2. søndag i advent (1): De sidste tider
Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«
Luk 21,25-36 (jf. Matt 24,29-41; Mark 13,24-32)
Tekstens forholdet til de andre evangelier
Alle tre synoptiske evangelier (Matt., Mark., Luk.) indeholder en tale om de sidste tider, som Jesus holder i ugen op til hans korsfæstelse (Matt 24, Mark 13, Luk 21). Talen følger i Markus- og Lukasevangeliet umiddelbart efter fortællingen om enkens skærv (Mark 12,41-44) og finder derfor sted i templet. Anledningen til talen er, at nogle omtaler templets pragt. Jesus reagerer ved at forudsige templets ødelæggelse og andre tegne på, at endetiden snart skal komme. Derfor kaldes den også den ”synoptiske apokalypse”. Apokalypse betyder egentlig åbenbaring, men anvendes særligt om åbenbaringer af de sidste tiders forløb. Selve ordet stammer fra Johannes Åbenbaring, hvis første ord netop er apokalysis.
Bag den synoptiske apokalypse ligger oplevelsen af templets fald i år 70. Dette har for jøderne, herunder også de tidligste kristne, der opfattede sig selv som (de sande) jøder, været en traumatisk katastrofe. Derfor tolkes det som indledningen på de sidste tider af den første evangelist Markus. Han lader Jesus forudsige ødelæggelsen, selv om den for Markus (lige) er sket. Det viderefører de to senere evangelister hver på deres måde.
Lukas’ version af den synoptiske apokalypse adskiller sig lidt fra de to andre. Det er bl.a. vigtigt, at talen ikke kun er rettet til disciplene. Det er ikke en del af Jesu private belæring af dem, men en del af den offentlige undervisning på tempelpladsen (jf. 21.37).
Lukas fjerner desuden udtrykket ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed”, som optræder i både Matthæus- og Markusevangeliet (Matt 24,15; Mark 13,14). Egentlig stammer det udtryk fra Daniels Bog (Dan 11,31). I den forbindelse hentyder det til den syriske konge Antiokus Epifanes, der i 167/66 f.Kr. opstillede et billede af guden Zeus i templet i Jerusalem. Denne profanering af templet omtales som Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Men i Matthæus- og Markusevangeliet er det blevet til et udtryk for ødelæggelsen af selve templet. Når Lukas ikke nævner det, men i stedet udfolder belejringen af Jerusalem (21,20-24), giver det Lukas’ version en mere historisk og mindre profetisk karakter. Det passer fint i Lukasevangeliet, der i det hele taget lægger vægt på at skrive historisk. Således kaldes Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger, der er skrevet af den samme forfatter, ”det lukanske historieværk”.
Samtidig er det værd at bemærke, at Lukas betoner, at enden ikke er meget nært forestående (21,9). Når evangelisterne taler om Menneskesønnens komme i en sky med magt og megen herlighed (21,27; jf. Matt 24,30; Mark 13,26), fortsætter Matthæus og Markus med at fortælle om, hvordan han skal udsende sine engle for at samle de retfærdige fra alle verdenshjørner. Lukas, derimod, siger: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28). Meningen er, at læserne af Lukasevangeliet skal vide, at det ikke er umiddelbart forestående, men ligger på et ubestemt tidspunkt ude i fremtiden. Læserne skal ikke forvente Menneskesønnens snarlige komme, men gøre sig rede, så de altid er klar, når han kommer.
Det svarer til afslutningen på den lukanske version. Efter lignelsen om figentræet, som alle tre evangelister fortæller, fortsætter kun Lukas med en formaning til årvågenhed. Læserne skal anlægge en livsførelse, så de ikke bliver overrasket over endetidens pludselige komme. For sagen er, at Lukas ikke forventer, at den står lige for. Han ved ikke, hvornår den komme. Derfor skal de altid være rede.
Altså skal den synoptiske apokalypse i Lukasevangeliets udgave ikke oplyse om, at enden kommer lige om lidt; ej heller skal den fremlægge et nøjagtigt hændelsesforløb, så folk kan vide, hvornår enden kommer. Den skal formane læserne til at leve på en måde, så enden kan komme på et hvilket som helst tidspunkt.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten Luk 21,25-36 er altså del af den apokalyptiske tale i Lukasevangeliet. Den begynder i 21,5 og slutter i 21,36. Forud for den er, som sagt, fortællingen om enkens skærv (21,1-4). Kapitlet afsluttes af en sammenfatning af Jesu undervisning på tempelpladsen (21.37-38). I det næste kapitel indledes planerne om at henrette Jesus (22,1-6). Talen er en del af den konfliktoptrapning, som sker i påskeugen.
Kapitlet følger som nævnt Mark 13, men har også en del afsnit, der ikke kommer fra Markusevangeliet. Strukturen er således
- 5-6: Forudsigelse af templets fald
- 7-11: Forudsigelse af krige og katastrofer
- 12-19: Forudsigelse af modstand og forfølgelser
- 20-24: Forudsigelse af Jerusalems belejring
- 25-28: Forudsigelse af tegn og Menneskesønnens komme
- 29-33: Lignelsen og figentræet
- 34-36: Formaning om årvågenhed
Man kan sige, at afsnittets om Jerusalems belejring umiddelbart forud for teksten udgør de historiske tegn. Da Lukasevangeliet blev skrevet, var templet faldet og romernes hånd lå tungt på byen. Forudsigelsen af tegn i himlen viser derimod frem mod noget, der endnu ikke har fundet sted på Lukasevangeliets tidspunkt. Derfor placerer det læserne i en tid, hvor nogle tegn er sket, mens andre endnu ikke er kommet. De kan altså vente yderligere tegn, hvorfor de må være årvågne og klar til at tyde tidens tegn. Imidlertid giver det forhold, at forudsigelsen af templets fald er gået i opfyldelse, en forvisning om, at også de sidste tegn engang vil indtræffe.
