Joh 17,1-11

En dag i radioen hørte jeg en diskussion om børn og deres trivsel. Der er, hvad man kan konstatere ved selvsyn, statistisk set mange børn og unge med ganske svære vanskeligheder af forskellig art. Det kaldes psykisk skrøbelighed med symptomer som spiseforstyrrelser, angst, diverse fobier og meget andet. Temaet for diskussionen var naturligvis årsagen til denne situation. En af diskussionspartnerne anførte, at den opvoksende generation aldrig har oplevet begrænsninger. Ikke alene sådan, at de lykkeligvis ikke kender til at undvære basale fornødenheder og altid har fået alle behov opfyldt. Det er ikke overflodssamfundet af både materiel og kulturel karakter, der er problemet. Sådan har vores samfund været i efterhånden flere generationer. Sagen er snarere, at de ubegrænsede muligheder er blevet en ideologi, som børnene indføres i fra de er ganske små. Ikke alene er børnene projektbørn, som forældrene har både planlagt og fokuseret deres liv omkring, så deres opvækst skal have optimale vilkår med rigelig voksenkontakt og forældreinvolvering. Men også i forhold til børnene selv bliver de ubegrænsede muligheder påduttet dem. De lærer fra de er ganske spæde, at de er perfekte og ingen er bedre end dem. De hører, at de er de dygtigste, klogeste og smukkeste af alle børn. De får at vide, at de kan alt, hvad de vil og vil opnå alt, hvad de sætter sig for. Der er ingen begrænsninger. De er fejlfri og ufejlbarlige, fuldkomne og fuldstændige som små engle på jorden. Skulle nogen antyde andet, vil der øjeblikkeligt blive grebet ind fra forældreside og den pågældende vil blive stillet til regnskab for det emotionelle overgreb, som vedkommende har udsat barnet for.

Hvis det lykkes forældrene at indoktrinere børnene til at tro, at de virkelig er perfekte, almægtige og alvidende, så står de pågældende børn til at nogle hårde nederlag, når forældrenes virkelighed brister og de befinder sig i en verden, hvor de ikke kan leve op til forældrenes idealbillede af dem. Når det viser sig, at de er både fejlbarlige og ufuldkomne, som mennesker er, bliver det et nederlag. Så skuffer de ikke bare sig selv, men navnlig de voksne, som har lært dem, at de kan alt. Af den grund, mente altså den ene ekspert, bliver de skrøbelige og plages af diverse lidelser.

I dansk kirkeliv forgår i øjeblikket en diskussion, der for mig at se har paralleller til nutidens børneopdragelse. Diskussionen handler om dåbsritualet, som vi snart skal høre. Velmenende præster og teologer mener ikke, at man kan sige, at man bliver Guds barn i dåben, for er alle ikke Guds børn? Diskussionen er ikke blot teologiske spidsfindigheder og spørgsmål om ordvalg i ritualet. Den rummer i virkeligheden en debat om, hvad det vil sige at være menneske. Under de tilsyneladende teologiske udsagn ligger en menneskeopfattelse, som det er værd at drage frem i lyset. Er alle mennesker blot ved at være født Guds børn. Er de fuldendte skabninger, der ikke mangler noget, men er allerede ved at være født fuldkomne. Eller har mennesket i udgangspunktet behov for andet end sig selv. Er mennesket i udgangspunktet rettet væk fra sig selv mod noget, som det ikke selv har, men har behov for? Er mennesket tilstrækkeligt og godt nok i sig selv, eller mangler det noget, som kun kan komme til det udefra?

I den indholdsmættede tekst fra Johannesevangeliet udtrykker Jesus sin opfattelse gennem ideen om evigt liv. Den centrale definition lyder: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Al tale om noget, der skal komme engang i fremtiden underordnes dette vers. Det evige liv er nu i erkendelsen af, hvem Gud er, og hvem hans udsendte søn er. Heri er det evige liv nu. Det evige liv er det, der kommer i den åbenbaring af Gud, som Jesus bringer. I troen på ham er livet nu. Så er det evige liv ikke uden for den tro. Uden for den er livet ikke fuldkomment, for det bliver det først gennem den forbindelse, som oprettes til ham.

