Matt 7,22-29: Huset på klippegrund/sandgrund
Jeg fik en teori bekræftet, da jeg engang var på et seminar over to fulde dage om ubevidste fordomme. Min teori var, at mænd i lederstillinger er relativt høje. I hvert fald højere end mig. Det viste sig, at i USA er de i gennemsnit 7,5 cm højere end den middelhøje mand. Det var den oplysning, jeg havde brug for at forklare, at jeg ikke selv besad en toppost i dansk erhvervsliv. Mænd af gennemsnitshøjde er udsat for ubevidste fordomme og diskrimineres ved besættelse af lederstillinger. Det var rart at vide. Årsagen kan man gisne om. Måske er det urgamle ideer om, at gruppens fører er den fysisk stærkeste. Så det kan være derfor, store mænd opfattes som mere tillidsvækkende og tryghedsskabende, måske autoritative.
Seminaret handlede om, hvad man skal gøre for at undgå, at sådanne nedarvede fordomme får betydning. Samfundet går jo glip af en stor talentmasse blandt alle os mænd af middelhøjde. Her kom så konsulenten, for det er jo altid en konsulent, der er eksperten ved den slags seminarer, med den bemærkning, der gør, at jeg ikke syntes, at de to dage var spildt. Ikke helt i hvert fald. Hun sagde – selvfølgelig på engelsk, for det er vist det sprog, som man taler i deres verden – awareness is not enough. Bevidsthed er ikke nok. Det gør ingen forskel, at man er bevidst om sin fordom. Høje mænd vil alligevel ansætte andre høje mænd. Ikke fordi de ikke er bevidste om, at højde ikke spiller nogen rolle, men fordi de simpelt hen bare synes, at de mænd, de er i øjenhøjde med, er de bedste. Hvis man skal gøre noget ved diskriminationen, skal man anvende teknikker, der kompenserer for de små mænds handicap. I hvert fald er bevidsthed ikke nok. Nu skal det retfærdigvis siges, at det to-dages seminar hovedsageligt handlede om andre diskriminationsstrukturer, køn, etnicitet og den slags, men det budskab, jeg fik med, var det samme: Bevidsthed er ikke nok. Der skal handling til.
Jesus siger det på sin måde i evangeliet. Som afslutning på sin meget store tale, Bjergprædikenen, som mange af vores etiske idealer bygger på, taler han om, hvem der kan komme ind i Himmerige. Det kan den, der gør den himmelske faders vilje. Det ikke er nok, at I kalder mig Herre, siger han. I kan nok så meget mene, at I har gjort en masse spektakulære gerninger i mit navn. At I har profeteret, uddrevet dæmoner og gjort andre store bedrifter, men noget egentligt forhold til mig, har I ikke. Jeg har aldrig kendt jer, siger han. For jeres bevidsthed er ikke nok, når I tror, at det drejer sig om enkeltstående exceptionelle handlinger, som bryder med hverdagens logik og tiltrækker sig ekstraordinær opmærksomhed. Hvis det er det, I tror, siger Jesus, hjælper det ikke, at I kalder mig Herre, Herre, for vi har intet forhold. Så har I nemlig ikke virkelig forstået, hvem jeg er, og hvad det betyder.
Videre siger han det i lignelsen om de to forskellige fundamenter, sand og sten. Det er et af de billeder, som er gået ind i sproget og populærkulturen, så det er helt unødvendigt at forklare det. Men det er værd at lægge mærke til, hvad der skal bygges. Det er nemlig ikke noget særligt. Det er et hus. Det man lever i. Der, hvor man har hjemme. Det er dagligdagen, hverdagen. Der, hvor der intet ekstraordinært sker. Hvor alting er helt almindeligt. Hvor vi lever sammen og med hinanden, som vi gør. Det er det liv, der bygges på enten sand eller sten, alt efter forholdet til Jesu ord. Her er bevidsthed ikke nok. For det er ikke nok at høre Jesu ord. Man må høre dem og gøre dem. Bevidstheden må resultere i handlinger. Den må omsætte sig i liv, ellers nytter det ikke noget. Livet må leves på den grund, det er bygget på. Og her er det ikke nok at høre. Det er ikke tilstrækkeligt at sige Herre, Herre, for så har man ikke forstået, hvem denne Herre er.
En amerikansk filosof ved navn Charles Sanders Peirce har en ganske kompliceret teori om tegn og forståelse af tegn. Ofte opfatter man tegn som en relation mellem to ting: tegnet og det betegnede. Man kan også sige udtrykket og indholdet. Det er en ganske enkel sammenhæng. A betyder B. Et rødt trafiklys betyder stop. Men det er for enkelt siger Peirce. Der må være en tredje komponent for at tegnet fungerer. Det må afsætte en virkning hos den, der observerer det. Tegnet er slet ikke noget, hvis det ikke har en betydning for nogen. Og – og det er det væsentlige – den betydning, det har, afhænger af den effekt, det får hos den, der oplever det. Et rødt trafiklys betyder stop, så man flytter foden til bremsen. Det er faktisk den egentlige betydning af det røde trafiklys. Ikke at man har bevidsthed om, at det betyder stop, men at man faktisk bremser og stopper. Den egentlige mening er den vane, som tegnet udløser. Det røde trafiklys betyder stop, fordi vi stopper, når vi ser det. Og først, når vi stopper, har vi forstået, at tegnet betyder stop.
