2. juledag (1): Dommen over Jerusalem
Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«
Matt 23,34-39 (jf. Luk 11,49-51; 13,34-35)
Tekstens forhold til andre evangelier
Teksten har kun en parallel i Lukasevangeliet. Imidlertid findes den hos Lukas på to forskellige steder. Parallellen til Matt 23,34-36 i Luk 11,49-51 befinder sig i en række af ve-råb over de lovkyndige (ligesom Matt 23), mens parallellen til sidste del af teksten i Luk 13,34-35 befinder sig umiddelbart efter, at Jesus har annonceret, at han går til Jerusalem, fordi en profet kan ikke dræbes andre steder end i Jerusalem.
Som sædvanlig er der store diskussioner, om Matthæus og Lukas begge har kendt en kilde (Q), som i dag er tabt. I så fald mener man, at Lukas’ tekst er tættest på originalen i den tabte kilde, og Matthæus har kombineret de to oprindeligt adskilte tekster. Det er dog også en mulighed, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet og adskilt de to dele af hensyn til sin egen teologi. I hvert fald lykkes det ham at anvende teksten således, at den kommer til at handle om Jesus. Han er den profet, som skal slås ihjel i Jerusalem (Luk 13,34-35). Men faktisk kan den første del af teksten i den lukanske version også handle om Jesus som den udsendte. For hos Lukas er det ikke Jesus (”jeg”), der sender profeter og apostle til dem, men ”Guds visdom” (Luk 11,49). Måske er Jesus for Lukas inkluderet blandt profeterne, som er sendt til dem, mens apostlene naturligvis ikke kan være andre end de kristne missionærer.
Matthæus’ version adskiller sig altså fra den lukanske ved at have de to halvdele sammen, så det hele handler om de skriftkloge og farisæerne samt Jerusalem. Desuden er Jesus subjektet for udsendelsen og ikke ”Guds visdom”, som hos Lukas. Endvidere er det værd at bemærke, at udsendelsen i Matthæusevangeliet angår ”profeter, vise og skriftkloge”, mens Lukas har ”profeter og apostle”. Det mattheanske udtryk er langt mere funderet i en jødisk sammenhæng, mens det lukanske er tydeligt præget af den kristne mission, som Lukas skriver om i Apostlenes Gerninger. Selv om Matthæus også refererer til de kristne missionærer, er de i hans fremstilling tydeligere forbundet med den jødiske tradition.
Afsnittet om Jerusalem (Matt 23,37-39; Luk 13,34-35) er næsten ens i de to evangelier, men det får selvfølgelig en anden betydning i Lukasevangeliet, hvor det er direkte forbundet med Jesu død.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Teksten afslutter en lang tale med ve-råb over de skriftkloge og farisæerne, som Jesus holder for sine disciple (23,1). Teksten står i umiddelbar forlængelse af et ve-råb over de skriftkloge og farisæerne, fordi de hykler i forhold til de dræbte profeter og retfærdige (23,29-33). Talen foregår i templet, som de forlader umiddelbart efter (24,1). Jesus begynder derefter den sidste af sine fem store taler. Den handler om de sidste tider og hans genkomst med udgangspunkt i forudsigelsen af templets fald (24,2). Således bliver udsagnet om Jerusalem direkte forbundet med denne katastrofe i jødernes historie.
For forståelsen er det afgørende, at teksten er integreret i et stærkt polemisk afsnit, som nærmest er kulminationen på konflikterne i afsnit 21,1-24,2. Derfor giver det god mening, at det leder direkte over i en tale om templets fald, de sidste tider, dommen og Jesu genkomst (Matt 24-25).
Tekstens detaljer
Den autoriserede danske oversættelse, de fleste kommentatorer (og Lukas, hvis han har kendt den) har valgt at dele teksten op i to, så v. 34-36 og v. 37-39 hører sammen. I den danske oversættelse følger v. 34-36 direkte op på det sidste ve-råb. V. 37-39 står for sig selv. Nogle kommentatorer mener, at v. 37-39 hænger sammen med 24,1-2, som så afslutter hele afsnittet 21,1-24,2, hvor Jesus diskuterer med sine modstandere.
For mig at se, er der et tydeligt afsnit mellem v. 36 og v. 37, hvor Jesus ikke længere taler direkte til nogen, men om Jerusalem. Om 24,1-2 hænger direkte sammen med v. 37-39 er ikke så vigtigt. De er en slags overgang fra talen med ve-råb til den eskatologiske tale.
v. 34: Som nævnt, er det i forhold til Lukasevangeliet påfaldende, at Jesus selv er den, der udsender. Især fordi de udsendte kaldes ”profeter og vise og skriftkloge”. Nutidsformen (”jeg sender”) markerer tydeligt, at Jesus ikke taler om noget fra jødernes historie, som han gjorde i v. 29-33 og vil gøre igen i v. 34. Derfor kan de udsendte kun være kristne missionærer.
