Matth 21,28-44
Som de fleste ved, bor jeg tæt på Rådhuspladsen. Jeg flyttede ind i Vartov for et par år siden. Det var en stor omvæltning fra det sovebyskvarter, jeg kom fra. Og det er stadig en daglig glæde at bo midt i byen. I begyndelsen, hvis jeg tidligt om morgenen kørte en tur på min cykel, kom jeg, inden jeg var forbi Rådhuspladsen mindst tre hjemløse, der havde søgt ly ved en port eller i en trappeopgang og tilbragt natten dér. Ved bænkene uden for Burger King sad grupper af romaer, som koordinerede dagens indsamling af pant eller delte nattens indtægt. På vej over Rådhuspladsen mødte man grønlandske misbrugere, der drak dagens første guldøl, måske var det nattens sidste – overgangen var glidende. Kom man meget længere ud mod Vesterbro, mødte man grupper af afrikanske piger, der tydeligvis bestred kvindens såkaldt ældste erhverv, men nu ikke orkede at antaste flere mænd. Alt sammen hører med til charmen ved at bo i storbyen.
Andre gange – det var sikkert afhængigt af ens humør – var det så som så med charmen. Tværtimod kunne man blive grebet af mismod over det samfund, der lokalt og globalt udskiller bestemte grupper, fordi de personligt eller strukturelt ikke har kunnet klare sig i det sociale og økonomiske system, som vores verden bygger på. Man kan gribes af forargelse og beskæmmelse over at være en del af en privilegeret virkelighed, der systematisk baserer rigdommen for statistisk set ganske få mennesker i den vestlige verden på udbytning af tredjeverdenslande. Og man kan blive trist og bedrøvet over et samfund, der åbenlyst ikke kan rumme de svageste og selvfølgeligt lader sårbare synke til bunds. Nogle vil kalde det systemisk vold, fordi det forhold, at nogle vil være undertrykte og udbyttede, mens andre vil være privilegerede overforbrugere, opfattes som voldeligt, selv om der ikke er tale om primitiv fysisk vold.
Hvis det er rigtigt slemt med ens humør, dukker Martin Scorseses gamle film Taxidriver op på nethinden, så man tænker på hovedpersonen, Travor Davis, spillet af uforglemmeligt af en ung Robert de Niro, og prøver at genkalde sig en af hans lange replikker om, hvordan storbyen skulle vaskes ren og alt skidtet skylles ud. Tilsvarende skulle samfundet laves radikalt om, så man gjorde helt op med de marginaliseringsmekanismer og udstødelsesfunktioner, som ligger indbygget i vores samfundsstruktur og økonomiske system.
Mens man cykler og tænker sådan, ved man godt, hvor utopisk det er. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Uanset hvad et kommende folketingsvalg resulterer i, kan man være sikker på, at disse grundlæggende forhold i samfundet ikke ændrer sig. Og så bliver man endnu mere mismodig.
Det var ikke rart at få det sådan. Det kan næsten ødelægge dagen. Heldigvis er det heller ikke sådan længere. Uanset på hvilket tidspunkt af døgnet jeg tager min cykel og cykler gennem byen, bliver jeg ikke konfronteret med det, man kan kalde samfundets bærme, fordi bærme betyder bundfald, men måske nok lyder pænere, fordi det er gammeldags. Jeg kan cykle rundt og nyde de smukke gamle huse og de nybyggede arkitektoniske mastodonter. Jeg ser grønne parkanlæg og rene havnebade. Selv en jyde må indrømme, at København kan tage sig indbydende ud. Alt det, jeg tidligere blev anfægtet af, er væk. Ikke fordi det er væk, men fordi jeg ikke længere ser det. Og det er naturligvis det virkeligt deprimerende. Jeg aner ikke, hvor mange hjemløse jeg cyklede forbi i morges på vej til kirke. Jeg undrer mig ikke over, at jeg kan sætte en flaske et hvilket som helst sted, og den vil være samlet ind inden for et kvarter. Jeg bemærker først misbrugerne, hvis de har højtrystede interne konflikter. Ellers ser jeg dem ikke længere. Det, jeg kaldte den systemiske vold, er væk for mit blik. Det er gået i ét med gadebilledet,
Man kan sige, at det er tidens kynisme, der sætter sig igennem. Man kan sige, at det er en overlevelsesmekanisme. Vi kan ikke altid gå rundt og have ondt af alle, så går alting i stå. Så blænder vi af for de forhold, som vi måske godt ved, er der, men ikke vil forholde os til. Måske har hjernen gennem titusindvis af år udviklet en evne til ubevidst at frasortere den information, som vi ikke kan bruge til noget. Måske lever vi på den måde i en forskønnet virkelighed, fordi vi ikke kan holde ud at forholde os til den, som den er. Til gengæld er det en, vi kan holde ud at leve i.
