Nedfaret til Helvede
Matt. 21,1-9
Nedfaret til Helvede! Der er tradition for at bruge den formulering i trosbekendelsen i Immanuelskirken og Vartov Kirke. Den første søndag i kirkeåret er en god dag at indlede nye traditioner eller vende tilbage til gamle. Dagens tekster passer forunderligt nok også til bekendelsen om nedfarten til Helvede. I hvert fald ifølge en lidt spøjs tekst, som kaldes Nikodemusevangeliet.
Nikodemusevangeliet er en tekst fra det femte århundrede, der var overordentlig populær i middelalderen. Det blev oversat til så godt som alle lokale sprog, hvilket var ganske usædvanligt. Formentlig har det haft så stor fascinationskraft, fordi det i detaljer udmaler Jesu nedfart til Helvede.
I skriftet optræder Helvede både som et sted og en person. Kort efter korsfæstelsen i Jerusalem får Helvede besøg af Satan, der naturligvis også er en person. Satan er svært tilfreds med, at det lykkedes ham at få Jesus henrettet. Helvede er mere nervøs, for han har for nylig oplevet, at en mand ved navn Lazarus blev hentet op fra dødsriget. Nu overvejer han, hvad det vil betyde, at Jesus selv er død. Mens Satan og Helvede diskuterer, lyder en tordenrøst: ”Løft jeres hoveder, I porte; løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind”. Satan stikker af, og Helvede beder sine dæmoner forstærke portene og udvide bevogtningen. ”For hvis ham der kommer herind,” siger Helvede, ”vil det blive en katastrofe for os.”
Nu bliver der spænding og forventning blandt de forfædre, som befinder sig i Helvede. For før Kristus var det ifølge skriftet ikke muligt at bliver frelst. Derfor er Adam, Abraham og Moses og alle de andre bibelske personer lænket i dødsriget. Da Esajas hører tordenrøsten, kommer han i tanker om, at han selv har profeteret noget lignende. Så nu håber de gamle, at forjættelserne vil gå i opfyldelse.
I det øjeblik lyder røsten på ny: ”Løft portene”. Helvede spørger: ”Hvem er ærens konge?” Englene svarer: ”Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig”. Så smadres portene og de døde løses fra deres lænker. Ærens konge drager ind som et menneske og alle de mørke steder i Helvede oplyses.
Nu bliver Satan i stedet lænket og får ovenikøbet skænd af Helvede. Han bebrejder ham, at han fik ærens konge korsfæstet. Nu ser han resultatet: Satan selv er blevet overvundet og Helvede tømmes. Idet Satan ville slå ærens konge ihjel, blev han selv besejret.
Frelseren, ærens konge, befrier alle de retfærdige. Adam og alle andre, der døde på grund af det træ, som Adam tog af, bliver nu frelst på grund af korsets træ. Kristus tegner korsets tegn på Adams pande og gør det samme for alle de frelste retfærdige, patriarkerne, profeterne, martyrerne og forfædrene. Mens han fører dem ud fra Helvede, synger de triumferende: ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Halleluja!”
Nikodemusevangeliet er en meget fantasifuld tekst. Man synes næsten, at fantasien er løbet af med forfatteren, når han refererer ophidsede samtaler mellem Helvede og Satan, og beskriver, hvordan de jublende frelste forlader dødsriget. Sine steder virker det næsten tegneserieagtigt. Man kan også mene, at han bruger de bibelteksterne lovligt kreativt, når salmen jeg læste for alteret, dramatiseres som Kristi komme til dødsriget. Salmens tempelporte bliver til Helvedes porte; og den, der kommer i Herrens navn, bliver til Kristus, der bryder ind i Helvede.
I Bibelen er der faktisk kun et enkelt sted, der antyder noget om Kristi forkyndelse for de døde, nemlig i Første Petersbrev 3,18-19, hvor der står: ”Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem.” Det er langt fra sikkert, at det i Første Petersbrev omhandler en nedfart til Helvede eller forkyndelse for dem i dødsriget. Men meget hurtigt efter Det Nye Testamente blev det fortolket i den retning, og ideen om nedfarten til Hades, dødsriget eller Helvede, alt efter hvordan man oversætter det, blev en fast bestanddel af den kristne lære. De utallige kunstneriske fremstillinger – mange sidder sikker med Joakim Skovgaards maleri af Kristus i de dødes rige for det indre blik – viser, at det også har været en meget populær og folkekær forestilling.
Ofte har disse fortolkninger ikke en meget nuanceret og kompliceret teologi. De handler mest om, at Kristus er den stærkeste. Det gælder også for Nikodemusevangeliet. Men det indeholder én teologisk pointe, der er så dyb, at man næppe tiltror den et skrift af Nikodemusevangeliets karakter. Pointen er, at det er på grund af Satans gerning, at Kristus kan tømme dødsriget. Fordi han i sin korsfæstelse og død selv har været i Satans vold, kan han besejre Satan. Fordi han har befundet sig i gudsforladthedens Helvede, kan han frelse dem i Helvede.