Jesus udtrykker det med det johannæiske begreb herliggørelse. Sønnen herliggør faderen, faderen herliggør sønnen, og mennesker inddrages i herliggørelsen, når Jesus er herliggjort i dem. Det bliver de, når de modtager det budskab, som han kommer med. For det er det, herliggørelsen er. At mennesker tror, at Gud er, som Jesus åbenbarer ham. Gennem sin korsdød udtrykker Jesus en forståelse af, hvem Gud er, når han giver sit liv af kærlighed til verden. Det er langt fra selvfølgeligt. Det er helt nyt og uforudset, at Gud skulle være en Gud, der giver sig selv i døden for mennesker. Ikke desto mindre er det således, Jesus åbenbarer Gud. For det er den ultimative kærlighed, at give sig selv i døden for sine venner. I opstandelsen stiller Gud sig selv bag denne udlægning af ham. Når den opstandne kommer til syne med mærker fra korsfæstelsen, er det klart, at det er sådan Gud vil forstås. Som en Gud, der giver sig selv hen for mennesker og viser, hvad hans skabelse i udgangspunktet lagt an på. Skabelsens mening findes i den kærlighed, der opgiver sig selv for de andre. Alt dette har dog ingen betydning, hvis ingen modtager det. Først når denne åbenbaring af livets inderste mening, som den var anlagt fra skabelsen, modtages og overtages af de troende, der gør den til fundament for deres liv, er skabelsen fuldendt. Det er åbenbaringens fuldbringelse, at mennesker overtager den og lever i den ultimative kærlighed, der giver sig selv hen for den anden. Således er Sønnen herliggjort i de troende, når de modtager den åbenbaring af Gud, som er hans livs formål. For i den åbenbaring af Guds kærlighed er det evige liv. Så den, der har del i den i den kærlighed, har del i livet, der ikke kan anfægtes af døden. Det er det evige liv.

Dette kan man ikke sige sig selv. Nok er skabelsen anlagt på denne mening, men den må komme udefra for at kunne modtages. Ingen kan producere den selv. Mennesket har den ikke i sig; det må få den for at blive fuldkommen. Uden den er mennesket ufuldkomment og overbebyrdes af selv at skulle være fuldkommen.

Det oplever vi, når børn og unge mennesker – og voksne for den sags skyld – slår sig på livet, fordi de har lært, at de selv er fuldkomne og intet mangler, og derfor skal kunne klare livet selv. Hvis man er helt perfekt, har man ikke brug for noget andet end sig selv. Så skal man kunne alt af sig selv. Så er alt andet end det perfekte et nederlag og anslag på den person, som ens omgivelser forventer, at man er, og man selv tror, at man skal være.

Den kristne forkyndelse af åbenbaringen af Guds kærlighed i Jesus Kristus, uanset om det udtrykkes som syndernes forladelse, det evige liv eller herliggørelsen gør det ufuldkomne menneske fuldkomment i accept af, at mennesket i sig selv er ufuldkomment. Således sætter den uperfekte menneske fri til at være netop dette, uperfekt. Mennesket uden for Kristus er ufuldkomment og fejlbarligt. I det kirkelige sprog kaldes det syndigt. Hvis det skal leve det sande, fuldkomne liv, har det brug for mere end sig selv. Så har det brug for noget, der ikke er fra det selv, ja som er på trods af mennesket selv. Det er den åbenbaring af Guds kærlighed i den korsfæstedes død for verden, som er det uventede og ufortjente, som det ufuldkomne menneske blot kan modtage og have sit liv i. For så skal mennesket ikke producere meningen for at have et meningsfuld liv; det skal ikke leve fejlfrit for at være syndfri; det skal ikke være udødeligt for at være fritaget fra dødens magt. Det skal lade sig bestemme af Gud Faders kærlighed, som Gud Søn åbenbarer. I kirken kalder vi den bestemmelse Helligånden. Den synger vi om i dag. For den er netop et udtryk for at leve i tillid til, at vi selv kan være ufuldkomne, for fuldkommengørelsen kommer til os. Gud gør os fuldkomne, så vi selv kan være ufuldkomne. Det modtager vi, når vi erkender, hvem Gud er, og hvem han har udsendt.

Det gør forskel. Derfor sætter det skel. Der er forskel på at leve sit liv som inkluderet i fællesskabet med Gud Fader og Gud Søn gennem Helligånden og selv være meningen i sit liv. I evangelieteksten er det udtrykt som forskellen mellem verden, der nok er genstand for Guds kærlighed, men ikke modtager den, og derfor adskiller sig fra de troende, der er Guds børn. Derfor døber vi vores børn, så de gennem dåben bliver Guds børn med Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv. For når de tror det, når vi tror det, er vi perfekte og fuldkomne, selv om vi selv kun formår at leve uperfekt og ufuldkomment. Så kan vi leve det evige liv uden at være små engle på jorden.