Immanuelskirken

Immanuelskirken blev bygget 1892-93 som kirke for Københavns Valgmenighed. Arkitekten Andreas Clemmensen anså den siden som sit hovedværk på grund af det tætte samarbejde med menigheden, heriblandt ikke mindst de to billedkunstnere Joakim og Niels Skovgaard.

Det unikke ved kirkebygningen er, at den i selve sin helhed af arkitektur, ornamentik og billeder udtrykker det, den er skabt som ramme om: forkyndelsen af grundtvigsk kristendom. I det levende ord på mennesketunge åbenbarer Gud sig som kærligheds og sandheds ånd i evangeliet om Jesus. Menigheden, der hører ordet og bekender troen, er på en helt anden virkelig måde bærer af kristendommen end de døde bogstaver i skriften. Stærkest oplevede Grundtvig dette i forbindelse med dåben.

I Immanuelskirken, hvor der ikke er noget skel eller trin mellem skib og kor, menighed og præst, samles rummets linjer i Niels Skovgaards store alterbillede af pinsedåben, og herfra strømmer vandet stiliseret ud i kirken og forbinder nutidens menighed med den, der først hørte evangeliet på modersmålet. Blomster og planter i skønvirkestil, udskåret i kirkens træværk, symboliserer kristenlivet, der vokser ud af dåben/troen. Drueklaser bag alteret og kornneg på dets forside viser hen til det andet sakramente: nadveren. Når altergæsterne knæler i en halvcirkel ser de ned på et farverigt broderi med påskeliljer – i Grundtvigs digtning et opstandelsessymbol – og krokus – i Højsangen kaldet ”Sarons lilje”, der er et gammelt Kristussymbol. Fra dette motiv peger hvide lysstråler i sort mørke ud i halvcirklen.

Desuden afholder de to menigheder i fællesskab foredragsaftener, hvor kirke-, kultur- og samfundsemner tages op, og hver vinter er der en studiekreds under præstens ledelse. Af og til holdes koncert i en af kirkerne.