hører, at det vil gå godt. Troen kommer altid udefra.

Det er en selvmisforståelse hvis man siger at man tror på sig selv. Det er også alt for meget forlangt hvis nogen siger at man skal. Egoisme er netop at man ikke er forbundet med andre og med verden – fordi man ikke tror, men kun, som Djævelen, tænker og taler ’ud fra sig selv’.

Det uegennyttige hviler derimod i tro, troen som forbinder en med andre og med verden.

Men i undtagelsestilstanden er vi netop ikke dét. Her er vi isoleret fra hinanden, udelukket fra en fordrejet verden. Derfor er vi forvirrede, usikre, rystede. Bekymrede for hvordan det skal gå vores gamle og vores svage. Bekymrede for fremtiden.

Nogle vil trøste os ved at minde om at det også tidligere har været slemt. Der har i historiens løb været andre store kriser i menneskehedens historie: epidemier, pandemier, krige. Det har haft mange ofre og store omkostninger. Vi er dog kommet ud på den anden side. Trøster man os med.

Men når vi står i undtagelsestilstanden, er det ingen hjælp. De historiske fortilfælde forekommer underligt abstrakte, løsrevne fra at vi nu befinder os i en ny krise. De er ikke konkrete, sammenvoksede med de liv vi nu lever – på latin betyder ’concrescere’ at vokse sammen.

Evangeliets ord lyder derimod altid i vores konkrete livssammenhæng. Også i undtagelsestilstanden som Jesus, Guds søn, selv tager på sig. Ja, helt uegennyttigt påtager han sig døden i stedet for os; for at vi ikke skal dø, men leve. Leve for hinanden.

’Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.’ I troen er vi sammenvoksede med hans levende ord.

Det er ikke appellen til det gode i mennesket som kan besejre den djævelske egoisme. Det er troen på at Guds ord forsoner os med hinanden og med verden – også her midt i undtagelsestilstanden. Han har taget modsætningerne på sig, taget kampen for os.

Vi skal heller ikke ’søge vores egen ære’. Det skal vi tage med os når verden igen bliver normaliseret.

Indtil da må vi bede for hinanden, ja, bede for vores samfund og den ’øvrighed’, den stat, der skal få det hele til at hænge sammen.

Når i den største nød vi stå

og vide ej hvorhen at gå,

da er det alt vort håb og trøst

at løfte op til dig vor røst.

 

Den Danske Salmebog nr. 639