Mark 10,13-16
Helligtrekongers søndag falder mellem den anden og den sjette januar. Eftersom der ikke er nogen søndag i den periode i år, går vi direkte fra julen ind i epifanitiden. Fra i dag indtil 70 dage før påske, handler teksterne om, at den Jesus, som blev født som et magtesløst og forsvarsløst barn julenat, åbenbarer sig som Guds søn. I anden tekstrække, som vi bruger i år, er der også fokus på, hvordan mennesker omkring Jesus modtager hans åbenbaring. For én ting er, at han viser sig som Guds søn, noget andet er, hvordan man skal kunne tro det. Hvem skal man være for at kunne tage imod Jesu åbenbaring? Eller hvem bliver man, hvis man modtager den?
Men selv om vi altså i år ikke skal høre teksterne til hellige tre kongers søndag, skal vi ikke snydes for stemningen, og vi har heldigvis gode salmer, som vi kan synge, når alterbogen ikke slår til. For det er en god måde at begynde åbenbaringstiden på, når tre mægtige konger kommer rejsende langvejs fra for at tilbede et lille barn. Ganske vist, er det hverken tre eller konger, for i bibelteksten er det blot nogle vise mænd, der kommer med tre gaver. Men i traditionen bliver de til konger, der repræsenterer hver sin verdensdel, og således viser den verdensomspændende tilbedelse af Jesus-barnet. Den historie er ikke nogen dårlig indledning til en tid, der handler om, at dette barn er Guds søn. Og den er heller ikke nogen dårlig optakt til teksten om de små børn, som vi lige hørte. For begge dele vender op og ned på forholdet mellem voksne og børn. Hos de hellige tre konger bliver det lille barn til verdens centrum, til hvem alverdens voksne magthavere strømmer og bøjer sig for dets overmagt. I evangelieteksten bringes de små børn til Jesus, som tager imod dem og gør dem til forbilleder for alverdens voksne magthavere.
Nu vil nogen måske sige, at vi her lige efter juletiden ikke har behov for at høre om børn, der er i centrum; og vi har ikke brug for at høre om, at voksne falder på knæ for deres børn, men vi kan nok med fordel se på det billede af børn, som fremstilles i teksterne. Hvordan kan Guds rige være deres? Hvordan skal man blive som et lille barn for at komme ind i det? Og det er selvfølgelig klart, at barnet er den magtesløse, ellers kunne det ikke være modsætningen til de magtfulde konger; og barnet er den forsvarsløse, eller kunne det ikke være den, der blev forsvaret, men dette kan ikke alene gøre det. Barnet fremhæves ikke blot for sin magtesløshed og forsvarsløshed, som om alle verdens magtesløse og forsvarsløse skulle være idealer blot i kraft af deres magtesløshed og forsvarsløshed. Det kan ikke blot være afkald på egen magt og selvhjælp, som udmærker barnet. Hvad er det?
Louisiana havde for et par år siden en udstilling med titlen Mor! Den handlede om kunstneriske fremstilling af moderrollen fra den ægyptiske guddom Isis, der 1000 år før Kristus blev udformet som en frugtbar moder, der gav bryst til sit barn. Videre over middelalderens og renæssancens portrætter af Jomfru Maria som den evige madonna og ideelle moder, der er så fuldkommen, at hun end ikke har brug for en fader. Og udstillingen fortsatte til nutidige kunstneres værker, der bevidst spiller på kunsthistoriens idealer, men giver dem en helt ny vikling. Som når megapopstjernen Britney Spears sætter sig selv i scene som en overmenneskelig madonna-figur omgivet af et blomsterflor, eller når kvindelige kunstnere portrætterer sig selv i madonna-position med barnet på skødet, men i et værelse, der ligner resultatet af et mindre vellykket morgenmåltid i en småbørnsfamilie og med et blik, der udstråler manglende nattesøvn og såkaldt ammehjerne i en grad, der fortrænger moderkærligheden, så det bliver et realistisk modtræk til århundreders idealmødre.
