Fastelavns søndag (1)
Jesu dåb:
v.13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.
v.14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v.15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham.
v.16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v.17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
(Matt 3,13-17; jf. Mark 1,9-11; Luk 3,21-22; Joh 1,29-34)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Historien om Jesu dåb findes i alle fire evangelier. I Johannesevangeliet fortælles det ganske vist ikke, at Jesus blev døbt, men der er ingen tvivl om, at han har kendt historien og implicit forholder sig til den.
Forholdet mellem de fire forskellige fortællinger er vældigt interessant, for det er et prima eksempel på, hvorledes tilsyneladende små detaljer rummer ganske store eksegetiske og teologiske forskelle. Jeg vil derfor gennemgå de fire tekster i forhold til hinanden, selv om det foregriber en del af det, der kommer i de andre afsnit nedenfor.
Markusevangeliet er udgangspunktet for alle de andres tekster. I denne sammenhæng tyder intet på, at der har været adgang til andet materiale (om end nogle mener, at der har været en parallel version i en nu ukendt kilde, som Matthæus og Lukas har haft adgang til). Som tiere nævnt, er det dog muligt, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet foruden Markusevangeliet, og Johannesevangeliet har kendt Lukasevangeliet foruden Markusevangeliet (og måske Matthæusevangeliet også). Vi begynder med Markus.
Markusevangeliets knappe, ordfattige stil kommer virkelig til sin ret i dette afsnit. Det lyder nøgternt: ”I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan” (Mark 1,9). Mere kortfattet kan det ikke siges. Her er intet om Jesu bevæggrund, ej heller nævnes Johannes’ tilnavn ”Døberen”, selv om Markus kender det (jf. Mark 1,4), og der er slet ingen dialog mellem de to. Dette er en faktuel beskrivelse, der svarer til indledningen på verset, som direkte oversat fra græsk lyder: ”Og det skete, i de dage kom Jesus …” (ikke helt den samme formulering som i juleevangeliet (Luk 2,1), fordi der findes to forskellige græske ord, der kan oversættes ”og”. Men pointen er sikkert den samme: Der sker alt muligt i verden, og så skete dette).
Forud for Jesu dåb har læseren hørt, at Johannes’ dåb er en omvendelsesdåb til syndernes forladelse (Mark 1,4).
Efter dåben følger beskrivelsen i lige så knappe vendinger. Med hensyn til sammenligningen er det dog værd at bemærke, at Markus fremstiller det som en vision. Jesus ser, at himlen flænges, og ånden ”stiger ned (det danske ”daler ned” er mere poetisk end den græske tekst) i sig” (Mark 1,10). Der er selvfølgelig håndskrifter, der harmoniserer evangelierne og derfor også i Markusevangeliet skriver, at han ser ånden stige ned ”oversig”. Men netop fordi det harmoniserer Markusevangeliet med de andre evangelier, er det med stor sandsynlighed ikke det oprindelige udtryk.
Stemmen fra himlen er mest interessant. Hos Markus er det en tiltale: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Mark 1,11).
Herefter går Markusevangeliet direkte over i fortællingen om fristelsen i ørkenen, som ånden driver ham ud i (Mark 1,12-13).
