Tekster: Esajas’ Bog 40,1-8, Andet Korintherbrev 4,5-10, Lukasevangeliet 1,67-80
Ingrid Ank
I Randers er solen ved at stå op. Sådan har det været længe. Og denne tilstand – før solopgang – lever en ret ubemærket tilværelse. I Randers.
På Kunstmuseet – som virkelig er et besøg værd, hvis ikke man har været der – hænger et maleri af L.A. Ring, der hedder ’Sommerdag ved Roskilde Fjord’. Det er optaget i Danmarks Kulturkanon og er endda blevet kaldt ”et af de ypperste billeder i dansk kunst overhovedet”. Og alligevel står der ikke 100 tilrejsende turister i en krans omkring det og fotograferer.
Det har samme historie som meget andet af det, vi kalder ’stor kunst’, så den del er i sig selv ikke så interessant. Ligesom van Gogh og Pippi Langstrømpe og mange andre, var der ingen – eller næsten ingen – der i første omgang havde øje for kvaliteterne. Billedet var med på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1901, hvor ingen rigtig bemærkede det, og en amtsforvalter fra Randers, som også var kunstneres ven, købte det og tog det med hjem. Måske fik han det billigt.
Så hang det der i ro i Randers i meget lang tid. Og det gør det egentlig stadigvæk. Og det interessante er derfor ikke, at billedet først lige skulle opdages. Det interessante er, at det stadig skal opdages. Man ser det ikke straks. Og man ser det heller ikke dernæst. Og måske endda heller ikke derefter.
Det har masser af dybde, og alligevel bliver man ikke suget ind i det, for det har lige så meget bredde og højde og forgrund. Der er ikke et bestemt punkt, som øjet sættes til at søge efter. Faktisk er det sådan, at hvis man stiller sig der ved Roskilde Fjord, hvor motivet er fra, så kan man på langt de fleste dage ikke se så langt ud i horisonten, som man kan på billedet. Det er, som om man på billedet kan se mere, end man kan i virkeligheden. Det er et udvidet rum, en udvidet horisont, og så er det samtidig helt, helt stille. Himlen er tom og enorm og grøn-blå, vandet er spejlblankt og spejler himlen og er endnu mere grøn-blå og helt ude til venstre ligger tre skibe tæt sammen, sejlskibe der ikke kommer nogen steder, for der er vindstille. Helt stille. Skibene sætter intet i billedet i bevægelse, de understreger stilheden. Rummet er udvidet og intet bevæger sig.
Og hvor er lyset? Eller hvorfra kommer lyset. Kunsthistoriker A siger, at lyset ingen steder kommer fra. Det er et oplyst rum uden lyskilde. Kunsthistoriker B siger, at dette også stemmer meget godt overens med kunstnerens ateisme og hang til meningsløshed. Maleriet er et billede af den store tomhed. Men så er der kunsthistoriker C. Og han siger, at maleriet ikke bare er rum, men også har tid. Billedet er ikke bare stilstand, men stilstand før bevægelse. Billedet er morgen. Tidlig morgen. Solen er ikke stået op, men det gør den. Om lidt står den op. Og i øvrigt – siger han – havde Lauritz Andersen Ring kort forinden mødt Sigrid Kähler og var skrupforelsket. Så i Randers, siger han, hænger ikke et billede af den store tomhed. I Randers er solen lige ved at stå op.
Nå. Forleden var jeg til gløgg og juleklip for forældre på min datters gymnasium. En lærer holdt en tale om elevernes ’lyst til læring’. Han talte om, at mange elever har det svært med at få karakterer og bedømmelser, og at de samtidig alle sammen efterspørger netop karakterer og bedømmelser. De vil gerne vide, hvor de ligger. Han talte om, hvad der motiverer eleverne, og at mange søger efter anerkendelse. De søger efter bedømmelse og anerkendelse af dem selv. Det er derfor, det er så hårdt: Det er dem selv, og ikke deres evner i matematik og tysk, de vil have vurderet. Det slider på dem og de søger efter det, og sådan kører det i ring. Han sagde også, at det var meget få – desværre sagde han – der egentlig var drevet af en reel interesse for fagene.
Jeg tænkte: Gid han havde talt om noget andet. Gid han havde fortalt om, hvilket stykke de ville sætte op som årets musical. Gid oldtidskundskabslæreren havde fortalt om motivet på en gammel græsk vase eller biologilæreren havde fortalt om hvalernes hemmelige sprog. Gid billedkunstlæreren havde fortalt om en sol, der er lige ved at stå op i Randers. For hvor er det dog forståeligt, at interessen for fagene ligger på et lavt sted, når begejstringen ingen steder findes.
Dette siger jeg ikke for at skælde ud på et gymnasie i Valby. Jeg siger det, fordi det ikke er første gang – og næppe heller sidste gang – jeg har siddet med fornemmelsen af at tale om eller lytte til på sin vis vigtige og problemfyldte emner – i dette tilfælde unge menneskers trivsel og motivation – og tænkt, at en del af problemet ville forsvinde af sig selv, hvis vi lod lyset falde på os fra en anden lyskilde. Vi ville være de samme, og dog nogle andre, hvis vi sad der og lyttede på en begejstret billedkunstlærer, der fortalte om et billede i Randers, hvor man måske kan se solen, før den står op. Og vi ville være de samme og dog nogle andre, når vi gik hjem til vores sønner og døtre og fortalte om billedet i Randers i stedet for at tale om motivation og trivsel og anerkendelse. Som der altid er for lidt af.
Hvor kommer lyset fra? I det geniale udtryk fra Lukasevangeliet kommer lyset oppefra og nedefra på samme tid. Solopgangen fra det høje er på vej til at besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Solen er endnu ikke stået op, men når den gør, så stiger den i Lukasevangeliet ned oppefra. Den er solopgangen fra det høje.
Men den stiger også op nedefra. Og måske er det for at få begge bevægelser med, at Grundtvig har flyttet rundt på lyset i sin velkendte pinsesalme, som vi skal synge lige om lidt. For i den oprindelige, gamle, førreformatoriske salme, som Grundtvig brugte som sit forlæg, kommer lyset oppefra – fra himlen: ”Den signede dag som vi nu se / ned til os af himmelen at komme” sang man i gamle dage. Men hos Grundtvig stiger lyset op. Lyset er hos os, himlen er kommet ned på jorden. Og oplysning er en befriende mulighed, som er, og som er der, og om lidt står solen op. Også i Randers.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
P.s. Kunsthistoriker A, B og C er hhv. Poul Erik Tøjner, Henrik Wivel og Finn Terman Frederiksen
Salmer: 74 – 502 – 89 – 402 – 441 – 80
L. A. Ring: Sommerdag ved Roskilde Fjord, 1900. Olie på lærred, 95,5 x 145,5 cm. Randers Kunstmuseum:
