’Nu har vi ret til at tro at vi virkelig findes.’ Sådan synger koret i et juleoratorium, For the Time Being, forfattet af den britiske digter W.H. Auden. Ordet er blevet kød, Guds søn er blevet et menneske. Dette ord, dette barn ’er på ingen måde et symbol’, hedder det hos Auden.

Betlehemsbarnet som fødes; Ordet som bliver kød. Det er ikke et billede på noget andet. Det er ikke et symbol. Det er virkeligt.

’Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.’ Juleevangeliet skræller alle billeder væk. Det proklamerer at virkeligheden virkelig findes. Og at vi findes i den. Det giver os ’ret til at tro at vi virkelig findes’. Ordet betyder ikke andet end det.

Der findes nok ikke andre opfattelser som i den grad sanktionerer den menneskelige livsverden. Som siger god for vores liv: ’Han kom til sit eget,’

men det fortsætter: ’og hans egne tog ikke imod ham.’ Mennesker afviser sanktioneringen af deres egen livsverden. Hvorfor gør de det? Hvorfor frasiger de sig retten til at tro at de virkelig findes?

Auden ville sige at de hellere vil dyrke symboler og billeder. De er åbne for fortolkning: Hvad er virkeligt? Hvordan bør virkeligheden være?

Der har altid været konflikt om hvordan virkeligheden skal fortolkes. Karl Marx har sagt: ’Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt; det kommer derimod an på at forandre den.’

Marx ville ud af fortolkningernes kontroverser, deres gøglespil. Han kaldte i stedet til handling, til gennemgribende forandring af verden. Virkeligheden var ved at mugne under billedernes og symbolernes tætte overlejring, under ideologiernes fordrejning. Nu skulle den frilægges og mennesket befries fra hele denne falske bevidsthed.

Man forstår ham godt. Overlejringerne er i dag nogle andre, og undertrykkelsen kommer også fra os selv, fra vores forestillinger om hvordan vi mener andre mener vi skal være, og at vi skal være noget nær perfekte. De billeder vi gør os af hinanden, og af os selv. Det er disse forestillinger vi skal leve op til for at kunne aflægge regnskab for det underliggende spørgsmål: ’Med hvilken ret findes du?’ 

Der er forestillinger og billeder som vi træller under. Men juleevangeliet befrier fra det. Da Ordet bliver kød – skriver Auden – ’befries forestillingen fra tilfældig, promiskuøs utugt med sine egne billeder.’

Der har været andre bestræbelser på at befri virkeligheden fra billedernes tilsløring. I forrige århundrede skulle kunsten ikke tale til fantasien og følelsen, men blot fremstille sit ’materiale’: ordene, tonerne, farverne henviste ikke til andet end det man hørte og så. En objektiv kunst – som også ville befri kunstens egne forestillingen fra tilfældig utugt med sine egne billeder.

Det kunne på en mærkelig måde minde om Johannesjuleevangeliets prunkløse proklamation: ’I begyndelsen fra Ordet … Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.’

Men der er en helt afgørende forskel, en verden til forskel: Den virkelighed som denne gamle, såkaldt modernistiske kunst afslørede, var i sig selv uden farve, klang og betydning. Den var i sig selv et stort tomt ingenting. Ikke noget hjemsted for mennesket. Den rene nihilisme. Som i grunden forviste os fra vores verden.

Den virkelighed som evangeliet giver, er derimod en helt ny verden af lys, herlighed, sandhed og nåde: ’Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.’

 I denne verden hører mennesket til. For Gud gør den til sin da Ordet bliver kød og hans søn fødes som menneske for at bo hos os – bo hos os med sin nåde. Ikke en tom verden, men en verden fuld af nåde. Her ’har vi ret til at tro at vi virkelig findes.’

Er verden ikke også i øvrigt blevet mere beboelig siden den modernistiske kunsts vrængen? Er der ikke fremvokset en fornyet følsomhed – ikke kun inden for kunsten, men i vores forhold til hinanden og til naturen? Fordi vi har opdaget at sandheden ikke er kold og nihilistisk, men varm og venlig?