En plausibel fortolkning af Markusevangeliet, der bl.a. anvender strukturalistiske metoder fra litteraturvidenskab, vil mene, at Jesus ved dåben i Markusevangeliet tildeles en opgave, nemlig at være Guds søn. Til hjælp får han Helligånden. Det svarer ifølge denne tolkning til folkeeventyr og mange andre typer fortællinger, hvor helten i begyndelsen pålægges en opgave, som han skal udføre. Han får en hjælper til bistand. Når han har udført sin pligt, modtager han belønningen fra den person, som har givet ham opgaven. Fx følgende: Prinsessen holdes fangen af den onde drage. Kongen pålægger rigets mænd at befri hende. Den tapre ridder tager af sted i kamp mod dragen og møder en engel, der giver ham et magiske sværd. Med dette overvinder han dragen, befrier prinsessen og bringer hende tilbage til kongen. Som belønning modtager han prinsessen og det halve kongerige. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Læser man Markusevangeliet på grundlag af denne struktur, ser man følgende: Jesus pålægges ved sin dåb at være Guds søn. Han modtager ånden som hjælper og prøves umiddelbart efter i ørkenen for at se, om han er af den rette støbning. Da han består den test, begynder selve opgavens udførelse, for det viser sig, at han skal være frelser for at være Guds søn. Derfor skal han give sit liv som løsesum for mange (Mark 10,45). I Getsemane-perikopen (Mark 14,32-42) ser man, hvordan Jesus kæmper med sig selv for at løse denne opgave: Skal han gøre, som han er pålagt, dvs. udføre Guds vilje; eller skal han følge sig egen vilje? Han bøjer sig under Guds vilje, gennemfører korsdøden, som han skal for at blive frelser. Derfor opvækkes han og optages i himlen som Gud søn. Det fortælles ganske vist ikke med rene ord i Markusevangeliet, der slutter med den tomme grav og de bange kvinder (Mark 16,1-8). Men det ligger i evangeliets struktur og tidligere udsagn, at det er resultatet. Jesus bliver altså ved opstandelsen belønnet ved at blive den himmelske Guds søn, som han ved dåben blev udnævnt til at være, når han i sit jordiske liv at bliver frelser for mennesker.
Dogmatisk teologisk kalder man dette ”adoptionskristologi”, fordi Jesus ved dåben adopteres som Guds søn, hvilket han ikke var før. Ifølge denne tolkning blev mennesket Jesus adopteret som Guds søn for at frelse mennesker gennem sin korsdød, derefter blev han optaget i himlen og blev Guds søn i kraft (se evt. Rom 1,3-4, der kan indeholde en formulering af netop denne opfattelse (Paulus selv er af en anden overbevisning, men han citerer muligvis en meget gammel bekendelse)).
Matthæusevangeliet, som dagens tekst kommer fra, har som bekendt en forhistorie før Jesus dåb. Matthæus har fortalt om Jesu stamtavle (Matt 1,1-17), hans fødsel af en jomfru (Matt 1,18-25), de vise mænd (Matt 2,1-12), flugten til Egypten (Matt 2,13-15), barnemordet i Betlehem (Matt 1,16-18) og hjemkomsten fra Egypten med bosættelse i Nazaret (Matt 2,19-23). Det hele er, som jeg vist har været inde på i andre kommentarer, bygget op over citater fra Det Gamle Testamente. Der er derfor ingen tvivl om, at Jesu er en helt særlig person, af Davids slægt og undfanget ved Helligånden, da han møder Johannes Døberen. Af den grund giver det ingen mening, at Jesus skal udnævnes endsige adopteres som Guds søn, for det er han jo allerede.
Matthæus løser problemet ved at udvide historien om Jesu dåb betragteligt. Selve historien om Johannes Døber bliver udvidet med spørgsmål fra saddukæere og farisæere. Det gøres her klart, at Johannes døber en omvendelsesdåb, mens de døbte bekender deres synder (Matt 3,6 og 11). Det er altså ikke direkte en dåb til syndernes forladelse, som det er i Markusevangeliet. Dette giver anledning til udvekslingen mellem Johannes Døber og Jesus, da Jesus kommer til ham for at døbes af ham (Matt 3,13-14). Johannes vil hindre ham. Han anerkender sin underlegne stilling i forhold til ham ved at pointere det omvendte i, at Jesus vil døbes af ham. Johannes har brug for at blive døbt af Jesus. Sagen er, at Matthæus ikke vil lade tvivl om rangforholdet mellem de to og ikke vil lade læseren tro, at Jesus har brug for at blive døbt med en omvendelsesdåb. Når Jesus allerede er Guds søn fra fødslen, kan han selvfølgelig ikke underkaste sig Johannes’ omvendelsesdåb.
Men det er umuligt for Matthæus ikke at fortælle, at Jesus bliver døbt. Derfor lader han Jesus begrunde det, nemlig at opfylde al retfærdighed (Matt 3,15). Det bliver dermed en slags guddommelig nødvendighed, der står bag Jesu dåb. Ikke hans behov, som fremgår af det følgende vers.
