Immanuelskirken
Det unikke ved kirkebygningen er, at den i selve sin helhed af arkitektur, ornamentik og billeder udtrykker det, den er skabt som ramme om: forkyndelsen af grundtvigsk kristendom. I det levende ord på mennesketunge åbenbarer Gud sig som kærligheds og sandheds ånd i evangeliet om Jesus. Menigheden, der hører ordet og bekender troen, er på en helt anden virkelig måde bærer af kristendommen end de døde bogstaver i skriften. Stærkest oplevede Grundtvig dette i forbindelse med dåben.
I Immanuelskirken, hvor der ikke er noget skel eller trin mellem skib og kor, menighed og præst, samles rummets linjer i Niels Skovgaards store alterbillede af pinsedåben, og herfra strømmer vandet stiliseret ud i kirken og forbinder nutidens menighed med den, der først hørte evangeliet på modersmålet. Blomster og planter i skønvirkestil, udskåret i kirkens træværk, symboliserer kristenlivet, der vokser ud af dåben/troen. Drueklaser bag alteret og kornneg på dets forside viser hen til det andet sakramente: nadveren. Når altergæsterne knæler i en halvcirkel ser de ned på et farverigt broderi med påskeliljer – i Grundtvigs digtning et opstandelsessymbol – og krokus – i Højsangen kaldet ”Sarons lilje”, der er et gammelt Kristussymbol. Fra dette motiv peger hvide lysstråler i sort mørke ud i halvcirklen.
Desuden afholder de to menigheder i fællesskab foredragsaftener, hvor kirke-, kultur- og samfundsemner tages op, og hver vinter er der en studiekreds under præstens ledelse. Af og til holdes koncert i en af kirkerne.