Hvis man ikke stopper, kan man godt have en bevidsthed om, at det røde trafiksignal betyder stop, men man har ikke rigtigt forstået det. Det, man har forstået, er måske snarere, at det røde lys betyder ”her skal man stoppe ifølge loven, for der kan komme biler på tværs, men hvis man er forsigtig, går det nok”. For det er den handling, som tegnet afføder. Selve tegnets mening er altså afhængig af, hvordan man forholder sig til det. Meningen kan ikke bare være noget, man bare har i sin bevidsthed. Meningen bliver til handling. Ja, meningen er den vane, der opstår, så man uden at tænke over det, uden at være bevidst om det, flytter foden til bremsen, når man ser et rødt trafiklys. Bevidsthed er ikke nok. Først når bevidstheden har omsat sig i vaner, er tegnets mening forstået. Det gælder jo tydeligt i forbindelse med diskriminerende fordomme. Først når højde, køn, etnicitet og deslige ikke afføder en bestemt måde at betragte de pågældende personer på, når der er opstået nye vaner, kan man sige, at fordommen er brudt. Først da har man virkeligt forstået det.
Med Bjergprædikenen har Jesus villet skabe nye vaner. Han har udlagt sin himmelske faders vilje. Et af de vægtigste afsnit består af formlen ”I har hørt, at der er sagt…, men jeg siger jer…” ”I har hørt, at der er sagt, at der er sagt,” siger Jesus, ”at man ikke må slå ihjel. Men jeg siger jer, at I end ikke må blive vrede på hinanden.” ”I har hørt, at der er sagt,” fortsætter han, ”at man ikke må bryde ægteskab, men jeg siger jer, at I end ikke må begære nogen anden.” Forbuddet er ikke nok. Bevidstheden, om at man ikke må slå ihjel, bryde sit ægteskab osv. er ikke nok. Hvis det skal være Jesu faders himmelske vilje, så kan det ikke være et specifikt bud, så man kan overveje for eller imod, om det gælder i den givne situation. For så har man ikke virkeligt forstået det, som den himmelske faders vilje. Så opfatter man det måske som et forslag til, hvordan man indretter mellemmenneskelige forhold. Men så er det ikke den himmelske faders vilje. For hans vilje gælder uden forbehold, overalt og altid. Det er ikke enkeltstående handlinger eller enestående bedrifter. Først når buddet er en vane, der gennemtrænger hele personen og gør det til denne persons anden natur, så forbuddet end ikke er nødvendigt, er buddet i virkeligt forstået som den himmelske faders bud. Så er det hans vilje, der udføres.
Det gælder ikke mindst for den allermest overraskende og radikale af Jesu fortolkning af det, der er sagt til de gamle. Den udlægning, som man ikke kan sige sig selv, og som modsiger al almindelig logik: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle, du skal elske din næste; men jeg siger jer, I skal elske jeres fjender og bede for dem, der forfølger jer.” Her er bevidstheden ikke nok, for bevidstheden kan ikke kapere det. Bevidstheden vil afvise det bud som udtryk for en verdensfjern idealisme, der ikke kan praktiseres. Enhver fornuftig overvejelse vil falde ud imod at forsøge at realisere fjendekærligheden. Men Jesus insisterer på, at også dette må blive en vane, som helt kan bestemme mennesket handlinger som en anden natur. Når man i fjenden ikke ser en modstander, der skal bekæmpes, men et medmenneske, der skal være genstand for næstekærlighed, så udtrykker man i sin handling den himmelske vilje. Så har vedkommende virkelig forstået, hvad der er Guds vilje. Bevidstheden er ikke nok. Handlingen er den himmelske faders vilje.
Det er den person, der ifølge Jesus kommer ind i Himmeriget. For der er ikke forskel mellem vedkommendes handlinger og Guds vilje. Det er en enhed. De er en enhed, for den himmelske faders vilje er vedkommendes anden natur. I den enhed er Himmerige. Derfor kommer den, der gør den himmelske faders vilje ind i Himmerige, ja er i Himmerige.
Bevidsthed er ikke nok. Adgangen til himmerige er ifølge Jesus i Bjergprædikenen ikke i en særlig intellektuel bevidsthed eller en sofistikeret tro. Himmerige er at leve i den himmelske faders vilje. Så viser Himmeriget sig, når man står over for sin næste. Både ven og fjende.
DDS 726 – 338 – 300 — 332 – 446 – 674 – 348 – 401