For da Jesus er blevet døbt, åbnes himlen. I modsætning til Markus er det ikke fremstillet som en vision, men en kendsgerning. Derimod er det stadig en vision, at Helligånden stiger ned og komme over ham (ikke i ham, som i Markusevangeliet) og røsten fra himlen siger: ”Det (eller: denne) er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt 3,17). Hvad der hos Markus var en tiltale, er her blevet til en omtale. Det siges ikke til Jesus, men om ham for de tilstedeværendes skyld. Det er ikke en udnævnelse, men en udpegning. Jesus har ikke brug for at høre, hvem han er, men det har tilskuerne.
Således løser Matthæus det problem, der opstår, når man sætter en forhistorie med jomfrufødsel af Guds søn foran omvendelsesdåben til syndernes forladelse. Dogmatisk teologisk har Matthæus ændret Markus’ adoptionskristologi til en fødselskristologi, for Jesus er Guds søn allerede fra fødslen.
Lukasevangeliet har selvfølgelig samme problem som Matthæusevangeliet, for også Lukas har en forhistorie med bebudelsen og Jesu fødsel. Han har endog inkluderet Johannes Døberens fødsel i den, så der også fortælles om hans undfangelse og fødsel, endda på en måde hvor Jesus hele tiden overgår Johannes Døberen. Selv mens de begge er i deres mødres mave, anerkender Johannes Jesu overlegenhed (Luk 1,39-45). Endvidere har Lukas udvidet forhistorien med barndomshistorier, så der er ingen tvivl om, at det er Guds søn, der kommer til Johannes Døberen i Lukasevangeliet.
Imidlertid fortæller Lukas næsten lige så kortfattet om Jesu dåb, som Markus gør. Men han lader himlen være åben som i Matthæusevangeliet og fremstiller det som en kendsgerning, ikke en vision som i Markusevangeliet. Derimod følger han Markus ved at lade stemmen fra himlen være en tiltale. Hele perikopen lyder: ”Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Luk 3,21-22).
Men to ting er meget vigtige her. Umiddelbart før denne tekst har Lukas fortalt om, at Johannes Døber bliver kastet i fængsel (Luk 3,19-20). Selv om man på baggrund af de andre evangelier kan regne ud, at dette historisk set først indtræffer senere, ser det altså i Lukasevangeliet ud, som om Johannes Døberen er i fængsel, da Jesus bliver døbt. Det svarer til formuleringen af selve dåben, for der optræder Johannes Døberen ikke. Lukas anvender passive former, som meget ordret oversat ville lyde: ”folket døbtes og Jesus døbtes”. På græsk bruger man nogle gange passiv, når meningen er, at Gud handler. Man kalder det passivum divinum. Man kan ikke afgøre, om det er det, der her menes. Måske er det usandsynligt, da folket jo også døbes i passiv. Men selve usikkerheden er nok en pointe. Det er uklart, hvem der døber Jesus, og man kan opfatte det således, at det er Gud selv. Derfor er det heller ikke så stort et problem, at Gud forvisser Jesus selv om hans identitet som Guds søn.
Teologisk dogmatisk er også Lukas’ kristologi en fødselskristologi, eller man skulle måske sige en undfangelseskristologi, da den særlige fokus på bebudelsen tilsiger, at Jesus er Guds søn allerede fra undfangelsen (Luk 1,26-38).
I Johannesevangeliet sker som sædvanligt noget helt andet. Hos Johannes indledes med en prolog, der omtaler Ordet (logos), der i begyndelsen var hos Gud og var Gud (Joh 1,1). Det bliver kød i Jesus Kristus (Joh 1,14). Først efter prologen begynder selve fortællingen med Johannes’ (han kaldes ikke Døberen noget sted i Johannesevangeliet) forkyndelses- og dåbsvirksomhed. Johannesevangelisten har altså et ganske stort problem. Hvordan kan det inkarnerede logos blive døbt og udnævnt eller udpeget som Guds søn? Evangelisten løser det ret kreativt. Han fortæller intet sted, at Jesus bliver døbt (jf. at Johannes ikke kaldes Døberen), men lader Johannes (Døberen) referere, hvad han har set. Det lyder: ”Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn” (Joh 1,32-34).