Tekstens detaljer
De tegn, som Lukasevangeliet forventer, skal ske i sol, måne og stjerner, dvs. både dag og nat. Man kan forestille sig, at det skal være sol- og måneformørkelser. Folkene – her menes sikkert de hedenske (ikke jødiske eller kristne) folkeslag – skal gribes af frygt, fordi de ikke kender tegnenes betydning. Der skal være katastrofestemning på jorden.
Menneskesønnens komme på i en sky er et billede fra Daniels Bog 7,13. Her ser Daniel i sine visioner en, der så ud som en menneskesøn. Han gives magt af Gud selv, så han kan etablere et evigt kongedømme. I Daniels Bog betyder ”menneskesøn” formentlig blot ”menneske” og skal altså betegne en messias-skikkelse, der skal oprette et rige til Israel. På dette sted i Lukasevangeliet betegner Jesus sin egen genkomst som en himmelsk skikkelse, der kommer med magt og myndighed fra Gud selv. Faktisk bruges udtrykket “menneskesøn” meget ofte som en omskrivning af den, der taler. Jesus betegner altså først og fremmest sig selv, når han siger “menneskesøn”. Det sker ifølge de tidlige kristne forventninger ved tidernes ende (jf. fx det ældste kristne skrift 1. Thessalonikerbrev 1,9-10). For de kristne er dette imidlertid indledning til deres frelse (21,28). Lukas bruger her ordet forløsning, som er lidt usædvanligt i Lukasevangeliet, hvorimod Paulus bruger det mere. Det skal i denne sammenhæng sikkert ikke betyde andet end endelig frelse, dvs. forløsning fra denne verden og det dødelige legeme.
Lignelsen om figentræet skal vise, hvordan man af tegn kan slutte sig til det kommende. Figentræets blomster og blade er tegn på sommer. Tegnene i sol og måne, der kommer, vil være tegn på Gudsrigets komme. I det følgende vers siges det imidlertid, at det skal ske inden for ”denne slægt”. Lukas har overtaget det fra Markusevangeliet. Måske har Markus opfattet udtrykket som ”inden for dette slægtsled”, dvs. i denne generation. Jeg tvivler på, at Lukas har forstået det sådan. Han skriver trods alt noget senere end Markus og har opgivet ideen om, at dommedag med tidernes ende står umiddelbart for. Derfor kan man forestille sig, at han har forstået det som ”inden for menneskeslægten” eller ”inden for denne tidsalder”. I hvert fald kan han ikke have ment, at det skulle ske inden for Jesu samtidiges levetid. Jeg tror ikke engang, at han har ment, at det skulle ske inden for hans egen eller hans samtidige læseres levetid. For alt andet tyder på, at Lukas har indstillet sig på, at tiden vil gå en rum tid endnu, og tidernes ende vil komme på et ubestemt tidspunkt i fremtiden.
Ordet om at alting skal forgå, men Jesu ord skal bestå, er et eksempel på de tidlige kristnes ekstreme ambition på deres tros vegne. Det placerer faktisk Jesu ord på linje med Moseloven og profeterne eller faktisk over dem, fordi de får evig betydning også i en endetidig sammenhæng. End ikke jordens undergang kan rokke ved hans ords autoritet.
Formaningen, der følger efter, er særlig for Lukasevangeliet, og en konsekvens af, at han ikke forventer Jesu genkomst inden for overskuelig tid. Derfor formanes der til at anlægge en levemåde, der kan tåle, at han kommer igen når som helst, altså pludseligt. Af den grund må de altid være årvågne. Lukas formaner særligt imod det, der svækker opmærksomheden og koncentrationen, og formaner til bøn om at få styrke til at kunne klare de begivenheder, der skal ske (jf. profetierne om krige og katastrofer). Så vil de kunne stå (i modsætning til at falde) foran Menneskesønnen. Billedet er, at Jesus eller Menneskesønnen kommer igen i magt og vælde og skal holde dom. De, der kan stå med løftet hoved, kan møde Menneskesønnen ansigt til ansigt.
Fortolkning
Der er ingen tvivl om, at Lukas i denne tekst bearbejder materiale, som han delvist har overtaget fra Markusevangeliet. Templets fald i år 70 har været afgørende for Markus’ opfattelse af den nært forestående dommedag med Jesu genkomst. For Lukas er det imidlertid vigtigt at videregive materialet på en måde, så det passer til en situation, hvor man ikke længere kan forvente, at verdens ende er nært forestående. Derfor anvender han det til 1) at forsikre læserne om, at templets fald og romernes herredømme i Jerusalem vitterligt er en del af Guds plan og således kan opfattes som et tegn på tidernes kommende ende, men 2) der skal komme endnu andre tegn af en anden karakter, som endnu ikke er indtruffet. Det er umuligt at vide, hvornår de kommer. 3) Derfor lever de kristne i den sidste tid, men enden er ikke i sigte. Den kommer pludseligt. 4) Altså bør de altid være beredte ved at leve livet på en måde, så de til enhver tid er klar til at stå ansigt til ansigt med Jesus. Det sidste er den formaning, som er hele det apokalyptiske kapitels anliggende i Lukasevangeliet.