Evangelieteksten, eller rettere den danske oversættelse af evangelieteksten, fremviser nøjagtigt samme tendens. I den sidste lignelse om vingårdsforpagterne, der ikke vil betale ejeren hans retmæssige forpagtningsafgift, hedder det, at han sendte ”sine folk” til dem ad to omgange endda. Begge gange mishandles de på det groveste. Men i den græske grundtekst står der ikke ”hans folk”. Dette mærkelige upersonlige kollektiv ”folk”, som man kun kan se for sig som en ubestemt gruppe, er oversættelsen af ”hans slaver”. På græsk sender han ikke en udefinerbar mængde af uspecifikke personer af sted, men individuelle mennesker, der – som det med rette hedder i dag – er slave-gjorte. For ingen er jo slave. Slave bliver man, fordi nogen gør en til det. Selve ordet slave tilslører den vold, der er involveret i begrebet. Derfor er det rigtigt at bruge udtrykket slave-gjort trods den politiske korrekthed. Men den danske oversættelse tilslører det i dobbelt forstand. Vi får hverken at vide, at det er slaver eller slave-gjorte mennesker, men blot ”folk”. Bibeloversættelsen kan åbenbart ikke holde ud at fremstille lignelsen lige så voldelig, som den er.
Men så får man svært ved at forstå, hvorfor vingårdsmanden skulle forvente, at de voldelige forpagtere skulle reagere anderledes over for hans søn. Det kan man først forstå, når man ved, at de første udsendte har været ufrie, slave-gjorte uden nogen form for selvstændighed eller myndighed. Det turde nok være anderledes, når ejerens egen søn kommer. Men det bliver det ikke. Sønnen deler skæbne med de slave-gjorte. Også han bliver udstødt og udsat for den vold, som forpagterne har tænkt sig at bygge deres indtjening på. Der gøres ikke forskel på de umyndige slave-gjorte mennesker og ejerens egen søn. De lider samme uværdige, voldelige død. Så opstår et fællesskab mellem de magtesløse slave-gjorte og sønnen selv deri, at sønnen ikke spares for den vold, som de andre må lide.
Hvad skal der ske med voldsmændene, spørger Jesus, og hans tilhørere er ikke i tvivl. De skal have igen af samme mønt. Voldsspiralen skal fortsætte. Ondt skal gengældes med ondt, så de onde forpagtere får et ondt endeligt. Retfærdigheden må ske fyldes ved at bruge endnu mere vold. Dermed har tilhørerne tydeligt tilkendegivet, hvilken side de er på. De er på voldens side, og så har de dømt sig selv. Jesus afbryder samtalen. Nu har de udelukket sig fra det fællesskab, der opstod mellem voldsofrene.
Vingårdsejerens søn led skæbnefællesskab med de slave-gjorte i lignelsen, således følger nærmest af sig selv, at den Guds søn, Jesus Kristus, der led en henrettelsesdød ved korsfæstelse, hvilket romerne ellers anvendte til slave-gjorte, gennem sin død oprettede et fællesskab, der er hinsides voldslogikken. Fællesskabet udspringer af den dybeste loyalitet og solidaritet med mennesket i dets mest skrøbelige og sårbare situation og ender i den forpintes skikkelse på korset, men det indeholder også svaghedens og lidelsens overvindelse, når den korsfæstede opstår påskedag. For i det fællesskab er voldens logik, den fysiske og den systemiske brudt. I den salme vi skal synge om lidt digter Grundtvig om det fællesskab som et hus, der skal bygges. Det er det fællesskab, som vi døbes til at tilhøre, når korsets tegn præges i vores sind og vores følelser, fordi det tegnes for vores ansigt og vores bryst, for at vi skal tilhøre den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus. Således er han hovedhjørnestenen for fællesskabet af alle, der er mærket af korsets tegn.
Herfra kan man møde virkeligheden som den også er, når man cykler gennem Vesterbro over Rådhuspladsen gennem porten til Vartov. Lader man sig være inkluderet i fællesskabet med den korsfæstede behøver man ikke lukke øjnene for virkeligheden omkring sig for at holde ud at leve i den. Tværtimod kan man se den lige så urimelig og uretfærdig, som den er, fordi den står i modsætning til den virkelighed, der udspringer af tilhørsforholdet til den korsfæstede og opstandne Herre. Heraf udspringer også modet til at leve i verden, som den er, i håbet om, at vi kan gøre en anden virkelighed gældende for os selv og hinanden.
Uanset hvad man selv prædiker, er det oftest mismodet eller kynismen, der overtager, når man cykler gennem København. Ens egen utilstrækkelighed bliver uomgængelig, når man åbner øjnene for verden omkring sig. Selvtilstrækkeligheden kan afløses af selvforagt. Men selv når det sker, må vi tro, at vi er inkluderet i et fællesskab, vi ikke kan mistes, uanset hvor foragtet vi måtte blive. For det er bygget på budskabet fra ham, som alle foragtede og enhver forkastede. Så gælder det budskab også for os som en virkelighed vi kan være i og leve i.
Immanuelskirken: DDS 747 – 265 – 493 — 348 – 446 – 674 – 411 – 732
Vartov Kirke: DDS 411 – 265 – 493 — 348 – 352 – 732