I øjeblikket er der ganske stor diskussion om udlægningen af netop de vers. Én udlægning er, at Johannesevangelisten ikke vil fortælle om Jesu dåb (han kender den selvfølgelig fra de andre evangelier), derfor omtolker han den til at være en udpegning for Johannes (Døberen). Det passer med inkarnationskristologien og præeksistenskristologien, som man så vil sige, at Johannesevangeliet indeholder, dvs. den opfattelse af logos er guddommeligt fra evighed og bliver menneske i Jesus. På den måde er Guds søn fra evighed. Det evige inkarnerede guddommelige logos har naturligvis ikke behov for dåb, tilsigelse eller for den sags skyld Helligånden, derfor omtolkes det hele til at ske for Johannes (Døberens skyld). Han har brug for, at Guds søn bliver udpeget, derfor bliver Helligånden over Jesus (den kommer ikke ned i ham (Markusevangeliet) eller kommer over ham (Matthæusevangeliet) eller kommer ned over ham (Lukasevangeliet), den bliver over ham).
Den anden tolkning siger, at inkarnationen (Joh 1,14) sker i dåben (Joh 1,32), så Gud døber Jesus, hvorved han bliver Guds søn. Det er adoptionskristologi. Man kan sige, at det fortsætter Lukas’ fortolkning, idet den uklare passiv, så fortolkes som en tydelig passivum divinum. Man kan også sige, at fortsætter den nedtoning af Johannes’ (Døberens) rolle, som findes i Matthæus- og Lukasevangeliet og i særdeleshed i Johannesevangeliet. Endelig kan man også sige, at alle jo ved, at Jesus bliver døbt, så der er ingen grund til at fortælle det. MEN jeg kan ikke forstå, hvorfor Johannes skulle ændre Markusevangeliets fortælling så radikalt, hvis han grundlæggende ønsker at fortælle det samme. For den fortolkning, der ønsker at sige, at Jesus er et almindeligt menneske, der i dåben får Helligånden og dermed bliver til Guds søn, er det helt unødvendigt at ændre Markusevangeliets version. Den ville faktisk passe bedre.
Denne lange redegørelse for forholdet mellem evangelierne har vist, hvordan udformningen af Jesu dåb er helt bestemt af evangeliets kristologi. Adoptions-, fødsels-, undfangelses-, inkarnations- og præeksistenskristologi medfører forskellige versioner af Jesu dåb. Tendensen er klar: Johannes Døberens rolle bliver mere og mere problematisk jo ”højere” kristologien er (man siger, at ”lavkristologi” tager udgangspunkt i mennesket Jesus, mens ”højkristologi” har udgangspunkt i den himmelske Guds søn) og Jesu dåb bliver også mere og mere problematisk (Guds søn kan ikke døbes med omvendelsesdåb til syndernes forladelse), derfor ender vi med et evangelium, der slet ikke nævner dåben.
Men det leder til en sidste bemærkning. Netop fordi dåben hos Johannes Døberen er så problematisk, at den må behandles af alle evangelister og fortolkes på forskellig måde, er det tydeligt, at de ikke har kunnet fortælle en overbevisende udgave af Jesu historie uden at berøre dåben. Efter min mening er det helt sikkert, fordi Jesus faktisk – historisk faktuelt – blev døbt af Johannes Døberen i Jordan. Formentlig har Jesus været en del Johannes Døberens tilhængere. Ifølge synoptikerne (men ikke Johannesevangeliet) begynder han først selv at forkynde, da Johannes er kastet i fængsel (Mark 1,14). I udgangspunktet videreførte han således Johannes Døberens forkyndelse (men det udviklede sig nok til noget lidt andet).
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Vi har været inde på sammenhængen i Matthæusevangeliet og i Markusevangeliet, som er grundlaget for Matthæus’ fortælling. Alle evangelierne indleder Jesu voksenliv og offentlige virke med perikopen om Jesus hos Johannes Døberen, uanset om dåben finder sted eller ej. Hos alle synoptikerne efterfølges dåben af fristelsen i ørkenen (hos Lukas er sammenhængen afbrudt af Jesu slægtstavle (Luk 3,23-38)). Den er således første led i indledningen af Jesu virke. Efter dåben ved man, hvem der optræder i resten af evangeliet.
Hos Matthæus er forhistorien gået forud, men der er et hul i historien mellem hjemkomsten til Nazaret og Jesu optræden ved Jordan med Johannes Døberen. Med andre ord, kender Matthæus ikke historier om Jesus som barn og ung.