Man taler gerne om, at der i den tidligste kristendom var to grupper: Fastboende sympatisører og omvandrende karismatikere. Mens de fastboende praktiserede en mere moderat kristendom, var de omvandrende radikale og bevarede således traditionen fra Jesus selv. De fastboende var forbundet med denne radikale tradition ved at understøtte vandrekarismatikerne, når de kom forbi. Ud fra den teori om den tidligste kristendoms sociologi (G. Theissen) er det de omvandrende karismatikere, som Jesus her taler om.
Det er vanskeligt at sige mere om den nærmere bestemmelse af dem. ”Profeter og vise og skriftkloge”. Der er næppe tænkt på tre forskellige grupper. Snarere er det blot omvandrende karismatiske forkyndere, der er i tankerne. At de også har haft forstand på skrifterne og optrådt som lærere, giver sig selv.
Ifølge tekstens placering i forlængelse af v. 29-33 taler Jesus stadig til ”skriftkloge og farisæere”. I v. 37 udvides perspektivet og kommer til at gælde hele det jødiske folk. Men her i v. 34 menes sikkert stadig skriftkloge og farisæere, der fungerer som jødiske ledere på Matthæusevangeliets tidspunkt. De tilskrives ansvar for modstanden.
I øvrigt er det overdrevet, hvad Matthæus skriver om den skæbne, som de kristne missionærer får. Piskestraf var ikke uset i jødiske sammenhænge (5 Mos 25,2-3; 2 Kor 11,34), men der er kun få eksempler på, at jøder direkte har stået bag henrettelser af Kristus-troende (Stefanus (ApG 6), Jakob (ApG 12,2) og Jakob, Herrens broder (nævnt hos den jødiske historiker Josefus Ant. 20.200-201)). Korsfæstelse var tillige en romerske straf, som jøder hverken kunne eller ville gøre brug af. Formålet for Matthæus er alene at indskrive modstanden mod kristne forkyndere i traditionen om, at jøderne slog profeterne ihjel (v. 30.35).
Billedet af de jødiske modstandere, der vil slå de udsendte kristne ihjel, er et led i den polemiske fremstilling af jøderne, som Matthæus foretager i hele kapitel 23 og mange andre steder. Det ligger i logikken, at modstanderne skal gå til yderligheder over for de kristne. Man skal imidlertid være opmærksom på, at denne dæmoniserende tendens er affødt af en anden logik. Matthæus kæmper nemlig med netop de skriftkloge og farisæerne om retten til den jødiske historie. Det er, kort sagt, de skriftkloge og farisæerne, der ligner de kristne mest. Derfor er det nødvendigt at lægge tydeligt afstand til disse grupper for at skabe sin egen identitet. Af samme grund er det væsentligt at præsentere dem som nogle, der står for det værste i den fælles tradition. For dermed kan man sige, at man selv har ret til den, mens de andre har forskertset privilegiet. Denne logik kommer tydeligt til udtryk i næste vers.
v. 35: De står nemlig i traditionen fra de forfædre som slog retfærdige ihjel. Den tradition begynder hos Abel, der som den første retfærdige blev dræbt af sin broder, og er fortsat til nutiden, hvor Zakarias var den profet, der sidst blev slået ihjel. Der er noget galt med betegnelsen Zakarias, Barakias søn, for der kendes ingen profet ved det navn, som er blevet dræbt. Den bibelske profet Zakarias var ganske vist søn af Barakias, men han døde en fredelig død. Ifølge 2 Krøn 24,20-22 blev en præst ved navn Zakarias slået ihjel i templets forgår under kong Joaz, men hans far hed Jehoiada. Denne præst bliver i den senere tradition også kaldt en profet. Endelig nævnes hos Josefus en profet ved navn Zakarias, hvis far hed Bareis eller Baruch. Denne profet blev myrdet i templet af zeloterne i år 66 (Bell. 4.334-344). Hvem Matthæus har haft i tankerne, kan man nok ikke svare entydigt på. Noget tyder på præsten Zakarias, ikke mindst fordi det nævnes, at han skal hævnes (2 Krøn 24,22). Mens det er efter min mening mindst lige så oplagt at tænke på profeten Zakarias Bareis/Baruchs søn hos Josefus, fordi han er den sidste profet, der er blevet slået ihjel. Således er Abel den første og Zakrias den sidste, der uretfærdigt er blevet slået ihjel af jøderne. Det afgørende er dog, at farisæerne og de skriftkloge (og alle jødiske modstandere af det kristne budskab) inkluderes i denne tradition.
v. 36: Dette er et domsudsagn. I sammenhængen kan der meget vel tænkes på, at templets ødelæggelse er den straf, der kommer over de jødiske ledere. Det lægger kap. 24 i hvert fald op til, hvilket sandsynliggøres af udsagnet om Jerusalem i de følgende vers.
