I dagens Johannesevangelium siger Jesus til dem der er kommet til tro på ham: ’I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.’

De hævder at de allerede er frie fordi de er patriarken Abrahams efterkommere, men Jesus indskærper dem: Først når jeg har frigjort jer, ’skal I være virkelig frie.’

Frihed er ikke at besidde nedarvede, patriarkalske privilegier. De privilegier som vi nyder på bekostning af andre, gør os ikke frie. Dem er vi bundet til at forsvare. Bange for at andre tager dem fra os.

Men Abrahams børn mener at de er frie i kraft af deres privilegier. Derfor undrer de sig da Jesus i første omgang siger: ’Sandheden skal gøre jer frie.’ For de svarer: ’Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?’

Jesus svarer at de ikke er ’virkelig frie’ i kraft af deres privilegier, men i kraft af den sandhed som han vil åbenbare for dem.

Sandheden er at ethvert menneske skal være frit.

 

Det lyder smukt, godt og idealistisk: frihed for alle. Men det er tomt. Vi ved ikke hvad frihed er i sig selv. Vi ved kun hvad frihed er fordi den kan trues, tilsidesættes, knægtes. Undertrykkelse af friheden er tegn på at den findes.

Vi kender kun friheden som befrielse fra det der truer den. Kun som frigørelse bliver friheden virkelig i vores liv.

Jesus siger til de privilegerede at de først bliver virkelig frie når han frigør dem. Når deres frihed ikke er bundet til de privilegier de nyder.

 

Hvad er det vi skal befries fra?

I den nuværende situation er vores frihed truet ved at det rum vi har at bevæge os i, er indsnævret. Vi må ikke rejse ud af landet. Vi må ikke besøge hinanden. Vi må i nogle tilfælde ikke gå ud af vores hjem. Vores bevægelsesfrihed er begrænset.

Der er teologer som har ment at Gud har skabt mennesket med ubegrænset bevægelsesfrihed. Det er ikke bundet til et bestemt sted, men kan bevæge sig overalt i skaberværket. Mennesket er altid midt i verden. Uanset hvor i verden det bevæger sig hen, så er det verdens midte.

Med rygstød i denne tanke har mennesker i nyere tid har brugt det meste af tiden til at erobre rummet. Ved krige har de underlagt sig større territorier. Ved opdagelsesrejser har de kortlagt nye verdener. Amerika og Månen. Ofte i et kapløb med hinanden. Og nu er det der engang var erobringer, blevet til feriemål. Snart også Månen.

Så meget tid og så mange  anstrengelser har menneskeheden brugt på at erobre verdens rum, rejse og udvide sin horisont.

 

Men nu er dette rum blevet snævert. Hvor vi tidligere havde for lidt tid til at erobre rummet, så er det nu pludselig omvendt. Nu har vi for meget tid, og rummet er blevet snævert, verden lille. Det føles ikke som en åbning af horisonten. Det kan tværtimod føles klaustrofobisk.

Det er det modsatte af at erobre verden. Det føltes som frihed at forlade hjemstavnen, give efter for uroen i sit sejlersind og drage ud i verden. Men nu må uroen blive hjemme.

Er der en frihed i det? Ja, det er vel også befriende ikke at skulle halse rundt for at overholde alle dagens aftaler. Befriende ikke at skulle til møde eller i skole. Befriende ikke at skulle pakke kufferten og rejse ud for at beundre Den Kinesiske Mur.

Men er det frihed at slippe for alt dette? Netflix står jo klar til at beslaglægge det tomme rum for vores erobringstrang med sit endeløse tidsforbrug.

Før havde vi for lidt tid til at nå hvad vi havde sat os for; vi var tidens fanger. Nu er vi fanget i snævre rum. Med alt for meget tid.

 

Vi er kastet tilbage på os selv. Det er der ingen frihed i. Vi erfarer at det ikke er frit at slippe for verden og for andre mennesker.

Det samme glæder Abrahams efterkommere. De tror at de er frie i kraft af de privilegier som adskiller dem fra andre og hæver dem over verdens gemene skærmydsler. Men Jesus siger at de ikke dermed er ’virkelig frie’. Det bliver de først når de befries fra synden. Og synd er at være kastet tilbage på sig selv.

Det er vi nu. Men vi er ikke kastet tilbage på os selv i kraft af at vi har forbrudt os (selv om hysteriske prædikanter inden for alle religioner kan finde på at omtale den udbredte virus som Guds straf). Vi er kastet tilbage på os selv fordi det er fornuftigt. Det er en positiv erfaring af syndens konsekvenser: Isolationen som vi ellers ved synden selv havde været skyld i, er nu et fornuftigt påbud.

Måske kan det – nu hvor vi har udstrakt tid til at tænke over det – give os en forståelse for hvad det vil sige at være ’virkelig frie’. Vi vil jo gerne befries fra vores indelukke. Fra vores isolation fra andre. Fra os selv.

Vi vil gerne leve frit forbundet med andre. Frihed for alle.

Niels Grønkjær

Salmer:
721: Frydeligt med jubelkor
395: Guds ord blev aldrig bundet
385: Op, alle folk på denne jord