Umiddelbart før dåben er beretningen om Johannes Døbers virksomhed, hans dåbs- og forkyndelsesvirksomhed som diskussion med saddukæere og farisæere, samt forudsigelse af Jesu komme som den stærkere, der skal døbe med Helligånd. Dåben, hvor Helligånden kommer over Jesus, bliver altså indfrielse af denne forudsigelse og forudsætning for at den kan udføres, nemlig da Jesus modtager den Helligånd, som han skal døbe med.
Efter dåben og fristelsen i ørkenen (Matt 4,1-11) begynder så forkyndelsen og undergerningerne i Galilæa. Dåben står altså indledningen på Jesu virksomhed, selv om han først begynder, da Johannes Døberen er fængslet (Matt 4,12).
I det større perspektiv hænger udpegningen Jesus som Guds søn sammen med Peters bekendelse (Matt 16,16), forklarelsen på bjerget (Matt 17,5) og officerens bekendelse (Matt 27,54). Der er en struktur i evangeliet, der omhandler Jesu identitet. Den bliver først helt klar ved hans opstandelse. Det svarer til den nævnte struktur i Markusevangeliet, hvor Jesus skal udføre opgaven ved at give sit liv i korsdøden for at frelse mennesker, selv om denne struktur ser lidt anderledes ud i Matthæusevangeliet. Han er således udpeget til det allerede fra sin undfangelse i Matthæusevangeliet (Matt 1,21). Han skal således også vinde tilhængere på sin forkyndelse og lære, derfor giver det mening, at han fra begyndelsen udpeges som Guds søn af Gud selv.
Tekstens detaljer
v. 13: Dette er det første, vi hører om Jesus siden hans barndom. Han kommer fra Galilæa for at blive døbt af Johannes Døberen. Det forklares ikke, hvordan Jesus har hørt om ham, eller hvorfor han vil døbes. Som nævnt er det historisk sandsynligt, at Jesus har været en del af kredsen omkring Johannes Døber, men det udfoldes ikke i nogle af evangelierne.
Hos den jødiske historiker Josefus (36/37-100) findes følgende tekst om Johannes Døberen:
“(116) Nogle af jøderne forekom det nu, at Herodes’ hær var blevet tilintetgjort af guddommen, som dermed på retfærdig vis gengældte (ham) (hans) behandling af Johannes, som bar tilnavnet Døber. (117) For Herodes havde henrettet ham på trods af, at han var en god mand, som befalede jøderne at samles til dåb under forudsætning af, at de øvede sig i dyd, dels ved at udøve retfærdighed mod hinanden, dels ved at vise ærefrygt mod guddommen. For han (døberen) mente, at det kun var i den forstand, at dåben kunne anerkendes (af guddommen). Den (dåben) måtte ikke gælde som tilgivelse for de synder, der var blevet begået, men den skulle bruges med henblik på en renselse af legemet under forudsætning af, at sjælen allerede var blevet renset ved (udøvelse af) retfærdighed. (118) Men da også de øvrige (grupper, tilskuere?) sluttede sig til, fordi de også i meget høj grad blev opstemt ved at lytte til hans ord, blev Herodes bange for, at hans (døberens) meget store evner til at overbevise mennesker skulle føre til en eller anden form for uro. For de (folk) så ud til i alle henseender at handle efter hans (døberens) råd. Han (Herodes) mente derfor, at det var meget bedre at handle først ved at henrette ham (døberen), før der på grund af ham (døberen) opstod en opstand, fremfor at han (Herodes) måtte komme til at fortryde det, hvis han, efter at der var indtrådt en (politisk) forandring, var blevet offer for begivenhedernes gang. (119) På grund af denne mistanke hos Herodes blev fangen (døberen) sendt til Makærus, den borg, der tidligere er omtalt og her henrettet. Jøderne forekom det dog, at katastrofen for hæren indtraf som en straf til gengæld for denne handling (henrettelsen) mod hin (døberen), idet guddommen dermed ville skade Herodes.”