Det er ingen sag at pege på konflikter. Verden er ikke i sin gamle orden – og hvornår var den i grunden det? Men der er konflikter som afstedkommer nye indsigter, nye livsmåder. Vanetænkning udfordres. Privilegier betvivles. Det er ikke kun af det onde – måske slet ikke.

Evangeliet taler om oplysning: ’Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.’ Mange andre taler om oplysning. De mener at årsagen til den nuværende verdens konflikter er at folk er uoplyste. Hvis folk bare blev lige så oplyste som de oplyste selv, ville alting blive bedre.

Er det så mærkeligt at de såkaldt uoplyste kan føle sig tilsidesat i deres ret til at være dem de er?

Evangeliet vil oplyse de uoplyste, ja – for at give os en verden at leve i. Men evangeliet vil også oplyse de oplyste – for at gøre os opmærksomme på begrænsningen ved vores egen opfattelse – så vi ikke blåøjet pukker på ophøjede idealer. Så også de oplyste lærer at leve i verden.

Evangeliet oplyser ethvert menneskets ret til at være i verden – hvor meget det end selv måtte betvivle den. Fuld af nåde. Det er den gennemgribende forandring, revolutionen, som planter os i en fælles livsverden.

Hvorfor er der stadig denne modstand? ’Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.’ Hvorfor gør vi ikke det? ’Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.’ Hvorfor gør vi ikke det?

Det er billedernes flimrende forvirring, symbolernes magt. De trækker os væk fra virkeligheden, væk fra hinanden.

’I begyndelsen var Ordet.’ Det er den rystende åbning som ikke tillader at vi spørger: Hvis tingene, hvis vores liv, kommer fra ordene – hvor kommer ordene så fra? Det véd vi ikke, for Ordet var i begyndelsen, og Ordet var Gud, og Gud har ikke nogen oprindelse, for han er oprindelsen til alt. Alt har han skabt ved sit Ord.

Også os. Gud har skabt os ved sit ord. Og han har skabt os i sit billede. Derfor kan også vi sige ord som – om ikke ’skaber’ så ’frembringer’ nye verdener. Af de ord vi siger til hinanden, kommer vores fælles verden. Kærlighedens ord, venskabets ord, fjendskabets ord, hadets ord.

Uden for disse ord er der ingenting. Ordene er mægtige til at bygge op, mægtige til at rive ned. De kan ikke trækkes tilbage. De er det de står for. Ikke billeder eller symboler, men virkelige. Ordene skaber hvad de nævner – plejer vi at sige. Og ordene nedbryder hvad de nævner. Så er de pludselig alt for virkelige.

Sådan har det været fra begyndelsen. Disse modsætninger: det skabende – det nedbrydende; oplysning – formørkelse; modtagelse – afvisning; nåde – nihilisme.

Men nu er det jul. Julens evangelium ophæver alle disse modsætninger. Éntydigt tager det parti for skabelse, oplysning, modtagelse, nåde. Det retter på menneskets billede. Genopretter det. Så vi ikke henfalder i nihilismens vrængen, men istemmer evangeliets uforbeholdne sanktionering af den verden vi lever i.

Billedværket får ende, som Brorson siger i en adventssalme. Nu er alt virkeligt. Når vi modtager Guds søn, bliver vi selv Guds børn: ’alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem der tror på hans navn; de er ikke født af blot, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.’

De er ikke forblændet af billeder og symboler, men født af troen: ’Nu har vi ret til at tro at vi virkelig findes’ – ret til at være Guds børn, uanset hvor mislykkedes vi mener at være. Vi behøver ikke længere lytte til dem der bagtaler vores fælles livsverden.

Det er den nye nåde. Verden er forandret gennemgribende. Nåden er virkelig; den er ikke symbolsk. Glæden er ikke symbolsk; den er virkelig. Midt i vores verden.

Niels Grønkjær