v. 37: Her begynder altså et nyt afsnit, der ikke er nært forbundet med det foregående. Jesus tiltaler Jerusalem, som den, der slår profeter ihjel, og omtaler sin lyst til at samle Jerusalems børn under sine beskyttende vinger. Det er ikke kendt at anklage Jerusalem for at slå profeterne ihjel; men det er ofte i Jerusalem, at det er sket, og profeternes grave var i og omkring byen. Billedet af hønen er let forståeligt. I forskellige sammenhænge i Det Gamle Testamente anvendes billedet af beskyttende vinger om Guds beskyttelse af folket. Det store spørgsmål i dette vers er, hvorfra Jesus taler. Taler han på vegne af Gud, som hans repræsentant, der derfor kan tale om begivenheder i fortiden? Taler han som sig selv og om sin aktivitet for jøder? Eller taler han som den opstandne Herre, der refererer til sit ønske om, at jøderne skulle komme med i den kristne kirke? I tekstens sammenhæng er det bedste svar nok nummer to: Jesus taler om sin aktivitet i Israel for at samle det jødiske folk omkring sig selv i troskab mod Gud, men det har de modsat sig. Imidlertid er denne aktivitet jo ikke begrænset til Jesu jordiske virke, derfor kan den mattheanske menighed se deres egne konflikter med jøderne inden for dette grundlæggende ønske fra Jesu side. Ønsket er, at alle jøder skulle samles under Jesu vinger, for troen på ham er den sande jødedom.
v. 38: Dommen er det øde og tomme hus. Tankerne går umiddelbart til det ødelagte tempel. I Matthæusevangeliets sammenhæng er det særligt effektfuldt, fordi templet på det tidspunkt faktisk lå i ruiner, så alle kunne se, at dommen var blevet eksekveret over det troløse og utaknemmelige folk.
v. 39: Jesus forlader nu templet og vender ikke tilbage til det i Matthæusevangeliet. Han forlader det med ordene fra Salme 118,26: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” I den gammeltestamentlige sammenhæng er det en valfartssalme, der byder pilgrimmene velkommen, når de kommer til templet i Jerusalem. Jesus overtager det her og bruger om sig selv.
Jeg mener i øvrigt, at kommateringen i den danske oversættelse gør udsagnet mere entydigt, end det er. I hvert fald på græsk er det mindst lige så nærliggende, at ”i Herrens navn” skal knyttes til ”den, som kommer” og ikke ”velsignet”, som det sker i den danske oversættelse. Betydningen kan altså også være, at den er velsignet, som kommer i Herrens navn.
Men hvad betyder det, når Jesus bruger det om sit eget komme? 1) En mulighed er, at de skal se ham komme og så blive omvendt. Til sidste skal hele Israel frelses, siger Paulus (Rom 11,25-26). 2) Eller handler det om deres opfattelse af Jesus: Når de velsigner ham, vil de se ham komme i Herrens navn. Altså det drejer sig om deres forhold til Jesus og ikke hans komme. 3) Han kommer tydeligt i Herrens navn, nemlig når han kommer på himlens skyer. Da vil de velsigne ham, men da er det for sent! I sammenhæng med kap. 24-25 er den sidste fortolkning mest sandsynlig. Fra nu af er han forsvundet for dem, og de skal først se ham, når han kommer til dom over dem. Den polemiske sammenhæng i det foregående og den følgende eskatologiske tale tyder på denne tolkning.
Tekstens fortolkning
Det er en uforsonlig domstekst, vi har med at gøre. Der er ikke plads til håb for de uomvendte. De har sat deres jødiske privilegier og tradition over styr, fordi de ikke kendte deres besøgelsestid. Det skal udfoldes i lignelser i de følgende kapitler. Nu forlader Jesus dem, og så deres chance er forpasset. I fremtiden vil de vise, at de tilhører den del af jøderne, der slog profeterne ihjel. For dem bliver Jesu genkomst til dom.
For forståelsen af teksten er det helt afgørende, at Matthæus selv skriver som jøde. Hans kristendom er jøde-kristendom, dvs. han anser den jødiske tradition for ubrudt at fortsætte i troen på Kristus. Det betyder bl.a. at han overholder de jødiske regler og bevarer de jødiske traditioner. Jesus er den ventede Messias, så kristendommen er den sande jødedom. Derfor er det særligt nødvendigt for ham at afgrænse sig over for og definere sig i modsætning til andre, der også kalder sig jøder. Blandt disse er farisæerne og de skriftkloge de største rivaler. På Matthæusevangeliets tidspunkt var templet jo faldet og præsteskabet havde ikke den store betydning. De grupper, der stod bag i genetablering af jødedommen efter den nationale katastrofe, var netop farisæerne og de skriftkloge. Det blev til den rabbinske jødedom. Derfor er det disse grupper, som Matthæus kæmper mod.
Teksten har til formål at vise, at skriftkloge og farisæerne har sat deres arv over styr. De kendte ikke deres besøgelsestid og de modsætter forkynderne af det kristne budskab, ligesom deres forfædre slog profeterne ihjel. Derfor mister de retten til at varetage den sande jødiske tradition. Den er nu gået over til den mattheanske menighed.