1. søndag i advent (1): Indtoget i Jerusalem
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matt 21,1-9 (jf. Mark 11,1-10; Luk 19,28-38; Joh 12,12-15)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Indtoget i Jerusalem findes i alle fire evangelier. Lighederne er meget store mellem de tre synoptikere (Matt, Mark, Luk), men der er dog også tre karakteristiske forskelle.
Den mest karakteristiske er, at Matthæus indsætter et opfyldelsescitat (v. 4-5: ”Dette skete, for at det skulle opfyldes …”). Bemærkelsesværdigt nok har også Johannesevangeliet et lignende gammeltestamentligt citat (Joh 12,14-15). Det er typisk Matthæusevangeliet at forbinde Jesu historie tæt til Det Gamle Testamente, fordi det er et af hans formål at fremstille Jesus som den jødiske messias, der opfylder alle forventninger og profetier. Det kan man fx se tydeligt i fødselsberetningen (Matt 1-2), der er bygget op over citater fra Det Gamle Testamente.
Den anden forskel er, at Matthæus i modsætning til Markus og Lukas ikke fortæller, at der er nogen, der spørger, hvorfor disciplene tager dyrene. For Matthæus er det ikke så vigtigt at sige, at begivenhederne forløber, som Jesus har forudsagt. Det tager han nok for givet. Det er vigtigere at fremhæve, at de er i overensstemmelse med Skriftens forudsigelser.
Endelig den tredje forskel: Hos Matthæus sætter Jesus sig angiveligt på begge dyr. Det er tilsløret i oversættelsen, men på græsk står der faktisk, at han satte sig på dem (v. 7). Det er et udtryk for Matthæus forpligtelse på Det Gamle Testamente. I Zak 9,9, som citatet i v. 5 referer til, står der
”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”
Hos profeten Zakarias skal ”på et æsel, på en æselhoppes føl” forstås som en parallelisme, dvs. to ord for det samme, så ”æsel” og ”æselhoppes føl” betegner det samme dyr. Men Matthæus har altså taget det så bogstaveligt, at han opfatter det som to dyr, hvorfor Jesus må sidde på dem begge for at opfylde profetien. Man kan forestille sig, at Matthæus ligesom de senere rabbinere hylder det princip, at intet er overflødigt i Skriften. Derfor betegner udtrykket to dyr. Pointen er imidlertid den enkle, at Jesus ifølge Matthæus opfylder Skriften til punkt og prikke.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
I Matthæusevangeliets fortælling indledes et nyt afsnit med indtoget i Jerusalem. Ifølge 20,17 begynder Jesus sin vandring til Jerusalem. Umiddelbart forud for kapitel 21 er han gået ud af Jeriko (20,29). Altså er indtoget i Jerusalem indledningen til det sidste store afsnit i Matthæusevangeliet, der omhandler påskebegivenhederne (kap. 21-28). I begyndelse af det afsnit udfører Jesus provokatoriske handlinger og kommer i konflikt med de jødiske myndigheder. Ikke mindst tempelrensningen (21,12-17), som følger umiddelbart efter indtoget øger fjendskabet fra de jødiske autoriteters side. Man mener, at indtoget i Jerusalem og tempelrensningen hænger sammen i Matthæusevangeliet, idet de er forbundne af de umiddelbart følgende vers:
”Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: ”Hvem er han?” og skarerne svarede: ”Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.”
Afsnittet 21,1-17 er den første dag i Jerusalem, altså søndag ifølge den måde vi regner påskeugen på.
Tekstens detaljer
I afsnittet nærmer Jesus og disciplene sig Jerusalem. De kommer til landsbyen Betfage ved Oliebjerget, kun ca. en kilometer fra selve Jerusalem. Jesus sender disciplene af sted efter ridedyr. Han viser derved, at han (mirakuløst) ved, hvad der skal ske i sin egen historie og kender detaljerne om landsbyen. Det svar han giver disciplene i tilfælde af, at nogen opponerer mod, at de tager dyrene, forvarsler ved at bruge ordet ”Herren” (på græsk: ”deres Herre”), at Jesus vil optræde som en konge.