Josefus, Jødernes gamle historie (eller: De jødiske antikviteter), 18.116-119 (efter P. Bilde, Den historiske Jesus (København: Anis 2008), 94 (Bilde har indsat parenteserne – jeg har ændret småting))
Enkelte forskere har sået tvivl om denne teksts værdi. Den kan være en kristen tilføjelse til Josefus’ tekst. Josefus’ værker er primært overleveret blandt kristne, så det er en mulighed. Men der er lige så god grund til at tro, at den er oprindelig. Hvad den viser er, at Johannes Døberen har praktiseret dåb, har vundet tilhængere og har kritiseret Herodes Antipas, ligesom synoptikerne skriver. Det er rimeligt at mene, at han har været en dommedagsprædikant, som har opildnet til modstand mod magthaveren, måske på grund af dennes umoralske levevis. Der er andre eksempler på sådanne dommedagsprædikanter i samtiden.
Det særlige ved Johannes Døberen er, at han praktiserer dåb. Renselsesritualer er kendt fra samtiden i jødiske kredse (bl.a. Qumran), men i de tilfælde er de forbundet med en form for kultisk renhed og ikke omvendelse. Det er Johannes Døberens dåb derimod, idet den ifølge Josefus-teksten er en symbolsk bekræftelse af den omvendelse, der er sket ved udøvelse af retfærdighed. Dåben markerer således en slags symbolsk overgang fra en uren, uretfærdig situation til en ren, retfærdig situation. Den første vil medføre forkastelse ved Guds forestående dom; den sidste vil medføre frelse.
Når Jesus, Guds søn, der selvfølgelig er syndfri, vil døbes med denne dåb, er det selvfølgelig teologisk problematisk, som gennemgået ovenfor, og som det næste vers behandler.
v. 14: Johannes vil ikke tillade dåben. Han anerkender sin underlegenhed, som er forudsat i Matthæusevangeliet og selv har sagt umiddelbart forud for (Matt 3,11-12). Jesus har selvfølgelig ikke brug for en omvendelses- og renselsesdåb.
v. 15: Jesus svarer, at det er nødvendigt for at opfylde al retfærdighed. Det er Jesu første ord i evangeliet. Med udtrykket ”opfylde al retfærdighed” menes simpelt hen ”fuldbyrde Guds vilje”. Således skal retfærdighed forstås i Matthæusevangeliet som en guddommelig fordring rettet mod mennesker (og her: Jesus), der når de opfylder den opnår retfærdighed (jf. Matt 5,10.20; 6,1). Retfærdigheden er Guds vilje til mennesker, som også kommer i Jesu forkyndelse. Det er både en gave og en opgave. Jesus gør således fælles sag med mennesker, specifikt Johannes Døberen, når han også opfylder al retfærdighed. På den måde bliver han også eksemplarisk for mennesker. Man kan forestille sig, at det også gælder for dåbens rolle i den kristne menighed: Når Jesus lader sig døbe for at opfylde al retfærdighed, skal alle selvfølgelig lade sig døbe.
v. 16: Selv dåben fortælles faktisk ikke. Verset indledes med ”efter han var blevet døbt”. Senere traditioner gør meget ud af at udmale selve dåbens øjeblik. I et latinsk håndskrift hedder det: ”og da han blev døbt, skinnede et stærkt lys omkring (ham) fra vandet, således at alle, der var kommet, blev grebet af stor frygt”. Men her og i de to andre synoptikere, berøres den faktisk ikke.
Som nævnt, gøres der i Matthæusevangeliet noget ud af, at den åbne himmel ikke blot er Jesu vision, men faktisk en kendsgerning for alle. Det understreges med bemærkningen: ”Og se, …” i stedet for Markus’ ”han så …”. At himlen er åben er et almindeligt motiv i profetisk (fx Ez 1,1) og apokalyptisk (fx JohsÅb 11,19) litteratur, når der skal kommunikeres fra den himmelske verden til mennesker.