Set i den sammenhæng afsløres der andre betydningslag i evangelieteksten. Nok optræder Jesus dér som en fredskonge, der sagtmodigt og stilfærdigt kommer til Jerusalem. Han modtages med glæde og hyldes behørigt, som det er en konge værdigt. Men hans komme har retning mod Golgata, hvor han råber: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesus går ikke i triumftog gennem et jublende Jerusalem, men drager mod korsfæstelse og død, mod gudsforladthedens Helvede. Det er dér, han skal være; for dérfra kan han frelse de fortabte. Kristi komme er et komme til Helvede og til dem i Helvede.
Kristi komme er derfor det, vi må vente på, håbe på og tro på, når vi er i Helvede. For sådan tager tilværelsen sig nogle gange ud. Man skal fornægte verdens realiteter for ikke at vide, at Helvede findes på jord. Det er ikke nødvendigt at udpensle alverdens ulykker og lidelser for at overbevise sig selv om det. Mennesker er stedt i umenneskelige situationer; ondskaben gør ondt; tilfældet er nådesløst; uskyldige tvinges til at bære det ubærlige og udholde det uudholdelige. I det Helvede må vi tro, at Kristus kommer til stede. Det fremstilles billedrigt og fantasifuldt i Nikodemusevangeliet, men pointen er ikke så banal, som det kunne lyde. Troen på nedfarten til Helvede er troen på, at intet sted er uden for Kristi domæne. Uanset hvad der konkret er vores Helvede, kan det ikke lukke sig om os og bestemme vores tilværelse. Vores tro er, at Helvede, ethvert Helvede, brydes af hans komme.
Filosoffen Jean Paul Sartres mest berømte sætning stammer fra det eksistentialistiske skuespil ”Lukkede døre” fra 1944. I stykket mødes tre fortabte sjæle netop i Helvede. I dette tilfælde er Helvede et almindeligt rum møbleret i klassisk fransk stil. Her er de tre karakterer lukket inde. De er hver især fordømt til Helvede på grund af uhyrlige forbrydelser og nedrige ondskabsfuldheder. De havde forventet at møde torturredskaber og evige pinsler, men i stedet møder de kun hinanden. Snart erkender de, at deres Helvede er at være sammen og plage hinanden – ikke plage hinanden til døde, for det kan de netop ikke, eftersom de allerede er døde – men plage hinanden for evigt. Helvedes kval er det evige samvær. Her falder den berømte replik: ”Helvede er de andre!” Forløsningen findes først – og kun måske – ved stykkets afslutning, da personerne på klassisk eksistentialistisk manér erkender, at de på denne måde er hinandens skæbne, og de hver især må overtage denne skæbne som deres egen. Sådan kommer man ud af det absurde Helvede ifølge den franske eksistensfilosofi. Man tager det på sig, at de andre er Helvede. Så kan man leve livet. Men kan man leve livet, når man selv er de andres Helvede?
Lige så realistisk det måtte være, at de andre er Helvede; lige så erfaringsnært er det dog, at jeg er Helvede for dem. Nogle gange – ikke altid – men nogle gange kommer mørket fra mig selv. Nogle gange er det inde fra mig, at de andres Helvede bliver til. For nogle gange er det mig, der ikke vil møde det blik, der søger mit. Det er mig, der svarer affærdigende, når jeg burde komme i møde. Mig, der vender ryggen til relationer og afviser anmodninger. Nogle gange fylder mørket sindet næsten fysisk, så det er umuligt at se klart. Eller måske ser jeg netop alt for tydeligt uden nuancer og forskelle, uden hensyn og modifikationer. Så står det for mig helt klart, at jeg må følge mine egne lyster uanset omkostningerne for de andre – dem, der stoler på mig. Mit perspektiv bliver det eneste perspektiv. Min tilværelse bliver begrænset af min egen horisont. Jeg er indkroget i mig selv. I de tilfælde er jeg ikke bare de andres Helvede; jeg er også Helvede for mig selv.
Så har man behov for, at nogen kommer en i møde. En, som kan sprænge portene og bryde lænkerne. En, som kan give livet et perspektiv, som man ikke selv kan ændre, og en horisont, som man ikke selv kan begrænse. En, som kan befri mig fra mig selv. Det er ham, vi venter på i adventstiden. Vi venter på, at Kristus kommer os i møde. For han vil møde os, som en der er til stede i gudsforladthedens mørke og har overvundet Helvedes magter. I troen på det bliver vores perspektiv og vores horisont brudt. I troen om ham, der kommer, kan man ikke være indkroget i sig selv. Man må være orienteret ud af sig selv, mod det der ikke kommer fra os selv, men kommer til os. Det er hans komme, som kommer til os. Det komme river os ud af vores mørke og overvinder vores Helvede. For hans sejr gælder for os. Derfor bekender vi, at han er nedfaret til Helvede.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
DDS 76 – 84 – 213,1-9 — 86 – 78 – 74
Note: Nikodemusevangeliet findes i dansk oversættelse i S. Giversen, Oldkristne tekster III. De apokryfe Evangelier (Herning: Poul Kristensens forlag 2002), 409-456.