Opfyldelsescitatet i v. 5 er sammensat af Esajas 62,11:
”Herren lader det lyde til jordens ender: Sig til Zions datter: ”Se din frelser kommer! Se, hans løn er med ham, hans fortjeneste går foran ham.”
og Zakarias 9,9:
”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”
Formentlig har Matthæus kendt den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta = LXX). Citatet udtrykker forventningen om en messiansk konge, der drager ind i Jerusalem. I teksten fra Zakarias står ordet ”sagtmodig” centralt. Zak 9 handler om, at Gud griber ind til fordel for det israelittiske folk og overvinder deres fjender. Kongen skal imidlertid være en fredskonge. Gud siger i profetordet:
”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til verdens ender.”
Kongen optræder sagtmodigt, fordi det er Guds gerning, at han sejrer. Ordet ”sagtmodig” er også vigtigt i Matthæusevangeliet, hvor Jesus bruger det til at beskrive sig selv (11,29) og priser de sagtmodige salige (5,5).
I v. 6-7 er det vigtigste for Matthæus, at Skriftens opfyldes, når disciplene adlyder Jesus. Det er ikke vigtigt, at de finder tingene præcist, som Jesus sagde. Derfor fortæller Matthæus i modsætning til Markus og Lukas ikke om, at nogen spurgte dem om noget.
Ved selve indtoget (v. 8-9) dækker skarerne jorden med deres klæder og grene, som de hugger af træerne, så Jesus ikke skal ride på jorden. Den gestus skal vise ærbødighed og hyldest. Lignende er kendt fra beretninger om sejrrige kongers indtog. De er gerne akkompagneret med hyldestråb og -sang.
Tilråbet ”Hosianna” er hebræisk og betyder ”frels dog”. Det stammer fra Salme 118,25. Muligvis er det dog ikke blevet forstået sådan i den tidligste kristendom, hvor det snarere antager betydning af et fryderåb over frelsen (måske svarende til Halleluja). Skarerne priser Jesus som Davids søn, dvs. i overensstemmelse med de traditionelle forventninger til en messiansk konge, der netop skal være af Davids slægt.
Udtrykket ”velsignet være han, som kommer i Herrens navn!” kommer fra Salme 118,26. Det var det tilråb, som præsterne fra templet brugte til at hilse tilrejsende pilgrimme med. Det er bemærkelsesværdigt, at Matthæusevangeliet (og Lukasevangeliet) ikke som det ældre Markusevangelium har tilføjelsen: ”Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer” (Mark 11,10). Hos Matthæus og Lukas er fokus ikke på det rige, som Jesus bringer, men udelukkende på ham selv.
Det afsluttende udtryk ”Hosianna i det højeste” findes ikke i Salme 118. Men det refererer muligvis til Salme 148,1. Så betyder sikkert, at skarerne kalder på englene i det højeste, for at de skal deltage i hyldesten sammen med dem.
Fortolkning
Matthæus har fremstillet indtoget i Jerusalem således, at det bliver tydeligt, at Jesus opfylder de jødiske forventninger om en messiansk fredskonge. Således modtages han i byen. Formentlig skal skarernes jublende reaktion forstås således, at de forventer han vil befri dem fra den romerske besættelsesmagt og etablere et rige med fred og sikkerhed i Jerusalem. I de næste vers fortæller Matthæus, at hele byen kom i oprør på grund af ham og at skarerne mente, at han var profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa (v. 10-11). Derfor er det vigtigt, at han går direkte op i templet og foretager sin provokerende ”rensning”. Det skal nemlig vise, at han ikke kun kan forstås gennem de traditionelle forventninger om en konge. Hans rolle omhandler ikke folkets politiske situation, som en almindelig konges rolle ville gøre. Den handler om gudsforholdet. Derfor indtager han templet og fylder det med sit indhold gennem helbredelser og børnenes lovprisninger i overensstemmelse med Salme 8,3 (se Matt 21,16).