Guds Ånd (Markus: Ånden; Lukas: Helligånden) kommer over Jesus i form af en due. Hvorfor den har form som en due er ikke til at forklare, uden at det bliver spekulativt og søgt (fx duen, der kommer med en olivengren til Noah). Sagen er dog, at Gud ved sin ånd forbinder sig med Jesus, som han allerede gjorde ved undfangelsen (Matt 1,18), så Jesus er Immanuel ”Gud med os” (Matt 1,23). Dette er begrundelse for at begynde gerningen som Messias.
v. 17: Stemmen fra himlen svarer til et fænomen i den jødiske litteratur, der kaldes bat qol (egtl. datter af en stemme), som betegner Guds stemme fra himlen. Dens udsagn om Jesus er gennemgået ovenfor. Selve formuleringen er sikkert en kombination af Salme 2,7 og Es 42,1. Det udsagn om Jesus bekræfter offentligt, hvad der for læseren allerede er fremgået af forhistorien. Udtrykket ”Guds søn” skal i første omgang forstås i forlængelse af den gammeltestamentlige tradition, hvor det bruges om den særligt udvalgte, fx Israel eller kongen. Kongeideologien, hvor den salvede konge er Guds søn (jf. Salme 2), kan have ført til den opfattelse, at den ventede messianske konge også skulle optræde som Guds søn. Det er nærliggende, men ikke bevist og ikke nødvendigt. I Matthæusevangeliets sammenhæng gælder nu, at den følgende handling er bestemt som Guds søns gerning. Det er vigtigere, end hvilke traditioner udtrykket måtte bygge på.
Tekstens fortolkning
Det er fremgået tydeligt, hvordan Jesu dåb har været en historisk kendsgerning, som evangelisterne indskriver i deres evangelier på forskellig vis. På trods af de problemer, som Matthæus og Lukas støder ind i, er den vigtigt ved at indledes Jesu gerning, således at denne gerning er bestemt som den udvalgte Guds søns gerning. Så bliver Jesu gerning i virkeligheden en udfoldelse af, hvem Guds søn er.
Man kan dog også afslutningsvis stille spørgsmålet om forholdet til den kristne dåbstradition. Det er ikke helt umuligt i fortællingen at se konturerne af et dåbsritual: Indledning med spørgsmål og svar (bekendelse), dåbshandling og åndsovergivelse. Således kan man se Jesu dåb som grundlaget for den kristne dåb (jf. dåbsbefalingen Matt 28,19), med hvilken Jesus også gør sig solidarisk.
Tekstens efterliv
I nogle af de tidligste kristne skrifter, der for en stor del er gået tabt og kun findes i citater hos andre forfatter, findes versioner af Jesu dåb, der atter viser, hvilke problemer de tidligste kristne har haft med, at Jesus blev døbt.
Forfatteren Epifanios citerer Ebjonitterevangeliet: ”Og efter skildringen af meget andet beretter (evangeliet): ”Da folket var blevet døbt, kom også Jesus og lod sig døbe af Johannes. Da han kom op fra vandet, åbnede himlene sig, og han så Helligånden i skikkelse af en due, der steg ned og ind i ham. Og en røst fra himlen sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”, og videre, ”Jeg har født dig i dag.” Og straks lyste et stærkt lys fra alle sider. Da Johannes så det, sagde han – fortælles det – til ham: ”Hvem er du, Herre?” Igen kom fra himlen en stemme henvendt til ham: ”Han er min søn, den elskede, i hvem jeg har fundet velbehag.” Derefter – fortælles det – faldt Johannes ned for ham og sagde: ”Jeg beder dig, Herre, døb du mig!” Men Jesus modsagde ham med ordene: ”Lad det nu ske, for det er rigtigt, at alt på den måde bliver opfyldt”.”
Således kombineres de forskellige versioner af stemmen fra himlen, og Johannes får lov at udtrykke sin underlegenhed, samtidig med at han døber Jesus.
I Hebræerevangeliet, som citeres af Hieronymus, lyder det: ”Men ifølge evangeliet, som er skrevet på hebraisk, læser nazaræerne: ”Hele Helligåndens kilde skal stige ned over ham.” Men Herren er Ånd, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed. … Videre finder jeg i det evangelium, jeg ovenfor omtalte, dette skrevet: ”Men det skete, da Herren var steget op af vandet, at hele Helligåndens kilde steg ned, hvilede over ham og sagde til ham: ”Min søn, i alle profeterne ventede jeg dig, at du skulle komme, og at jeg kunne hvile over dig. For du er min hvile, du er min førstefødte søn, som hersker i evighed”.”