I udstillingen var også et værk af en kunstner, hvis navn jeg har glemt. Værket husker jeg derimod levende. Det bestod af 15-20 store meterhøje, afbarkede, men kun let bearbejdede træstammer, der var malet i forskellige lyserøde nuancer. Stammerne hang ned fra loftet og var ca. en meter over jorden. Det betød, at man som beskuer havde synsfeltet omtrent midt på stammen. Men kunne så bevæge sig rundt mellem dem. Hurtigt kom man til at føle sig lille i skoven af stammer, og langsomt gik det op for en, at stammerne skulle ligne store dameben. Pludselig fattede man så pointen: Man var blevet bragt i barnets position og gik rundt mellem de voksnes ben. Fornemmelsen var mærkelig, for på den ene side var det urovækkende at befinde sig i det lille barns situation og se tingene fra dets perspektiv. Lidt forvirrende og en smule skræmmende var det, fordi stammerne i en vis forstand tilhørte en anden verden. Træstammebenene var ovenikøbet ikke specielt tillidvækkende og kan bedst karakteriseres som uopmærksomme og næsten truende. Faktisk følte man sig både magtesløs og forsvarsløs. Samtidig opstod dog lysten til at finde tryghed ved at klynge sig til et af dem, som man måske svagt kan huske, at man gjorde som barn. Og jeg i hvert fald har et levende minde om, at ens egne børn gjorde i lykkelige øjeblikke, når verden blev for stor for dem, og de havde behov for at finde tryghed uden for sig selv, fra andre end sig selv.
For det er vel det magtesløse og forsvarsløse barns vilkår, at der er givet en sammenhæng, hvor det er henvist til andre end sig selv. Og det er vel barnets udmærkelse i antikken som i dag, at det kan tage imod trygheden i det, der bliver givet. Således fremhæver Jesus de små børn som forbilleder for de voksne disciple i evangelieteksten, og man kan for den sags skyld tage konger og alle andre med. Guds rige hører sådanne til, fordi de er i stand til at være trygge i det, som de er sat magtesløst og forsvarsløst ind i, fordi de tager imod trygheden fra det, der gives til dem. Barnet har trygheden i det, der er givet. Ikke i sig selv, men i det, der gives det. Det er det billede af barnet, som Jesus fremstiller som ideal for de voksne. Evangeliet er, at Guds rige modtages, fordi det er givet. Og Guds rige er at modtage livet, som det, der er givet. Det gør barnet. Derfor kommer man kun ind i Guds rige som et lille barn.
Billedet af barnet medfører imidlertid et billede af den voksne. Traditionelt er børnene i teksten blevet fremhævet på de voksnes bekostning, fordi de, børnene, ikke selv vil have magten og ikke selv kan forsvare sig. Voksne skulle altså være sådanne, der vil alting selv. Som selv mener at have magt i livet og selv vil kunne forsvare sit liv. Voksne skulle være sådanne, der selv vil have både riget, magten og æren, og derfor ikke kan modtage det, der er givet. Derfor fremhæver Jesus det magtesløse og forsvarsløse barn, som de voksne skal tage ved lære af. Således den traditionelle tolkning. Men man kan overveje, hvilken slags voksne der får opmærksomheden i den udlægning. Det er vel netop den magtfulde og handlekraftige mand (!), for hvem evangeliet kommer til at gælde, når hans kræfter alligevel ikke slår til. Han får at vide, at han ikke kan eller skal fortjene Guds rige selv, men blot modtage det som et lille barn, fordi det er givet.
Men noget tyder på, at det billede af den voksne ikke passer til tiden. Meget andet gør sig i dag også gældende i billedet af den voksne. For det første bliver de voksne yngre, al den stund unge og børn plages af problemer og udfordringer, der hører voksenlivet til. Mistrivsel af forskellig art kan pege på, at selv ganske unge har vanskeligt ved at finde trygheden i det, der er givet. For det andet er spørgsmålet for dem sikkert ikke, at de selv vil have magten og æren, men at de ikke mener at være det værd. De mener ikke at kunne leve op til det, der gives dem, derfor kan de ikke være trygge i det. Så er de ikke længere børn, for så er Guds rige ikke deres.
Evangeliet til dem, der ikke mener sig evangeliet værd, og til dem, der mener at skulle fortjene det, er, at Guds rige er givet, når vi finder trygheden i det, som vi ikke selv har magt over og ikke selv skal forsvare. For vi modtager livet som givet ligesom små børn ved at være indføjet i sammenhænge, som ikke kan stamme fra os selv. Når dåben minder os om, at vi er genfødt som Gud børn. Når vi i nadveren nyder fællesskabet med Guds søn. Når vi synger salmer, hvor vi får en sammenhæng givet og ikke kan opleve os som andet end børn. I sådanne sammenhænge er trygheden givet os, uanset hvad vi har gjort og uanset hvem vi er, så vi kan leve i det, der er givet os. I den tryghed er vi små børn og Guds rige er vores.
DDS 392 – 362 – 138 — 136 – 411 – 375